1
Indledning:
Sabotagen af jernbanerne i Danmark er naturligvis kun en lille del af det arbejde, som blev
udført af danskere som protest imod besættelsen, men det arbejde var meget omfattende,
og involverede i krigsårene også samarbejde med organisationer fra udlandet. Jeg vil i
denne opgave prøve at besvare følgende to spørgsmål: Hvad førsøgte
modstandsbevægelsen at opnå ved sabotagen? Og: Udrettede de overhovedet det, de
ville?
Baggrund og formål:
1. De Danske Jernbaners betydning for tyskerne:
For at kunne sige noget om formålet med sabotagen af de danske jernbaner, må man se
på, hvilken betydning, de danske jernbaner havde for tyskerne. AT
1
deler den Tyske
jernbanetrafik i Danmark op i de tre følgende kategorier:
A) Alle former for trafik i Danmark:
Den indenlandske trafik foregik både som hele tog til og fra Danmark, og som
enkelttransporter
2
, og omfattede både tropper og materiel. Materiellet kunne være alt fra
våben til cement. Faktisk kunne transporterne af cement o.lign. I efteråret '43 omfatte flere
hundrede vogne dagligt.
Størsteparten af denne trafik foregik vest for Storebælt. Selv om denne transport var
meget omfattende, havde den ikke nogen særlig taktisk betydning, da den ikke havde
forbindelse med andre operationer på fronterne. Danmark regnedes, endnu på dette
tidspunkt, for bagland rent operativt set.
AT mener altså, at denne trafik ikke ville være nødvendig at bruge tid på. Dette giver også
mening, eftersom denne kategori kun er trafik indenfor grænserne, og derfor i tysk
sammenhæng kun blev brugt til at flytte tropper og materiel fra et sted i Danmark til et
1
Følgende er taget fra AT: ”Jernbanesabotagen i Danmark”, kap. 2
2
Med enkelttransporter menes en eller flere vogne i et ellers civilt tog.
2
andet.
B) Enkelttransporter:
Enkelttransporterne omfattede, ligesom den indenlandske trafik, både tropper og materiel.
Materiellet omfattede også materiel til fæstningsbyggeriet på vestkysten. Denne
transportform foregik også overvejende i Jylland, og på Fyn.
På oversigten over ”Befordrede værnemagtsvogne i enkelttransporter”
3
kan man se, at der
med tiden opstod et stort overskud af vogne. I perioder var der ca. 7000 udenlandske
vogne i Danmark. Dette bruger AT som et argument, idet han forklarer at sabotage mod
rullende toge af denne type ville være til ingen nytte, i hvert fald hvis formålet var
nedbringelse af den tyske transportkapacitet.
C) Hele tog til og fra Tyskland:
Disse transporter omfattede også både tropper og materiel, men materieltransporten var
først og fremmest nordgående. Den største del af transporterne i hele tog foregik som
såkaldte ”bevægelser”
4
. Forløbet for disse i Danmark var dog kun en del af det samlede
mål for bevægelsen.
Der var for det meste to forløb for en bevægelse: Et nordgående, og et sydgående. På den
måde var det meget få af disse bevægelsestoge, der blev i Danmark i længere tid.
Bevægelserne foregik (næsten) kun i Jylland.
Om de bevægelser der foregik i Danmark var det, ifølge AT, kun de sydgående tog, som
det ville have taktisk værdi at sabotere. De tog var nemlig for det meste på vej til øst- eller
vestfronterne, og ved at sabotere dem, ville man kunne yde de allierede støtte.
2. Modstandsbevægelsens formål med sabotagen:
Modstandsgruppernes mål med sabotagen var, først og fremmest at forhindre tyskerne i at
flytte rundt på tropperne, naturligvis først og fremmest transporter til fronterne sydpå
5
, men
3
AT: ”Jernbanesabotagen i Danmark”, s. 18
4
”Bevægelse”: Transport af samlede militære enheder, ind eller ud af Danmark.
5
http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/Krigsvaerk/40-45%20Site/18_Skinnemanoevrer.htm
3
senere blev sabotagen også rettet mod forsyninger af fødevarer
6
.
Dette stemmer også overens med AT’s teori om, at det kun ville have taktisk værdi at
sabotere de sydgående toge. På den måde forsinkede man troppernes ankomst til en
eventuel kamp, og derved ville de tyske soldater i det omtalte tog, muligvis ikke nå frem
tids nok til at kunne deltage i kampene.
