1
Indledning
I år 1999 udkom en ny historisk roman med titlen ” Livlægens besøg” . Bogen var skrevet af den
svenske forfatter Per Olov Enquist, som i forvejen havde en lang række af romaner,
filmmanuskripter og skuespil bag sig. Året efter udkom bogen i Nanna Thirup´s danske
oversættelse, og den blev meget vel modtaget af så vel forfattere som anmeldere. Et kort udsnit af et
par anmeldelser taler vist deres tydelige sprog.
” Svenske Per Olov Enquist har skrevet den største Danmarksroman siden ” Kongens Fald”(1)
”Per Olov Enquist har med Livlægens besøg skrevet en fuldkommen besættende roman, der med
kunstnerisk overlegenhed tolker det kendte drama omkring Struensee” ( 2)
” Det er en imponerende, næsten bistert gennemført fortælling, den svenske forfatter har skrevet om
et vildt kapitel i Danmarkshistorien”(3)
Som det ses af anmeldelserne, blev romanen en succes, og enhver som læser den må konstatere, at
ingen af anmelderne var for rundhåndede med deres rosende ord.
Når man er kommet sig over fascinationen over Enquists dygtige værk, er det svært at lade være
med at skelne de historisk dokumenterede begivenheder fra Enquists fiktion. Man tænker ” Hvilke
passager er mon virkelighed, og hvilke må være opdigtede?”
Det historiske stof er velkendt, men det virker, som om Enquist har gjort sig fri af historiens
snærende bånd og har tilføjet personer og situationer en ekstra dimension.
Men hvorfor gør forfatteren det, hvordan bruger han historien og dens personer til at skabe en
læseværdig roman, og hvor meget gør Enquist egentlig ud af at holde sig til sandheden?
Det er disse spørgsmål jeg gerne vil undersøge ved at se på udvalgte personer og situationer, og
prøve at finde ud af, hvor meget af romanen der er hhv. historie og fiktion.
2
1. AFSNIT: Grundanalyse af ”Livlægens besøg”
Handlingen i ”Livlægens besøg ” tager sit udgangspunkt i een af de mest dramatiske episoder i
danmarkshistorien som strækker sig fra 1768 – 1772, hvor den tyske læge Johan Friedrich
Struensee var ansat ved hoffet i Danmark som den sindssyge kong Christian den syvendes livlæge.
I yderste korthed er handlingen følgende: Den sindssyge Christian den syvende bliver konge i 1766,
og samme år tvinges han ind i et ægteskab med den engelske prinsesse Caroline Mathilde. Men
begge er meget unge, han sytten og hun femten, og det er et meget sørgeligt ægteskab.
Under kongens store Europarejse i 1769, antages en ny livlæge: den tyske Johan Friedrich
Struensee. Den sindssyge konge får et nært forhold til denne, og overdrager ham lidt efter lidt sin
enevældige magt. Samtidig bliver Struensee forelsket i den unge dronning Caroline Mathilde, og de
får sammen datteren Louise Augusta i 1771.
Der begynder at sprede sig en misstemning over Struensees styre og hans forhold til dronningen, og
Struensee og hans protegeer bliver væltede ved et statskup den 17 Januar 1772, hvorefter Struensee
bliver halshugget og parteret på Øster Fælled.
Handlingen i ”Livlægens besøg” udspiller sig hovedsageligt ved og omkring Christian den
syvendes hof i København. Et ubehageligt, magtsygt og intrigant miljø hvor alle gerne vil ende
med at være på strå.
En yderligere miljøskildring vil med fuldt overlæg kunne deles i fire. En betragtning fra før
Struensees tid, een under, een før statskuppet og een efter Struensees fald.
Før Struensees tid er det en fem seks højt på strå siddende hofmænd med overhofmester og
finansminister Ditlev Reventlow i spidsen, der styrer hoffet med jernhånd. Men også andre
intrigante hofmænd influere det daglige liv ved hoffet, hvor alt er tilladt.
