Religionsprojekt nadveren
1
Religionsprojekt
Hvad er forskellen på den katolske og protestantiske nadver, og hvorfor deler den
katolske kirke ikke nadverfællesskab med andre kristne retninger?
1. Hvad er nadveren, og hvad kommer den af?
2. Hvad er forskellen på den protestantiske og den katolske nadver?
3. Hvorfor deler den katolske kirke ikke nadverfællesskab med andre kristne retninger?
Projektbeskrivelse:
Vi har valgt at lave projekt om et ritual inden for den katolske og den protestantiske kirke. Vi
fokuserer på nadveren, og vil ved hjælp af tekstanalyse finde forskellen på den katolske og den
protestantiske nadver. Ud fra dette vil vi komme frem til en konklusion der skal forklare os
hvorfor den katolske kirke ikke deler nadver fællesskab med andre kirker.
Så den metode vi benytter os af er tekstanalyse, hvor vi henholdsvis arbejder med et uddrag fra
bogen ”En lille bog om kristendom” om ”måltidet” – nadveren af Niels Henrik Arendt i den
protestantiske kirke der skal forklare os hvad der er grundlæggende for den protestantiske
kirkes nadver, og en tekst af den danske biskop Czeslaw Kozon om Økumeni og
nadverfællesskab, hvor han som biskop for den katolske kirke med en indefra synsvinkel
forklarer noget om hvilke forskelle der er afgørende for at den katolske kirke ikke har
nadverfællesskab med andre kirker.
Udover dette har vi som baggrund valgt at bruge Arnold Van Genneps model over overgangs-
ritualer for at få en bedre forståelse for nadveren som ritual.
1. Hvad er nadver, og hvad kommer det af?
Skærtorsdag er baggrunden for nadveren. Her spiser Jesus sit sidste måltid med sine disciple,
den sidste nadver, som jo i virkeligheden må blive den første nadver til tiden efter. Her danner
Jesus grundlaget for blodet og legemet i vinen og brødet, ved at sig: ”Dette er mit legeme, som
gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig. Ligeså tog Han også bægeret efter måltidet og
sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod: gør dette, hver gang I drikker det, til
ihukommelse af mig.” Paulus tilføjer til dette: ”For hver gang I spiser dette brød og drikker
Religionsprojekt nadveren
2
bægeret, forkynder I Herrens død, indtil Han kommer” (i Kor. 11,23 ff).
1
Ved at indstifte nadveren
havde Jesus sluttet en pagt mellem mennesker og Gud, og pagten vil blive bekræftet hver gang vi
deltager i nadveren. Hovedbetydningen i nadveren er dels offer, ved at Jesus blod udgydes, og
dels fællesskab, her sammen med toldere og syndere – og altså alle. Dette hellige måltid har altså
mange navne, grundet de flere betydninger det har. Herunder nadver som betyder måltid,
eukaristi som betyder taksigelse, kommunion som betyder fællesskab, altergang og Herrens bord.
For at forstå nadveren som ritual, har vi taget udgangspunkt i Arnold Van Genneps model over
overgangsritualer. I denne er der tre hovedfaser som hedder: seperationsfasen, liminalfasen og
inkorporationsfasen. Modellen skal hjælpe os med at analysere nadveren som ritual og fortælle
os noget om når vi går fra en tilstand til en anden i ritualet. Modellen skal også fremhæve
vigtigheden i overgangsritualer, da disse har til formål at indvie et individ eller en gruppe
mennesker ind i et nyt livsstadie eller i et religiøst samfund.
I udskillelsesfasen udskilles overgangritualets objekt (her individet) fra sine vante omgivelser og
bliver markeret som noget særligt. I den liminale fase sker selve overgangen, og det er her
objektet/individet bliver nulstillet, uden status og identitet – altså er ingenting. Objektet er nu i et
tomrum i mellem sin gamle og sin nye status i en blød tilstand hvor alt er muligt. I denne tilstand
er objektet sårbart, men det er også her det er mest modtageligt overfor bearbejdning. I
inkorporationsfasen indgår objektet i sin nye sammenhæng med en ny identitet og status som
overgangsritualet har skabt. I denne sidste fase ses der at tilstanden nu igen er normal, tabuer er
blevet ophævet, og der opleves en lettelse.
Når vi sætter nadveren ind i Van Genneps model vil det se sådan ud:
Udskillelsesfasen: Når individet træder ind i kirkerummet , når individet går op til nadveren eller
når der knæles ved alteret. Der er flere muligheder, men pointen er at individet er udskilles fra
sine vante omgivelser og markeres som noget særligt, ved at træde ind i kirken og/eller vælge at
deltage i nadveren.
Den liminale fase: Brødet og vinen bliver til kød og blod ved indstiftelsesordene. Det er her
”magien” ved nadveren sker. Det er her det der skal være med til at få individet over i den nye
identitet og status er under en proces, og det er her bearbejdningen fra det gamle til det nye sker.
1
De store kristne kirkesamfund – rum og ritual, Systime, Lise Ludvigsen, Anders Nielsen og Sebastian Olden-Jørgensen, s. 123
Religionsprojekt nadveren
3
Inkorporationsfasen: Det er her præstens velsignelse opleves, og individet er nu i den nye status
og identitet som var meningen med overgangsritualet. Mennesket har nu været forenet med Gud
igennem nadveren, er blevet tilgivet, og tilstanden er igen tilbage ved det normal.
2
2. Hvad er forskellen på den protestantiske og den katolske nadver?
For at finde den grundlæggende forskel i nadveren i henholdsvis den protestantiske og den
katolske kirke kan man i første omgang se på alteret. I den katolske kirke er alteret et offersted,
hvor præsten genskaber Jesus skikkelse af brød og vin og derefter ofrer ham til Gud. Her bliver
koret, altså det sted hvor alteret står, så helligt at der er forbudt område for almindelige kristne.
Helligheden der nu kommer fra alteret er altså for kraftig og kun forbeholdt dem der er kan
håndtere det hellige (præster).
For det andet kan man se på hvad der sker når præsten siger indstiftelsesordene i henholdsvis
den katolske og den protestantiske kirke. I den katolske kristendom har man
transsubstantiationslæren, som betyder substansforandring. Præsten siger indstiftelsesordene
på Jesus’ vegne. For at markere at underet er sket igen, ringes der med en klokke efter
indstiftelsesordene er sagt. Når først præsten har forvandlet vinen og brødets substans, har han
forvandlet det til Jesus’ blod og legeme varigt, dette på trods af at smagen og farven på det
forbliver som før.
