Mand og kvinde i forskellige teatergenrer
Kønsroller og samliv er evigt omdebatterede temaer. 1970’erne var bl.a. præget af tv-teatret som
en ny, stor underholdningskilde. Herunder også begyndelsen på det mere politiske teater. Leif
Panduro stiller skarpt på parforholdsproblematikken i tv-spillet ”Louises hus” fra 1977 om
kvindens desperate jagt efter indhold i tilværelsen. Ligeledes gør Line Knutzon i skuespillet fra
1998, ”Så kommer tiden” med gamle kønsroller hevet frem i en ny tid hvor kvinder gør oprør mod
kønsrollemønstret.
Begge er samfundskritiske skuespil med fokus på det stramme klassiske kønsrollemønster fra
samfundet før ligestillingen.
Leif Panduro skrev i 1977 sit tv-spil ”Louises hus”, som er en skildring af et typisk parforhold fra
70’erne. Stykket handler om manden Henry, og hans kone Louise, som netop er blevet udskrevet fra
hospitalet efter et psykisk sammenbrud. Spillet udvikler sig i adskillige samtaler hen ad aftenen om
penge, huset og forretning. Senere på aftenen får Louise drejet samtalen hen på sit anfald og sætter
spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig skete. Her lykkedes det Henry at flytte emnet hen på andre
emner, som ironisk nok ender i et foredrag om at se sandheden i øjnene. Men det er ikke
usandsynligt, at Louises sygdom skyldes dels hendes liv bag låste døre og manglende kontakt med
omverdenen, og dels dette kvindeundertrykkende kønsrollemønster. Henry fratager hende, på denne
måde, alt hvad hun skulle kunne have af formål i sin tilværelse. Dette medfører, at hun bevæger sig
ud i et alkoholmisbrug i forsøg på at finde en mening med sit liv, som sandsynligvis bare forværrer
hendes tilstand og skubber hende endnu længere ud. På samme måde gør han hende anonym og
betydningsløs, ved at lade hende blive liggende i sengen mens han selv tager ud af huset, går på
arbejde og ordner alle de andre ting, som er sat uden for konens indflydelse.
Louises afhængighed af Henry og hans evne til at tilsidesætte hende gør, at deres forhold bliver
kringlet, og de taler konstant forbi hinanden. Det kan både være uvidenhed og manglende interesse
fra Henrys side. Da Henry, ligesom sin kone, befinder sig i en tid hvor samlivet er fanget af
kønsrollemønstret, er hans måde at gøre tingene på ikke udelukkende hans fejl. Så denne beretning
er måske mere ment som en kritik af kønsrolle-dilemmaet fra den aktuelle tid, end en kritik af selve
karakteren Henry. Man kunne forestille sig, at Panduros formål med stykket var at problematisere
dette kvinde-kend-din-plads-syndrom, og sætte det under debat. Med henblik på det, har han givet
Louise visse mandlige træk, så som en tur i køleskabet for at drikke cognac af flasken, for at antyde
nogle forsigtige brud på kønsrollemønsteret fra hendes side.
At stykket er skrevet til tv er et åbenlyst virkemiddel, og blev uden tvivl brugt for at skabe et
realistisk billede. For at komme så tæt på parforholdets kerne så muligt. Panduros brug af
hverdagsting som karamelrand, en telefon der ringer og kaffebakker gør spillet mere realistisk, og
giver en følelse af at udspionere et fremmed ægtepar midt inde i deres egen stue. Alt dette måske
med hensigten om at få parforhold rundt om i Danmark til at føle sig en anelse fremstillet.
I ”Snart kommer tiden” møder vi parret Hilbert og Rebekka, som fumler rundt i et ægteskab, de
bare ikke kan få til at fungere. Begge er de fanget i egne sysler og individuelle verdener, som mere
eller mindre har mistet kontakten til hinanden. Rebekka sidder hjemme, hæklende på en ulden
æggevarmer og forsøger at lære navnene på alle grønsager og frugter, mens Hilbert går til
jobsamtale og forsøger at få et arbejde som han egentlig ikke vil have.
