Dansk stil: “Mænd og krig”
Fredag d. 7. september 2001
Ida Habekost Sørensen, 3.a
1
“Mænd og krig”
Mande- og kvindeidealer har altid eksisteret. Traditionelt, og måske især instinktivt, forbinder vi det
blide, omsorgsfulde og moderlige med kvinden, mens aggression, styrke og magt er mandlige
karaktertræk. Derfor står krig som begreb også for noget meget maskulint; i det følgende behandles
derfor forholdet mænd og krig.
Thomas Dinesen deltog i 1. verdenskrig som menig i den canadiske hær. I et uddrag af kronikken
“På Vestfronten”, som blev bragt i Politiken i juli 1964, fortæller han om sine oplevelser som
soldat.
Dinesen gjorde en stor indsats for overhovedet at komme til at deltage i krigen som menig.
Danmark var ikke indblandet i krigen, og han søgte om at komme med i den franske, den engelske
og den amerikanske hær. Derfor oplevede han det som et privilegium, da han til sidst blev optaget i
et canadisk regiment.
Dinesens har en meget positiv oplevelse af krigen. Han husker forskellige episoder fra forskellige
tidspunkter i krigen, og de er alle præget af viljen til at arbejde og en stolthed over at være med.
Denne velvilje og stolthed har han kunnet bevare, selv under de mest ydmygende og livstruende
forhold, hvor soldaterne måtte nøjes med et minimum af mad, drikke og søvn (l.101: “Det gør ikke
så meget med søvnmanglen, skønt det nu er tre døgn siden vi sov.”).
Dinesens beskrivelse af kampscenerne er også meget begejstrede. Han er klar over at krigen er
livsfarlig, men beruses af krudtrøgen og af den følelse han har under kampen (l.53: “Vores verden
er i dette øjeblik kun et strålende helvede, storartet over alle grænser.”). Dinesen oplever ingen
frygt, er ikke bange for at dø, og har ikke dårlig samvittighed over at dræbe, så længe det sker i en
ærlig kamp, mand mod mand. Thomas Dinesens far Wilhelm Dinesen, som selv har været med i
flere krige, udtrykker i et af sine Jagtbreve i Politiken en lignende fascination af krigen, idet han
længes efter slagmarkens forskellige lyde under den fælles kamp for retfærdighed (l.8-9: “Det
gælder om Folkenes Ret og Ry, og derfor: Skulder mod Skulder.”).
Dinesen er ikke gået ind i krigen på grund af propaganda. Den finder han løgnagtig, idet den er
baseret på beskrivelser af hvor grusomme de tyske soldater er. Han mener ikke at de tyske soldater
er mere grusomme end de allierede, og antager, at alle soldater har den samme drivkraft til at
Dansk stil: “Mænd og krig”
Fredag d. 7. september 2001
Ida Habekost Sørensen, 3.a
2
kæmpe som han selv, nemlig kærligheden til fædrelandet. Dinesen mener, at enhver mand, som er i
stand til det, bør medvirke i krigen for enhver pris; om det så er for ikke at blive stemplet som fej af
sig selv eller af andre, eller om det er fordi han oplever den samme fascination af krigen som
Dinesen og hans far. Dinesens idealer kommer fra hans ophav, altså de første autoriteter i hans liv
(l.81-82: (...) - min fader og bedstefader har vist mig en mands vej.”). Dette “en mands vej” er et
udtryk for, hvad Dinesen mener, en mand bør og ikke bør gøre i krig, nemlig at vise mod og vilje til
at kæmpe retfærdigt og ikke være fej. Han beundrer dog især de canadiske soldaters medvirken i
krigen, idet de hverken er reelt i fare eller har tvungen værnepligt i Canada. De har endda, netop
fordi de i Dinesens øjne er mandfolk, formået at skabe en særdeles velfungerende og stærk hær.
De unge soldater i uddraget af Erich Maria Remarques roman Intet nyt fra Vestfronten (1929), har
en helt anden oplevelse af krigen og dens autoriteter. Jegfortælleren beskriver en voldsom episode,
hvor den af kammeraterne, som havde tøvet mest med at lade sig indskrive som soldat, falder som
en af de første. Kammeraterne føler sig afmægtige fordi de ikke er i stand til at hjælpe ham. Som
eksempel på en autoritet nævnes klasselæreren, som med en følelsesladet og alligevel utroværdig
tale overtaler flokken af kammerater til at lade sig indskrive, og som på den måde gør noget for
fædrelandet.
