1
Nattevagt
STX 2.g
Johan von Bülow, 2.y
Danskopgave
November 2008
2
Indholdsfortegnelse
1 - Indledning ....................................................................................................................................... 3
2 – Nattevagt ........................................................................................................................................ 4
2.1 – I romantikkens hjerte ................................................................................................................... 4
2.2 - Møde mellem modsætninger ........................................................................................................ 4
2.3 - Den forvirrede Thomas Drehling ................................................................................................. 5
2.4 - Konfrontation I ............................................................................................................................. 5
2.5 - Den sande Drehling ...................................................................................................................... 6
2.6 - Konfrontation II ........................................................................................................................... 7
2.7 - Hallagers bitre barndom ............................................................................................................... 7
2.8 - Ursulas død .................................................................................................................................. 8
2.9 – Nattevagten .................................................................................................................................. 8
2.10 – Pontoppidans afvæbning ........................................................................................................... 9
3 – Konklusion ................................................................................................................................... 11
4 - Litteraturliste................................................................................................................................. 12
1 - Indledning
I 1894 udgiver en roman som han kalder ”Nattevagt”. Samtiden er præget af en
søgen væk fra Det Moderne Gennembrud og Naturalismen, som efter 20 år på den litterære trone er
ved at være slidt godt op for nye idéer. Kunstnere er blevet trætte af Brande's opsatte skabeloner og
krav til til kunsten. Samtidig lides der savn til sjælelivet som synes forsvundet under Det Moderne
Gennembrud. En ny lyrisk kliché bliver til – Symbolismen Det er igen blevet moderne at gå lange
måneskinsture langs tomme alléer og kigge stjerner .
Jeg vil konkludere min problemformulering ud fra min redegørelse og analyse af romanen
Nattevagt.
Uddragene, der er brugt i teksten, er fra originaludgivelsen, som er genoptrykt i Borgens udgave af
Smaa Romaner
1
. Fodnoterne henviser til sidetal og linie i samlingen.
1 Se litteraturliste
2 – Nattevagt
2.1 – I romantikkens hjerte
Romanen er henlagt til slutningen af 1880'ernes Rom
2
. Vi bliver introduceret til den kulturradikale
maler Jørgen Hallager som lægger sin vej over den højtliggende Palazzo Barberini, på hvilken den
store vandsøjle Bronce-Triton står og skinner mod den blå himmel. Vi befinder os altså i hvad der
tilnærmelsesvis kan kaldes romantiske omgivelser.
Den unge Jørgen ”Røde” Hallager som han bliver kaldt. Dels på grund af sit røde hår og skæg, mest
på grund af sin venstresocialistiske rolle som anføreren i Klumpen, en sammenslutning af unge
radikale malere. Den bliver beskrevet således med en klar relation til Det Moderne Gennembrud:
”Den såkaldte ”Klump” - der i den sidste halve Snes Aar havde opskræmt det danske
Publikum og vakt et stigende Røre ved en udæskende Virkelighedskunst”
3
.
Pontoppidans karakterisering af Hallager er direkte usympatisk. Han skildres som en "hoven, studs,
uforskammet" fyr, der med sit "blegfede" ansigt og røde vildmandsskæg over en massiv figur sætter
sig nedtromlende på sine omgivelser.
Vi bliver samtidig introduceret til Hallagers kommende brud og dennes fader. Grunden til Hallagers
tilstedeværelse i Rom er det nært forestående bryllup mellem ham og den smukke Ursula, datter af
etatsråd Branth Sidstnævnte er ultrakonservativ og bliver beskrevet som ”en ualmindelig smuk lille
Mand med et Par varmt, strålende øjne i et fint og intelligent ansigt.”
4
. Hvilken beskrivelse mere
eller mindre vil svare til værende Hallagers modsætning. Mens Branths talesprog i romanen synes
mere høfligt og imødekommende præsenteres Hallager som en vrissen mand gennem hans samtaler.
2.2 - Møde mellem modsætninger
Datter og fader Branth har indrettet denne lejlighed som dufter af friske blomster og er præget af et
festligt skinnende sollys gennem de brede vinduer og en masse pragt på væggene. Hallager får altså
alt mulig romantik serveret på et sølvfad.
Da faderen kommer på besøg er det en meget pinligt præget scene med de 3 ”familiemedlemmer”
hvor Jørgen Hallager knap nok siger et ord eller har øjenkontakt med etatsråd Branth under hele
besøget. Man mærker en opstået anspændthed hos Branth, hvis afsked bliver beskrevet:
””Farvel, lille Fa'er!” raabte hun endnu engang ned efter ham; - og da løftede han Hovedet og
2 Smaa Romaner, s. 600 linie 25
3 Smaa Romaner, s. 89 linie 8-10
4 Smaa Romaner, s. 100 linie 25
saa' op paa hende med et langt Blik, der mindede om en Dødsdømts sidste Hilsen.”