Ved denne forvandling af brød og vin til legeme og blod er Jesus steget ned på alteret, og præsten
løfter det forvandlede brød og vin op som en enestående gave til Gud. Der er altså sket en
ublodig gentagelse/en aktualisering af Jesu korsfæstelse. Efter dette giver Gud gaven tilbage, og
gaven kan nu bruges som guddommelig næring i kommunionen, som er menighedens fælles
nadvermåltid. Det brød der ikke bliver anvendt, og som stadig er forvandlet til Jesus legeme,
bliver gemt i et skab i en monstrans, hvor man gennem en rude kan se og tilbede det som var det
Jesus selv.
Men hvad er Eukaristien egentligt ifølge den katolske kirke? Hvis man læser i kompendiet af Den
katolske Kirkes Katekismus om Eukaristiens sakramente, forklares der at Eukaristien/nadveren
er selve Jesus legeme og blods offer, som han indstiftede for at gøre sit korsoffer varigt gennem
2
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Primitiv_religion/overgangsriter
Religionsprojekt nadveren
4
tiderne indtil han kommer igen. Jesus har på denne måde betroet sin Kirke
3
mindet om sin død og
opstandelse. Når det kommer til hvornår nadveren er en ihukommelse af Jesus offer, så gør
katolikkerne offeret nærværende og virkeligt, ligesom det levende offer som Jesus gjorde på
korset for Gud til gavn for menneskene. Nadveren som offer kommer til udtryk i
indstiftelsesordene: ”Dette er mit legeme, som gives for jer (…) (…) Dette bæger er den nye pagt
ved mit blod, som udgydes for jer”. Korsets offer og nadverens offer bliver altså et og samme
offer, og offergave og offerpræst er det samme, den eneste forskel er måden der ofres på , hvor
det på korset var et blodigt offer og ublodigt ved nadveren.
Et vigtigt skel i den katolske og den protestantiske kirke er hvordan Jesus er nærværende i
Nadveren. Det er her transsubstantiationslæren, som nævnt tidligere, kommer ind i billedet. I
den katolske kirke benytter de sig af denne, og de kan gennem den eukaristiske bøn forvandle
vinets og brødets substans til Kristi Legemes og hans blods substans. Gennem
transsubstantiationen bliver Jesus i den katolske kirke til stede på en sand, virkelig og substantiel
måde – med sit legeme, blod, med sin sjæl og sin guddommelighed.
4
I protestantismen har man taget afstand fra transsubstantiationslæren, da man her ikke mener at
Jesus genskabes af præsten, og altså til stede i nadveren. Dem der var mest radikale mente at
menigheden kun mindedes Jesus ved måltidet, og altså kun var åndeligt til stede i de troendes
tanker og erindring. De tager også afstand fra dette fordi der i Bibelen rent faktisk står: ”Gør dette
til ihukommelse af mig.”, og altså skal det ikke gøres i bogstavelig forstand.
Luther og hans tilhængere som lå nærmere den katolske kirkes opfattelse mente at Jesus blev
hidkaldt til nadveren og på denne måde rent faktisk kom til stede og spiste sammen med
menigheden ved nadverbordet, ligesom der står i Folkekirkens Ritualbog: ”Opstandne Herre og
Frelser. Du som selv er til stede iblandt os…”
Hvis vi i nutidens kristendom deler det op i fundamentalister og modernister, har vi på den ene
side fundamentalisterne der mener at de ved voksendåb, og dermed deres personlige
bekendelse, er blevet genfødt, og på denne måde selv har fået styrken til at bekæmpe synden.
Disse kan selvfølgelig også blive fristet og begå fejl, men det er ikke en nødvendighed for dem at
3
I det her tilfælde den katolske kirke, i det der er et forskelligt syn på hvilken måde Jesus er til stede i nadveren
4
De store kristne kirkesamfund – rum og ritual, Systime, Lise Ludvigsen, Anders Nielsen og Sebastian Olden-Jørgensen, s. 84-86
Religionsprojekt nadveren
5
skulle tilgives af Jesus hver søndag. De skal i stedet tænke tilbage og glæde sig over fortiden, da
man blev døbt og blev Guds barn med alle sine synder forladt. Nadveren er altså for den enkelte
kristne, som en forlængelse af at de er blevet omvendt til Guds børn, en bekræftelse af deres tro.
På den anden side har vi modernisten der mener at den kristne fortsat vil være synder, og at det
derfor ofte skal bekræftes i at Gud aldrig bliver træt af at tilgive. Dette sker f.eks. i form af
nadvermåltidet, hvor Jesus opsøger toldere og syndere, og det er her nadveren bliver en måde at
vise syndernes forladelse på.
5
3. Hvorfor deler den katolske kirke ikke nadverfællesskab med andre kristne
retninger?
Vi er allerede tidligere kommet ind på nogle af forskellene der kan være med til at forklare
hvorfor den katolske kirke ikke har nadverfællesskab med andre kirker (og i vores interesse især
den protestantiske kirke). Herunder bl.a. de forskellige syn på hvordan Jesus er til stede under
eukaristien. Udover dette er der også andre forskelle der udelukker et nadverfællesskab mellem
den katolske kirke og den protestantiske kirke. For at nævne nogle af forskellene, ligger noget af
det dels i det fællesskab der er. Katolikkerne bruger ordet kommunion om nadveren, som
betyder ”fællesskab”. Her gælder både det usynlige, indre fællesskab man har med Gud og det
ydre synlige fællesskab der deles med alle andre medlemmer af Kirken. Dette ydre fællesskab
kan man kun ære en del af, hvis man tror fuldt ud på alt det Kirken står for. Altså kan man ikke
deltage i nadveren hvis man udelukker en del af troen og på denne måde udelukker en del af
fællesskabet med andre inden for troen. Dels ligger nogle af forskellene i synet på hvordan kirken
ledes, og med det menes især, at den katolske kirke står med Paven som overhoved. Bl.a. dette
tager protestanterne afstand fra, men for katolikkerne er dette et vigtigt led i det fællesskab der
er mellem katolikker i resten af verdenen. Fællesskabet med paven betyder fællesskab med
katolikker i resten af verdenen på tværs af race, alder, køn osv. Igen er det vigtigt at man
anerkender alle dele af kirken (her især ved at vise at man støtter fællesskabet, ved at anerkende
paven og biskopperne) for at kunne deltage i nadveren/kommunionen. Udover dette afvises en
del af den katolske tro også i form af at der ikke deles fælles sakramenter (i den katolske tro er
5
De kristnes religion, Systime, Jens Forman, s. 110-112
Religionsprojekt nadveren
6
der syv sakramenter: dåben, firmelsen, kommunionen, bodens sakramente/skriftemål, de syges
salvelse, ægteskab og præstevielse, mod den protestantiske tros to sakramenter: dåben og
nadveren). Der deles dog to sakramenter; dåben og nadveren, men også nadveren er forskellig
for de to kirker. Det er her synet på Jesus tilstedeværelse kommer ind i billedet, hvor
protestanterne mener at Jesus er til stede med vinen og brødet, mens katolikkerne mener at
vinen og brødet forvandles til Jesus’ legeme og blod.
