- 1 -

Indledning

Ifølge loven består af fire noveller. Hver novelle indledes af en lovparagraf og fortæller derefter i

lovtekniske gloser om hver af de fire hovedpersoners søgen. Nicolas S. søger efter stoffet, der

fårsager menneskets oprejste færden, Tanja L. søger efter smerten, René G. søger efter eksistensens

nulpunkt og Alette V. forsøger at gøre sig selv til en ting. De fire noveller fremstår umiddelbart som

fire paragraffer i en lov, men sproget knækker væk fra det lovtekniske sprog og afslører et ironisk

syn på de fire menneskers søgen. I min opgave vil jeg finde knækket og knække det kryptiske i den

Jeg vil i min opgave forsøge at vise, hvor og hvordan novellerne spiller sammen, hvordan og

hvorfor de overlapper hinanden, og hvad de fire noveller siger om menneskets evige søgen efter

eksistentielle sandheder.

Lovens perspektiv

Lovparagraffen, der indleder novellen, vil de fleste forstå som en lov om hævn, men Tanja L. søger

ikke hævn. Hendes søgen startes af en absurd form for nysgerrighed, hun vil ikke opnå hævn eller

komme af med sin skyld (s43,l19). Hun vil vide, hvad hun har gjort ved personen på perronen,

fornemme og forstå den følelse, hun mener, han har oplevet, i modsætning til at blive udsat for den.

Nysgerrigheden rummer mere end bare nysgerrighed, Tanja føler sig forpligtet til at lære den

skrøbelighed og skadende kraft (s65,l13), hendes søgen handler om mere end bare at forstå smerte.

Tanja vil forstå livet, hun møder en reaktion på perronen, som hun ikke forstår, og straks går hun i

gang med sin søgen. Hendes målbevidsthed får hende til at fremstå som en, der ikke kan acceptere

- 2 -

åbne svar og løse fortolkninger, som en der tror på, at der én forklaring på alting, dermed også på

følelser.

Den ironiske søgen

Fortælleren beskriver Tanjas søgen som en målrettet bevægelse i modsætning til den

endeløse/målløse vandring som hører tiden til

jordens bevægelse, en endeløs vandring. (s45)

Hendes holdning er set i nutidens lys forældet og tåbelig. Ud fra tidens begreber kan man ikke finde

nogen forklaring på smerte kun kendetegn. Tanjas opdagelser passer godt med tidens tro, hun finder

ikke smerten kun smerte. En smerte relateret til fald, den kliniske smerte, smerten man tager

hovedpinepiller for at dæmpe.

Det kliniske er ofte forbundet med naturvidenskab og forsøg, men i denne sammenhæng har det

sin betydning, efterhånden som opfattelsen spredte sig, at det der ikke kan bevises, er modbevist.

Novellen er præget af selvmodsigelser, alt hvad Tanja hurtigt og skråsikkert påstår ændres gennem

novellen. Hun ved, hun er uskyldig i mandens fald (s43,l6), men senere bliver hun overrasket og

glad over at møde en person, som hun tror er ham og overraskes af sin uskyld. Først påstås det, at

alle ved at smerten hører til i Barcelona (s43,l27), senere bliver det nedtonet til at være et rygte.

Hun ved straks, at bevægelsen på perronen skyldes smerte, men senere sætter hun igen

spørgsmålstegn ved om det virkelig var smerte (s66,15). Hun begynder sin søgen efter smerte uden

at tvivle på, om hun kan finde den. På trods af mislykkede forsøg på at lære smerten at kende,

tvivler hun ikke. Hun har set den, hun ved den findes, og derfor er hun sikker på, at hun kan lære

- 3 -

den at kende. Hendes søgen bringer hende vidt omkring, men hun når aldrig sit mål, i stedet bliver

hendes erkendelse grundlaget til den næste novelle.

Fortælleren lader bevidst læseren følge de fire personers vildspor, og den enkeltes mislykkede

forsøg danner baggrunden for den næste novelle osv. Tanja finder ikke smerten men derimod ud af,

at mennesket udover at færdes oprejst også falder. Hendes erkendelse bliver udgangspunktet for den

næste fortælling som indledes af Galileis faldlov.

Under sin søgen erkender hun også, at hendes oprindelige intention om en lineær bevægelse er en

Hun var et individ med en egen natur, som hun måtte følge, til hun havde fundet, hvad

hun søgte. Tanja L. var nu at betragte som et énstrenget væsen. Hun havde én søgen.

Hun bevægede sig i én retning. (s45)

Men allerede ved hendes afrejse blegner beslutsomheden, og hun følger slavisk andres spor i stedet

for at følge sin egen vej, ved at følge rygtet om, at smerten holder til i Spanien. Så snart hun når til

Barcelona, daler beslutsomheden yderligere, målet, der ved afrejsen var klart afgrænset til at være i

Spanien, er ikke åbenlyst at finde, og hendes søgen bliver mere målløs og styret af tilfældigheder,

idet hun begynder at følge efter tilfældige mennesker på gaden for at opleve smerten igennem dem.

Da hun indser, at hun ikke kan finde smerten igennem dem, kaster hun sig over kunsten, som viser

almindelig hændelse, en lovmæssighed for genstandes bevægelse i rum.(s58).