Men hvad AT ikke vælger at medtage i sin disputats (i og med at han har valgt at se på
modstandsbevægelsen som et militært fænomen) er, hvilke mennesker der valgte at indgå
i den danske modstandsbevægelse, og hvilke motiver den enkelte modstandsmand havde
for at deltage i sabotage og andet modstandsarbejde.
De mennesker, som jeg har læst, hørt eller set noget om forud for denne opgave, har alle
sammen stiftet bekendtskab med antisemitismen, mange af dem har befundet sig i
Tyskland i en periode, og har således på nært hold set følgerne af nazismen. Derudfra har
de fået en følelse af, at nazismen ikke var rigtig, og at man var nødt til at stille noget op
imod den.
Deres motiv har ikke kun været et spørgsmål om resultater, men har først og fremmest
drejet sig om at vise, at de ikke fandt sig i det, nazismen stod for. Først og fremmest
handlede det om at gøre noget, i stedet for bare at se til, mens landet blev besat af
tyskerne.
Omfang:
Den første vellykkede sabotageaktion foregik natten mellem d. 6. Og 7. september 1942,
da gruppen KOPA
7
afsporede et tog ved strækningen Espergærde-Snekkersten. Dette var
dog det andet forsøg på den strækning, det første forsøg var d. 1. september samme år,
men havde været mislykket. Et bevis på at det var kommunisterne der stod bag, finder
6
http://www.vimu.info/fb.jsp?id=for_11_2_9_fb_jernbanesabotage_dk_doc&lang=da&u=child&flash=true&s=9D3AE6
A6E749BD113B4A6F8753F60BD4
7
KOPA (Kommunistiske Partisaner), Kommunistisk modstandsgruppe, senere ændret til BOPA(Borgerlige
Partisaner)
4
man i øvrigt ved, at det første forsøg blev gjort på en mærkedag, nemlig årsdagen for
krigens udbrud. Den anden gang markerede årsdagen for oktoberrevolutionen i Rusland
8
.
Denne gang lykkedes det for sabotørerne at løsne den ene skinnestreng i det sydgående
spor og bøje den ind mod midten, således at et tysk særtog blev afsporet med lokomotivet
og tre godsvogne
9
.
Sabotagens egentlige gennembrud var i 1943. JK skriver om dette i sin bog:
Sammenlignet med 1941 fandt der i 1942 en 6-7-dobling sted af sabotagen, og denne
udvikling fortsatte i 1943. Alene i de tre første måneder af 1943 blev der udført lige så
mange sabotagehandlinger som i hele 1942.
10
Størstedelen af sabotageaktionerne mod jernbaner foregik i Jylland. Det antages at der i
1942-45 blev udført ikke mindre end 1500 aktioner
11
mod danske jernbaner.
Årsagen til den voksende sabotage var, selvfølgelig, den voksende opbakning og det
stigende antal modstandsgrupper, men også samarbejdet med SOE
12
, og effektiviseringen
af nedkastninger. I 1940 vakte selv leveringer af små mængder sabotagematerialer store
vanskeligheder, men i krigens sidste år, kunne man forsyne grupperne med moderne
udstyr, endda mellemsvære våben
13
.
Dette har naturligvis gjort det mindre kompliceret for grupperne at udføre sabotagen, og
hjælpen fra SOE i form af hjælp til at lære mere om sprængstoffer, radio mm. har også
uden tvivl haft stor betydning, og hjulpet grupperne til at mindske antallet af ulykker
relateret til brugen af sprængstof.
8
Oktoberrevolutionen: Anden del af den russiske revolution 1917, hvor det lykkedes at styrte den russiske regering.
9
AT, ”Jernbanesabotagen i Danmark”, kap. 4
10
JK, bind 1, s.189
11
http://www.sa.dk/content/dk/temaer_til_inspiration/se_alle_temaer/modstandsbevagelsen/jernbanesabotage
12
SOE=Special Operations Executive. Mere om SOE følger senere.
13
”Besættelsestidens hvem-hvad-hvor, s. 344.
