STX 2.g
Noter fra MM 2k
Friedrich Nietzsche ()
Baggrund
Nietzsche voksede op i et puritansk miljø, søn af en præst; udnævnes 24 år gammel til professor i
klassisk filologi; 1879 afsked fra embedet pga. sygdom.
Skriver sine filosofiske værker mellem
Led af sindssyge indtil døden.
Nietzsches søster udgav hans værker – hun var antisemit og læste antisemitisme ind i hans værker.
Nietzsche var nært tilknyttet komponisten Wagner, der var antisemit. Man har længe diskuteret, om
Nietzsche var antisemit eller ej – man mener i dag, at han ikke var antisemit.
Nietzsche mener, at Gud ikke findes, og at mennesket ikke har en udødelig sjæl.
Livet er en meningsløs affære, fyldt med lidelse, strid, drevet af en irrationel kraft, kaldet vilje.
For Nietzsche (som for Marx og Feuerbach) er den dennesidige verden alt, der er (What you see is
what you get).
Nietzsche mener derfor, at man skal leve livet fuldt ud.
Nietzsches forfatterskab:
1. Kulturkritik/genidyrkelse ()
2. Nihilsme ()
3. Nietzsches fremtidsevangelium: Overmennesket
ad 2: Nihilisme
Nihil: ”intet”
- benægtelsen af, at der eksisterer et objektivt grundlag for erkendelsen og moralen. Moralen ses
som tilfældige vedtagelser eller sociale konventioner, der ikke kan være forpligtende for den
enkelte.
I bredere betydning kan betegnelsen ”nihilisme” bruges om en livsstemning, der udspringer af, at
værdier, der tidligere kunne give livet mening og indhold, har mistet deres gyldighed, hvorfor livet
opleves som meningsløst, uden indhold og mål.
- der er ingen overordnet mening. Alt er en strøm af tilfældigheder.
- oplysning, moral er i virkeligheden en illusion
- religion, filosofi opstiller et billede af en verden, der i virkeligheden er en illusion (indtænk her
buddhismens skelnen mellem den relative verden og den virkelige verden).
Den virkelige verden Verdensbillede (illusion)
kaos orden, kristendom, Platon
filosofi, religion, politik
filosofferne kan ikke håndtere den virkelige
verden, og derfor opstiller de et
verdensbillede (illusion)
sansning fornuft
vilje indordnen sig
passivitet
det dionysiske det apollinske
(det sanselige, kaotiske, frugtbare) (det strenge, det velordnede)
Det, som det gælder om, er at få den virkelige verden genoplivet, få skrællet illusionerne væk.
Der findes ikke en virkelighed/sandhed, man kan nå.
Pointen med Guds død er verdensbilledets død. Myten om Gud dør. Myten har været rygstøtte for
de svage – de har brugt religion som støtte (ref. til Marx: religion som sutteklud).
Når Gud er død, er fundamentet for moral og sandhed borte.
Guds død fører til genopdagelse af værdierne som menneskelige produkter (ref. til Feuerbach).
Guds død fører til krise – hvad skal mennesket gøre?
Det fører til Nihilisme
OBS: Nihilisme er ikke svaret for Nietzsche. Nihilisme er noget, der skal overvindes, og man skal
gå en ny vej.
Nietzsche arbejder med to slags nihilisme:
1. Passiv nihilisme: regression, resignation
2. Aktiv nihilisme: Tilbagevenden til urkraften. Selvkontrol. Man kan godt hjælpe de svage, men
ikke pga. religion eller religiøs overbevisning, men pga. overskud: Herremoral
Nietzsche mener altså, at vi lever på et nihilistisk grundlag, og vi må skabe vores egne værdier.
Ifølge Nietzsche er det inderste i tilværelsen viljen til magt.
Nietzsches fremtidsvision: Overmennesket.
Det nuværende menneske er en overgang mellem dyret og
overmennesket. Overmennesket sætter sine værdier i total frihed.
Teksten ”Det gale menneske”
Kan opdeles i følgende afsnit:
1. Proklamation af drabet på Gud
2. kort afsnit om, hvordan mennesket (den vesterlandske kristne kultur) har båret sig ad med drabet
på Gud.
3. Hvordan verden efter drabet ser ud: nihilisme
4. Hvad skal mennesket efter drabet
5. Det gale menneskes (alias Nietzsche) erkendelse af, at nihilismen stadig kun er passivt erkendt;
verden er endnu ikke klar til omvæltning.
1880’erne var optimismens, fremskridtets og udviklingens årti. Det er på den baggrund, at
Nietzsche udtaler sin gruopvækkende erfaring, lagt i munden på ”Det gale menneske”: Gud er død!
Troen på den kristne Gud er blevet utroværdig og begynder at kaste sine skygger over Europa.
Nihilismen er tilstede men ikke som bevidst erfaring, jf. at det er ”dem som ikke troede på Gud”,
som ”Det gale menneske” taler til og spottes af. De passive nihilister (det borgerlige menneske),
der lever i sød uvidenhed om værdierne og idealernes bankerot, i en tro på, at verden og historien er
meningsfuld, fornuftige og retfærdig. At tilværelsen af en mening, et formål.
I takt med at Gud mister værdi og forklaringskraft, har filosoffer og mennesket i det hele taget søgt
andre ledestjerner, som kan erstatte ham.