6
Disse er de grundlæggende grunde til at der ikke er nadverfællesskab mellem de to kirker. For at
uddybe de forskelle der er kirkerne imellem har vi taget udgangspunkt i to tekster med
henholdsvis et katolsk og et protestantisk synspunkt. Den katolske tekst tager udgangspunkt i
Biskop Czeslaw Kozons forklaring på hvori forskellene på de to kirker består, og hvad der er
afgørende for at der ikke er et nadverfællesskab imellem dem, på trods af at de på punkter ligger
hinanden nær, og i den protestantiske tekst, som er et uddrag af Niels Henrik Arendt får vi en
grundlæggende forklaring på hvad nadveren i den protestantiske kirke er.
Analyse af ”Økumeni og nadverfællesskab” af Biskop Czeslaw Kozon
I teksten ”Økumeni og nadverfællesskab” af den danske Biskop Czeslaw Kozon, taler han om de
fælles ting katolikker og ikke-katolikker deler, og om grunden til at der i dag stadig ikke er
nadverfællesskab. Med økunemi tales der om det samarbejde og de dialoger der er mellem de
forskellige kristne kirkesamfund, og altså her den katolske kirke og andre kristne kirkesamfund.
Vi har altså med en indefra tekst, i den katolske kirke, at gøre. Så det er vigtigt at have i
baghovedet at personen der forklarer nadveren her er katolik, og redegøre for hvordan det ses
fra den katolske side. Teksten handler grundlæggende om overgangsritualet nadveren, ikke om
selve nadveren som ritual, men om hvad nadveren betyder for den katolske kirke, i forhold til
andre kristne retninger, og hvorfor denne skiller sig ud i den katolske kirke, så at der ikke er et
nadverfællesskab med andre kirker.
Biskop Czeslaw taler om Økumeni og nadverfællesskab i forbindelse med bedeugen, som bliver
holdt for alle kristne på tværs af kirkelige forhold. Det er her økumeni kommer ind i billedet. Det
er vigtigt at der er åbenhed, fordomsfrihed og kærlighed for at denne skal kunne fungere, og lige
6
http://www.katolsk.dk/728/
Religionsprojekt nadveren
7
netop dette er blevet bedre, og mere udviklet end tidligere. Men der er stadig væsentlige punkter
den katolske kirke er uenige med andre kirker i, og dette gør at de ikke kan have nadver-
fællesskab med andre kirker – på trods af at kirkerne kan enes og kommunikere. Og det er her
Biskop Czeslaw kommer ind på uenigheden omkring eukaristien. Han understreger at
ærligheden og sandheden er vigtige i forbindelse med nadveren. Sandheden ligger i at nadveren
gør Guds nærvær konkret og håndgribeligt idet man erkender helligheden og vigtigheden i det.
Hvor ærligheden skal spille ind og vise os at det ikke er rigtigt at gå til nadver hos hinanden, fordi
man ikke kan have en fælles nadver når der stadig er ting af større betydning inden for de
forskellige religioner, der er uenighed om. Herunder det forskellige syn på sakramenter,
forskelligt syn på Jesus’ nærvær i nadveren og præsteembedet. Czeslaw pointerer at det der i lige
så høj grad siger noget om ”splittelsen” der er imellem kirkerne er kirkesynet – altså hvad det vil
sige at være kirke og hvilke kendetegn, strukturer og embeder der hører til. Da dette også har
stor betydning for hvordan kirkerne ser på hinanden, så ville noget som et nadverfællesskab ikke
kunne skabe et virkeligt fællesskab. Det er vigtigt at der er enighed på alle punkter for at der kan
være det her nadverfællesskab – det kan ikke fungere medmindre der er en fuld indforståelse
med alle aspekter af den katolske tro.
Når det kommer til formålet med nadveren så forklarer Czeslaw at ikke kun skal være et udtryk
for fællesskab. Hvis dette var tilfældet ville det ikke være et problem at have fælles nadver på
trods af de ydre adskillelser, men for katolikkerne er nadveren meget mere end ”bare” det ydre
tegn på fællesskab. Nadveren er kirkeskabende og kirkebevarende, og det er her Jesus er til stede
med hele sin person og sin frelse. Nadveren får Kirken til at fungere. Og det er igen vigtigt at man
anerkender og accepterer den katolske kirkes lære for at kunne deltage i nadveren. Det fulde
fællesskab. Så for at folk udefra (altså folk der døbt i en anden kirke) skal kunne deltage i den
katolske nadver skal man selv søge kirken og lade sig optage i deres fællesskab og give udtryk for
at de ”tror og bekender alt hvad Den katolske Kirke tror, lærer og forkynder som åbenbaret af
Gud”, som Czeslaw udtrykker. Altså gives der udtryk for at det er vigtigt at det enkelte individ
selv anerkender og er fuldt indforstået med den katolske kirke og dens tro.
Udover denne fulde accept af Den katolske kirke og dens lære, så har Kirken også et embede hvor
overhovederne står i et åndeligt fællesskab, og på denne måde har autoritet til (også grundet
Religionsprojekt nadveren
8
deres vielse) at kunne udføre de handlinger der udføres til en gudstjeneste og altså også
nadveren. Også i nadverbønnen nævnes pave og biskop, ikke kun for at bede for dem, men også
for at udtrykke at den forsamlede menighed, og altså alle inden for Kirken, står i fællesskab med
hinanden – som er en nødvendighed når man er en del af den katolske kirke.
Der findes nogle undtagelsestilfælde, hvor man kort for at opsummere hvad Czeslaw forklarer
omkring undtagelser, kan drage til den konklusion, at noget af det der er vigtigst, også selvom det
er et undtagelsestilfælde, er at der i den katolske kirke skal være en sammenhæng mellem gyldigt
embede og gyldig eukaristi – altså igen: det hele skal hænge sammen for at det skal kunne
fungere i den katolske kirke. Men det er også vigtigt at nævne at man som ikke-katolik godt kan
gå op og modtage velsignelsen foruden legemet og blodet.