I uddraget skelnes der imellem de voksne og dannede autoriteter og de unge soldater. De voksne
skriver og taler og forsøger på at opdrage de unge til deres pligter og deres kultur (l.19-21: “(...) på
den tid var selv forældre raske i vendingen, når det gjaldt om at stemple en som “fej”.”) . De er
begejstrede for krigen og ser opofrelse for staten som det største, mens de unge frygter krigen.
Snart brister de illusioner dog, som de voksne har givet de unge, og de kæmper nu ikke længere
under de voksnes paroler. De unge har lært at skelne mellem de forskellige grunde til at kæmpe, og
ser ikke længere opofrelsen men dødsangsten som den største drivkraft. De unge soldater vender sig
imod, hvad de har lært før de drog i krig. De erkender at den verdensopfattelse, autoriteterne
repræsenterer må styrte sammen, og at de fra da af er alene.
Der er stor forskel på Dinesens erindringer og de unge soldaters oplevelse af krigen. For det første
har Dinesen selv ønsket at være med og har selvgjort en aktiv indsats for det; de unge soldater føler
at autoriteterne har overtalt dem til at være med. Dinesen ser autoriteterne, altså faderen og
bedstefaderen, som sine støtter og læremestre; de har hjulpet ham, og han har kunnet stole på deres
erfaringer; dette selvfølgelig kun fordi de har haft en så ens oplevelse af krigen og de paroler, man
kæmper under. De unge soldater ser autoriteterne som en slags “fjender”, som har været uærlige da
Dansk stil: “Mænd og krig”
Fredag d. 7. september 2001
Ida Habekost Sørensen, 3.a
3
det gjaldt om at få de unge til at lade sig indskrive, og mener ikke at autoriteternes paroler stemmer
overens med virkeligheden på slagmarken. Derfor føler de sig snydt og alene, og må finde deres
egen drivkraft til at kæmpe. I begge uddrag tales der om fejhed; i Dinesens artikel som et udtryk for
afsky for de mænd, som bliver siddende hjemme i stedet for at lade sig indskrive i hæren, hos de
unge soldater omtales fejhed som et skældsord, de føler, autoriteterne har brugt imod dem for at få
dem til at lade sig indskrive. Dinesen oplever virkeligheden på slagmarken som fantastisk og smuk,
mens de unge soldater ikke har haft nogen gode oplevelser. Altså forholder Dinesen og de unge
soldater sig helt forskelligt til begreberne krig og autoriteter.
Ved læsning af de to uddrag På Vestfronten og Intet nyt fra Vestfronten, er det påfaldende, hvor
meget begrebet fejhed betyder. At være fej vil sige: ikke at have mod til at tage sit ansvar på sig, og
det var på den tid meget vigtigt ikke at være fej, idet det blev anset for at være et meget lidt
maskulint karaktertræk. Mænd skulle helst frygtløst beskytte deres kvinder, børn og fædreland, og
gjorde de ikke det med glæde, kunne man altså stemple dem som feje.
Jeg mener ikke, det betyder så meget i dag om man er fej eller ikke. Kønsrollerne udviskedes i
1960erne og 1970erne, hvor begrebet den bløde mand opstod. Kønnene bevægede sig ind på
hinandens områder, og mændene skulle kunne passe børn og husholdning, mens kvinderne gjorde
karriere. I dag har kvinder mulighed for at komme til tops i erhvervslivet, selv indenfor militæret (!),
selv om det dog stadig er en sjældenhed at se kvinder i ledende stillinger. Mænd er på den anden
side blevet mere fritstillede til at gøre hvad de har lyst til; samfundet har ikke længere de samme
forventninger til, hvad en mand bør gøre. Thomas Dinesens ideal-mand er således blevet en sjælden
race i dag.
Generelt er der siden 1964, hvor Dinesen skrev sin kronik, sket en opblødning i den samfundsskabte
opdeling af mande- og kvindeidealer. Dog vil jeg påstå, at egenskaberne stadig eksisterer: Det er
stadig mændene, som drager i krig, og der findes, trods alt, stadig såkaldte “mande-fag” : de farlige
jobs, som kvinder er for sarte til at udføre.
De to køn besidder altså forskelligrettede egenskaber, som består, mens idealerne skifter. I Dinesens
tid, under krigen, havde man et maskulint og fremadstræbende mandeideal, mens 1970erne på
mange måder var en opgangsperiode og derfor præget af et mere blødt og indadvendt ideal.
Konklusionen må derfor være at idealet er et produkt af den tid, det opstår i.