Et eksempel herpå kan være episoden, hvor greverne Holck og Brandt føler trang til at skabe lidt
ravage og uden nogen forudgående diskussion pludselig fører luderen Støvlet – Cathrine ind i
kongens suite
Kongen selv opfatter livet ved hoffet som et skuespil, hvor han skal lære nogle standardiserede
replikker udenad og huske dem til bevidstløshed. Ingen udviser respekt for ham, og hvis han
glemmer sine replikker, får han prygl.
3
Men livet ved hoffet bliver mere udholdeligt efter Struensees magtovertagelse. Særligt betegnes den
fuldkomne sommer på Hirschholm slot i 1771 som et sandt paradis. Her regere Struensee og den
unge dronning Caroline Mathilde, som begge hader den stive hofetikette, og derfor ophæver den for
en enkelt sommer.
”De ophævede al etikette, de læste Rousseau, de ændrede klædestil, de levede i naturen, de elskede,
det var som om de i en art besættelse fandt det magtpåliggende at komprimere alle lykkens
komponenter så ikke en time gik til spilde. Besøgende blev rystet over de frie forhold, som dog,
bemærkede de forbavset i deres breve, ikke ytrede sig i uanstændig tale” ( s 227)
Kort før kuppet, da rygterne om dronningen og Struensee begynder at sprede sig, og Juliane Marie
og Guldberg forlanger håndfaste beviser, ændrer stemningen sig atter ved hoffet. Luften bliver tyk
af sladder, og alle tjenestefolk står på hovedet i dronningens og Struensees klædeskabe for at finde
nogle kontroversielle beviser.
” To af kammerjomfruerne, dem som skulle sørge for den daglige rengøring af dronningens
værelser, havde spioneret allerede inden opholdet på Hirschholm. De havde sat voks i
nøglehullerne og nogle gange papirkugler i dørsprækkerne. Om morgenen havde de konstateret at
vokset var væk, og papirkuglerne faldet ned” ( s 268)
Den anspændte stemning letter imidlertid efter kuppet og hoffet i Danmark er igen skødesløst og
uden respekt for kongen. Som den engelske gesandt Keith i 1882 bemærker:
” Hoffet havde ikke udvist ærbødighed over for monarken, men snarere negligeret ham , eller var
grinende veget til side når han nærmede sig, som om man havde villet undgå hans pinlige
tilstedeværelse” ( s 10)
En enkelt gang i romanen tager Enquist også fat på at beskrive miljøet, som noget rent symbolsk.
Under et ophold på Fredensborg slot, begiver kongen sig alene ind i parkens mægtige labyrint, idet:
4
” Han var sikker på at den befandt sig i midten af labyrinten. Han havde ikke i lang tid fået nogen
meddelelse fra De syv.” (s 209)
De syv, kongen taler om, er en kreds af syv mænd, der er udvalgte af Gud, til at realisere ondskaben
i verden og kongen er overbevist om, at han selv er een af dem. At han er medlem af en symbolsk
hemmelig kreds, som pludselig befinder sig i labyrinten i parken ved Fredensborg.
Romanen foregår i årende 1766 – 1772 samt i året 1782, hvor romanen begynder og ender. Tiden er
temmelig præcist defineret hvilket også hænger sammen med de historiske kendsgerninger, for
hvilke der findes bestemte angivelser af årstal og sågar en mængde datoangivelser. Alle de præcise
oplysninger, har Enquist valgt at bibeholde i romanen, hvilket også bevirker til læserens autentiske
opfattelse af handlingen
Romanen er skrevet i 1999 og beskriver altså en situation, der er over tohundrede år gammel. Men
det store spring i tid til trods, må man sige, at Enquist formår at holde læseren fanget i en tidsånd,
der er over tohundrede år gammel, og det må da siges at være en cadeau til forfatteren.
Enquist har valgt at fortælle historien gennem en meget anonym alvidende fortæller, som har fuldt
overblik over alle begivenheder. Denne giver maleriske naturbeskrivelser såvel som de mere
psykologiske beskrivelser af personerne. Dog bevæger fortælleren sig ikke frem og tilbage i tid,
men følger handlingen kronologisk og beskriver hændelser og personer, efterhånden som de
udvikler sig.