Temaet og det grundlæggende i teksten må være det at se nadveren som fællesskab - men som et
fællesskab fra den katolske side. Dvs. den måde katolikkerne opfatter nadveren og hvordan den
ikke alene er det ydre fællesskab men også det indre fællesskab. Noget af det mest centrale og
afgørende for at der ikke er et nadverfællesskab, er at der ikke er en enighed på flere punkter,
der for katolikkerne gør det umuligt at dele noget så helligt. Det er vigtigt at der er enighed i og
omkring betydningen af ritualet. Og vigtigt at man har den fulde anerkendelse af den katolske
kirke og dens tro.
7
Måltidet af Niels Henrik Arendt og Agnete Brinck
Teksten Måltidet er skrevet i 1996, af Niels Henrik Arendt og Agnete Brinck, og er et uddrag fra
romanen; En lille bog om kristendommen. Teksten omhandler ritualet om det hellige måltid –
Nadveren. Dette tekst stykke er skrevet ud fra et protestantisk synspunkt, hvor der bliver lagt
fokus på nadverens betydning samt opfattelse. Teksten er en indefra tekst, hvor det bliver fortalt
fra en protestant, hvilket gør man skal huske på, at holdningerne samt synspunkterne er
protestantiske.
Nadveren bliver beskrevet som et af de vigtigste, men dog også et af de vanskeligste ritualer, inde
for den kristne tro. Protestanterne tror på at nadveren et er ”symbolsk måltid” forstået på den
7
http://www.catholic-web.dk/Ecumeni01.htm
Religionsprojekt nadveren
9
måde, at det ikke blot er den åndelige del som nadveren består af, men ligeledes også ordene der
er en af nadverens vigtigste pointer: ”At det åndelige og det jordiske-legemlige forenes”.
Nadveren består af vin og brød, hvilket svare til Jesus blog og legeme. Nadveren hos de
reformerede opleves for mange mennesker, som en handling der sætter skel mellem dem, der
deltager, og dem, der ikke deltager. Forstået på den måde, som et skel for den enkelte mellem før
og efter de har udført ritualet. Dette skel er hos de kristne protestanter noget ganske afgørende,
og budskabet om at mennesker bliver flyttet, gør at der indtræffes noget uventet glædeligt,
hvilket får på den måde et synligt udtryk. Martin Luther og hans fæller hævde i reformationen,
gik imod den katolske opfattelse om, at brødet og vinen rent faktisk var Jesus’ legeme og blod. De
mente at brødet og vinen kun var et symbol på Jesus’ legeme og blod, og at han ikke var tilstede.
Niels Henrik Arendt, fortæller også om to elementer i nadver ritualet, som siges at modsige
hinanden. – Når en person går til alters, bliver personen til noget særligt i selve gudtjenesten,
altså nadveren bliver det sted, hvor den almene tilsigelse i høj grad gøres personlig. Men ved at
man så flytter vedkommende fra sin plads, bliver det ligeledes sagt, at centrummet i
gudstjenesten ikke er personen, men er Gud, som igennem præstens mund indbyder til nadveren.
Nadveren indledes med en opfordring til at vende sit hjerte mod Gud, og med en lovprisning af
Gud som den, der altid har været der og står bag alting. Hvor efter den guddommelige
tilstedeværelse er helt afgørende i nadveren og udtrykkes i den følgende bøn; ”Opstandne Herre
og frelser; du, som selv er tilstede blandt os”. Gud er her ikke bare skjult i Jesus skikkelsen, men
Jesus skjuler sig igen i brødet og vinen – Altså gemt åndeligt i nadveren.
Som nævnes i teksten, er dette med den skjulte, men samtidig fysiske tilstedeværelse af Gud
(Jesus) i nadveren ganske vanskelig, og han nævner det som et ”mysterium” som kaldes et
paradoks. Et mysterium, er det overnaturlige fænomen, der er knyttet til en guddom eller religiøs
ideologi, og et paradoks bruges bl.a. hos kristne om treenigheden (Herren, Sønnen og
Helligånden). Dette fortæller os som mennesker er noget helt særligt og afgørende, da vores
erfaringer i forhold til det guddommelige ofte er det helt modsatte. Det vil sige, at vi ofte opfatter
Gud som fraværende for vores tid, men når vi så kan få oplevelsen af Gud glimtevis igennem
nadveren, kan vi overvinde vores fornemmelse af at Gud er borte. Derfor vil budskabet og
Religionsprojekt nadveren
10
gevindsten også være tydeligere, når de kristne protestanter oplever denne glæde gennem
nadveren.
8
En af de væsentligste ting i den protestantiske tro, er at brødet og vinen som gives til nadver, rent
faktisk ikke er Jesus’ blod og legeme, men blot er et symbol på hans tilstedeværelse. Når en
kristen protestant derfor vælger at gå til nadver, er det for at mindes Jesus og for at opleve at der
indtræffer noget uventet glædeligt.
Konklusion
Hvad er så forskellen på den katolske og den protestantiske nadver? Grundlæggende er vi
kommet frem til at opfattelsen af Jesus’ tilstedeværelse i nadveren er forskellig for de to kirker.
Den katolske kirke ser brødet og vinen som forvandlet til rent faktisk legeme og blod, og dermed
har Jesus som rent faktisk tilstedeværende. I den protestantiske tro, opfatter man nadveren som
et symbolsk tegn på Jesus tilstedeværelse. Hvor Jesus’ fremtræden sker igennem det åndelige
som kommer ved indtagelse af nadveren.
Dette er også med til at forklare hvorfor den katolske kirke ikke har nadverfællesskab med andre
kirker. En af hovedgrundene dertil er nemlig at de to kirker ikke deler samme syn på Jesus’
tilstedeværelse. Og ud fra teksten om nadveren i den katolske kirke, ser vi at der i denne kirke
lægges meget stor vægt på at man er fuldt indforstået, og anerkender hele kirkens tro og alle dele
af denne. Herunder hører også dem der leder kirken (paven, biskopper osv.) og igen
tilstedeværelsen af Jesus i nadveren. Så det centrale for at man skal kunne deltage i den katolske
nadver er at man fuldstændig anerkender den katolske kirke og dens tro og tage del i det
katolske fællesskab. Hvis man ikke kan anerkende alle dele af den katolske kirke, og udelukker
noget af denne, vil man ikke anerkende kirken som helhed, og kan ikke deltage i nadveren, da
helligheden i det katolske nadverritual kun kan bestå helligt hvis man anerkender alle aspekter
af den katolske tro, da alle dele i troen er med til at udgøre den samlede hellighed.
