3.y
Holstebro Gymnasium og HF
Side 1 af 3
Digtanalyse af ”MENS VI ENDNU HAR DEN” og ”Til
Storbyens Pris”
De to digte ”MENS VI ENDNU HAR DEN” af Knud Sørensen og ”Til Storbyens Pris” af
Dan Turéll er på mange måder slående forskellige, men handler samtidig om den samme
problemstilling; overgangen fra gammelt til nyt. Knud Sørensen skriver i 1980 om den
vidunderlige natur, om sit landbrug og om sin frygt for at miste dette til den frembrusende
industrialisering, hvorimod Dan Turèll i 1977 hylder den moderne storby med dets rå beton,
cement og neonoplyste gader.
Knud Sørensens digt er skrevet om en mandlig 3. person ental, nærmere bestemt en
bondemand. Digtet handler om hans rutineprægede livsstil, og hvor meget han holder af,
nærmest elsker, naturen og sine marker med deres afgrøders årlige cyklus. I digtet er hans
landbrugs cyklus delt op i de fire årstider, og måden, hvorpå de kronologisk bliver opremset,
bekræfter hans nærmest anti-stressende hverdag: Vers 1-5:
”Sådan kan han stå og glæde sig
over den græsdækkede jord
over kornet, roerne, frøafgrøderne,
sådan kan han stå og glæde sig
over den jord som frosten mørner om vinteren”
I digtet er der kun anvendt et enkelt punktum som afslutning, og digtet fremstår derfor som
én lang sætning. Dette kombineret med en hyppig brug af mørke vokaler(a, o, u, æ, ø,
å)(markeret som understreget i ovenstående uddrag fra digtet) bevirker, at digtet får en utrolig
langsom kadence samt en tyngde og en ro, der er med til at karakterisere bonden og hans
livsanskuelse. Selvom digtet kun beskriver naturen, skinner bondens fascination af denne
konservative cyklus tydeligt igennem, og at det ikke kun er naturens gang, der forløber stille
og roligt, men også hans eget liv, ses i de sidste fire vers af digtet: vers 13-17: ”sådan // kan
han stå og drømme // time efter time //sådan kan han stå og tænke // på sig selv.”
I de to sidste vers skrives det helt tydeligt, at bonden benytter naturen til at finde sig selv, og
sammen med digtets generelle ro og dybde får denne bevidsthed om sig selv ham til at virke
3.y
Holstebro Gymnasium og HF
Side 2 af 3
som en meget afklaret personlighed. Titlen af digtet antyder dog en snert af uro i hans sind.
”MENS VI ENDNU HAR DEN” må for bonden anses som hans frygt for at miste den
fredsfyldte natur til en larmende udvikling og effektivisering af de vide marker og store
skoves dybe, stille ro.
Dan Turèlls ”Til Storbyens Pris” er en kortprosatekst skrevet i spalter. Prosaen er skrevet
uden dialog og uden indblanding eller beskrivelse af andre karakterer og kombineret med, at
det benytter sig af flere forskellige personlige stedord, nemlig både jeg, du og vi, får det
teksten til at virke som en tale/monolog. En tale om digter-jegets fascination af og kærlighed
til storbyens availabilitet og anonymitet, der er så inderlig, at teksten næsten fremstår som en
direkte kærlighedserklæring.
Dan Turèll starter med at sætte by-livets fordele op over for land-livet, og allerede her
lægges der nogle klare linjer for resten af digtets holdning og provokerende skrivestil:
”Og desuden når den sol er gået ned ved Vesterhavet, hvad gør man så? Så går man
hjem. Fra hjørnet af Vesterbrogade er der dog en del andre muligheder.”(spalte 1 vers 9-12)
Han skriver i et ungdommeligt og moderne sprog med mange engelske ord, der er med til at
give et indtryk af digter-jegets fascination af storbyen:
”Røgede makreller? Derovre. New Orleans-jazz? Den vej. Hurtigt knald? Lige ud. Små blå
søm? Til højre. Voldsfilm? Til venstre.” (spalte 2 vers 20-22)
Dette citat er samtidig et af de mest effektive litterære virkemidler, som Dan Turéll gennem
hele teksten benytter sig meget af. I dette tilfælde er det opremsningens evne og brugen af
mange punktummer og spørgsmålstegn i form af call-response, der er med til at underbygge
storbyens tempo ved simpelthen at sætte læsetempoet helt i vejret. Samtidig viser det,
hvordan det i storbyen er muligt at finde alt lige fra små blå søm til New Orleans-jazz.
Desuden er der flere steder brugt allitterationer, f.eks. i spalte 2 vers 40 – spalte 3 vers 1:
”fremmegjorte forpestede forurenede sindssyge schizofrene storby”, der også bevirker til et
hurtigt læsetempo og dermed til, hvor meget og hvor hurtigt det sker i storbyen.
Ud over digter-jegets hang til storbyens tempo elsker han alle de nye muligheder, den har
med sig. Det er disse muligheder Turèll beskriver med ordet availabilitet, som han har hentet
fra det engelske available, der betyder til-rådighed-stående. I modsætning til det rolige
3.y
Holstebro Gymnasium og HF
Side 3 af 3
landlivs, for digter-jeget, meget begrænsede muligheder, er der i storbyen alt, hvad hjertet
kan begære af ”stimuli, sansninger, sensationer.” (spalte 2 vers 20), og dette gør det muligt
aldrig at være nødt til at begrænse ens behov og lyster. Hvis du f.eks. bliver ”træt af dig
selv”(spalte 1 vers 19-20), er der i det lille landsbysamfund ikke så meget at gøre ved det, for
hver gang du træder uden for din dør, kommer du konstant til at skulle stå til ansvar for dine
handlinger over for folk, du kender. I storbyen derimod eksisterer fænomenet anonymitet, der
gør det muligt blot at gå tre gader hjemmefra, og så aner folk ikke, hvem du er, og
umiddelbart er de for den sags skyld også ligeglade. Du kan således altid skabe en ny
identitet og starte på en frisk, for blot rundt om den næste gadehjørne er der ingen, der har
noget kendskab eller nogen fordomme mod dig.
De to teksters handlinger er dybt forskellige: Knud Sørensens digt beskriver en konservativ
bondemand, der elsker naturens stille og rolige cyklus med dens næsten uændrede
gentagelser af naturens gang, og som frygter for udviklingen og industrialiseringen. Dan
Turélls kortprosa er derimod en hyldest til storbyens availabilitet og anonymitet, og han
bruger landsbyen som et negativt modstykke til den fantastiske udvikling, han bare ikke kan
få nok af.
Når dette så er sagt, er teksterne på mange måder ens. Begge tekster er
kærlighedserklæringer til henholdsvis landsbyer og storbyer/miniature-storbyer, og selvom
både form og skrivestil er meget forskellig, har forfatterne formået at finde lige præcis den
opskrift på en litterær tekst, der bedst underbygger digter-jegenes meninger og følelser til de
beskrevne miljøer.