Denne arbejder desuden med en indre synsvinkel, som giver læseren en interessant og intens
adgang til personernes tanker og følelser. Det er primært hovedpersonernes tanker og indre
følelsesregister, som Enquist lader læseren få et indblik i. Det vil altså sige trekanten, bestående af
kongen, dronningen og Struensee, men også kongens huslærer Reverdil samt Ove Høeg Guldbergs
tanker skildres af Enquist på en intens og malerisk udført facon. Med hensyn til Ove Høeg
Guldberg, så er dennes tanker måske de mest interessante for romanen. I hvert fald lader Enquist
Guldbergs tanker om renhed og den pure nation indlede og afslutte romanen.
Netop dette faktum, er vigtigt i den måde, forfatteren har komponeret sin roman på. Det ligner til
forveksling et skuespil opdelt i 5 akter, som kronologisk beskriver en bemærkelsesværdig periode i
Danmarkshistorien. Man forestiller sig levende bogen omsat til teatret. En sal henlagt i total mørke,
5
og pludselig kommer en lille grå mand til syne i en ensom spot på scenen. Guldbergs monolog kan
begynde forestillingen, ligesom en epilog af samme Guldberg vil afslutte den. Se, det er
skrivekunst.
Måden, hvorpå Per Olov Enquist har valgt at komponere sin roman, afspejler også tydeligt de
tanker, han selv har udtalt, at han gjorde sig, omkring, hvorvidt fortællingen om livlægen skulle
blive til skuespil, en roman eller et filmmanuskript. Men det endte med en roman, da forfatteren
fandt, at det var den skrivemåde, der gav ham den bedste mulighed for at udnytte stoffet ( 4)
Sproget i romanen består af forskellige faktorer, men som en gennemgående glæde, bemærker man
Enquists fuldkomne sprogbeherskelse samtidig med, at man naturligvis må beundre oversætteren
Nanna Thirup fremragende indsats. Sproget bølger op og ned, og læseren er ganske uvidende om,
hvilken kunstnerisk drejning sproget nu tager. Enquist forstår at bruge sproget, så det passer til den
eller de personer, han behandler i de forskellige passager. Makkerparret enkedronning Juliane
Maries og Guldbergs kolde og velformulerede ondskabsfuldheder:
” Under lovlige former skal han dræbes, var hun tankefuldt fortsat, som om hun smagte på ordene”
( s 269)
Kongens barnlige og uforstående udbrud:
” Samtidig vil jeg allernådigst meddele, afsluttede kongen, at jeg i dag har behaget at udnævne min
hund Vitrius til rigsråd, og han skal herefter behandles med den respekt som tilkommer denne titel”
( s 164)
Og ikke mindst dronning Caroline Mathildes ufattelige beslutsomhed:
” Men jeg vil ikke dø. Jeg er for ung til at dø. Og jeg længes ikke. Og jeg har ikke givet op”
( s 254)
Enhver sindsstemning hos personerne formår Enquist med sin fulde beherskelse af sproget at give et
smukt og kunstnerisk udtryk, idet han både betjener sig af de lange velformulerede sætninger, såvel
som de korte og præcise, ofte kun med et enkelt eller to ord. Men udover de mange replikker,
6
anvender Enquist også ofte skriftsproget, når han behandler Struensees og senere også Guldbergs
dekreter. Nogle steder drejer det sig om konkrete nedskrevne kilder. Eksempelvis ved man, at der
den dag i dag findes over 400 sider om kongens opvækst, nedskrevet af hans huslærer Reverdil,
mens Enquist andre steder selv har ” formuleret noget skriftligt materiale” til inspiration for den
videre handling. Dette gælder for eksempel de arrestordrer som Guldberg forfattede, og som blev
tilintetgjort umiddelbart efter arrestationen af Struensee og Brandt. Man kan have sin tvivl med
hensyn til de, i romanen gengivne citaters autentiske indhold.
Men hvad gør det, at Enquist, selv har digtet lidt til? Det tyder blot alt sammen på hans store
medlevende interesse i bogen, og det er da også helt tydeligt, at han enkelte steder har sat sine helt
personlige aftryk midt i teksten, om end til lidt forvirring for læseren.