8
http://religion.systime.dk/index.php?id=821
Religionsprojekt nadveren
11
Kildeliste
De store kristne kirkesamfund – rum og ritual, Systime, Lise Ludvigsen, Anders Nielsen og
Sebastian Olden-Jørgensen
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Religion_og_mystik/Primitiv_religion
/overgangsriter - 22/03/12
De store kristne kirkesamfund – rum og ritual, Systime, Lise Ludvigsen, Anders Nielsen og
Sebastian Olden-Jørgensen
De kristnes religion, Systime, Jens Forman
http://www.katolsk.dk/728/ - 22/03/12
http://www.catholic-web.dk/Ecumeni01.htm - 22/03/12
http://religion.systime.dk/index.php?id=821 - 22/03/12
Bilag
Niels Henrik Arendt: Nadveren ID c3792
1
Måltidet
2
Nadveren er et helligt måltid – sådan som man har det i mange religioner. En elementær daglig
begivenhed får en særlig betydning, når den sættes ind i sammenhæng med den hellige historie.
3
For mange mennesker i dag er nadveren noget af det vanskeligst tilgængelige ved kristendommen.
Den er kun for de indviede, siges det (hvorved det overses, at til dette måltid er alle kirkegængere
almindeligvis indviede – gennem dåben). På en vis måde er det underligt, at noget, som vi er så
fortrolige med som et måltid, kan gå hen og blive så ubegribeligt, når det finder sted i kirken. For
den dagligdags handling og dens mening er egentlig nadverens grundstof, og den åbenlyse mening
med at spise og drikke: at tage næring til sig, indgår i nadverens betydning.
4
Men muligvis er det netop denne forening af det ganske konkrete og det åndelige, som vækker
undren. Vi er måske nogenlunde indforståede med, at tilværelsen har en åndelig dimension, men vil
helst placere den i sit eget særlige univers, og der er en uendelig afstand fra det religiøse eller
åndelige til den konkrete, håndgribelige dagligdags virkelighed. Denne afstand er ikke opretholdt i
nadveren; i den forenes det konkrete og det åndelige på en underlig, måske ligefrem foruroligende
måde.
Religionsprojekt nadveren
12
5
Man kan godt sige, at nadveren er et ”symbolsk måltid”. Men det skal altså ikke forstås på den
måde, at den åndelige del af det er det eneste, det kommer an på, så man i grunden lige så godt
kunne overspringe det fysiske måltid og holde sig til den åndelige betydning. For det er netop
ordene i forening med det konkrete, der er en af nadverens vigtigste pointer: at det åndelige og det
jordisk-legemlige forenes.
6
Også på en anden måde kan det være lidt betænkeligt at tale om et ”symbolsk måltid”. Når vi siger,
at noget er ”rent symbolsk”, er meningen ofte, at det er så godt som betydningsløst. Men op til vor
tid og i alle andre kulturer har man altid opfattet symboler nærmest modsat: som noget, der var
umådeligt vigtigt, ladet med mening, svangert med betydning. (…)
7
Nadvermåltidet i gudstjenesten opleves af mange som en handling, der sætter skel i menigheden,
nemlig mellem dem, der deltager, og dem, der ikke deltager. Det kan heller ikke nægtes, at selve
formen af måltidet, hvor man skal bevæge sig fra sin plads op til alteret, kan medvirke til en sådan
opfattelse. Men denne del af handlingen har faktisk en mening, som desværre fordunkles af den
ubehagelige oplevelse af, at ikke alle deltager. Betydningen af at gå op til alteret er sådan set at
markere et skel, ikke et skel mellem dem, der deltager, og dem, der ikke gør det, men et skel for den
enkelte mellem før og efter. I kristendommen er dette sidste skel noget afgørende. Budskabet om at
mennesket bliver flyttet, gøres fri, at der indtræffer noget uventet glædeligt, får på den måde et
synligt udtryk.
8
Dertil kommer yderligere to elementer, som tilsyneladende modsiger hinanden: når en person går
til alters, bliver denne person pludselig noget særligt i gudstjeneste-dramaet – nadveren bliver det
sted, hvor den almene tilsigelse i særlig grad gøres personlig. men ved at man skal flyttes fra sin
plads, bliver det samtidig sagt, at centrum i gudstjenesten er ikke, hvor jeg befinder mig; centrum
er Gud, som igennem præstens mund indbyder til måltidet.
9
”Du, som selv er til stede iblandt os …”
10
Der er et dramatisk forløb i selve nadver-ritualet. Ritualet indledes med en opfordring til at
forberede sig ved at vende hjertet mod Gud, og med en lovprisning af Gud som den, der altid har
været, og som står bag alting. Men lovprisningen munder ud i en påstand om, at denne evige Gud
ikke bare er en fjern gud, men en gud som kommer til mennesket. Ordene, der bruges, stammer fra
fortællingen om Jesu indtog i Jerusalem på et æsel. Det er passende ord, fordi ligesom den
almægtige Guds tilstedeværelse i Jerusalem altså var skjult i et fattigt menneskes skikkelse, er Guds
komme til mennesker i nadveren på tilsvarende måde skjult i noget så simpelt og dagligdags som
lidt brød og vin.
Religionsprojekt nadveren
13
11
Men at denne guddommelige tilstedeværelse er noget helt afgørende i nadveren udtrykkes i den
følgende bøn, der begynder med ordene: Opstandne Herre og frelser; du, som selv er til stede
iblandt os …
12
Her er der samtidig sagt to afgørende ting om Guds tilstedeværelse blandt mennesker: det er en
tilstedeværelse, der er knyttet til Jesus (bønnen er rettet til ham), i ham fik Gud en synlig skikkelse i
verden. Og det er stadig kun i Jesu skikkelse, at Gud træder ind i den skabte verden. Det er vigtigt, at
der sker denne identifikation af Gud og Jesus. Det betyder, at Gud er sådan, som Jesus er.
13
Samtidig kan man på en måde tale om en fordobling af skjultheden. Ikke bare skjuler den almægtige
Gud sig i Jesu skikkelse, men Jesus skjuler sig igen i brødets og vinens skikkelse. Men det hænger så
sammen med den anden afgørende ting, der siges i indledningen til denne bøn: Jesu tilstedeværelse
er kun mulig i kraft af hans opstandelse fra de døde. Det er indlysende: var Jesus stadig død, kunne
han ikke være til stede i forbindelse med nadveren. Men samtidig er Jesus altså ikke synligt til stede
med sin opstandelses-herlighed. Det er, som om der, hvad synligheden angår, tages et skridt tilbage
til de vilkår, der gjaldt for Jesu disciple.