5
Dødsdømt fordi han har givet op at mane sin datters brudgom til fornuft efter utallige forsøg på at
forhindre ægteskabet som heller ej er lykkedes. Heller ikke den konservativt opdraget Ursulas
forestillinger om en forsoning af svigerfamilien er kommet til gode.
2.3 - Den forvirrede Thomas Drehling
Efter introduktionen af de to polære modsætninger hører vi også om brudeparrets fælles ven og
endnu et medlem af Klumpen, godsejersønnen og maleren Thomas Drehling. Han har ligesom
Ursula haft en streng konservativ opvækst men har efter et fuldkomment brud med familien og på
opfordring af Hallager valgt at melde sig ind i den revolutionære sammenslutning.
Hans kunst består i at efterligne Hallagers holdninger i egne malerier. Det er ikke af særlig positiv
opfattelse blandt publikum som finder dette direkte patetisk. Man kan tale om at Drehling har valgt
sit medlemskab i Klumpen grundet et nødvendigt oprør mod sin konservative familie. Men mere
sandsynligt er der tale om en påtaget indstilling, hvor han har fulgt moden og Hallagers rammer da
naturalismen var i sin fremgang. Han står enkelt ikke psykisk inde for de grundholdninger der
består i Klumpen.
Drehling befinder sig også i Rom, hvor han er taget til efter en hemmelig forelskelse i Ursula – hvor
han har måttet se sig fejet af vejen af Hallager. Tilfældigt møder han - inden Hallagers ankomst -
Ursula med hvem han begynder at ses jævnligt. Han rejser dog igen da han hører om det
forestående bryllup.
Undervejs fortsætter den kulturelle strid i Ursula Branth og Jørgen Hallagers forhold. De elsker
hinanden, men kan ikke drage hinanden til fornuft. Hvad Ursula lyster afviser Hallager. Han vil
gøre hende stærk og åbne hendes øjne for den forfaldne omverden. Hvad senere skal kulminere i
Ursulas dramatiske død.
2.4 - Konfrontation I
De gemytlige Sælhunde er en konservativ sammenslutning ført an af rigmanden Hoskjær. Som følge
af en aktion hvor et politikontor er blevet sprængt i luften af anarkister, inviterer Hallager til møde.
Vi hører taler fra de konservative Sælhunde hvoriblandt vi også finder etatsråd Branth som går til
direkte angreb på naturalismen. Vi hører digteren Folehave:
5 Smaa Romaner, s. 104 linie 33
”Dette – mine Damer og Herrer! - er altså diagnosen” (...) ”Den Pest, der har hærget vort
Samfund og lagt Alting Øde, det er den aandelige "sorte Død", … det er den golde, materialistiske
Livsanskuelse, der i mere end den sidste Halvdel af dette, snart udrundne Aarhundrede har været
dominerende i Kunst og Politik, i Videnskab og Literatur.”
6
Dette skal ses som en symbolistisk anskuelse af naturalismen. ”Den sorte død” beskriver et mørkt
samfund uden lys for enden og en endegyldig materialistisk opfattelse uden sans for sjælen.
Angrebet på politikontoret er så resultatet af dette. Hallager flyver op af stolen og farer til
modangreb:
””(...) Ja, skrig kun! Vræl bare! Men nævn mig et århundrede, hvori Udviklingen har taget
kæmpeskridt som i vort! Nævn det!” (...) ”Men jeg siger, at det Smørsammen ikke har saa meget
Værd for Menneskeheden som bare en eneste af vor Tids videnskabelige eller tekniske Opdagelser,
endsige en eneste af dens sociale Reformer””
7
Han spørger endvidere om det betyder det store om et par menneskeliv går til spilde, hvis man
gennem det kan åbne de lukkede ører for de millioner af undertryktes skrig.
8
Vi ser et sammenstød mellem naturalismen hvor læseren ikke automatisk har sympati med det eller
eller det andet perspektiv. Hvor Hallager påstår at det er nødvendigt at åbne øjne op for
problemerne i samfundet gennem kunsten, mener Sælhundene at det eneste resultat af dette er et
gråt mørke af overfladisk materialisme.
