Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
1
Mimoser: Et familjeliv
Indledning
Henrik Pontoppidan udgav Mimoser i 1886, et tidspunkt hvor der herskede meget debat omkring
kvindernes frigørelse, og generelt hele Sædelighedsfejden.
Romanen blev ikke særlig velmodtaget, til dette kan der være utallige grunde og måske var han simpelthen
bare for god? Det er ikke til at sige, men et er sikkert – Pontoppidan får belyst noget der fylder meget, og
debatten der bliver skabt i kølvandet på romanen kredser meget om hvad meningen med den egentlig er,
for det er ikke til at blive klog på for tidens kendte personer. Dette vil analyse- og perspektiveringsdelen i
denne opgave blandt andet sætte fokus på. Derudover vil der også blive set på romanens forskellige
hovedpersoner, deres forhold – til andre og til hinanden – samt kigge på hvad fortælleren er for en
størrelse og om denne giver udtryk for hvilke overbevisninger Pontoppidan selv havde. En anden
interessant ting ved romanen er titlen, som nemt kan genspejles på personens kvindelige hovedpersoner.
Mimoserne i denne roman er ikke blot sky blomster, eller letfornærmelige personer, men det er også et
billede af de kvinder der i stolthed vælger at leve i en forstenet fortvivlelse.
I dag er det ret normalt at folk bliver skilt og gift igen, det var det ikke i slutningen af 1800-tallet og en
anden gennemgående ting i romanen er opløsningen af hjem. Forfatteren belyser dette fra flere vinkler og
nogle er meget moderne. Selvom vi dog får en vis medlidenhedsfølelse for romanens kvinder, formår den
stadig at give et billede af hvordan situationen efterfølgende var for mændene i disse konflikter. Og en
meget vigtig person er også faderfiguren, er overbeskyttende fader der vil sine døtre det bedste, men som
på trods af alt ender med at give dem det værste – en skilsmisse hvori deres rettigheder er få.
Perspektiveringen vil se på hvordan romanen passer ind i samtiden, samt trække en parallel til forfatteren
privat liv. Allerførst vil et referat dog følge, sådan at analysen kan forstås til fulde.
Referat
Mimoser handler om en enkemand, Kancelliraad og apoteker Byberg, og hans to døtre. I starten af bogen
hører vi hvordan de er flyttet fra en mindre provinsby og på landet, for at Kancelliraaden kunne opdrage
sine piger til at blive rene væsener, samt beskytte dem mod bylivets fristelser. De vokser op, eller rettere
sagt bliver voksne, i samliv med naturen og netop denne danner også grundlag for de to pigers videre liv.
Ofte når de går deres lange ture besøger de en nærliggende herregård, Gudersløvholm, hvor de af og til
hilser på herremanden Anton Drehling. Egnens anden herregård ligger i skoven, det er en gammel
middelalderborg, der af egnens folk kaldtes Klosteret og herremanden blev passende kaldt Klosterbaronen.