I forbindelse med omtalen af kongens angst, da han skal underskrive arrestordrerne på kupnatten,
tilføjes følgende kommentar.
” Man glemmer nemt at han var en af Gud udpeget enevoldshersker” ( s 287)
Her bryder forfatteren, efter min mening fortællingen, for at indskyde sin egen kommentar. Det
forekommer mig ganske impulsivt, men Enquist har utvivlsomt ikke tilføjet kommentaren uden
videre, men tænkt igennem, om det overhovedet var relevant eller passende for forfatteren at smide
sin egen personlige vinkel ind. Enquist gør det flere steder i romanen, hvilket må kaldes
usædvanligt. Altså ikke det at en forfatter giver sin holdning til kende, det ses ofte, men det, at det
foregår på en så direkte måde og midt i teksten.
Netop Enquists egne holdninger til det han skriver om, har utvivlsomt været meget vigtigt, i
forbindelse med romanens tilblivelse og indhold.
For hvad er det egentlig Per Olov Enquist vil fortælle med ” Livlægens besøg”.?
Man kunne få den ide, at han vil gengive et udsnit af Danmarkshistorien på en ” ny ” måde.
Historien om den tyske livlæge er jo velkendt, og har været fortalt utallige gange af mange
forskellige forfattere og historikere. Det er som om, denne svenske forfatter har fået fat i historiens
kerne, og trækker læseren med helt ned under overfladen, hvor alle overfladiske og formelle
skrivemåder opløses, og der kun er essensen tilbage. Det virker som om, Per Olov Enquist har
ønsket at skrive en roman, der adskiller sig fra det seneste årti´s litteratur, hvor det efterhånden er
blevet et must, at man helst skal skrive så enkelt, at læseren skal drage sine egne konklusioner om
7
alting. Per Olov Enquist tager i så fald afstand fra dette faktum, når han serverer 1700 tallets
danske hofintriger på et sølvfad i en helt igennem overdådig roman, samtidig med, at det naturligvis
også er op til læseren selv, at drage sine egne konklusioner. Enquist har fået det hele med – og det
er imponerende! Der afdækkes flere temaer i romanen, og forfatteren har med dygtighed forstået, at
tildele dem alle lige stor opmærksomhed. Kærligheden er naturligvis en væsentlig overskrift i
mange af kapitlerne. Ikke kun når det handler om Struenseees og Caroline Mathildes erotiske
forhold, men også i forbindelse med kongen. Føler han nogensinde ærligheden inden i sig? Eller
gør Guldberg? – Næppe! Men under kærlighedstemaet, behandler Enquist også et forhold, som
hidtil har været lettere overset i historisk sammenhæng; nemlig forholdet mellem enkedronning
Juliane Marie og hendes vanskabte og savlende søn, arveprins Frederik. Enquist beskriver dette
forhold meget levende, så læseren næsten ser den af kærlighed opfyldte mor, siddende med sønnen i
hånden.
” Hun havde siddet sammen med sin savlende og gryntende søn som hun nu i denne farens stund,
ikke værdigede et blik, men hele tiden holdt hårdt i den venstre hånd”( s 229)
Som kærlighed og magt så ofte hænger sammen, gør det det også her. Struensee får begge dele, men
bryder sig ikke om magten. Han var ikke politikker, men læge, og Enquist skildrer i flere omgange,
hvem der har magten, hvem der får den, hvem der ønsker den, og hvem der ikke gør. Det er ganske
interessant at læse hans vurdering af personernes forhold til magten. Specielt i forholdet mellem
Struensee og Caroline Mathilde, hvor det er ham, der har magten, men hende der måske reelt ønsker
den, eller i hvert fald har det hos Struensee manglende overblik, til at forvalte den rigtigt.
I teksten omtales Ludvig Holberg en del gange, idet Struensee læser dennes værk ” Moralske
Tanker” op for Dronning Caroline Mathilde. Netop Ludvig Holbergs navn kunne måske være et
hint fra forfatteren til læseren om at lede efter en morale eller et budskab i ” Livlægens besøg”.