- 4 -

Lovmæssigheden falder dog hurtigt til jorden. Allerede ved det næste fald er hendes tanker igen

gået tilbage til faldet på perronen.

Fire korte eller en lang

De fire noveller hænger sammen på flere måder. Tanja rejser fra Basel iført en sort kjole (s42,l5), i

den næste (3.) novelle ender René sin rejse i Basel, hvor han møder en kvinde iført en sort kjole

(s85,l12). De to beskrivelser af kvinderne er forbavsende ens, og giver en klar fornemmelse af, at

Nicholas undrer sig i den første novelle over, hvorfor mennesket færdes oprejst. I den næste novelle

ved Tanja, at mennesket færdes oprejst, men undrer sig over at det falder. I sin søgen erkender hun,

at menneskets bevægelser er blevet målløse.

I den tredje novelle ved René, at livet i sig selv har mistet mål, og prøver derfor bevidst ikke at søge

nogle mål for derved at blive ingen. I sin søgen erkender han, at det er umuligt at nå sine mål på den

måde, og han opdager balancen gennem kærligheden. I den fjerde novelle kender Alette tings

balancepunkt men ønsker at overgå til tingenes verden. Ironisk nok bliver Alettes lig beviset i

Nicholas forsøg på at bevise, at mennesket adskiller sig fra tingene.

De fire beretninger modspiller hinanden parvist. Nicolas påstår, at mennesket umuligt kan være en

menneskets handlinger, mens René forsøger at komme væk fra det.

Tanja forsøger at forstå smerten der får skikkelsen på perronen til at falde. Den gådefulde afslutning

på novellen afslutter ikke Tanjas søgen positivt.

- 5 -

Tanja når erkendelsen at hendes regler, for hvordan verden fungerer, ikke er nutidige, og at smerten

derfor er uden for hendes rækkevidde.

Man kan ikke vinde et spil uden regler, for at nå et mål må man have regler.

For dog at få et resultat trækker hun smerten over i sin verden i form af skakspillet. Skak er et spil

styret af regler og logik, men rummer også tilfældighed repræsenteret i modspilleren. Ved at

acceptere faldet som en reaktion på et uventet træk falder det ind i spillets og der med reglernes

verden. Hendes søgen giver hende ikke et tilfredsstillende svar, og for at kunne forlige sig med det

kvinden, og i novellens slutning forsvinder han helt i en sproglig tvetydighed.

Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind

over bordet. Det rette sig op og ser gennem ruden. Det regner.

Idet ”det regner” kan forstås som om René regner, og som en konstatering af vejret udenfor, kan

man ikke skelne om René virkelig er der eller ej. Han har formået en grad af den gennemsigtighed

han ønskede.

På samme måde, som Alette optræder i den første novelle, kan personen på perronen meget vel

være René. Flere ting tyder på det bl.a. Tanjas påklædning, som er den samme, som da de to mødes

At lovene for legemers bevægelse i rum er nævnt, giver en åbenlys association til §3, der netop

indledes med en sådan lov, men flere ting taler for, at det er René. Vi får i §3 fortalt at de to har sex,

og da det ligger i formuleringen, at Tanja ikke ved andet end, hvad hun har lært pga. manden, er det

- 6 -

en åbenlys slutning, at drage at manden er René, og da faldet medfører hans død er parallellen til

Alettes optræden i §1 fuldendt.

De fire noveller er altså kædet sammen parvist som hinandens modsætninger, men har også fælles

træk og tema. Alle fire noveller er med til at definere mennesket. §1 og §4 viser at mennesket ikke

er en ting men alligevel ikke endegyldigt forskellig fra tingene. §2 og §3 viser at mennesket ikke er

styret udelukkende af regler men også af egne valg, og at man ikke kan vælge ikke at tage nogle

valg.

verden og i matematikeren Renés. Fortælleren beretter detaljeret og nøjagtigt uden at tage sig

kunstneriske friheder. Alt, hvad der virker relevant for hovedpersonernes tanker, kommer med. For

en ulært læser virker de faglige sidespring vildledende, fordi man fristes til at tro, at der ligger mere

bag end der egentlig gør. De faglige sidespring er ikke direkte sidespring men har dog ikke nogen

direkte betydning for novellernes handling. Indtrykket af en klog fortæller fjerner tvivlen omkring

fortællerens oprigtighed og opfordrer til blind tillid.

Fortælleren holder sig til regelrette og ufortolkelige formuleringer, som hele tiden følger

hovedpersonernes tanker uden at sætte spørgsmål ved disse. Små hop frem og tilbage i tiden giver

fortællingerne en tankstrøms præg ligeledes de ligegyldige indtryk fra hovedpersonerne.

Manden havde hurtigt opdaget, at hun fulgte efter ham, men han lod sig sjældent

mærke med det. Ind i mellem bemærkede han hende med en skræmt virren med

hovedet.. (s49)

- 7 -

..han betragtede hende med tilbageholdt skræk og medlidenhed, som var hun en syg,

en gal, en vanskabning..(s98)

Ingen forstår, hvorfor hovedpersonerne (med undtagelse af Nicolas) handler besynderligt, ingen

kender til/eller forstår deres søgen, og hvis de gjorde, ville det ikke være nok til, at forklare deres

handlinger.

osv., fordi beretningerne er præget af tankestrømmen, som er styret af deres galskab og derfor er

fokuseret på deres søgen.