1
Memento mori
Novellen Memento mori fra 1899, er en beretning fra tiden efter et kærlighedsforholds afslutning.
Hovedpersonen er en kvinde, som forbliver navnløs og gennem fortællingen kun benævnes med det
anonyme ”hun”. Dette gælder også for fortællingens anden hovedperson, manden, der på samme
vis benævnes med et ”han”. Anonymiteten hos hovedpersonerne flytter fokus væk fra historien som
en personlig enestående begivenhed gældende for disse to personer over i et bredere og mere alment
perspektiv. Ligeledes bliver det væsentlige i fortællingen ikke personerne og deres særegne
karakteristika men handlingen. Dette vil jeg vende tilbage til i min analyse.
Det eneste vi som læsere får at vide om de to hovedpersoner er, at de har haft et kærlighedsforhold,
der nu er afsluttet. Det er som nævnt denne tid efter kærlighedsforholdets afslutning, handlingen
koncentrer sig om med fokus på kvindens reaktion. Hun lider af utrøstelig kærlighedssorg, mens
manden, der har forladt hende, er kommet sig over hende:
”Jeg er fuld af sund og lykkelig livsglæde”(L.122)
En af hoved temaerne er den ulykkelige kærlighed som udforskes gennem kvindens tanker. En
anden er skyld og straf . Det er disse to, der vil være fokus for min analyse.
Historien fortælles af en alvidende fortællerstemme, der bevæger sig mellem en fremadskridende
handlingbeskrivelse og en indføring i hovedpersonens, kvindens, tanker. Fortællerstemmen, der må
karakteriseres som meget med- og indfølende, er hævet over begivenhederne og deltager ikke aktivt
i dem.
Nogen egentlig beskrivelse af omgivelserne er der ikke. Fortællerstemmens fokus koncentrerer sig i
sin beskrivelse udelukkende omkring de konkrete handlinger og hovedpersonens følelsesliv. Det
kan derfor igen stadfæstes at det er disse, situationen og følelseslivet,
der må behandles i analysen.
Novellens titel Memento mori, betyder oversat: Husk at du skal dø. Påmindelsen om at huske på
døden, betyder at man skal huske sit jordiske tilhørsforhold forstået som modsætning til det
guddommelige og evige. I dette ligger primært to aspekter, man som menneske er underlagt: Dels at
alt hvad der er jordisk er forgængeligt, og dels at mennesket er skabt af det guddommelige og
derfor underlagt dettes love. At huske på døden (memento mori) betyder derfor, at man ikke skal
gøre sig nogen forhåbninger om varighed hverken for sit eget vedkommende eller for de relationer,
man indgår i som f.eks. et kærlighedsforhold, da dette udelukkende er op til det guddommeliges
bestemmelser. Derudover betyder det, at man ikke skal udvise arrogance overfor det guddommelige
ved at tro, at man er dets ligemand. At vise overmod kan bl.a. betyde, at man ikke værdsætter de
gaver og den lykke, som guderne har givet én, men omgås dem med lemfældighed og
2
ligegyldighed. Hvis dette sker vil man blive ramt af gudernes vrede (Nemesis) og straffet. Der
opstår herved et skyldsspørgsmål i forholdet mellem mennesket og det guddommelige, som vil vise
sig at være meget centralt for analysen. Dette vil jeg senere komme nærmere ind på i forhold til
teksten. For dette skyldsspørgsmål gælder, at menneskets plager og sorger er selvforskyldte, forstået
på den måde, at mennesket på en eller anden vis har udvist hybris (overmod) overfor det
guddommelige og derfor rammes af det guddommeliges straf. At jeg netop fremhæver den antikke
fortolkning af citatet skyldes dels at citatet oprindelig stammer fra den antikke verden og dels at
begrebet Nemesis flere gange nævnes i teksten netop i forbindelse med spørgsmålet om skyld i
forhold til kærlighedsforholdets afslutning. Teksten anvender dog ikke disse begreber i en
metafysisk sammenhæng men mere som billede. Dette vender jeg senere tilbage til.
