Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 1
Puslespil eller hårdkogt krimi?
Krimier eller kriminalromaner er skønlitterære tekster om forbrydelser med fokus på
opklaringsfasen. Oftest er de mistænktes alibier og motiver centrale i disse fortællinger. Inden for
krimien har vi at gøre med to overordnede kategorier, nemlig den klassiske engelske
puslespilskrimi og den hårdkogte amerikanske krimi. De kriminalhistorier jeg vil analysere i denne
opgave er Agatha Christies puslespilskrimi ”Mord efter mål” samt Dashiell Hammets hårdkogte
fortælling om detektiven Sam Spade i novellen Døden og Co.
Puslespilskrimien er, som navnet antyder, præget af indviklede og snørklede opklaringer, hvori
detektiven i form af en række spor kan få lagt alle ’puslespilsbrikkerne’ på plads og opklare
mordet. I disse krimier, der almindeligvis foregår i lukkede landsbymiljøer, har vi oftest at gøre
med særprægede detektivtyper, som har deres helt egne unikke opklaringsmetoder, samt én
tankegang, kun de kan finde hoved og hale i. De engelske detektiver er tro gentlemen fra de
højerestående og finere dele af samfundet, og deres morale er urokkeligt placeret på det rette
sted. De er udspekulerede, kritiske og forholder sig til alle tænkelige opklaringsmuligheder og lidt
til, når de med deres Queen’s English-dialekt jonglerer sig gennem diverse ’umulige’ mysterier, i
hvilke jalousi, penge og utroskab hyppigt er blandt motiverne for forbrydelserne.
Modsat den engelske krimigenre har vi den hårdkogte amerikanske, som finder sted i den
kaotiske storbys miljø, der er plaget af gangstere, korruption, grove forbrydelser og moralsk
forfald. Vi har at gøre med brutale, primitive og realistiske forbrydelser som fx skudepisoder,
oppositionelt til de forfinede, gennemtænkte og måske lidt urealistiske engelske krimimord, der
kunne være begået med sibiriske elfenbenssabler eller lignende. I den hårdkogte krimi er den fine
engelske detektiv erstattet af en ensom, til tider alkoholiseret og usympatisk,
middelklassedetektiv, som regelmæssigt rodes ind i diverse problemer. Denne mere egoistiske
detektiv har oftest et par ridser i moralen og er snarere dedikeret til sit arbejde pga. egne goder
end for at skabe retfærdighed. Mens den klassiske detektiv opklarer mysterierne udefra, har vi her
en detektiv, som er en del af både samfund og miljø. Derfor kommer kriminalsagerne tættere ind
Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 2
på livet af den hårdkogte detektiv, der til tider udsættes for fysiske såvel som psykiske overgreb af
forbryderne, som bl.a. er beskrevet af Dan Turell i teksten ”Humphrey Bogart Morgen”. Det er ikke
kun opklaringsdelen, der er vigtig i denne krimigenre, det er ligeledes de personlige
uoverensstemmelser og konflikter detektiven oplever i løbet af opklaringen.
Agatha Christie levede fra og er kriminalforfatterinden bag de klassiske
puslespilskrimier om Hercule Poirot og Miss Marple. Hendes 80 kriminalromaner gav hende en
plads i Guinness rekordbog for bedst sælgende romanforfatter. Agatha Christie skrev i 1979
novellesamlingen Miss Marple’s final cases and Two Other Stories, som bl.a. indeholdt krimien
”Mord efter mål”.
I ”Mord efter mål” starter vi med at få præsenteret mordstedet, og liget bliver fundet. Så følger
vi politiets arbejde, indtil betjent Palk udspørger Miss Marple. Herefter skifter synsvinklen. Vi
kommer ind i Miss Marple’s hoved og hører om hendes opfattelse af Mr. Spenlow og den afdøde
Mrs. Spenlow. Det fortsætter ligeså gennem hele novellen, hvor vi skiftevis er medhører til
dialoger på politistationen, er med i Miss Marple’s opklaring og tanker, samt hendes og politiets
indbyrdes dialoger.