At finde frem til Enquists konkret budskab med romanen er vanskeligt, men jeg vil nu gøre
forsøget.
Hvis man tager udgangspunkt i kærligheden og magten som de to gennemgående temaer, og tænker
på dronningens og Struensees vidtløftige forhold, hans meget hurtige magtovertagelse, Støvlet –
Cathrine, som indleder et forhold til Danmarks konge, men bliver forvist og endelig Guldberg, som
efter Struensees tid får magten, men bliver styrtet senere, da han ikke forstår at passe på den, kunne
et fælles budskab måske være: Flyv ikke højre end vingerne bærer!
8
2. AFSNIT: Person karakteristik af Ove Høeg Guldberg.
”Guldberg hed en mand”. Sådan skulle den første sætning lyde”( s 266)
Mindeskriftet ” Guldbergs tid” blev aldrig skrevet, men Guldberg blev utvivlsomt ved at drømme
om det, for han var ikke en mand, der havde i sinde at give op.
Guldberg begynder som den savlende arveprins Frederiks huslærer, men stiger i løbet af romanen
på rangstigen, og ender reelt som enevoldshersker i Danmark. Takket være sit kompagniskab med
enkedronning Juliane Marie , formår han at gå fra en ubetydelig post til leder af paladsrevolutionen
i 1772, hvor Struensee blev væltet, for senere at ende som den reelle magthaver i Danmark.
Men hvilke egenskaber har Guldberg egentlig? Det kan være vanskeligt at bedømme, idet Enquist
bevidst har ladet ham optræde som skurk i romanen. Det godes modstander, som selv kæmper for
renhed og dyd. Giver det nogen mening?
” Guldberg var 148 centimeter høj, hans hud var grå og ældet før tiden, gennemskåret af små
rynker han havde fået som ganske ung. Han var tilsyneladende i utide forvandlet til en gammel
mand; han var derfor først ringeagtet på grund af sin ubetydelighed, senere frygtet”( s 16)
” Inden han slog den danske revolution ned, kaldte man ham ” Øglen”( s 16)
Beskrivelsen af Guldbergs udseende i romanens begyndelse, er ikke til at tage fejl af.
Hele romanen igennem lader Enquist Guldberg være personen med den absolutte mission. Han vil
holde den danske nation ren og pur. Den skal være ædel og konservativ. Oplysningstidens ideer skal
fejes ud. Han ønsker renselse, og han ønsker at kompensere sin ringe højde og sit ringe udseende.
(5) Det er Guldbergs mission i livet, og for at opnå det, er han villig til at gå langt. Derfor indgår
han også glædeligt i kompagniskabet med enkedronning Juliane Marie, men her gør hans
personlighed et overraskende udslag.
” Han ville ikke have titler, belønninger, magt; han ville blive ved med at være den uanselige, hvis
opgave det var at fortolke Guds store uudgrundelige vande” ( s 157)
9
Guldberg er ikke interesseret i magt eller ære, men kun i at tjene Danmark og være den iagttagende,
der udforsker ”galehusets” mærkværdige facetter. En overraskende drejning af personligheden og
måske Enquists eget påfund?
Guldberg hader Caroline Mathilde og Struensees hor og især Caroline Mathilde ,idet han opfatter
hende som symbol på usædeligheden.
” Det var den lille engelske luder der var den store risiko. Det hele begyndte og endte med denne
unge kvinde. Som den eneste havde Guldberg forstået dette” ( s 277)
I begyndelsen af romanen lader Enquist Caroline Mathilde forgribe sig på Guldbergs renhed.
” Hun havde bøjet sig over ham. Rundingen på hendes bryst havde været meget tæt på ham. Han
havde følt en ophidselse ” uden for al rimelighed” Han havde straks gennemskuet hende, og dette
forhold skulle i forbindelse med de begivenheder der senere fulgte, være af stor nytte for ham”
( s 24)
For dette hader Guldberg Caroline Mathilde romanen igennem. Han får sin hævn over hende, da
hun sidder i fangenskab på Kronborg og nægter at skrive under på tilståelsen af forholdet til
Struensee. Guldberg læser da op af bibelen for hende, og pludselig forstår Caroline Mathilde, at
hun aldrig skulle have undervurderet denne lille grå mand.