”Saa, nu er han borte” (L.1)
Dette er novellens allerførste ord. De fortæller om et tab af en person udsagt af den, der står tilbage
og er forladt. Dette ”Saa” antyder, at der er tale om en vis lettelse ved tabet, og at det ikke kommer
som en overraskelse. Der er altså foregået noget forud for fortællingens begyndelse, der har medført
den nuværende situation. Ved kvindens reaktion på hans forsvinden, ses at hun har været forberedt:
”Hun som havde tænkt det skulle bli godt at være ene. Saa kunde hun være flittig, stoppe Gardiner,
efterse Linnedet, indhente alt det, hun i denne Pinens tid havde forsømt.”(L. 3-5)
Det, der har ledt frem til parrets separation, har været en ”Pinens tid”, og efter dette troede den
kvindelige hovedperson at det blev tid at udnytte denne nyerhvervede frihed frugtbart. Men i stedet
går hun i ”en sugende længsels Smerte”(L.2) og ”alt det, hun evner, er og blir: at tænke på
ham.”(L.6). Hun overraskes altså over sin egen reaktion, idet den er det stikmodsatte af forventet.
Denne kærlighedssmerte, karakteriserer fortællestemmen som en sygdom:” [hun] Tænker ogsaa
paa, hvor underligt det er, at et menneskehjerte kan være saa sygt saa sygt uden at dø og briste.
Når andre Legemsdele angribes af en virkelig og alvorlig Sygdom, saa dør jo Folk, - men Hjertet,
Hjertet.” (L.60-63)
Denne smerte eller sygdom, hun lider af, leder altså ikke frem mod en forløsning i døden. Den gør
sig heller intet håb om bedring:”Omkomme ville hun ikke. –Lide,-lide, uden Haab.”(L. 105)
Tilstanden, hendes lidelse uden håb, er hvad der karakteriserer den nuværende situation ved
fortællingens begyndelse: Han har forladt hende og hun lider. Selvom hun er overrasket over sin
reaktion, over sin lidelse, så kan hun ikke stille noget op overfor den. Det eneste, eller den eneste,
der kan forløse hende fra smerten er ham og hans tilbagevenden i hendes liv, som dog ikke
indtræffer. Dette sker kun i et drømmesyn, eller en febervildelse, hvor hun får et brev fra ham, hvori
der står skrevet at han vender tilbage til hende. Men, det er som nævnt kun et drømmesyn, der i
fortællingen er med til at konkretisere og karakterisere hendes lidende tilstand. Med dette billede
3
forsvinder kvindens tankeverden og følelsesverden helt væk fra virkeligheden og ind i drømmen/det
ubevidste. Hun taber med andre ord forbindelsen til det ydre og giver sig helt hen til den indre
verden. Dette kan betragtes som et klimaks i teksten, hvor den tankeverden, der hidtil har været
fokus i teksten, lukker sig omkring sig selv og skaber den handling, der ikke er mulig på det
virkelige plan. Herefter vendes igen tilbage til den reale
virkelighed ved mandens tilbagekomst.
Den umiddelbare årsag til kvindens lidelser er, at hun har påtaget sig skylden for
kærlighedsforholdets ophør: ”hun gik med et bjerg af Skyld på sine Skuldre”(L.96)
Dette skyldes at: ” Letsindig havde hun for alle Vinde spredt ud de Skatte, han ødsel og kjærlig
havde lagt for hendes Fod”(L.31-33)
Hun havde altså ikke, mens kærlighedsforholdet varede, sat tilstrækkelig pris på det eller på ham,
hvilket førte direkte til dets ophør. Hvis hun i modsat fald havde værdsat hans kærlighed, mens den
var der, mener hun at forholdet ville have varet ved. Derfor er hun skyldig, eller føler sig skyldig.