Miss Marple virker umiddelbart som en mild og naiv ældre dame, som spenderer tiden med at
opsnappe og videregive diverse sladrehistorier, når hun drikker te med kvindeforeningen. Hun
indtager på overfladen denne rolle som uskyldig gammel dame til fulde og gemmer i flere tilfælde
sin snedighed og bagtanker bag venlig og tolerant opførsel samt adskillige undskyldninger: ”Hun
kom ind med mange undskyldninger. ”Jeg er forfærdelige ked af at måtte forstyrre Dem. Jeg ved,
De har meget travlt, men De har altid været så venlig mod mig…” (s 16, l 23). Men politiet kender
til Miss Marple’s uovertrufne viden samt personkendskab, og hun forekommer i flere episoder
som deres rådgiver såvel som informationskilde i en sag, som hun i overlegen stil opklarer, før
politiet overhovedet kommer på sporet af forbryderen. Hun er meget gådefuld og virker i nogle
tilfælde en smule arrogant og bedrevidende bag den rolige og spekulative overflade: ”Miss
Marple’s svar var et overbærende smil…” (s 12, l 15), ”Han havde en fornemmelse af, at alt, hvad
hun sagde, skulle antyde noget, som han ikke forstod” (s 14, l 1). Miss Marple underspiller i høj
grad sin rolle. Man opdager også, at der er fart på, når hun undersøger sagen på egen hånd: ”Selv
Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 3
skyndte hun sig op på sit soveværelse, hvor hun hurtigt pakkede…”, ”… Så forlod hun huset og gik
hurtigt hen til posthuset” (s 16, l 1-5)
Miss Marple er meget observerende i sin opklaringsfase og indsamler informationer om alt,
hvad der er værd at vide: ”… Hvad De ikke vidste om, hvad der foregår i St. Mary Mead, det er ikke
værd at vide.” (s 11, l 1-2). Derudover er hun meget eftertænksom og kritisk, når hun skal forholde
sig til de forskelliges alibier. Hun overvejer grundigt, hvorledes de forskellige personer kan have
skaffet sig et falsk alibi, hvilket der er flere eksempler på: ”Man må også indrømme, at det var
fuldt ud muligt for ham at kvæle hende, forlade huset ad bagvejen, gå tværs over markerne og
banke på min dør og spørge efter mig og lade, som om han var blevet ringet op af mig…” (s 11,
nederst). Med al den viden hun får indsamlet, ved at være observerende og forholde sig til motiver
og alibier, formår Miss Marple i slutningen af novellen at kode alle små brudstykker sammen til en
reel helhed – hun får samlet puslespillet.
I denne novelle er der et tydeligt skel mellem godt og ondt; der ses ingen mellemvej. For Miss
Marple handler det udelukkende om at få opklaret sagen, og hun forholder sig kun til forbryderen
på ’professionelt plan’ og viser ingen indlevelse eller medfølelse for dennes situation. Der er
forbryderne på den ene side og de uskyldige på den anden. Hun tror ikke på det gode i alle
mennesker, men opfatter morderen som ondskabsfuld forbryder: ”… Hun har nok desværre altid
været en ond kvinde. ” (s 19, l 1).
Dashiell Hammet levede fra og er kriminalforfatteren bag en række hårdkogte
detektivromaner og noveller, heriblandt krimierne om detektiven Sam Spade. Han skrev i 1955
kriminovellen Døden og Co.