” Herrens ord om den straf der rammer dem som stræber efter urenhed og forrådnelse, gentog han
og så stadig på hende, og pludselig så hun hans øjne, nej det var ikke det at de ikke blinkede, men
de var lyse, næsten isgrå, som en ulvs, de var fuldstændig hvide og farlige og det var dette som
havde skræmt alle, ikke at han ikke blinkede, men at de var så uudholdeligt isgrå som ulves”
( s 316)
Og Caroline Mathilde må med Struensees dækkede direkte tale forbitret tænke:
” Oh Gud, hvordan kunne jeg nogensinde tro at denne mand var ubetydelig”( s 315)
10
3. AFSNIT: Hvad er historie og hvad er fiktion?
Netop dette spørgsmål har været uundgåeligt at stille for mig ved læsningen af ”Livlægens besøg.
Ofte støder man på scener, som man mener, må være fiktion. Skabt over historien med Enquists
strålende fantasi. Men hvad siger Per Olov Enquist selv om romanens forhold mellem historie og
fiktion?
I et interview i ”Information” 6/4 - 2000 spurgte journalisten Karen Syberg om alt, hvad der stod i
Enquists bog var sandt, og Per Olov Enquist svarede:
” Ja, det synes jeg”(6)
D 8/4 2000 fik Enquist i et interview til ”Politiken” stillet præcis samme spørgsmål og svarede:
” Det skal nok bekymre andre, om læseren kan gennemskue det, men mig bekymrer det ikke, for der
er jo tale om en roman og ikke om en dokumentarbog. Den logik , der findes i virkeligheden, er
imidlertid så interessant, at jeg forsøger at holde mig til den”(7)
Per Olov Enquist understreger altså i begge tilfælde, at han forsøger at holde sig til sandheden, men
gør samtidig opmærksom på, at det ikke er en dokumentarbog. Da disse udtalelser hverken be –
eller afkræfter om romanen er historie eller fiktion, kan det være relevant at se på et par af de
passager, som jeg mener, må være fiktion. Der er mange, men jeg har udvalgt de to mest markante.
I kapitel 17 sidder dronning Caroline Mathilde i arrest på Kronborg slot, og Guldberg kommer på
visit med det ærinde at få hende til at skrive under på tilståelsen om utroskab mod kongen. Da
Caroline Mathilde imidlertid nægter, tager Guldberg sin mest avancerede ondskab i brug og
begynder at læse op af biblen.
” Herrens ord om den straf der rammer dem som stræber efter urenhed og forrådnelse, gentog han
og så stadig på hende, og pludselig så hun hans øjne, nej det var ikke det at de ikke blinkede, men
de var lyse, næsten isgrå, som en ulvs, de var fuldstændig hvide og farlige og det var dette som
havde skræmt alle, ikke at han ikke blinkede, men at de var så uudholdeligt isgrå som ulves”
( s 316)
11
Det er ganske sikkert historisk dokumenteret, at Caroline Mathilde sad i arrest på Kronborg. Det
kan muligvis også dokumenteres, at Guldberg aflagde visit og fik hende til at skrive under. Dog kan
jeg have min tvivl om det kan dokumenteres, at det foregik ved, at Guldberg læste biblen højt for
dronningen, og derved skræmte hende.
Jeg tror, at Per Olov Enquist har brugt Guldbergs besøg hos dronningen som en ramme om hans
hævn over dronningens forgribelse på hans renhed, i romanens begyndelse. Derudover har Enquist
utvivlsomt gjort Ove Høeg Guldberg til romanens skurk, uanseelig af ydre, men med en enorm
indre magt. Hele passagen, og i øvrigt fremstillingen af Guldberg som skurk, må efter min
opfattelse være fiktion som Enqist har kreeret over en historisk ramme.
