
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 30. maj 2016
1
Køn og krop
Året 1915 er vigtigt i Danmarks historie. Det kan måske virke som længe siden, men den udvikling, som
virkelig tog fart i årene efter 1915, følger vi stadig tæt i dag. Kvinderne fik stemmeret i Danmark, og
ligestillingen har gået sin sejrsgang lige siden. Mænd og kvinder har altid været fascinerede af hinanden, og
vi kan ikke komme uden om det; vi har brug for hinanden. Men mænd og kvinder bliver aldrig ens, og hvis
man spørger forfatter og journalist Stephanie Caruana, er der meget stor forskel på, hvordan mande- og
kvindekroppen behandles i den offentlige debat og i det daglige liv. Hun står bag artiklen ”Min krop er ikke
til debat”, som blev bragt i Information den 15. maj 2015. Der er et udbredt fokus og pres på
kvindekroppen, men er mandekroppen ikke også under pres?
Caruana kommer i artiklen med en række påstande om køn og krop i den offentlige debat. Hendes
hovedpåstand er, at der er meget stor forskel på, hvordan mænds og kvinders kroppe debatteres. Kvindens
krop kan altid diskuteres, fordi den opfattes som afvigelsen, hvorimod mandens krop opfattes som
standarden. Skribenten pointerer, at den forventning, der er til kvinders krop, betyder, at ”kvinder måler
sig selv hele tiden, retter sig selv og hinanden ind”. Og hun erklærer endvidere, at hun også selv er med til
at opretholde de krav, som stilles til kvinden. Hun er bevidst om, at kravene er der, men kan ikke bare
ignorere dem. Det skyldes, at kravene er indgroet i alle, og det er derfor, kvinder ikke bare kan stoppe med
at stille krav til sig selv og hinanden. Ifølge Caruana er der et uskrevet regelsæt. Hun påpeger, at det er
sørgeligt, at kvinder ”er enige med mændene om, at der er regler”. Mændenes kroppe er ikke på samme
måde til debat. Der er ikke standarder og forventninger til mænd. Men nogle mænd tager
kropsforventningerne til sig, og her kommer vi ifølge Caruana til et andet problem. I artiklen skriver hun:
”En anden negativ ting er, at vi ikke ser de mænd og drenge, der lider”. De mænd, som tror på regelsættet
og kravene, bliver glemt. Hun foreslår, at kvinder måske skal begynde at fortælle dem, at de er gode nok.
Ifølge artiklen får kvinder ofte at vide, at de er gode nok. Det sker i dameblade, hvor der trykkes artikler
med kendte mænd, som fortæller, at den naturlige kvindekrop er smuk og dejlig. Men mænd i medierne
virker nemt dobbeltmoralske. Skribenten giver udtalelser fra Jakob Olrik og Christian Bitz som eksempler.
Olrik har i Alt for Damerne udtrykt sig om, at bikini-bridge, som kun meget tynde kvinder har, er sexet. Bitz
har ifølge artiklen udtalt, at mange kvinder er for hårde ved sig selv, hvorefter han har anbefalet kvinder at
tage flere armbøjninger og komme af med mormormusklen.
Gendrivelse er en vigtig del af Caruanas argumentation. Allerede i starten af artiklen skriver hun: ”Jeg siger
ikke, at det ikke er hårdt at være mand. De olivengrene rækker jeg frem allerede nu, så du ikke opfatter mig