
Hold: Herning Gymnasium, 2.q Emne: Selvvalgt værklæsning Den 20. april 2009
ligger lidt som en skygge af skyld, forpligtelse og fælles ansvar i deres omgang med hinanden. Personerne har
en fælles fortid, de alle er bevidste om, men som de fortier og ser som et overstået kapitel. Det er for
kompliceret, og livet skal gå videre. Man kan som læser synes, de er lidt enfoldige eller berøringsangste, men
det er sandsynligvis deres måde at overleve på. De bor i et lille samfund, og de er afhængige af hinanden og
familiært forbundne. Derfor vil eventuelle konflikter i familien blot skabe mere elendighed. Så stiltiende tales
der ikke om negative ting. Et andet eksempel herpå er, da Putte fortæller Bente, at hun er blevet fyret. ”Jeg
venter lidt med at fortælle det”. Begrundelsen er sandsynligvis, at hvis de ikke taler om det, findes det ikke.
Alle vil gerne have Bente boende, dog mener Elly, at hun er en ulykkesfugl, og det kan hun
måske have ret i. På et tidspunkt er en af Ellys lottosedler væk, hvilket betyder at den stakkels Elly går glip af
sin store gevinst på mange tusinde kroner. Som den sladrekælling hun er, mistænker hun Bente for at have
snuppet kuponen, hvilket bliver omdrejningspunktet i en konflikt. Desuden bliver en hundefløjte væk, hvilket
er skyld i, at en af hundene dør. Endvidere bliver Putte fyret på grund af en manglende nisse. Så det ruller og
skrider på alle fronter, da Bente kommer til provinsen. Umiddelbart kan man godt synes, at hun er lidt usym-
patisk, da man ikke forstår, om hun gør det med vilje, eller hvorfor hun er så ligegyldig i sin omgang med
noget, der er så værdifuldt for andre mennesker. Hun finder lottokuponen med gevinst i sin lomme og giver
den til Putte. ”Med min frie hånd trækker jeg indholdet op af lommen […] og rækker det frem til hende. Hun
ser ned på den […], så ser hun op på mig og lægger hovedet på skrå.” Det kan være Bentes måde at betale for
deres venlighed, men det virker en smule besynderligt, at hun gør det med Ellys lottekupon. Onklen foreslår
også, at Bente kan flytte ind hos ham, men det vil hun ikke. Måske er hele historien med hundene et billede
på, at hun ikke ønsker et forhold til onklen eller nogle af de andre. ”En piben. Fra grøftekanten. Noget brunt
bevæger sig. Det brune er en af hundene, den kommer op fra grøften […] og ser på mig, den bliver ved med at
rejse sig og sætte sig, og da jeg er henne ved den, støder den sit hoved mod min håndryg. Den anden hund
ligger inde på marken, dens øjne er åbne, tungen hænger ud. Jeg går helt hen til den og sætter mig på hug,
den er allerede kold, den anden hund piber bag min ryg og skubber til mig med sin snude. Jeg bliver ved med
at vende mig, da jeg går derfra. Hunden vil ikke med mig.” Hun går derfra vel vidende, at hun er årsag til, at
hunden dør. Sammen med det andet tumult, hun har skabt, rejses spørgsmålet, om dette er et billede på, at
hun også vil forlade menneskene uden at forsøge at ”redde dem” eller hjælpe med at udrede trådene.
Som det allersidste i romanen modtager Putte en telefonopringning fra hudlægemanden, der
spørger efter sin kone. ”Vil du gerne findes?” spørger Putte Bente med røret i hånden. Med denne dobbelt-
tydige bemærkning slutter romanen. Spørgsmålet rejser flere sprøgsmål om, hvad det vil sige at blive fundet
og i det hele taget eksistere. Spørgsmål, der sender et ekko tilbage gennem historien, og stiller en åben
slutning for læseren, og en åben fremtid for jeg-fortælleren, da svaret til det eksistentielle spørgsmål ikke
afsløres. Man ved ikke, om hun tager tilbage til Bjørnvig, bliver hos Ibber, hun har fået et forhold til, eller
måske finder et helt tredje sted at rejse til. Hun finder aldrig det gode sted, hvor hun kan græde, hvilket var
hendes egentlige mission med rejsen. Til gengæld bliver hun fundet af Putte og John og finder sig til rette i
deres læderhjørnesofa med småkager, toastbrød og kaffe, og hos Puttes bror Ibber. I virkeligheden er det
måske et udmærket sted at græde, hvilket kunne være et godt argument for, at hun bliver til trods for, at hun
stadig ikke helt passer ind, men hun er dog på vej. Bente har ændret sig så meget, at bordet burde fange. Hun
har fået et nyt navn, en ny identitet og nye menneskelige forbindelser. Hun kan ikke bare bruge disse men-
nesker, så længe hun lyster og så rejse bort igen, da de rent faktisk har været med til at give hende nyt
indhold i livet. Desuden kan man vel kun findes, hvis man er blevet væk, hvilket ikke antydes mellem linjerne.
Romantitlen ”Ned til hundene” stammer dels fra de trivielle dagligdagsrutiner, Putte, John og til sidst Bente er
en del af, hvor den daglige gang er ned til onklens hus, hvor madskålene fyldes, og jagthundene lukkes ud i
hundegården. Titlen kan dog også referere til talemåden ”at gå i hundene”, da Bente i princippet kan tage
bussen væk når som helst og finde et nyt tilfældigt sted, hvor hun kan være anonym og usynlig – være
”ingenting”. Men hvis man er ingenting, ”går man i hundene”. Bente viser sig dog at være stærk, da hun ikke
”går i hundene”, men til gengæld vågner hun op til livet som en aktiv deltager, der på mange måder har
gennemgået en enorm eksistentiel udvikling, der får hende til at hvile i sig selv, og gør hende stærkere som
selvstændigt individ, hvilket kan medføre, at hun på et senere tidspunkt tør springe ud igen.