14
(…)
15
Nu må det spørgsmål naturligvis rejses: hvis Jesus er opstanden fra de døde, hvorfor er det så
sådan, at vi, hvad synlighed angår, på en måde skal sættes tilbage til tiden før hans opstandelse? Ja,
man kan for det første nævne, at vi derigennem placeres i den samme situation som disciplene
under Jesu jordeliv. I en vis forstand skal vi ikke have det nemmere end dem – også hos os skal
troen kaldes frem gennem det uanseelige. Det er altså nødvendigt for at kalde troen frem hos os –
det er den måde, Gud har valgt at kalde troen frem hos os på. Men dernæst kan man nævne, at
derigennem vises os i virkeligheden en utrolig solidaritet. For vores liv er jo stadigvæk et
vanskeligt liv med lidelse og smerte, skyld og død. Den saligt overraskende oplevelse for disciplene,
mens de levede deres vanskelige liv, var jo, at deres Gud ikke åbenbarede sig for dem i den totale
anderledeshed, men tværtimod solidarisk levede ligesom dem i fattigdom og slid og slæb. Og fordi
det stadigvæk er vilkårene for menneskelivet, så har Jesus altså engang givet afkald på at være
synligt til stede i sin overvældende opstandelses-herlighed. Der ville simpelthen blive for stor
forskel på ham og os. Derfor er han trådt et skridt tilbage i uanseligheden, for at vi ikke skal
knuses under oplevelsen af, hvor ufuldkomment vores liv endnu er i forhold til hans.
16
Dette med den skjulte, men alligevel fysiske tilstedeværelse af Gud (i Jesu skikkelse) i nadveren er
bestemt noget af det vanskeligste ved den. Det er et mysterium, det der kaldes et paradoks (ligesom
Guds tilstedeværelse i Jesu fattig liv var et paradoks). Men det er samtidig noget helt afgørende. Det
er det, fordi vores erfaring i forhold til det guddommelige jo ofte er den helt modsatte, erfaringen af
Religionsprojekt nadveren
14
fravær. Erfaringen af Guds-fravær er måske ikke noget enestående for vor tid, men oplevelsen af, at
der ikke er noget guddommeligt i denne verden, presser sig i hvert fald særlig stærkt på i dag. Det
skyldes dels at vores tid ser ud til at være mere brutal end nogen tidligere (uanset at vi indimellem
gerne vil bilde os det modsatte ind), dels at megen videnskab og tænkning jo har gentaget et sådant
budskab de sidste par hundrede år: der er ingen Gud i denne verden. Har der tidligere været en
stærkere fornemmelse af Guds-nærvær, er den gået tabt. Den manglende oplevelse af
tilstedeværelse, måske også i gudstjenestens løb, gør det nødvendigt at knytte tilstedeværelsen til
særlige handlinger.Og derfor hedder det altså, når brød og vin deles rundt: Dette er Jesu Kristi blod.
Dermed er det mulighed for, at vi i det mindste glimtvis kan overvinde vores fornemmelse af, at
Gud er blevet borte.
17
Det fortælles, at et af de dramatiske højdepunkter i Martin Luthers liv var, da nogle af hans
kampfæller i reformationen bestred, at brødet og vinen virkelig var Jesu legeme og blod. De
hævdede, at brødet og vinen blot symboliserede Jesu legeme og blod, men selv var Jesus da ikke til
stede. Luther blev rasende, greb et stykke kridt og skrev på bordet: Hoc est – dette er …; og forlod så
selskabet.
18
Hvorfor var det så vigtigt for Luther med denne identifikation, denne understregning af Guds
tilstedeværelse i nadveren? For det første var det vigtigt, fordi Jesus selv havde sagt det, da han gav
sine disciple brød og vin. For det andet: hvis ikke Gud kan komme til os i skikkelse af noget skabt
og endda noget meget jævnt og dagligdags, så står hele det kristne budskab på spil. For det handler
jo netop om, at Gud kommer til os i et menneske, et jævnt og almindeligt menneske.
19
Uden dette ”er”, som udtrykker at Gud kommer til stede hos os, er der ikke nogen kristendom. Hvis
ikke der finder et møde sted mellem mennesket og Gud i nadveren, kan man ikke rigtig regne med,
at det står ved magt, at Gud er, som Jesus var. Så ville det være mere nærliggende at antage, at Gud
dog først og fremmest er den fjerne og fremmede.
20
(…)
21
”Ét i Kristus med alle troende …”
22
Én har kaldt nadveren et ”ensomheds-ritual”. Det kan forstås både positivt og negativt. I nadveren
sker der mere end noget andet sted i gudstjenesten et møde mellem det enkelte menneske og Gud;
her fortættes forkyndelsen på det mest personlige. Og der er utvivlsomt mennesker i vor tid, der har
behov for på den måde at blive ”alene” med Gud midt i flokken.
23
Religionsprojekt nadveren
15
På den anden side er meningen med et ritual også at bringe os ud over det helt individuelle; man
gør noget sammen med andre, den faste form og gentagelsen er af afgørende betydning i ritualet.
Dertil kommer, hvad der blev nævnt til indledning, at det menneskelige måltid i udpræget grad er
en fællesskabs-handling og fællesskabs-stiftende. Dette indgår da også klart i nadveren, også på den
måde, at dette måltid som allerede sagt ligger i forlængelse af de måltider, der spiller så omfattende
en rolle i fortællingerne om Jesus. I nogle kirker er dette udtrykt på en meget karakteristisk
måde: alterbilledet forestiller den første nadver med Jesus siddende for enden af et bord, hvorom
disciplene er bænkede, men sådan at billedets perspektiv forskyder sig ud i kirkerummet, og bordet
i billedet forlænges direkte af kirkens alterbord og knæfaldet. Det udtrykkes hermed, at nadveren
er et fællesmåltid mellem Jesu disciple dengang og Jesu disciple i dag med Jesus som vært – og
forskellen er ophævet, både mellem dem, der spiser nu, og dem, der spiste dengang, men som er
døde, og også forskellen mellem alle de troende og Jesus.
24
Måltidet foregriber det festmåltid, som Jesus beretter om, når han skal skildre glæden og
fællesskabet i himmerige. I måltidet bliver vi ”ét i Kristus”. Ikke ens, men med alle vores
forskelligheder forenede – på samme måde som vi engang imellem ellers kan opleve dyb
samhørighed med andre, men her altså også med dem, som vi muligvis ikke føler nogen
samhørighed med.
Kilde: Niels Henrik Arendt og Agnete Brinck: "En lille bog om kristendom", Anis, 1996.
Økumeni og nadverfællesskab
Biskoppen forklarer, hvad katolikker og ikke-katolikker har fælles, og hvorfor vi stadig ikke kan
være fælles om kommunionen.
Af Biskop Czeslaw Kozon
Da vi i denne måned markerer be-deugen for de kristnes enhed: (18. - 25. januar), tager jeg den som
an-ledning til at sige lidt om begrebet interkommunion, d.v.s. nadverfæl-lesskab på tværs af de
konfessio-nelle skel: at ikke-katolikker går til kommunion i Den katolske Kirke og katolikker nogle
gange også i f.eks. Folkekirken.