5
Midler og metode:
Som tidligere nævnt, blev det første tog, som var udsat for sabotage, afsporet ved at en
skinnestreng blev løsnet. Denne metode blev dog kun brugt en enkelt gang mere siden,
fordi den for det første var besværlig og langsommelig, i hvert fald i følge AT
14
, men også
fordi der blev indført ekstraordinære linieeftersyn, som gjorde det umuligt for de forskellige
sabotagegrupper at benytte denne metode. Selvfølgelig har grupperne også siden lært
noget om mere effektive metoder.
I jernbanesabotagens spæde ungdom, benyttede mange sig af hjemmelavede
sprængstoffer. AT bruger som eksempel DSB’s rapport om en sprængning mellem
Esbjerg og Tjæreborg:
Attentatet er udført med en sprængladning med elektrisk tænding(...) Ved
sprængladningen var anbragt to lommelampeelementer, og derfra var mod øst ført en
tynd, omspundet kobbertråd, der i en afstand af 19 m fra sprængladningen var fastgjort om
den søndre skinnestreng. Sprængningen er sket, da lokomotivet er kørt over
kobbertråden.
15
Sabotørerne som ikke havde adgang til sprængstof kunne anvende ”Kogebogen”, en
vejledning i fremstilling af sabotagemidler, som var skrevet af Eigil Larsen
16
i vinteren 42-
43. Senere blev denne dog en del mere undværlig, da engelske sprængstoffer dukkede op
i Danmark.
Det første eksempel på engelsk sprængstof anvendt ved en jernbaneaktion, var den
20.maj 1943 mellem Esbjerg og Guldager, og vandt siden indpas som den dominerende
type af sprængstof.
Sprængstofferne blev nedkastet fra engelske fly, og ifølge AT var denne nedkastning i de
14
Følgende taget fra AT, ”Jernbanesabotagen i Danmark” kap. 6, s 59-61
15
AT, ”Jernbanesabotagen i Danmark”, kap. 6, s. 59
16
Eigil Larsen: Leder af kommunistisk modstandsgruppe i KBH, som senere blev til KOPA/BOPA.
6
sidste krigsår en klar forudsætning for, at sabotagen kunne fortsætte
17
.
Et eksempel på en jernbaneaktion:
AT har i sin disputats benyttet sig af en beretning fra Peer Holm
18
, for at beskrive den
tekniske gennemførelse af sabotage af en jernbanelinie
19
.
Peer Holm fortæller at hvis vejene til banen var bevogtede, måtte en enkelt mand løbe
risikoen at snige sig fra gruppens tilholdssted, og medbringende bomber og en
maskinpistol, måtte han snige sig forbi vagterne, ud til et aftalt mødested i marken. De
andre kunne så cykle eller gå ud til stedet, uden at have noget ulovligt på sig.
Når de mødtes, delte de sig i to hold, som hver skulle anbringe bomberne under
skinnerne, og ved hjælp af en såkaldt tidsblyant
20
, kunne de indstille bomberne til at
eksplodere nogle timer efter at de var anbragt. Derefter skulle hvert hold liste sig langs
markhegnene frem til banen. Man gik 10 skridt ad gangen, og så stoppede man for at lytte
efter vagtposter.
Når man var kommet så tæt på, at man kunne høre vagterne trampe frem og tilbage,
skulle to mand kravle til banelegemet, en med maskinpistolen, og den anden med
bomben. Når de havde nogenlunde styr på vagternes tur frem og tilbage, måtte manden
med bomben, selvfølgelig når der var klar bane – smutte under banehegnet, uden at
trådene raslede, kravle hen til sporet, anbringe bomben og hurtigt tilbage igen, uden at
blive opdaget.
Når bomberne var anbragt, mødtes gruppen igen for samlet at bevæge sig hen til sporet,
og anbringe afsporingsmateriellet
21
cirka midt imellem de to grupper af bomber. På den
måde ville man forsinke rydningsarbejdet, idet at placeringen af afsporingsmateriellet og
bomberne gjorde, at det afsporede tog blev indespærret på grund af skinnesprængninger
på begge sider af toget.
17
AT, ”Jernbanesabotagen i Danmark” kap. 6, s.60
18
Peer Holm: Ingeniør, sabotageleder i Sønderborg, februar-marts 1945
19
Beretningen taget fra AT, ”Jernbanesabotagen i Danmark”, kap. 6, s. 60-61
20
Oplysninger om tidsblyant forgæves eftersøgt.
