
Kort handlingsreferat af novellen
”Mortens juleaften” handler om drengen Morten, som arbejder hos husmanden Ingvar Hansen.
Morten går, efter fyraften den 24. december, ind til Ingvar for at bede om 4 dages løn, da han vil
ind til købstaden efter apotekersager m.m. Han får lønnen udbetalt, men skal samtidig love
Ingvar, at han vil tage varer med hjem til ham. Det var dog ikke Mortens plan, at tage af sted
samme dag, men når nu husmanden spørger, så føler han sig nødsaget til det. Vejret er ikke
særligt godt, det blæser og sner kraftigt, men Morten begiver sig alligevel af sted.
Inde i købstaden besørger Morten sine små ærinder og går dernæst hen for at hente husmandens
varer hos købmanden. Der er mange varer, og de er meget tunge. Især er der en meget tung
zinkrulle, som Morten også skal tage med hjem til husmanden.
Godt belæsset drager Morten med tunge skridt hjemad mod gården. Vejret er blevet værre, og
han har meget svært ved at komme fremad. På et tidspunkt er Morten næsten ved at give op, da
kulden og trætheden er ved at overmande ham. Men han når dog frem til sidst, sent på aftenen,
træt og meget udmattet.
Da han afleverer varerne, finder han ud af at den tunge zinkrulle, han har slæbt på hele vejen,
overhovedet ikke var til husmanden, det var en fejltagelse.
Komposition
”Mortens juleaften” er kronologisk opbygget, og foregår kontinuerligt dvs. at der er en
rækkefølge i forløbets udvikling. Ligeledes er der ikke noget flashback i forløbet, så alt foregår
den samme dag, i kronologisk rækkefølge, fra ca. 16.00 om eftermiddagen til ca.
om aftenen, ca. 7-8 timer i alt. Se teksten side 124, linje 1 og 2:
” Det mørknede i Ingvar Hansens gaard, skønt klokken ikke kunde være stort mere end fire.”
Samt side 129, linje 16, 17 og 18:
”Klokken var over elleve hos Ingvar Hansens, da nogen kom i gangen og famlede ved klinken.
Det var Morten.”
Man følger altså Morten, fra han om eftermiddagen går ind og får lønnen udbetalt, hos
gårdmanden, til han træt og udmattet kommer tilbage fra byen, sent om aftenen, selve Juleaften.
Der er en stigende spændingskurve i forløbet (klimax - antiklimax), idet Morten på vejen hjem
er ved at miste bevidstheden, og at man som læser tror, eller kan forledes til at tro, at han vil dø.
Se teksten side 129, linje 4, 5 og 6:
”Han tænkte sig om og syntes, at han havde været ligesom ”henne”. Uden at vide det havde
han nok været ved at synke og glide ud…….”
Men spændingskurven falder igen, da Morten overvinder trætheden og kommer tilbage til
gården.