De har begge en kønsrollepligt hængende over hovedet som de ikke kan leve op til hvilket gør,
at man mærker en vis håbløshed i dem begge. Hilbert bliver ved og ved med at banke på sin egen
dør, mens Rebekka tydeligvis er nervøs og stresset over de pligter hun har, så som at lave mad, når
hun dårligt nok kan huske navnene på ingredienserne. Line Knutzon overdriver Rebekkas
uvidenhed, måske for at understrege, at kvindens plads hjemme er fordummende og
understimulerende. Dette er også en benyttelse af træk fra det absurde teater; gentagelser, gnaveben
og en fuldvoksen kvinde, der ikke kender navnene på grøntsagerne.
Der er også en tidsforvirring i stykket, som Line Knutzon har skabt, ved at placere kønsroller fra
gamle dage i et nutidigt miljø. Det er humor, for dette forvirrer åbenbart også karaktererne. Hvad
sker der hvis man bringer et ægtepar fra 60’erne frem i en tid hvor kvinder har deres egne
meninger? De bliver selvfølgelig helt rundt på gulvet. Manden er ikke nogen mand, og kvinden ikke
nogen kvinde, hvilket Hilbert selv pointerer. Dette er underforstået det mand-og-kvinde-forhold de
selv troede de havde. Disse virkemidler gør skuespillet absurd og syret, og publikum bliver
præsenteret for deres eget nutidige miljø, perspektiveret med et samliv fra fortiden.
Mangel på identitet er et væsentligt emne i teksten. Parret må indse at det ikke er hinanden der
er noget galt med, men dem selv. Da deres identitet er svækket pga. dette overfladiske forhold, vil
det gå op for dem, at hvis de går fra hinanden vil ægteskabs-dilemmaet forsvinde, men til gengæld
efterlade dem begge med intet.
Disse to stykker ligner meget hinanden da de berører samme emner, og i sidste ende vil frem med
de samme pointer. Fælles for disse stykker er, at de begge berører temaer som kønsroller, samliv,
samvær, identitet, ægteskab, fangenskab, ensomhed osv.. Forfatterne anskuer dog emnerne på
forskellige måder, og formoder på vær deres måde at formidle budskaber, som ligner hinanden. Ser
vi på ”Louises hus” indeholder skuespillet et realistisk bud på et tidstypisk ægteskab, og måtte, i
1970’erne være blevet betragtet som en aktuel fremstilling af det karakteristiske mand-og-kvinde-
forhold. Da Danmark i år 2008 er et helt andet samfund vil reaktionerne på stykket selvfølgelig
være noget anderledes. Da begreber som ligestilling og kvinderettigheder er trådt enormt frem,
bliver vi nærmest forargede over de manglende aspekter som kærlighed, forståelse og samtale i
stykket. I nogles øjne vil temaerne måske endda være så indiskutable at det vil blive betragtet som
komik.
Line Knutzon derimod vælger i 1998 at tage et nutidigt samfundsbillede op og smelte det
sammen med gamle kønsroller. Her har hun overvejet temaerne i forhold til et publikum i 1998, og
vurderet, at disse nok egentlig stadig er relevante emner for Danmark. Dels for at perspektivere
nutidens opfattelse af mand og kvinde med 70’ernes, og dels for at få danskere til at værdsætte
ligestillingens udvikling.
Vi kan konkludere, at de to skuespil indeholder temaer, som i dag stadig indeholder
fundamentet for hele vores tilværelse. Ensomhed findes i Danmark i år 2008, ligesom manglen på
identitet gør. Kan et parforhold bestå, hvis man ikke har noget at snakke om? Og hvad med
kærligheden?
I princippet bør temaerne først være forældet den dag begrebet samliv ikke længere eksisterer.