2.5 - Den sande Drehling
Thorkild Drehling vender tilbage igen efter at have været på et kort trip og Hallager er spændt på at
se hvad der er kommet ud af denne rundtur. Han får sig dog en slem oplevelse da han bliver lukket
ind i huset hvor Drehling ikke er hjemme i øjeblikket. De malerier der står rundt omkring er ikke
som de efterligninger som publikum grinede af før:
”Fælles for dem alle var en farvepragt, ja farvejubel! (...) Men endnu mere forbavsende end
udførelsen var Billedets Emner. Der var Fantasier, Drømmebilleder, sære og gaadefylde Syner,
henkastede paa Lærredet med en næsten oprørsk Foragt for Virkelighedens eller blot
Sandsynlighedens Love”
9
6 Smaa Romaner, s. 142 linie 23-28
7 Smaa Romaner, s. 144 linie 3-10
8 Smaa Romaner, s. 144 linie 32
9 Smaa Romaner, s. 152 linie 12-18
Det er altså tydeligvis en forandret Drehling der har fundet fodfæste i den nyromantiske malerkunst.
Dette betragter Hallager som forræderi mod ham og Klumpen. Hans ansigtsfarve skiftet i takt med
hvert nyt billede han drejer blikket mod i Drehlings lejlighed. Samtidig kommer han i tanke om at
Ursula har været forbi dagen inden og har set disse billeder. Hun havde ganske vist også opført sig
særdeles underligt denne morgen; som om der var genopstået en fornyet livsglæde; et pust over den
ellers langsomt blegnende pige. Og samtidig en modstand mod Hallagers politiske holdning.
2.6 - Konfrontation II
Der opstår en ren konflikt mellem de to nyslåede slagsbrødre, Jørgen Hallager og Thorkild Drehling
med Ursula placeret i midten.
I en lang diskussion mellem de to førnævnte forklarer Drehling at han har opdaget at man her i livet
kan møde sorger der nager langt værre end både død og sult: kærlighedssorger,
forældrebekymringer, ensomhedsfølelse, frygten for døden og så videre. Sammensat kendetegn for
de nyromantiske emner.
Hallager er selvfølgelig uenig og mener at man hurtig rejser sig fra disse sorger hvis de nu skulle
forekomme. Drehling nævner at livets sande værdier stammer fra dét, der slår et menneske ned eller
løfter ham op. Derfor er tilværelsens søde eller smertelige lyrik også alene en værdig genstand for
kunsten. Han er imod at kunsten er underlagt de rammer som Brandes satte op i 1871.
Hallager ender med ikke at kunne tale mere af bare ophidselse over ikke at kunne følge Drehlings
forestilling om at måneskin i en have kan være et udtryk for kunst. Drehling bemærker at det nok
ikke nytter at fortsætte denne samtale; det fører ingen andre vegne end til vrede. Så han efterlader
Ursula og Hallager alene. Gamle venner adskilles som fjender.
2.7 - Hallagers bitre barndom
Vi hører historien om Hallagers opvækst
10
. Om præsten, et gammelt svin som udnytter bøndernes
koner. Distriktslægen som lod sognekassen betale regninger for den medicin som de fattige aldrig
fik. Om birkedommeren som imod et par fede ænder eller en brik smør lader sig se igennem fingre
– eller modsat, lukker øre for ethvert forsvar i processerne.
Og endelig, om faderen, om hvem det lyder: ””Fa'er var nu en Gang en Mand, der ikke kunde tie,
10 Smaa Romaner, s. 162
naar det skete ham selv eller andre uret””
11
.
Faderen bliver arresteret, sigtet for underslæb af sognekassen. Han bliver kaldt ”oprører” og bliver
smidt i fængsel et halvt år. Imidlertid går familien fallit og da faderen bliver frifundet ender han i et
alkoholmisbrug som følge af moderens død. Tilbage står en bitter Jørgen Hallager.
2.8 - Ursulas død
Og tilbage står en tydeligvis påvirket af historien Ursula:
””Jørgen,” sagde hun, næppe hørligt. ”Jeg troer, jeg føler som du.””
Efter Hallagers fortælling går Ursula helt i sort. Hun river sine smykker af og smider dem på gulvet.
Herefter går hun helt grassat i et udbrud som ender i en besvimelse og medførende dødsfald.
Dødsfaldet forklares ikke men kan eksplicere i en dyb splittelse i Ursulas personlighed. Hun elsker
Jørgen Hallager og vil gerne leve efter hans principper. Men samtidig kan hun ikke løbe fra sin
personlighed der grunder i den konservative opdragelse. Så dødsfaldet ligger i noget psykisk.
Etatsråden ankommer hvor han til sin store sorg oplever sin datter død og er ikke hurtigt til at
dømme Hallager for mordet på sin datter.
2.9 – Nattevagten
Romanen slutter ikke her. I fjerde og sidste kapitel som foregår et par år efter møder vi de forfaldne
rester af Klumpen. Vi er hjemme i København hvor der er stemning af fordrukkenhed blandt de få
resterende medlemmer. De mødes hver aften i en kælder og har taget navneskifte til Nattevagten.