I Døden og Co. starter vi med at blive præsenteret for Chappell, som foregiver at have fået sin kone
kidnappet. I løbet af novellen følger vi jeg-fortælleren, Sam Spade, som kommer tæt ind på livet af
Chappell. Vi kommer ikke helt ind i tankerne på Sam Spade og finder først sent ud af, at Chappell selv er
blandt de hovedmistænkte. Dette sker på en mærkværdig måde, for mens man som læser tror, at Sam
Spade er på vej ud for at arrestere Dick Moley, viser det sig, at han har udspioneret Chappell de seneste
tyve minutter: ”Jeg gik ud på gaden, standsede en taxa og satte mig ind. Tyve minutter senere gik en mand
op ad trappen til Chappells hus og ringede på.” (s 12, l 22-24). Så i disse tyve minutter snyder forfatteren én
Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 4
til at tro, at handlingen er på vej i en helt anden retning, end den er. I den efterfølgende sætning står der:
”Han overrumplede mig fuldstændig” (s 12, l 26). Dette kunne sagtens opfattes som forfatterens forsøg på
at sætte os i samme position som vores hovedkarakter. Måden, hvorpå historien bliver afrundet, er ved en
konfrontation med Dick Moley og Sam Spade, som snakker om årsager, motiver og kort om, hvilke
konsekvenser mordet kan få for Moley.
Privatdetektiven Sam Spade får hurtigt opbygget et personligt forhold til Chappell, som han behandler
venligt og med omtanke: ”Jeg skænkede et glas af hans egen whisky op og rakte ham det.” (s 5, l 31-32),
”Jeg lagde armen om Chapell, for han vaklede” (s 8, l 5). Et karakteristisk træk ved Sam Spade’s
personlighed er, at han selv kommer i aktion og bliver udsat for fare i løbet af krimiens opklaringsfase: ”Jeg
knuste ruden i døren med min pistol, stak min venstre hånd igennem og følte efter låsen. Pistolen derinde
brølede igen, og en kugle ramte døren, så glassplinterne røg op i hovedet på mig…” (s 13, l 3-6).
Sam Spade har et fuldstændig anderledes syn på forbrydelsen og forbryderen, end vi oplevede i ”Mord
efter mål”. Efter at have åbnet ild mod Chappell’s morder, Dick Moley, og såret ham, har de to en samtale i
et høfligt, næsten venligt tonefald: ””Ramte jeg Dem andre steder end i benet?” spurgte jeg ham. ”Nej, jeg
skulle nok have klaret mig, hvis jeg ikke havde tabt pistolen, da jeg faldt.”” (s 13, l 23-26). Til slut spørger
Moley til Chappells intentioner med mordet, og Sam Spade svarer ham, som var spørgsmålet blevet stillet
af en af hans politikollegaer (s 15, l 32). Det er helt tydeligt, at Sam Spade og Dick Moley på mange måder
virker til at være på lige fod. Den eneste store forskel mellem dem er, at Moley har træffet et dårligt valg og
dummet sig. Så længe han går sin rettergang og tager sin straf, har Sam Spade ikke noget personligt imod
ham. Det virker som om, Sam Spade kæmper mere for at forsvare retssystemet, end han kæmper mod
skurkene – selvom der selvfølgelig er en sammenhæng. Sam Spade har ikke den samme opdeling som Miss
Marple mellem godt og ondt, og han dømmer ikke folk ud fra nogle enkle dårlige handlinger. Ingen er
udelukkende ondsindede og ingen er fejlfri. Derfor kan man umuligt retfærdiggøre en opdeling mellem
godt og ondt, og det forsøger Sam Spade heller ikke.
I denne novelle er Sam Spade’s arbejdsform tæt forbundet med en politimands. Han arbejder i flere
tilfælde ud fra statistikker og rutiner for, hvorledes man kan få opsnappet den kriminelle i den givne
situation: ”… Statistikken var på vor side: der var kommet mindre sorg ud af at betale, hvad kidnapperne
forlangte…” (s 5, l 21). Sam Spade’s opklaring af sagen er ligeledes bundet til tidligere erfaringer, da hele
affæren med Chappell forløb usandsynlig sammenlignet med en standard kidnapningssituation. Han vidste,
det var en umulighed for forbryderen at opdage politiet med de sikkerhedsforanstaltninger, der var
foretaget og kunne til sidst lægge to og to sammen.
Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 5
Det er helt tydeligt, at vi i de to fortællinger har at gøre med to vidt forskellige detektivtyper. Miss Marple
er overmenneske-detektiven, som observerer de mindste detaljer og kan få selv den sværeste
puslespilsgåde til at gå op, hvorimod Sam Spade er den logisk tænkende privatdetektiv, som udnytter sin
evne til at skelne mellem virkelighed og opspind, en evne der bl.a. er baseret på hans erfaringer fra
detektivarbejdet. Mens Sam Spade lever blandt udskuddene og er i actionspækkede slåskampe med
forbrydere, oplever Miss Marple ikke forbryderne på tæt hold. Hun opsnuser spor og udfører det
nødvendige arbejde for at opklare sin sag, men vi ser hende ikke i konfrontation, eller for den sags skyld
slagsmål, med forbryderne. Sam Spade har også et helt andet forhold til forbrydere. Hvor jeg kunne
forestille mig, at han har en del kontakter fra den ”blegere” del af byen, har Miss Marple nogle helt andre
grænser for, hvad der er tilladeligt og moralsk acceptabelt. Dette hænger højst sandsynligt
sammen med diversiteten mellem de to miljøer og de to samfunds levevilkår. Sam Spade forsøger
at få fjernet det værste afskum i et bedragerisk og korrupt samfund i økonomisk og moralsk
forfald, mens Miss Marple’s sager omhandler folk fra middelklassen eller overklassen, der begår
forbrydelser af pengegriskhed, jalousi eller lignende. Sam Spade kan ikke sætte en stopper for alle
med kriminelle tilbøjeligheder i denne barske amerikanske virkelighed, derfor har han
nødvendigvis også nogle helt andre grænser end Miss Marple for, hvad der er tilladeligt, og hvad
der er uacceptabelt. Derfor ser man også et forskelligartet syn på godt og ondt. I Sam Spades
samfund er der ikke er noget tydeligt skel, da de fleste har ridser i moralen, men nogle har dog
flere end andre. Pga. det finere og rigere miljø Miss Marple befinder sig i, har majoriteten ikke
behov for at udøve kriminelle handlinger af pengemæssige årsager, og da det kun er de færreste,
der begår jalousidrab, er det overordentlig meget simplere at opdele i godt og ondt.
Krimigenrens popularitet er enorm. I eftermiddagstimerne kan man finde adskillige krimiserier ved
at zappe rundt på sit tv, og kriminallitteraturen er blandt de bedst sælgende genrer overhovedet.
Sammensætningen af forbrydelser og opklaring i fiktion er helt klart blandt de mest populære
underholdningsformer. Kriminalitet er en forulempelse af et hvilket som helst samfunds
fundament og er et angreb mod de moralske værdier, der ligger til grund for retssystemet. Det er
også derfor, at disse kriminalhistorier vækker følelser i næsten hvem som helst, der prøver at
identificere sig med et samfund, der bliver ramt af frygt, vrede og sorg. I de nutidige krimier
Dansk, JY, 2.C Litterær artikel 25. februar 2011
Sigurd Noe-Nygaard Side 6
oplever vi ikke kun detektiverne, som dem der opklarer forbrydelser, men vi følger også med i
deres familieliv og følelser ved siden af arbejdet. Dette giver en ekstra nuance til fortællingen og
får den samtidig til at virke mere realistisk, da der nu også i privatsfæren opstår nogle forhold,
man som læser eller seer kan identificere sig med. Krimien afbildes i umådelig mange forskellige
genrer og former, men er i alle henseender perfekt til at opbygge - en til tider næsten ubærlig -
dramatik og spænding. Udover at vække følelser og skabe spænding bliver etiske spørgsmål om
skellet mellem godt og ondt tematiseret i de fleste krimier, hvor der ofte er forskellige opfattelser
af, hvad skyld, straf og retfærdighed indebærer. Pga. ovenstående synes krimiens popularitet,
samt vældet af genrer, der har forgrenet sig fra krimifortællingen, fuldt ud forståelig.