21
Her antages, at afsporingsmateriellet var en såkaldt ”hund” som på stationerne blev anvendt til at bremse vognene.
7
Hvis jernbanelinien var stærkt bevogtet, var man for det meste to mand om at placere
bomberne, og en tredie til at samle græs til at dække for tændtråden, for at det kunne gå
hurtigt nok.
Disse aktioner krævede altså tre ryk: Et ryk til mødestedet for at sammensætte og indstille
bomberne, et andet ryk hen til banen for at anbringe bomberne, og et tredie ryk væk fra
banen. Det har været svært, for slet ikke at sige utrolig farligt at være sabotør. Man er nødt
til virkelig at have tingene i orden, og det har krævet planlægning helt ned til mindste
detalje, at undgå at blive kørt ned af togene, for slet ikke at snakke om at blive opdaget af
banevagterne.
Organisation:
Jens Toldstrup:
Jens Toldstrup var leder af modstandsarbejdet i Jylland i 44-45. Han var samtidig
nedkastningsleder, og samarbejdede med SOE i England. Han overtog arbejdet fra
Flemming Juncker, den tidligere leder, som havde været nødsaget til at flygte i krigens
sidste år. Hans profession var i skattevæsnet, hvilket gav ham øgenavnet Toldstrup.
SOE
22
:
SOE var en britisk militærorganisation, som blev grundlagt i juli 1940, med det formål at
hjælpe modstandsbevægelser i de besatte lande. SOE’s opgave bestod i at forberede
britisk hjælp til sabotagegrupper, samt at organisere spionage.
Der blev oprettet afdelinger for hvert besat land. Ved krigens slut var der afdelinger i over
30 lande. Hovedkvarteret lå i London i begyndelsen, men efterhånden oprettedes også
hovedkvarterer i Cairo, Calcutta og Australien, og fra USA’s indtræden i krigen (1941), var
der også samarbejde med OSS
23
, og afdelingerne i såvel hovedkvarterer som de mindre
afdelinger blev nu med blandet britisk-amerikansk ledelse.
22
Følgende taget fra ”Besættelsens Hvem-hvad-hvor”, ss. 343-345
23
OSS= Organisation of Strategic Service, en Amerikansk organisation tilsvarende SOE.
8
Afdelingerne startede med at rekruttere frivillige fra det enkelte besatte land, som opholdt
sig i enten USA eller Storbrittanien. Disse frivillige blev så uddannet i sabotage,
radioteknik, propaganda, våbenmodtagelse osv, hvorefter de, for det meste med
faldskærm, blev sendt ind i det besatte område, oprettede kontakt med lokale
modstandsgrupper, og hjalp dem ved at instruere i illegal krigsførelse. De stod også for
organisering af modtagelse af våben og sabotage-materiel, men de kunne også hjælpe
med mere direkte handlinger, og medvirkede dermed til dannelse af små
undergrundshære.
En dansk afdeling af SOE blev oprettet i efteråret 1940, med Lt. Commander R.C.
Hollingworth
24
som chef, og senere indtrådte også en chef for OSS, Kai Winkelhorn. En
hurtig opsummering af den danske afdelings udvikling kan opstilles således:
December 1941: De første faldskærmsfolk blev sendt ind i Danmark
April 1942: Den første radiokontakt nået.
1943: De første forsyninger af sabotagemidler blev leveret, og en række
nedkastninger i løbet af året gav sabotagen slagkraft.
1944: Nedkastningerne bestod nu ikke kun af lette våben og
specialudstyr til sabotagen, men også af mere omfattende
leveringer af våben om ammunition.
Ialt skete der ca. 50 nedkastninger af faldskærmsfolk, og via både luft og vand blev der
leveret ca. 1000 ton forsyninger til den danske modstandsbevægelse. Det danske
samarbejde med SOE var altså utrolig omfattende, men leveringerne foregik kun i Jylland,
da der, ifølge JK, var problemer med at levere materiel til Sjællandske grupper, fordi SOE
ikke havde mulighed for at passere Storebælt
25
.
Oprettelsen af den danske afdeling af SOE/OSS har helt sikkert været en stor hjælp for
modstandsgrupperne, som nu havde mulighed for at organisere aktionerne bedre, og ikke
mindst være mere sikre i deres brug af sprængstoffer. Dette har sandsynligvis mindsket
fejl begået ved håndteringen af sprængstofferne, men ikke risikoen for at blive opdaget af
24
Hollingworth: Stod for opbyggelsen af SOE i DK, og var leder i Danmark indtil befrielsen.