Faderens højeste ønske er at få hans døtre gift, og det lykkedes. Den ældste af døtrene, Kamma, bliver gift
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
2
med Klosterbaronen og til deres bryllup frier Anton Drehling til den kun 17-årige Betty. Kort før Anton og
Betty skal giftes vender Kamma tilbage til faderens hjem, Klosterbaronen har været sammen med en
malkepige og Kamma vil aldrig se ham igen. Samme dag som Anton og Betty bliver gift rejser de til Italien
på bryllupsrejse, de vender først hjem mange måneder senere da Betty er blevet gravid. De to lukker sig
inde i deres egen lille forelskede verden på Gudersløvholm og kun Kamma og faderen får lov at deltage,
derudover gæster egnens præst og hans kone til tider også herregården. Efter Betty har født, er hun meget
svag, men Anton må rejse til København til rigsdagens åbning. I København besøger Antons han moder, der
bider mærke i at han er blevet mere indadvendt siden hans ægteskab med Betty og moderen føler en vis
bitterhed mod hende. Dagligt går han tur på Langelinie og en dag sætter han sig på en bænk ved siden af en
kvinde som han er meget betaget af. Til sidst beslutter han sig for at afbryde hans ture på Langelinie, idet
han føler skyld over at være tiltrukket af hende. En dag møder han hende så hos sin moder og finder ud af
at de to kendte hinanden i deres ungdom. Hun hedder Fru Conerding. Bettys fader rejser til København
pga. et ærinde og slutter sig derfor til sin svigersøn, han bemærker straks at noget er galt. Anton beslutter
sig for hurtigst muligt at rejse hjem, men inden vil han sige farvel til fru Conerding. Han ender med at
overnatte på hendes hotel, desværre for ham har Kancelliraaden fulgt efter ham. Han rejser straks hjem og
Kamma fortæller Betty om hendes mands udskejelser, da faderen selv er for tynget af sorg til at kunne give
hans datter beskeden. Da Anton kort efter kommer hjem, får han at vide af Kamma at Betty er rejst og at
hun ikke længere er hans hustru. Bogen slutter med at Anton sender et brev til sin moder, hvori han
bekræfter sit forhold til Nanna, den tidligere fru Conerding.
Analyse
Fortælleren i romanen er for det meste alvidende, men det er som om den til tider undlader at give alle
informationer. Som grundlag er den dog alvidende. Fortælleren er ofte følelsesmæssigt involveret,
eksempelvis i beskrivelsen af Betty, lige før Anton rejser til København: ”Hvor saa hun bleg og lidende ud”,
generelt bliver hun beskrevet som værende en lille, svag skabning. På denne måde sørger fortælleren for at
når vi når slutningen vil vores medlidenhed være hos Betty. Sådanne citater kan man finde flere af rundt
omkring i bogen.
1
Fortælleren er ret speciel og lidt svær at tyde, hvis man ser på om fortælleren udtrykker Pontoppidans egne
holdninger, vedr. ægteskabet og hele sædelighedsfejden. I en analyse lavet af Iben Holk står der:
Optrådte mændene som hårdhændede stympere, der fulgte deres dyriske lyster? Eller var de
blot svage overfor det andet køn? Og det svage køn optræder med en styrke, der parodisk
gør det stærke køn rangen stridig. Pontoppidan vender op og ned på begreberne, idet
1
Lings, Jens Kristian: Ørneflugten, s. 36.
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
3
problemer og konflikter ses fra flere vinkler. Og det er meningen, da Pontoppidan ikke ønsker
at sættes i bås eller trækkes for en bestemt vogn.
2
Dette ser jeg som den mest præcise vurdering af fortælleren. At Pontoppidan skaber tvivl omkring
fortællerens synsvinkel, fordi en konflikt skal kunne ses fra flere vinkler og samtidig for at han ikke selv skal
bekende kulør. Gennem Kammas øjne ser vi hvordan hun som kvinde bliver svigtet og hvordan hun så må
vende tilbage til sin fader, da hun ikke har andet end ham, hvorimod hendes mand kan blive boende som
herremand og egentlig ikke mister andet end hende, samt at der selvfølgelig går en flig af hans ry. Samtidig
skildrer Kamma også den stærke kvinde, der selv vælger at gå og på trods af mandens undskyldende breve
vender hun ikke tilbage til ham. Hun er en principfast kvinde. Betty derimod virker som en svagere sjæl,
hun er både den yngste af de to søstre, men virker også mere drømmende og til tider mere svækket af sine
egne nerver, eks. som da Anton skal rejse til København kort efter hun har født, hvor hun ikke sover i fire
dage, men så snart han er taget af sted falder hun i søvn. Hun giver sig 100 % i forholdet med Anton og
deres forhold varer og når meget længere end det forhold Kamma nåede at opleve med Klosterbaronen.
Pigernes fader ønsker mest af alt at beskytte de små piger og hjælpe dem i deres opvækst, som han lovede
deres moder på hendes dødsleje, og det er tydeligt at de mislykkede forhold tager hårdt på ham.
