1
Min kamp
Kender du til det at føle skyldfølelse, sorg, skam, kærlighed eller ensomhed, som du har svært ved
at udtrykke? Der kan være mange grunde til, at man føler en trang til at skrive en selvbiografi. Man
vil gerne fremstå i et så godt et lys som muligt, eller man vil bekende alle sine synder. Eller man
føler et behov for at skrive om sit liv og på den måde blive afklaret med mange af livets store
spørgsmål. For en forfatter bearbejdes traumerne i takt med nedskrivningen og ved at offentliggøre
dem, så de ikke længere er private, giver forfatteren en chance for at komme videre med sit liv.
Selvbiografi er derfor ofte en slags terapi og til for at få et overblik over ens liv og erindringer, som
måske også andre kan forholde sig til. Det er en måde at udtrykke sig på og få afklaret sine følelser
og tanker, ligesom andre mennesker går til psykolog, deres nærmeste eller blot har en helt
almindelig dagbog.
”Min kamp 1” er en anmelderrost roman skrevet af Karl Ove Knausgård og er det første bind i en
samling af seks værker. Den udkom i Norge i 2009 og er senere udgivet på dansk i 2010.
Knausgårds bog er en del af den nyere selvbiografiske litteratur, som har skabt stor debat i bl.a.
medierne, da den vakler mellem fiktion og sagprosa – en såkaldt dobbeltkontrakt. Når navnet på
hovedpersonen, fortælleren og forfatteren er den samme, har vi en tildens til som læsere i højere
grad at tro på, at fortællingen er sand. Karl Ove Knausgård er i sin skrivende stund 39 år. Han har
tre børn og er gift for anden gang. De bor i en lejlighed i Malmø uden at kende nogen i området.
Han beskriver i et uddrag sin faders død.
Karl Ove og hans bror Yngve er i forbindelse med faderens død rejst til deres barndomsby for at
arrangere faderens begravelse og rydde op i dødsboet. Faderen har levet sammen med farmoderen i
et kaos af alkohol, som har ledt til hans død. De to brødre går i gang med oprydningsarbejdet og
beslutter sig sidst på dagen at få sig ”en lille en” i selskab med farmoderen. I første omgang går de
ud fra, at det alene har været deres far, der har indtaget de enorme mængder alkohol, men det viser
sig senere, at farmoderen, ligesom deres fader, har svært ved klare dagen uden alkohol. Brødrene
finder en flaske vodka og et karton juice frem og hurtigt vender livet tilbage til deres farmor, som
smiler og ler. Alle begynder de at mærke virkningen af alkoholen og begynder at le og farmoderen
snakke livligt om gamle dage. Bl.a. snakker hun om da faderen og hans brødre var børn, om at hun
havde været kærester med farfaderens bror og da farmoderen arbejdede som chauffør. Selvom
drengene har hørt historierne mange gange før, griner de stadig med. Karl Ove går på toilettet, og da
han igen kommer op i stuen, mindes han sin far: ”Det der skete var, at jeg pludselig fik en
2
fornemmelse af hvem han havde været der. Jeg så ham ikke, det var ikke sådan, men jeg
fornemmede ham, hele hans væsen, den han havde været den sidste tid i disse rum.”
Især døden og hvordan den takles spiller en central rolle i dette uddrag. Karl Over er tvivl om
faderens død skal bringes op eller bare skal gemmes væk. Først synes han, at det er forfærdeligt og
uhyggeligt, at farmoderen sidder og snakker og griner, når hun lige har mistet sin søn. Men
efterhånden indser han, at hun nok også har brug for det, og at det egentlig er meget befriende at
glemme det lidt. Det er derfor ikke bare en kamp om at overkomme døden, når den rammer ens
nærmeste, men det er en kamp om at mestre livet i dets svære stunder. Bogen er derved også en
slags mental udrenselse, efter at hans fars død har efterladt et stort hul i livet.
Faderens alkoholisme har også senere påvirket Knausgård, som i det første uddrag beskriver, at han
normalt ellers er en fredelig og stille mand, men når han drikker, får han blackouts, mister
kontrollen af sine handlinger og han bliver derved en hel anden, hvilket han ikke bryder sig om.
Derfor drikker han ikke længere og man kan derfor sige, at han har brudt den sociale arv. På den
ene side har han giftet sig og stiftet familie. På den anden side virker det som om, at hans rastløshed
ikke kan finde plads i det almindelige middelklasseliv i Malmø. Mange af os vil nok kunne se den
samme version af dobbelthed i vores eget liv.