Som jeg kom ind på ovenfor i min fortolkning af det citat, som også er novellens titel, Memento
mori, bliver skyld straffet. Hun har udvist arrogance og overmod overfor det, der blev skænket
hende, nemlig kærlighedsforholdet, og derfor blev hun ramt af straf: Han forlod hende. Der er dog
ikke tale om et overmod i forhold til det guddommelige i direkte forstand, men mere som en
”talemåde”. Den kvindelige hovedperson føler sig nemlig ikke ramt af den guddommelige straf,
men snarere af en jordnær årsag-konsekvenslogik:” Som et menneske saar, saa skal det og
høste”(L.111) Denne årsag-konsekvenstanke er væsentlig at se nærmere på i forhold til hendes
skyldfølelse overfor kærlighedsforholdets ophør. Essensen i denne tanke er, at intet sker uden en
årsag. Det er viljen til at forstå og begribe selv det uforståelige og ubegribelige. I dette tilfælde er
kærlighedens ophør en konsekvens af en årsag, som kvinden forsøger at finde frem til. Da det er
manden, der har forladt hende, må skylden eller årsagen ligge hos hende, og hun finder frem til, at
hun har handlet overmodigt og negligeret hans kærlighed til hende. Skylden kan ikke ligge hos
ham, fordi det er ham, der forlader. Det er ham, der vrager og fravælger hende i sit videre liv.
To faktorer, der har den væsentligste rolle i forhold til hendes kærlighedssmerte er dels, at han slet
ikke lider, men derimod trives i bedste velgående og ydermere at han også bebrejder hende for
kærlighedens ophør:” Min kærlighed til dig, har Du selv ærlig og redelig sprængt ud af verden” (L.
122)
Hun står altså fuldstændig alene med sin smerte om den er berettiget eller ej, idet han har lagt al
ansvar over på hende og selv forholder sig iskoldt til situationen. Denne kølighed er i særdeleshed
fremtrædende i tekstens sidste linjer, hvor de tager afsked. Hun blotter al sin smerte i afskeden
4
overfor ham, mens han blot gør hende opmærksom på, at hun skal huske sin paraply. Hendes
kærlighedssmerte består derfor ikke blot i at kærlighedsforholdet er ophørt men i, at han ikke
udviser den ringeste smerte eller ømhed og ydermere giver hende skylden for bruddet. Hans magt
over hende bliver derfor stor, fordi han står følelsesmæssigt stærkere end hende: Hun er villig til at
ofre alt for ham og han er ikke villig til at ofre noget som helst for hende. Med henvisning til
ovenstående bliver han den guddommelige instans, hun har udvist overmod overfor.
At der skal findes en årsag til forholdets ophør og at det ikke fra kvindens side kan accepteres at
kærligheden bare kan forsvinde, skyldes den lidelse, som den efterfølgende kærlighedssmerte
volder hende. Denne kærlighedssmerte, der er så stærk, at den bliver karakteriseret som en sygdom.
Præcis som sygdomme opstår af en årsag – påføring eller smitte udefra – må der også kunne findes
en årsag til at kærlighed ophører og til den følelsesmæssige smerte hun lider af.
Mens forholdet stadig eksisterede, blev der sandsynligvis ikke stillet spørgsmålstegn ved, hvorledes
kærligheden mellem de to opstod og levede. Den opstod blot. Mens kærligheden kun vækker lykke,
er der ingen grund til at beskæftige sig med, hvorfor den er der og hvordan den er kommet til at
være der. Disse spørgsmål opstår først ved kærlighedens ophør og ved den efterfølgende smerte.