Kigger man på titlen Mimoser er her en klar parallel til hele den lille familie.
Slår man ordet mimoser op i ordbogen står der: ”plante hvis blade lukker sig ved berøring; overfølsom eller
letfornærmelig person”, og man må sige at netop sådan er de to døtre. Kancelliraaden har opdraget sine
døtre som svage sjæle han har måttet beskytte og i virkeligheden er han også selv en svag sjæl. Kamma er
betaget af Klosterbaronen, der fremstår med en dyrisk vildhed som hun er meget tiltrukket af, men hun tør
aldrig helt give sig hen til den og måske bliver hun kysk, hvilket kunne være årsag til at han hygger sig med
malkepigen i stedet. Da Betty får beskeden om Antons utroskab virker det ikke som om hun selv forstår,
men hun reagerer ved søsterens ord, en nærmest streng ordre: ” Jeg tvivler ikke om, at du nu véd, hvad du
skylder dig selv at gjøre… ikke sandt?”(s.103) Man får indtryk af at havde Kamma ikke været der, så havde
hun tilgivet Anton hurtigst muligt.
I en analyse af Jens Kristian Lings skriver han om hvordan faderen uhensigtsmæssigt selv ender med at
være skyld i pigernes skilsmisser, idet han selv har opdraget dem til at være mimoser.
”Den kyske renhed han har indpodet i dem, har gjort dem til mimoser, der ikke blot tror på,
men også lever med renheden som livsgrundlag. Derfor lukker de sig totalt sammen ved det
første snavsede vindpust. De er ikke egnede for denne verden, som altså heller ikke er egnet
for dem.”
3
2
http://www.e-poke.dk/pontoppidan_mimoser_06.asp
3
Lings, Jens Kristian: Ørneflugten, s. 38.
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
4
En gennemgående tematik i romanen er opløsning af hjemmet, men også bare hjemmet som begreb, for
der bliver fremhævet flere forskellige former for hjem i romanen. Et er hjemmet i ”Nathalies Minde”, hvor
Kancelliraaden og døtrene lever en nærmest idyllisk tilværelse. Andre holdninger om hvad et rigtig hjem er,
bliver vi præsenteret for hos Fru Drehling, Antons moder. Her er en frue, ”Dydsdragonen”, der sammen
med nogle andre fruer har stiftet en forening for at fremme sædeligheden i København, hun mener at
hjemmene er samfundets grundpiller. En kontrast dertil er fru Drehling. Hun mener at netop disse hjem er
problemet og at det er hjemmene der dræner mændene for deres energi og gør kvinderne svage. Hun
udtrykker i dette også sin utilfredshed med sønnens nye livsførelse, hvor han har spæret sig selv inde i en
lykkelig boble med sin hustru og netop lever i disse sikre hjem, hvor det at se på en anden kvinde med
begær næsten er det samme som utroskab. Hun mener også at man driver det for vidt og at det er for galt
at unge ægtemænd skal gå rundt ”med skyklapper og føre et sprog som en Maren Amme.” Denne spydige
kommentar til Anton bunder nok egentlig i at fru Drehling savner sin søn og hans selskab, og et eller andet
sted ønsker ham tilbage.
Det overordnede tema må jo nok siges at være sædelighedsfejden, en problemstilling Pontoppidan ikke vil
tage en endelig stilling til. Men han har skrevet en roman der viser flere sider af samme sag, dog er det ikke
helt gennemført da det er tydeligt at medlidenheden ligger hos Kancelliraad Byberg og hans døtre, der efter
at have brudt med deres mænd kun har deres fader at vende tilbage til. Og i den forbindelse er en anden
person værd at nævne, den nye præstefrue, ”Sprutbakkelsen”, hos hende finder Kamma sin allierede.