25
Telefonsamtale med JK 17/12-08
9
linjevagterne.
Aage Trommer vs. Jørgen Kieler.
AT synes at konkludere, at de danske jernbanesabotørers arbejde ikke havde nogen
særlig indflydelse på krigen, eller dens udfald. Men han slår også gang på gang fast, at
han har valgt at se på jernbanesabotagens militære betydning, idet han mener at den var
et militært fænomen
26
.
Han ser på det således, at det eneste formål med sabotagen var at hindre tyskerne i at
udnytte det danske jernbanenet. Det var derfor at de allierede i London ønskede den
gennemført, fastslår han. Og hvis man vælger det synspunkt, så har AT fuldt og helt ret i
sin antagelse.
Han mener også, at der var masser af dårlig planlægning, og at det var de forkerte tog, der
blev fokuseret på. Det gør han udtryk for her:
Hvis en tysk soldat på vej hjem fra orlov blev forsinket af skinnesprængninger i Jylland,
kunne det nok influere på hans sjæletilstand, men det ville ikke have indflydelse på
kampene i Normandiet. Hvis flytningen af en tysk afdeling fra ét sted i Danmark til et andet
sted blev sinket af sabotage, kunne det irritere staben hos Wehrmachtbefehlshaber
Dänemark i Silkeborg, men ville ikke i øvrigt få langtrækkende virkninger.
27
Hans disputats er gennemført, systematisk og logisk. Det samme er hans konklusion,
nemlig at sabotagen ganske vidst havde vellykkede aktioner, men at de ikke var
dominerende. AT har altså sit på det tørre, idet han hele tiden minder læseren om, at dette
ikke handler om mennesker, men om en militær organisation.
Spørger man de mennesker, der udførte aktionerne, drager man dog en helt anden
konklusion end den, AT lægger for dagen. JK kommenterer mange af AT’s konklusioner,
26
”Myte”, s.58-59
27
”Myte” s.60
10
bl.a. da han omtaler to aktioner, som AT har beskrevet som mislykket:
Boecks og Trommers kommentarer til selve de to aktioner er selvfølgelig præget af deres
mangel på erfaring og store ukendskab til de sabotagetekniske og sabotagestrategiske
problemer(...)
28
Herefter følger en forklaring på, hvad der gik galt i omtalte aktioner, og så kommer endnu
en kommentar, som viser, at JK ikke giver AT ret:
Hverken Boeck eller Trommer viser nogen forståelse for disse problemer. Hvorfra skulle de
også have haft den?
Så JK ser altså på det sådan, at AT ikke har haft noget ordentligt grundlag at bygge sin
kritik på.
Jeg besluttede mig for, på baggrund af ovenstående kommentar, at finde ud af, hvad JK
kort kunne sige om AT’s måde at gå til stoffet på, og ringede derpå og spurgte ham.
Hans svar til dette var, at AT beskriver modstandsbevægelsen som noget, der blev
organiseret ovenfra, altså igennem SOE, Dansk Samling
29
osv., men at
modstandsbevægelsen fortrinsvis startede nedenfra, som en gruppe almindelige
mennesker, som frivilligt valgte at protestere, og frivilligt kunne vælge at forlade
modstandsbevægelsen.
Han fortsatte ved at sige, at AT så ordet ”bevægelse” som noget militært, hvor han selv
lagde vægt på, at ordet ”bevægelse” mere handlede om at man mentalt blev bevæget af
hændelserne under besættelsen, og derfor forsøgte at reagere på denne sindsstemning.
Da jeg spurgte ham, hvad han mente, modstandsbevægelsen havde opnået ved sin
sabotage var hans svar, at den fik Danmark godkendt som et venligtsindet land, og at det
på baggrund heraf fik international anderkendelse. Det må man sige er noget, der vejer
28
JK, bind 2, ss. 74-75
29
Dansk Samling: politisk parti. Repræsenteret i Folketinget 43-47.
11
tungt i den danske befolknings bevidsthed, og giver modstandsfolkene en del mere
anderkendelse, end AT’s meget tekniske fremstilling.
Han slutter af med at slå fast, at han ikke fortryder noget, og at han er godt tilfreds med de
ting, modstandsbevægelsen opnåede under besættelsen.