Nogle vil måske synes, at det er uheldigt at tage et sådant emne op i forbindelse med bedeugen, hvor
vi jo koncentrerer os om det, vi krist-ne har fælles trods forskelligt kir-keligt tilhørsforhold. I bedeugen
mødes forskellige kristne til fælles bøn, til kirkevandring, hvorved vi jo netop ønsker at markere det
ven-lige indbyrdes forhold og derved også udadtil at aflægge et tiltrængt fælles vidnesbyrd.
Religionsprojekt nadveren
16
Åbenhed, fordomsfrihed og kær-lighed er vigtige forudsætninger for økumeni, og med glæde kan vi
kon-statere, at disse egenskaber blandt de kristne er vidt udviklede i forhold til tidligere tider. Og
sammen med en grundig teologisk fordybelse har disse egenskaber de seneste årtier båret den
økumeniske dialog langt fremad.
Men udover disse nødvendige menneskelige forudsætninger er der andre, som under ingen
om-stændigheder må glemmes, nemlig sandhed og ærlighed: Sandhed, fordi det kristne budskab er
noget, vi har fået overleveret af Kristus og hans Kirke og derfor ikke selv er herre over. Ærlighed, fordi
der trods store økumeniske fremskridt stadigvæk er smertelige skel, som bare ikke lader sig
bortforklare el-ler ignorere - i hvert fald ikke, hvis dialogen skal være seriøs.
Et springende punkt
Netop eukaristien udgør et springende punkt i de økumeniske relationer. Mere end noget andet
sætter den sandheden og ærligheden i relief:
Sandheden, ved at eukaristien mere end noget andet gør Guds nærvær konkret og håndgribeligt.
Netop fordi man erkender eukari-stiens hellighed og vigtighed, anses den som et naturligt mål for
en-hedsbestræbelserne.
Men vor sans for ærlighed må også straks lade os mærke, at alt ikke er i orden, selv om man går til
kommunion hos hinanden. En selvbestaltet fælles nadver vil ikke skjule de støre spørgsmål, som man
endnu er uenige om: Synet på sakramenterne i al-mindelighed (syv eller to sakra-menter), på
eukaristien i særde-leshed (virkeligt nærvær eller kun symbolsk, offer eller blot mindemåltid),
præsteembedet (særligt embe-de og særligt sakramente el-ler blot en praktisk dele-gering af det
almindelige præstedømme).
Et af de stør-ste problemer, som fortsat er uafklaret og måske endda snarere tilspid-set, er kirkesy-net:
Hvad vil det sige at være kirke, hvilke kende-tegn, strukturer og embeder hører med? Og selv om man
skubbede disse spørgsmål hen i en akademisk krog, fordi de påstås ikke at skulle have menig-mands
interesse, så vil selv den mest overfladiske og naive øku-menisk indstillede person erfare, at et
virkeligt fællesskab mellem kristne af forskellige konfessioner ikke kommer i stand, blot fordi
nadverfællesskabet de facto skulle blive praktiseret.
Herhjemme ville vi som katolsk Kirke på nogle områder stadig stå langt fra Folkekirken. Nogle af
for-skellene er de gamle, klassiske mellem katolikker og lutheranere, andre forskelle er af nyere dato.
Måske er de ofte kun repræsenteret ved mindre grupperinger, men dog i en sådan grad, at det
påvirker re-lationerne stærkt. Jeg tænker på nogle folkekirkelige kredses gene-relle afvisning af
økumenisk dialog, afvisning af kirkeligt engagement i samfundsspørgsmål og sammen-kobling af
folkekirkemedlemsskab og danskhed. Som sagt, dette er ikke et fællestræk for hele Folke-kirken, og
selv om det var, skulle den økumeniske dialog fra katolsk side stadig holdes i gang. Men hvis
eukaristien, som tilfældet er, skal være enhedens tegn og mål, ville den signalere noget forkert, hvis den
blev praktiseret konfessionerne imellem under sådanne omstæn-digheder:
Eukaristiens f ormål
Religionsprojekt nadveren
17
Hvis eukaristien blot skal udtrykke fællesskab, at man er med i noget, ville der ikke være noget galt
med interkommunion. Da de fleste krist-ne i eukaristien handler efter Kristi indstiftelse, skulle der jo
så ikke være noget forkert i at fejre den sammen trods ydre adskillelse; det ville endda være en ædel
ting at gøre.
Men nu er eukaristien mere end blot et ydre tegn på fællesskab og slet ikke en handling, hvorved man
rent følelsesmæssigt udtrykker samhørighed med andre kristne. Mere end noget andet sakramente er
eukaristien kirkeskabende og kir-kebevarende. I dette sakramente meddeler Kristus sig med hele sin
person og sin frelse.
Når eukaristien fejres "fungerer" Kirken, d.v.s. dens fornemste guds-tjeneste er gjort mulig: De udøbte
forberedes til efter dåb og eventu-el firmelse endegyldigt at få mani-festeret deres tilhørsforhold til
Kir-ken ved deres deltagelse i eukaris-tien. Syndere, som alvorligt har overtrådt Guds bud, kan først efter
at have forsonet sig med Gud og Kirken igen deltage i eukaristien. Og når døbte fra andre kirker og
kir-kesamfund søger Den katolske Kir-ke og lader sig optage i dens fæl-lesskab, giver de dermed udtryk
for, at de "tror og bekender alt hvad Den katolske Kirke tror, lærer og for-kynder som åbenbaret af
Gud". Denne accept af Kirkens lære kro-nes med modtagelsen af firmelse og deltagelse i eukaristien. Ikke
for in-genting taler vi om Kirkens fulde fællesskab. Dåb og eventuel fir-melse har etableret grunden:
Euka-ristien kroner værket. Det må i den-ne sammenhæng ikke glemmes, at eukaristien er et af
initiationssa-kramenterne, altså et sakramente, som markerer indføring i livet med Gud og Kirken.
Udover accepten af Den katolske Kirkes lære, udtrykkes fælleskabs-tanken også ved, at Kirken har et
embede, hvis gyldigt viede indeha-vere står i et indbyrdes åndeligt fæl-lesskab og derved auto-riseres til at
udføre de handlinger, deres re-spektive vi-else gør mu-lig - for bi-skoppers og præsters vedkom-mende
ikke mindst euka-ristien.
Når vi i nadverbøn-nen nævner pave og bi-skop, er det ikke blot for at bede for dem, men for at
ud-trykke, at den forsam-lede menig-hed er i fæl-lesskab med dem, hvad man kun kan være fuldt ud
som katolsk menig-hed.