Jørgen Hallager er ikke til nytte mere og udøver ikke sin kunst som ellers kom folk så meget for
ører tidligere.
”Man betragtede hans Kunstretning som forældet, og det store Publikum, som før havde beskæftiget
sig saa meget med ham, fordi han vakte dets forargelse, var efterhaanden bleven ligegyldigt for
hans Billeders for øvrigt ogsaa temmelige ensformige indhold.”
Hvilket publikum gider læse, høre og se på de samme skabeloner for kunsten fremdeles?
11 Smaa Romaner, s. 162 linie 35-37
I kunstkredsene er Thorkild Drehling et stort navn. Han bliver hyldet, særligt i de konservative
medier. Han nye rolle som selvstændig overfor sit eget væsen har givet ham success.
Om Jørgen Hallager kan man begrunde hans dybt naturalistiske personlighed i hans opvækst.
Thorkild Drehling finder fæste i det sjælelige efter en ulykkelig forelskelse. Sympatien har læseren
med dem begge og med det overlader Pontoppidan problemstillingen til læseren.
Hallager ender i det smudsige Nattevagten fordi han ikke længere har noget publikum at sørge for,
modsat Drehling. Han lider under dette overtag af nyromantikken - en dominerende skygge over
den gamle, gråtriste tilværelse naturalisme. Hallager i en tale til sin nye kone, Madam Hansen
begrunder sit had til den nye tidsånd tilpas:
”Vi har opfundet Plastre og Piller og Smørelser for alle mulig Slags Sygdomme; - men den kroniske
Sjæleforkølelse, Tiden lider af, den Taaresnue og Hjærtesukskolik, som tærer paa Menneskene ...
den er der endnu ingen, der har opfundet nogen Svedekur for.”
2.10 – Pontoppidans afvæbning
Nattevagt er en meget objektiv roman. Pontoppidan vælger ikke side, men søger tværtimod at
samarbejde den psykologiske analyse med den kritiske analyse af samfundet. Hvor Pontoppidan før
har leveret varen gennem Brandes naturalistiske holdninger, skriver han nu en tilbagetrækkende
roman som ikke rummer samme samfundskritiske tekster som set før. Vi støder dog på overgange
som leder til naturalismen:
”Man tog Plads omkring det dækkede Bord. De to Herrer nedlod sig hver i sin højryggede Armstol,
mens Ursula flyttede en lav Taburet hen til Jørgen og satte sig dér,(...)”
12
- hvor fruen i huset bliver nedværdiget ved at være henvist til taburetten. Et billede på at
Pontoppidan stadig synes det er vigtigt at man kan sætte samfundsproblemer under debat.
Dog kan den ikke placeres som en samfundskritisk roman – nærmere end roman der kritiserer det
ene synspunkt overfor det andet. Med de mange objektive konfrontationer mellem den
naturalistiske og den symbolistiske tankegang skaber Pontoppidan et rum hvor der sympatiseres i
samme grad med de modstående kunstsyn.
12 Smaa Romaner, s. 102 linie 1-3
Med Nattevagt bekræfter Pontoppidan begrænsningerne i naturalismen og indser simultant
vigtigheden ved følelseslivet og kunsten om. Dog konstaterer han sit had til disse
”Renaissancemennesker”, der svøber sig i livets sødme fra morgen til aften. Pontoppidan finder
dette vulgært og brækker sig. Poesi er ikke en livsfortolkning ifølge ham, men igen kan man ikke
sætte så snævre rammer for kunsten som Brandes gjorde. Som Pontoppidan afvæbnende skriver i et
brev: Der er aldrig nogen, der har helt ret, og aldrig nogen, der har helt uret
13
.
13 http://www.e-poke.dk/pontoppidan_nattevagt_06.asp, linie 6-7
3 – Konklusion
Pontoppidan var uden tvivl kulturradikal af person. Men med læsningen af Nattevagt bliver der
åbnet op for nye sider af et forfatterskab præget af oprør mod en tid hvor der ikke blev taget hensyn
til de lavere klasser i samfundet.
Vi får fortalt historien om den naturalistisk tænkende Jørgen Hallager, den symbolistiske etatsråd
Branth og til sidst Thomas Drehling som finder både den indre og ydre succes i den symbolistiske
kunst. Gennem konfrontationer møder vi kritiske synspunkter fra de to sider, i ren objektivitet.
Pontoppidan kunne meget vel have skrevet endnu en ”Ørneøje” eller ”Naadsensbrød” som angreb
på romantikken, men i takt med de skiftende tider og udtømmelsen i Det moderne Gennembrud
måtte han finde andre veje end de samfundskritiske. Det har han gjort med en tvetydig roman hvor
man aldrig kan være helt sikker på hvor man har ham eller sig selv på plads.