JK lægger til gengæld vægt på, at det gode ved AT’s disputats var, at den åbnede for en
debat omkring modstandsbevægelsen, og på den måde fik den enkelte dansker til at
tænke over, hvor han selv stod i forhold til de forskellige udsagn. Med andre ord fik
disputatsen bragt modstandsbevægelsen frem som et samtaleemne
30
.
Efter gennemgang af de to synspunkter, må jeg indrømme at jeg giver JK ret i, at AT har
set på det fra en underlig vinkel. Hvis modstandsbevægelsen, som JK siger, var en
græsrodsbevægelse, hvorfor så se på den som en militært styret organisation? For mig at
se, er det en bemærkelsesværdig synsvinkel.
JK’s beskrivelse af ordet ”bevægelse” kan jeg udfra disse udsagn, også bedre tilslutte mig.
Modstandsfolkene brændte virkelig for sagen, og forsøgte at gøre deres syn på
besættelsen, klart for regeringen og den øvrige befolkning. Deres samarbejde med SOE
var nyttigt, og hjalp selvfølgelig en hel del, men det der burde have været mere vægt på,
var hvad modstandsfolkene måtte gå igennem for at blive hørt under besættelsen.
Konklusion:
Igennem denne opgave, har jeg stiftet bekendtskab med forskellige synspunkter. Jeg har
Aage Trommer, som ser modstandsbevægelsen som militært styret, og jeg har Jørgen
Kieler, som ser det som en frivillig, nedefra oprettet bevægelse af frivillige mennesker.
Aage Trommer synes, formålet med jernbanesabotagen må være forsinkelse af tog, og
resultatet ser han som skuffende, hvorimod Jørgen Kieler er fuldt ud tilfreds med det,
modstandsbevægelsen opnåede, og fastslår, at det mere handler om det mentale, at gøre
noget frem for ingenting. Jeg må tilstå, at jeg hælder til Jørgen Kielers side og sige, at en
organisation, der ikke er militært styret, ikke kan betragtes og behandles som en sådan.
30
Telefonsamtale med JK, 17/12-08
12
Min konklusion er, at hvorvidt sabotagen var uden resultater, handler om, hvordan du
vælger at se på det. Igen, er jeg enig med Jørgen Kieler. Bevægelse er også et spørgsmål
om sindsbevægelse, om at kæmpe for den sag, man brænder for, og kæmpe for at ændre
de ting, man er imod. Det gjorde modstandsbevægelsen, og det fortjener den og dens
medlemmer stor respekt for. De mennesker gjorde trods alt det, ingen andre turde – de
kæmpede imod.
13
Litteraturliste:
Værker:
Hæstrup, Jørgen (red.): ”Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor”, København 1965
Kieler, Jørgen: ”Hvorfor gjorde I det? – Personlige erindringer fra besættelsestiden i
historisk beslysning” (I+II), Skive 2008. (forkortet JK)
Trommer, Aage: ”Jernbanesabotagen i Danmark”, Odense 1971 (forkortet AT)
Trommer, Aage: ”Myte og sandhed i besættelseshistorien”, Vojens 1974 (forkortet ”Myte”)
Hjemmesider:
http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/Krigsvaerk/40-45%20Site/18_Skinnemanoevrer.htm
(Tjekket 17/12)
http://www.sa.dk/content/dk/temaer_til_inspiration/se_alle_temaer/modstandsbevagelsen/j
ernbanesabotage (Tjekket 17/12)
http://www.vimu.info/fb.jsp?id=for_11_2_9_fb_jernbanesabotage_dk_doc&lang=da&u=chil
d&flash=true&s=9D3AE6A6E749BD113B4A6F8753F60BD4 (Tjekket 17/12)
http://www.wikipedia.dk (personoplysninger mm.) (Tjekket 17/12)
14
Abstract:
The paper accounts for the work of the Danish resistance movement during the German
occupation of Denmark 1940-45, and estimates what goals were reached. Aage Trommer
has researched the sabotage of the railways as a military organization, and found out that
the sabotage did not have any actual effect on how the war ended. Jørgen Kieler and
other resistance members disagree, and think that the sabotage gave the Danes a role as
allies with England, and gave Denmark international recognition. The paper investigates
both points of view, and researches what the resistance movement tried to gain, and
whether they succeeded.