Bogen har, pga. stærke selvbiografiske træk, vakt stor debat i Norge, for hvor går grænsen mellem
virkelighed og fiktion? På bogens forside står der tydeligt og klart ”roman”, men når man læser
historien, får man et tydeligt indtryk at handlingen er selvbiografisk, da både forfatter og
hovedperson deler navn og familie. 14 medlemmer af Forfatterens familie har derfor valgt at lægge
sag an for injurier, hvor de i et åbent brev til den norske avis Klassekampen, kaldte den for
Judaslitteratur (Judas der forrådte Jesus). De påstod, at bogen var fuld af usandheder og fejlagtige
beskrivelser af personerne. At forfatteren dog har valgt at kalde bogen for en roman, er derfor en
stor fordel for forfatteren, hvis han skulle komme i retten. I fiktionstekster står forfatteren nemlig
ikke til ansvar for, om teksten er sand.
Titlen ”Min kamp” kan også let give associationer til Adolf Hitlers selvbiografi ”Mein Kampf”,
som derved også giver bogen en del opmærksomhed. Bogen kan derved også ses som at være en del
af en bevidst mediestrategi, hvor forfatteren gerne vil fremstille sig selv på en bestemt måde. I dette
tilfælde bliver Karl Ove Knausgård kritiseret af den norske forfatterkollega Jan Kjærstad, for blot at
ville lave myter om sig selv. Han undrer sig i høj grad, at de gode anmeldelser alle er ens i
opbygningen, sprog og hyldest og, hvorfor hans egen bog ikke har fået samme modtagelse. Han
3
finder, sammen med anmelder Ane Farsethås, det mistænkeligt, at så mange anmeldere kan lide
bogen. Den store opmærksomhed har dog også gjort, at forfatteren allerede har tjent over tre
millioner kroner på bøgerne. Alt imens har Karl Ove Knausgård lukket sig inde i sit hjem i Malmø
og forsøger så vidt muligt at undgå at læse de mange artikler og internet-bloggere, der kommentere
hans bog. Alt imens kan man spørge sig selv, om det er det hele værd, nu når han har størstedelen af
familien imod sig. Om bogen derfor har gjort mere skade end gavn for Knausgård, ved vi ikke. Man
skal dog huske på, at selvbiografier er subjektive og fortalt fra forfatterens synsvinkel. Andre fra
familien har sikkert oplevet familien anderledes, end hvad der beskrives i bogen.
På samme måde oplever Knud Romer i sin selvbiografiske roman ”Den som blinker er bange for
døden” det anderledes end fx sin barndomsven Georg Græsholt. ”Den som blinker er bange for
døden” handler om forfatterens barndom i Nykøbing Falster. Særligt vigtig i bogen er den tyske
moder , der betyder, at familien bliver isoleret og gjort til grin af det lille samfund. Tiden er nemlig
efter 2. verdenskrig. Moderen lader sig dog ikke kue så let, og hun reagerer på omgivelsernes
fordømmelse ved at opføre sig endnu mere tysk, stædig og stolt. Dette gør, at Knus bliver isoleret
og mobbet i skolen. Til hans fødselsdag tvinger moderen ham til at invitere nogle fra klassen med
hjem, heriblandt Georg, som kun kommer for at få et billigt grin. Desuden var det en fast tradition,
at festen flyttede ud på gaden med hans mor på harmonika, hvorefter de rykkede ind på en lang
række til et optag med fødselsdagsang. Her oplever Knud, at folk kom ud og stod foran husene og
fulgte optoget med højre arm strakt op til Hitlerhilsen. Historien er bygget op af erindringsstykker,
der danner et billede af en slægt og det barn, der er et resultat af denne slægt.
I et brev til Knud Romer i Weekendavisen skriver Georg Græsholt, at han har efter eget udsagn
været bedste venner med Knud Romer fra begyndelsen af folkeskolen og helt op til udgangen af
Gymnasiet og mindes ikke, at folk omkring ham har heilet eller mobbet ham. Igen kan man derfor
snakke om, at Knud Romer måske overdriver sine barndomsminder. Dette har han dog fuld ret til,
da der også her på forsiden står ”roman” ligesom ved Min kamp. Måske vil Knud Romer fremstille
sig selv som en stakkels dreng for at få en bedre bog ud af det, eller også har de to barndomsvenner
haft to forskellige opfattelser af deres skoleforløb.
Det kan altså være svært at afgøre, hvor grænsen mellem fiktion og fakta går, når det gælder
selvbiografier. Fælles for dem alle er dog, at de er private og det er forfatterens egen gengivelse af
erindringer. Det er svært at gennemskue forfatterens intentioner med bogen, men når blot den god,
4
er det så ikke lige meget med dig som læser? Debatterne kan blive ved og hver person vil have en
mening om bogen, nogle gode og andre dårlige.