Sprutbakkelsen kæmper for
”kvindernes frigørelse, hævdelsen af deres forkuelse og uværdige fornedrelse under
mandenes herredømme.” ”Navnlig følte hun det som sin mission af al sin evne at prædike
mod den kvindernes ydmygende eftergivenhed over for mændenes dyriske udskejelser, der i
hendes øjne var ondets egentlig rod.”
4
Sprutbakkelsen repræsenterer altså modvægten til Dydsdragonen, og da Kancelliraaden og døtrene flytter
til København er det meget tænkeligt at det er den selvsamme sag de vil kæmpe for.
Perspektivering
Ser man på hvordan anmelderne modtog Mimoser i sin tid, så var det ikke noget at råbe hurra for og for
Pontoppidan selv var det en bog han sjældent nævnte. Derudover er det også en af de eneste bøger han
aldrig har genudgivet – til det er der flere gætterier på hvilke årsager der kunne ligge til grund for denne
beslutning. En er at Pontoppidan så den som mislykket, eller stik mod sat, at den havde ramt plet, men
4
Pontoppidan, Henrik: Mimoser s. 37
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
5
havde været for skarp til at folk kunne acceptere den. Trækker man en tråd til hans eget liv på dette
tidspunkt er der endnu et gæt. Pontoppidan havde i fem år været gift med den samme kvinde, men i 1887,
året efter Mimoser blev udgivet bliver han i en ferie forelsket i en pige fra København. Spørgsmålet var så
om han allerede i 86 gik og tænkte over at hans ægteskab kedede ham og anede han muligheden for en
dag at være sin kone utro? Under alle omstændigheder vidste han i hvert fald at var han det, så ville det
såre hende, for sådan var det og sådan er det!
5
Ser man på dette sidste gæt, er det også en mulighed at
Pontoppidan skriver den for at huske sig selv på hvad der moralsk er korrekt, dette bryder dog også han og
han ender med, efter en lang affære, at blive gift med denne pige han forelsker sig i – og dette ægteskab
varer meget længere end hans første. Kigger vi igen på ægteskabet er Mimoser også en gennemgang af
hvad det betød at være gift i slutningen af det 19. århundrede.
Med Mimoser formår Pontoppidan i hvert fald at gøre som Georg Brandes opfordrede til: At sætte ting
under debat. Han vælger noget der netop i Det Moderne Gennembrud var ekstremt meget fokus på, nemlig
kvindernes frigørelse, under Sædelighedsfejden. Og romanen stiller også en masse spørgsmål, et kunne
være om de konsekvenser som kvinderne i romanen tager af deres mænds affærer er for ødelæggende for
alle parter, eller om det er en nødvendighed at kvinderne handler som de gør og går fra deres mænd? Der
er ingen erotisk frihed, eller tilgivelse overfor utroskab, det er ikke en mulighed i romanen, den smule vi
kan ænse i Betty bliver hurtigt kontrolleret af søsteren. Betty er derfor måske den mest moderne, da hun
tænker hvordan problemet kan løses, i stedet for at beskytte sit ry(dermed ikke sagt at det er alt hvad
kvinderne prøver at gøre). På den måde er Pontoppidan meget moderne, hvis man ser på hvordan man i
dag håndterer lignende situationer er det ikke med den samme alvor og konsekvens.
I Sædelighedsfejden bekender Pontoppidan som sagt ikke kulør, han holder sig forholdsvis neutral, udtaler
sig ikke, men fodrer i stedet debatten lidt, ved at kaste noget ud som der kan debatteres over. Man kan på
en måde også se Anton som en figur Pontoppidan bruger til at tydeliggøre modsætningerne i
Sædelighedsfejden. Der er Brandes på den ene side og Bjørnsson, med handskemoralen, på den anden, på
samme måde er Anton tiltrukket af den ene side – frigørelsen, men fanget af den anden. Begge poler
trækker i ham og han kan ikke bestemme sig, valget bliver så truffet for ham idet han bliver afsløret.
