Side 1 af 3
Det nemme og det ensomme
Analyse og fortolkning af digt-uddraget af Asta Olivia Nordenhof.
Dette digt uddrag af Asta Olivia Nordenhof, er skrevet med Asta Olivia, også kaldet Olli i digtet,
som alvidende 1. person. Vi følger hendes tanker i løbet af forskellige oplevelser i hendes
dagligdag. Man læser om alle hendes tanker i løbet af digtet, både de neutrale, negative og positive.
Hele vejen igennem digtet kæmper hovedpersonen, Asta Olivia Nordenhof, med at vælge mellem
følelserne og forstanden. Det kan man se, når hun for eksempel nævner kroppen, som man jo i
gamle dage forbandt alle følelserne med, og hvor man så forbandt hovedet med forstanden. I anden
strofe kan vi læse, hvordan hun kæmper mellem forstanden og følelserne omkring selvmord.
”ik dø for egen hånd ik eje sig selv fuldstændig”
Første halvdel af denne linje handler om, at man ikke blot kan slå sig selv ihjel. Man dør ikke kun
selv, men man dør også for andre. Man har altså nogle forpligtelser til andre mennesker. Anden
halvdel af linjen, verset, handler om, at man så heller ikke ejer sig selv fuldstændig. Hvis man ikke
blot kan tage sit eget liv, har andre vel en vis magt over én, der i blandt samfundet og forpligtelser,
som Asta Olivia forsætter med at fortælle om i samme strofe. Hun fortæller videre om hvordan
”nerverne er galere end jeg er”. Altså er kroppen, følelserne lige nu stærkere end forstanden,
hovedet. Man kan jo altså ikke altid styre kroppen og følelserne. Man kan ikke altid bestemme over
hvordan, man vil eller skal føle. Det er ting der sker, og det er utrolig svært at kontrollere dem.
Præcis ligesom det er med følelser, er det med naturen. For det er netop i naturen hun befinder sig i
i starten, hvor hendes følelser tager over hendes forstand. Naturen kan ikke kontrolleres, og hvis vi
prøver, går det ofte galt. Naturen lever sit eget liv, vokser og visner som den vil. Lige nøjagtig som
ens følelser.
I resten af digtet, hver gang Asta Olivia er udendørs, er det altså hendes følelser der tager over. Da
hun i strofe 16 går rundt på Amar og plukker mirabeller og vilde blommer, virker det til at hun er
glad. Igen en følelse hun ikke selv kan kontrollere.
Side 2 af 3
Når hun så ser bygninger, metroer og andre industrielle ting, bliver hun igen deprimeret. Hun ser
kritisk på samfundet og mener at verdenen og samfundet er vred og træt. Hun mener, kan man se i
de sidste fire vers af digtet, at vi er blevet beskidte og utaknemlige. Vi er forgæves.
Digtet er ikke som sådan svært at læse, man forstår de forskellige vers, men som et
sammenhængende digt er det meget forvirrende. Starten hænger meget godt sammen, selvfølgelig
er det et noget snørklet sprog, men i det mindste er det én sammenhængende tanke hun holder. I
hvert fald i, som sagt, første halvdel af digtet. I vers 22 og derefter er det som om Asta Olivia
Nordenhofs tanker glider alle andre sted hen, end hvor hun startede. Hun begynder bare at skrive de
tanker, som strømmer ud af hendes bevidsthed, ned. Alle de tanker der kommer og distraherer,
skriver hun blot ned på papiret og lader alt komme med. Lige pludselig, imens hun sidder og
skriver, kommer hun i tanke om, at hun skal huske at skrive til Morten og Bjørn i vers 26 og 27.
Man bliver som læser ekstremt forvirret, og man kan slet ikke placere det i konteksten. Men da
dette ikke er en helt sammenhængende tekst, og hvis man ser digtet som en genstand, ligesom
opgaven var, giver det mere mening. Det er en tankestrømning.
Hele digtet igennem er det også en beskrivelse. Men det veksler hele tiden om det er en
beskrivelse af hvad hun ser, som første strofe, eller hvad hun tænker og føler, som for eks. anden
strofe. Man kan altså fare vild i hendes tanker og syn.
Allerede fra strofe 2 af, får man en følelse af Asta Olivia Nordenhofs ulykke. Hendes åbenlyse
tanker om selvmord, men stadige følelse af at hvis hun gør det vil hun skuffe samfundet og sine
medmennesker. Hun føler altså, i strofe 11, at hun grundet disse tanker vil skille sig og distancere
sig fra sine elskede. Man kan læse i de næste par vers, at hun faktisk allerede ved, og hun har
allerede set, hvordan hun vil dø. Hun ser endda livet i en slags parallel; Hvordan ville verdenen
være hvis jeg var her, og hvordan ville den være hvis jeg var væk. Hun ser altså måske situationer
og oplevelser, med og uden hende. Dette bliver vist i vers 15, hvor vi hører at hendes paralleltid
allerede er indtruffet.
Hun bliver dog distraheret og trukket væk fra disse tanker af hendes kæreste. Altså må man tro at
der også er lidt glæde i hendes verden. Hun har altså både folk hun elsker, som hun vil trække sig
væk fra, men vi hører nu også at hun har en kæreste. Da vi hører om ham i digtet, kan vi også læse i
verset efter, at hun faktisk genovervejer om selvmord er den rigtige vej frem. Man kan tro at
alvoren i denne ting går op for hende. At hun indser, at hun altså har folk hun elsker, som muligvis
Side 3 af 3
vil savne hende, og ikke mindst en kæreste. En kæreste hun kan plukke blommer og mirabeller
med, som faktisk gør hende glad.
Asta Olivia Nordenhof lever måske derfor i en verden, hvor hun føler pligterne, samfundet og
lovpligterne går imod hendes følelser, men at hun er omgivet af mennesker, som det går op for
hende at hun holder af.
Digtet her af Asta Olivia Nordenhof er altså en meget vanskelig form for digt. Nemlig en vekslen
fra det strukturerede – starten af digtet – til det man kunne kalde ”Stream of consciousness” – den
anden halvdel af digtet. En form for digt hvor man bare skriver hvad man tænker, og ved at gøre det
kommer ens inderste tanker og følelser ned på papiret. En super interessant genre, som kan måske
skal læses som en oplevelse, og ikke med henblik på at forstå.