
Side 12 af 27
nostalgisk præget. Dan Turéll har også humorens nådegave og evnen til at se situationer på en
speciel og lidt skæv måde.
Miljøet er et typisk forstads-arbejderklassemiljø, som det så ud dengang i 1950’erne og
60’erne. Man hører i bogen om, hvordan Vangede har udviklet sig fra at være en primitiv
boplads under istidens og stenalderens jæger-samler-kultur, over at være et landsby-
fællesskab med 8 gårde i 1700-tallet, frem til at blive det barske, socialdemokratiske,
arbejdende Vangede, Turèll voksede op i. Bogen har et usædvanlig stort persongalleri. Man
møder utallige af Vangedes mere eller mindre skæve eksistenser, hvoraf nogle beskrives
indgående over flere af bogens sider, mens andre kun lige nævnes. Selvom der også beskrives
steder, traditioner og episoder, er det fortællingerne om de forskellige folk, der fylder mest i
bogen.
Vi præsenteres for fortællerens familie, hans barndomskammerater, hans ungdoms-venner,
hans skolelærere, folk der bor på hans vej, og så for alle de mennesker, man møder på gaden i
Vangede. Mennesker, som fortælleren måske kun kender af navn eller rygte – som fx Damen i
Sort, Due-Erik, præsten eller Formand Arthur, men som han alle sammen ved noget om. Han
kender deres historier, fordi byen er så lille, og historierne går i arv fra generation til
generation og fra mund til mund i skolegården, ismejeriet eller på hjørnet foran biografen.
Det er tydeligt, at alle kender alle i Vangede. Her findes en slags gammeldags
landsbyfællesskab, som gør, at mange mennesker bliver stemplede med bestemte imager, på
grund af bestemte historier eller øgenavne. Landsbyfællesskabet giver dog også indbyggerne
en stor følelse af sammenhold og tryghed. Samtidig har man sine fælles "fjender" – som groft
sagt er alle, der ikke kommer fra Vangede.
Turèlls sprog er en anarkistisk leg med ord og billeder. Sjovt og slående sarkastisk men
alligevel sensitivt og stemningsskabende beskriver han sin fødeby.
Han leger med talesprog, direkte henvendelser til læseren, gentagelser, frie associationer,
hjemmelavede metaforer og ordbilleder. Alt sammen i et fortsat dynamisk og rytmisk flow,
der river læseren med, ligesom i digtene ”for meget, mand” og ”mine damer og herrer”. Han
tilpasser sit sprog efter det, han beskriver. Forstår at fange den barske, men barnlige tone i
skolegården, når der fortælles en historie om den onde gårdvagt, eller ramme de unges smarte,