Den næste passage er fra kapitel 128, hvor den franske filosof Diderot i Paris trækker Struensee til
side, og opfordrer ham til at gribe magten i Danmark. Denne scene er heller næppe autentisk. Det
kan naturligvis dokumenteres, at kongen og Struensee holdt et møde med de franske filosoffer i
Paris, men jeg tvivler stærk på at en samtale i en krog, mellem Diderot og Struensee vil kunne
dokumenteres. Jeg tror igen, at Enquist har brugt en historisk dokumenteret begivenhed, som
grundlag for sin fiktion.
Netop denne passage, har Enquist selv fortalt om i interviewet i ” Information” 6/4 – 2000, hvor han
blev spurgt, om scenen var autentisk og svarede:
” Den er autentisk Enquist. Men den er logisk, den ligger i situationen. Præcis hvad Struensse og
Diderot talte om, ved vi ikke, men Diderots opfordring er logisk”(8)
I mine øjne, bekræfter Per Olov Enquist med udtalelsen, at romanens indhold er hans egen fiktion
over nogle dokumenterede historiske begivenheder. Jeg betragter derfor romanen som en blanding
af historie og fiktion, men meget vellykket og dygtigt udført vel at mærke. En rigtig historisk
roman.
Når man ser på de historiske romaner, der er udkommet en del af de senere år, må man sige, at det
er en genre, som mange forfattere – og læsere – har taget til sig. Disse delvis opdigtede,
skønlitterære fortællinger om historiske personer og hændelser, giver naturligvis flere forfatterriske
muligheder, end en tør historisk afhandling, og den giver utvivlsomt en større læseglæde.
Af sådanne historiske romaner kan, ud over ” Livlægens besøg”, nævnes ” Rigets frue”,
”Kærlighedsbarn” af Maria Helleberg og ” Spardame” af Helle Stangerup. Alle disse bøger har det
12
tilfældes, at dygtige forfattere på en gang krydrer historiske personer og handlinger med en fiktion,
der skaber vidunderlige fortællinger, og nok også er grunden til, at nutidige forfattere stadig lyster
at skrive historiske romaner.
13
Konklusion:
Afslutningsvis kan vi altså konkludere, at ” Livlægens besøg” er en skøn roman, baseret på en
blanding af historisk dokumenterede begivenheder og den svenske forfatter Per Olov Enquists egen
fiktion. Bogen graver dybt ned i Struensee – affæren og giver samtidig et smukt, delvist autentisk
billede af det danske hof i slutningen af 1700 – tallet. Samtidig har Per Olov Enquist forstået at
tilføje en række af sine egne personlige aftryk på romanen, og flere steder giver han tydeligvis sin
egen mening til udtryk, samtidig med, at han som erfaren forfatter holder den nødvendige balance.
For at udnytte den historiske fiktion fuldt ud, har Enquist valgt at sprede romanen over flere
forskellige temaer, således at romanen, foruden at være en stor kærlighedshistorie om et velkendt
trekantsdrama, også bliver en roman om menneskers forhold til magten.
Hele dette overflødighedshorn af en historie bliver fortalt i Enquists skønne fabulerende sprog, som
i allerhøjeste grad appellerer til læserens egen fantasi. En mængde billeder flyder fra Enquists
dygtige pen. Man ser alle scenerierne for sig; De overdådige sale på Christiansborg og Hirschholm,
såvel som de gamle rabarberkvarterer i København, hvor Christian besøgte Støvlet – Cathrine.
Per Olov Enquist levendegør det alt sammen, ikke mindst det uhyre persongalleri, som forfatteren
tager under sin kyndige behandling, er med til at forøge læseglæden.
Hver person har sin specielle rolle, som Enquist også meget tydeligt selv fastslår. ”Den usårlige”,
”Det engelske barn” ” Universets herskerinde” og ikke mindst ” Persetræderen” er hver især
beskrevet så dybfølt og levende at man må imponeres. ”Livlægens besøg” fortjener så absolut at
blive omsat til film eller teater, hvor den vil fungere perfekt, hvilket Per Olov Enquist også lægger
op til med romanens komposition, som et skuespil i 5 akter med Prolog og Epilog af persetræderen
Guldberg.
En storslået fortælling om små mennesker med store missioner – En pragtfuld roman.