Det, der her er væsentligt at lægge mærke til er, at kærlighedens opståen ikke behøver at være
forklarlig, men det bliver derimod tvunget nedover dens ophør. Det, jeg her forsøger at lede frem til
er, at det er lige så umuligt at frembringe en meningsgivende årsagsforklaring på kærlighedens
opståen som på dens ophør. Dette skyldes, at det ikke er en fysisk proces, som f.eks en sygdom er
det, men derimod en uhåndgribelig følelsesmæssig proces. Derved bliver hendes skyldfølelse over
forholdets ophør præcis lige så irrationel og ulogisk som kærlighedens væsen er ubegribeligt og
uforklarligt. Og alligevel er der en logik i det, ved det, at den er udløst af den stærkes, mandens,
bebrejdelser.
Det er muligt at hendes samvittighedsnag/skyldfølelse rent faktisk er berettiget. Teksten kan ikke på
troværdig vis give et svar på dette. Fortællestemmen formidler nemlig blot den kvindelige
hovedpersons egen opfattelse af håndteringen af kærlighedsforholdet som præget af letsindighed
eller måske ligefrem ligegyldighed uden at forholde sig kritisk til dette. Det er muligt at hun ikke
har værdsat manden og kærligheden, mens de fandtes i hendes liv, men først bagefter da det var for
sent. At hun med andre ord ikke virkelig har elsket ham før han forlod hende. Hendes skyldfølelse
er præget af en så kraftig irrationalitet, idet hun betegner den som håbløs og uden anden forløsning
end mandens tilbagevenden, at hendes ansvar for og skyld i forholdets ophør rent faktisk er en
mulighed. Hvis manden i den grad har elsket hende og givet hende alt hvad han har formået af
kærlighed og ømhed uden at få noget igen, er det klart at han bliver nødt til at forlade hende. At
5
dette er muligt kan understøttes af en af tekstens indledende bemærkninger om at:”Hun som havde
tænkt, at det sku bli godt at være ene” (L.3)
Hun har altså før forholdets ophør, som hun i dets afsluttende fase karakteriserer som ”pinens tid”
(L. 5), set frem til hans afsked. At der så bagefter opstår en så stærk kærlighedsfølelse overfor ham
at den volder hende smerte, kan forklares ved smerten, der opstår ved at man mister og bliver
forladt. Denne smerte kan opstå også selvom der ikke har eksisteret kærlighed imellem parterne.
Den opstår så stærkt fordi de måske trods fraværet af gensidig kærlighed alligevel har været tæt
forbundne i og med at de har været i et forhold. Ihvertfald opgraderes han til det eneste objekt, der
kan forløse hende. Han bliver den eneste ene:
” Og intet i verden kan erstatte hende tabet af ham. Om hun fik Hæder og Berømmelse, Gods og
Guld – om Verdens bedste Mænd bød hende sin Kærlighed – hun vilde vende sig bort, lægge sig
næsegrus i den øde Sofa, hans sofa og bli ved med at græde.”(L. 20-23)
Hans eneståenhed består ikke nødvendigvis i, at han som den eneste kan skænke hende den
fuldkomne kærlighed, men at han er den eneste, der er i stand til at forløse hende fra hendes skyld.
Hendes skyldfølelse har nemlig indtaget pladsen i stedet for det, der var mellem dem, nemlig
kærlighedsforholdet. Skyldfølelsen vil derfor vare ved indtil noget andet kan komme i stedet, en
forløsning, som hans mulige tilbagevenden vil være. Intet andet. Såfremt dette ikke sker har hun
dømt sig selv til en evig straf i form af evig kærlighedssmerte og –længsel efter ham. Denne straf
gør sig dog ikke nogen forhåbninger om at føre til helbredelse og ej heller til hans tilbagevenden,
for som han meget klart gør hende opmærksom på, så ”kan [man]hverken græde, lide eller trodse
sig Kjærlighed til”(L. 122). Det, som kærlighedssmerten derimod gør for hende, er at hun gennem
denne straf opnår en vis forløsning. Hun tager al ansvar og al smerte på sine skuldre og lider
ubegrænset som en Kristus-figur, der først opnår den endelige forløsning i døden. Hun finder den
stabilitet og tryghed i smerten, som kærligheden ikke har kunnet give.