Det lykkedes også Pontoppidan at starte debat, ingen kunne regne ud hvad han mente med Mimoser, om
bogen var et forsvar eller et angreb på ægteskabet?
6
På et tidspunkt nåede debatten dertil hvor den
henvendte sig til Pontoppidan selv efter en forklaring. Edvard Brandes, redaktør på Politikken, var den
første der foreslog at han nu måtte gøre rede for sin hensigt med romanen. Pontoppidan svarede til dette:
5
Lings, Jens Kristian: Ørneflugten, s. 37.
6
http://www.e-poke.dk/pontoppidan_mimoser_06.asp
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
6
At oplyse Verden nu, hvad jeg har ment med "Mimoser", synes mig at ville smage vel meget
af - enten en Falliterklæring eller Reklame, og det så meget mindre, som jeg vedvarende
betvivler, at Bogen - fornuftigt læst - overhovedet lader sig misforstå.
7
Altså gør Pontoppidan det klart at han ikke har tænkt sig at forklare, han siger også at bogen ikke skal ses
som en falliterklæring – eller i hvert fald at han ikke selv gør det – men at den bare ikke er blevet læst
rigtigt, for blev den det, skulle det være meget svært at misforstå. Sådan udebliver han også af debatten og
lader andre om den sag.
Konklusion
Pontoppidan mødte meget modstand mod Mimoser, det kan ske den virkelig bare ramte plet og berørte
det svageste punkt i datidens debat, det kan også være den blev en fiasko fordi den var for svær at
gennemskue for de folk der var førende i debatten om kvindernes frigørelse.
Efter at have læst om debatten der kom i kølvandet på romanen er et sikkert – Pontoppidan skabte måske
ikke sensation, men han tilføre debatten noget! Der var stor opstandelse over at det ikke var til at regne ud
hvad Pontoppidan selv mente, at han kunne skrive så gennemført at den ene påstand trodsede den anden,
han gennemførte alle karakterer i bogen og det eneste sted han slækker på det er måske med vilje – idet
han skaber en medlidenhed der ligger hos kvinderne. Dette kunne han gøre for at sige, uanset hvordan vi
ser på det, så har mænd nogle rettigheder kvinder i dette samfund ikke har. Selv med sådan en skjult
forfatterkommentar formår han stadig at holde sin egen mening skjult.
Efter første gennemlæsning af romanen er det åbenlyst at problemet er utroskaben, men man skal grave
noget for at finde frem til at Pontoppidan udlægger mange vinkler af samme sag, på en så gennemført
måde. Det er nemt at tage fejl af, da det kræver noget nærlæsning at forstå hvad det er de forskellige
karakterer egentlig mener med det de siger, og det kan være en god ide at hente hjælp i nogle få analyser
der allerede er hjulpet. Når man gør det, og får taget hul på romanen, forstår man pludselig hvordan det
hele hænger sammen og hvordan den ene person er modpol til den anden. På den måde har Pontoppidan
sammensmedet et halvt mesterværk. For en almindelig læser er den dog svær at tyde lige ved første
øjekast.
Efter grundig gennemlæsning og analysearbejde har romanen fået en mening, måske ikke omkring hvad
forfatterens egen holdning er, men måske er det heller ikke det mest interessante? Måske er det faktisk
mere interessant at han har formået, i et værk, at samle datidens vigtigste synspunkter på den samme
problemstilling. Så selvom Pontoppidan ikke tilkendegiver sin egen mening er romanen, på trods af
samtidens modstridigelser, ganske vellykket, idet den har formået at skabe debat, som Brandes påbød at
7
http://www.e-poke.dk/pontoppidan_mimoser_06.asp, fra Henrik Pontoppidans breve, Bind 1, s.79
Dansk aflevering 13. april 2009
[navn fjernet] |2.C.
7
litteratur måtte og derudover har den også skabt tvivl og forvirring blandt de førende debattører af emnet,
hvilket kaster en form for satirisk indgangsvinkel over baggrunden for at skrive en sådan roman.