Hvis de ovennævnte betingelser ikke er opfyldt, vil enhver ikke-ka-toliks regelmæssige og vilkårlige
deltagelse i Den katolske Kirkes eu-karisti fremmedgøre eukaristien for dens formål og foregive en enhed,
som ikke er fuldkommen. Også selv om den pågældende er klar over denne mangel og ikke tillægger den
nogen betydning.
Man kan også med rette spørge sig, hvordan en ikke-katolik, der re-gelmæssigt eller ved enhver given
lejlighed modtager eukaristien i Den katolske Kirke, ser på forholdet til sin egen kirke, også selv om andre
konfessioner accepterer såkaldt "åbent nadverbord".
Dette spørgsmål er særligt be-rettiget, hvis det drejer sig om en præst i et andet trossamfund, som
åbenlyst modtager kommunionen i Den katolske Kirke; det samme gælder omvendt, hvis en katolik - og
ikke mindst en katolsk præst - om så blot en enkelt gang modta-ger nadveren i f.eks. Folkekirken.
Undtagelser
Midt i denne tilsyneladende ubønhørlige strenghed fra katolsk side vedrørende eukaristisk fællesskab, er
der i den nye kirkeret (can. 844) åbnet muligheder for en begrænset form for interkommunion, som
Religionsprojekt nadveren
18
tid-ligere var ganske utænkelig. Der er tale om undtagelsestilfælde, men dog sådanne, som markerer stor
imødekommenhed fra katolsk side.
Den citerede canon 844 giver tre muligheder for modtagelse af eu-karistien i en anden kirkelig
sammenhæng end ens egen:
1: Katolikker kan modtage kom-munionen i andre kirker, f.eks. ikke-unerede Østkirker, hvis euka-risti er
gyldig, d.v.s. forvaltet af gyl-digt viede personer, der står i den apostoliske succession.
2: Personer fra Kirker med gyl-dig eukaristi og gyldigt embede, f.eks. ikke-unerede Østkirker, kan
modtage eukaristien i Den katolske Kirke.
3: Personer fra f.eks. Folkekirken kan modtage kommunionen i Den katolske Kirke.
For kategori 1 og 3's vedkom-mende er der dog ikke tale om no-gen generel tilladelse. Her gælder det, at
det skal være umuligt eller yderst besværligt at deltage i euka-ristien i ens egen kirkelige sammen-hæng,
f.eks. hvis en katolik er på rejse eller bor i f.eks. Rusland eller Grækenland, eller hvis et medlem af
Folkekirken opholder sig i f.eks. Italien eller Polen.
Yderligere er det påkrævet, at man som ikke-katolik ved delta-gelse i den katolske eukaristi kan til-slutte
sig Den katolske Kirkes nad-versyn, samt at man er korrekt dis-poneret d.v.s. ikke har nogen al-vorlig
synd på samvittigheden.
Det er også en forudsætning, at ikke-katolikker, der ønsker at kom-municere i Den katolske Kirke, selv
anmoder derom, og at det ikke sker på en generel opfordring fra den ka-tolske præsts side. I disse
undta-gelsestilfælde drejer det sig om al-tergæstens personlige, åndelige be-hov, altså om at undgå et alt
for langvarigt afsavn af noget, man el-lers naturligt ville søge i sin egen kirkelige sammenhæng. Der er
ikke tale om at markere et nyt eller udvidet kirkeligt tilhørsforhold.
Det er altså ikke muligt som ikke--katolik at gå til kommunion i Den katolske Kirke, blot fordi man
lej-lighedsvis er til katolsk messe her-hjemme eller plejer at gå med f.eks. sin katolske ægtefælle i kirke.
Som det ses af ovenstående, er der en stærk understregning af sammenhængen i Den katolske Kirke
mellem gyldigt embede og gyldig eukaristi, hvorfor det er ab-solut udelukket, at en katolik går til
alters i f.eks. Folkekirken.
Helt indlysende er det derfor også, at interkonfessionel "konce-lebration" ikke kan finde sted, heller ikke
selv om deltagelsen blot består i uddeling af nadverelementerne. Det ville blot udtrykke en
formalistisk "gåen lige til stregen" samt rumme en stor fare for forvirring og endda forargelse hos
de troende.
Meningen med dette indlæg er at skit-sere nogle principper og forebygge kon-krete, generelle
fejludviklinger. Man kan godt forestille sig undtagelsestilfælde, f.eks. en ikke-katoliks katolske
kom-munion ved sit eget bryllup. Men det er jo netop unikke situationer, og de ret-færdiggør ikke
den ofte vilkårlige prak-sis, vi kender eller opfordres til at ind-føre.
Et felt helt for sig er de ikke-unere-de orientalske kristnes adgang til katolsk kommunion, kategori
2 ovenfor. Vort fælles kirkesyn muliggør her en langt bredere praksis for fælles kommunion.
Hvad gør vi så længe?
Religionsprojekt nadveren
19
Adskillelsen de kristne imellem og den manglende mulighed for at deles om no-get af det
kostbareste, Kristus har efter-ladt, nemlig eukaristien, må ikke få os til at resignere eller opgive
andre mu-ligheder for fællesskab eller anse disse andre muligheder for mindre betyd-ningsfulde. Vi
skal fortsat drøfte de ude-stående spørgsmål og ikke mindst bede om enheden. Konkret kan det
betyde, at man engagerer sig i økumeniske studie-grupper og kommissioner og deltager i
kirkevandringer, bedegrupper og ordets gudstjenester, karitative tiltag, ja endog i visse former for
evangelisering.Hvis man er til stede ved en nadvergudstje-neste i en anden kirkelig sammenhæng
end ens egen, kan man deltage i lov-prisningen og bønnen og ved nadver-uddelingen modtage
velsignelsen. For det meste er vi vant til, at det sidste er noget, ikke-katolikker gør ved en katolsk
messe; men intet er til hinder for, at også katolikker kan gøre det samme ved f.eks. en luthersk
gudstjeneste. Det vil til at be-gynde med kræve forudgående aftale og altid omhu med hensyn til at
undgå for-virring og misforståelser.
Ethvert forsøg på "nedefra" at pres-se en ny praksis igennem uden at "ven-te på, at de kirkelige
leder ændrer ind-stilling", fører ikke til noget. Dels bli-ver en forkert praksis ikke mere rigtig af den
grund, og dels vil det være imod Kirkens ånd. For den tænker netop som et fællesskab, hvor
sakramenterne ikke kun er et privat anliggende, som man kan forholde sig subjektivt til. Og den
etablerer nogle objektive bånd mellem de enkelte kristne indbyrdes og ikke mindst til Kristus selv
og hele den sand-hed, han har åbenbaret.