Som det tydeligt fremgår af ovenstående, er det svært at adskille hendes kærlighedsfølelse overfor
ham fra hendes skyldfølelse i forhold til forholdets ophør. Uanset om hun virkelig elskede ham eller
ej før bruddet, så er hendes smerte og skyldfølelse dybfølt og uendelig stærk. Om han virkelig har
elsket hende kan der også sættes spørgsmålstegn ved, idet han i den grad har formået at indtage en
diametral modsat holdning overfor hende i transformationen fra elskende til at udvise isnende
kølighed. Ved den usikkerhed, der hersker i tolkningen af både mandens og kvindens
kærlighedsfølelse, sætter teksten som helhed spørgsmålstegn ved kærlighedens væsen. Når
kærligheden ikke gensidigt værdsættes så højt, mens den eksisterer i forhold til når den er slut, og
når den så let kan briste og transformeres til enten smerte eller kølighed, tegnes et billede af den
som værende en utopi. Man kan ikke på noget tidspunkt vide sig sikker på den, fordi den i al sin
6
uhåndgribelighed og kontinuerlige transformation, kan forsvinde på lige så uforklarlig vis som den
opstår. Præcis som mennesket er forgængeligt er kærligheden det også, uanset om man vil acceptere
det eller ej. Og uanset om man føler smerte ved det eller ej. Den kvindelige hovedperson kan dog
ikke og vil ikke acceptere den ukontrollable forgængelighed. Ude af sig selv forsøger hun at
genvinde kontrollen ved at karakterisere sin smerte som evig. Så har hun i det mindste den at holde
fast i og støtte sig til, når kærligheden og objektet for hendes kærlighed forgår.
Kritikken af kærligheden som værende en utopi, handler også om umuligheden ved kønnenes
tilnærmelse af hinanden. Som jeg indledningsvis nævnte, betød anonymiseringen af de to
hovedpersoner at de ikke fremstår som ene-stående, men derimod som repræsentanter. Ved at
benævne den kvindelige hovedperson med et ”hun” og manden med et ”han”, bliver de
repræsentanter for kønnene. At novellen ikke omhandler deres forhold, men derimod forholdet efter
dets afslutning sætter fokus på netop kærlighedens umulighed, fordi den opstår mellem to køn, der
ikke forstår (at nærme sig) hinanden. Grunden til at manden og kvinden ikke kan finde ind til
hinanden og forløses i kærligheden er, at de har forskellige forventninger til kærligheden. Hendes
skyldfølelse opstår jo for alvor ved, at manden bebrejder hende for noget hun ikke har tænkt på,
mens forholdet eksisterede. Omvendt bebrejder hun ikke manden noget, på trods af, at det virker
som om hun ikke har været videre lykkelig i forholdet. Hun har jo ligefrem glædet sig til dets
afslutning. Men, han fortolkning bliver ”den rigtige”, fordi han står følelsesmæssigt stærkest.
Uligheden mellem kønnene forstærker
umuligheden ved et kærlighedsforhold.
Novellens titel, Memento mori, henviser her ikke kun til den fysiske død men i højere grad til den
følelsesmæssige: Husk at kærligheden skal dø. Derved indtager den en pessimistisk holdning
overfor menneskelige kærlighedsrelationer. Der er intet, der vil vare ved, og allerede ved
begyndelsen/fødslen begynder destruktionen og døden at sætte ind. Den eneste endelige forløsning
indfinder sig først med døden, som den kvindelige hovedperson karakteriserer som lettere end livet.
Smerten er det eneste man kan finde fred, forudsigelighed og tryghed i indtil da, mens blikket
vendes væk fra verden og indad – ind i den uendelige ørkens drømmebilleder.