Det gale menneske beskriver i stedet en nihilisme, en tænkemåde, en psykologisk tilstand, som
opstår som en direkte konsekvens af mistanken om, at der egentlig ikke findes en ydre eller indre
moralsk autoritet.
Følelsen af værdiløshed opstår, når man skønner, at tilværelsen ikke kan tolkes ved hjælp af
begreber som ”formål”, ”enhed”, ”sandhed”.
Disse værdier har vi ifølge Nietzsche selv tillagt, og de repræsenterer ikke det sande
virklighedsbillede. De er udtryk for menneskets behov for mening og orden. Når vi trækker dem
tilbage, ser verden værdiløs og kaotisk ud (ref. til Marx og Feuerback).
Devalueringen af værdierne fjerner det ”falske” virkelighedsbilleder, men skubber samtidig
mennesket ud i et intet, som det aldrig før har oplevet magen til:
”Falder vi ikke stadig? Og det bagud, til siden, fremad til alle sider? Findes der endnu et og et ned?
Farer vi ikke vild som gennem et uendeligt intet””
For Nietzsche er historiens vendepunkt kommet: Enten synker mennesket ned i dyrisk barbari eller
også overvinder det nihilismen.
Nihilismen kan imidlertid kun overvindes, hvis den bliver gennemlevet til den yderste konsekvens
og således slår over i sin modsætning.
Nietzsches tænkning gør rent bord for at muliggøre noget ukendt og fremtidigt: Meningen med
proklamationen af Guds død er netop af befri mennesket fra bundetheden til Gud og evige
værdier, så det igennem sin egen tolkning kan tillægge verden værdi:
”Er storheden ved denne handling (drabet på Gud) ikke for stor os? Må vi ikke selv blive guder, for
blot at synes værdig til den? Aldrig er en større handling blevet udført – og hvem, der end bliver
født efter os, hører pga. den handling til en højere historie end al tidligere historie!”
Det gale menneske er ikke en helt, men han er budbringeren. Han har fået færten af, at der er noget
galt: Vi har slået Gud ihjel, og nu er alt meningsløst. Folk tror, han gør det i sjov – folk har ikke
forstået, at det er alvor.
Det gamle er brudt ned.
Nietzshce mener, at det urovækkende budskab ville behøve endnu nogle århundreder for at blive en
europæisk erfaring:
”Jeg kommer for tidligt. Tiden er endnu ikke inde for mig. Denne uhyre begivenhed er endnu
undervejs og vandrer – den er endnu ikke trængt frem til menneskenes ører”
HUSK: Nihilismen er ikke Nietzsches løsning – det er noget, der skal overvindes. Nihilismen er et
stadie på vejen til en omvurdering af alle værdier og udvikling af overmennesket (aktiv
nihilisme)
Teksten: Herremoral og slavemoral
Teksten omhandler Nietzsches moralfilosofi.
Moralen ses som en spændetrøje – et middel, der er hensigtsmæssigt til at bevare samfundet og
undgå destruktive kræfter.
Moralen anvender frygt og håb
Nietzsches teori om moralens genealogi (dvs. oprindelse og udvikling)
Den tidlige antiks dyder (f.eks. tragedierne) – styrke, liv, vilje.
Tragedien er det bedste billede på antikkens dyder: Tragedierne er tragiske, men på en
livsbekræftende måde: helten skal død, og det er sådan det skal være (ingen sentimentalitet).
I antikkens dyder ser vi urkraften komme til udtryk.
Slaveopgøret
Der vil være nogen, der har magt, styrke, vilje, og nogen, der ikke har – og disse gør oprør mod de
stærke: Værdierne bliver vendt på hovedet.
De nye dyder er: ydmyghed, medlidenhed, barmhjertighed (svæklingeagtige dyder)
”Svæklingene” gør oprør mod de stærkes dyder.
Slaverne er svage individuelt, men de rotter sig sammen.
I kristendommen er ydmyghed det vigtige. Kristne er derfor hyklere, iflg. Nietzsche
De stærke bliver selv i tvivl om, om deres egne dyder er rigtige. De stærke indordner sig
slavemoralen.
I virkeligheden er svæklingene/slaverne misundelige på de stærke. Svæklingene er hyklere – de
mener ikke dét med ydmyghed alvorligt.
Herremoral: styrke, selvhævdelse, ædel, fremragende, højsindet
Slavemoral: de fattige i ånden, sympati, ydmyghed, næstekærlighed ophøjes til dyder, og det
stærke og uafhængige menneske blive betragtet som farlig og ond. Slavemoral = svaghed og
underkastelse.
Kristendommen er den mest effektive nedbryder af herremoralen. Herren overtager slavens
moral.
Denne omvurdering af alle værdier til selvhad hos de naturlige aristokrater.
Når den stærke ikke længere kan vende sin aggression udad, bliver drifterne kanaliseret ud på en ny
måde: inderliggørelse.
Pointen for Nietzsche er, at drifterne, lidenskaberne er nyttige – de skal blot disciplineres: via
selvkontrol vil et stærkt menneske kunne realisere sig selv på en ny måde.
Overmennesket, viljen til magt
Napoleon: syntese af urmennesket og overmenneske
Goethe kommer nærmest idealet om overmennesket: Goethe var udstyret med stærke instinkter og
drifter, men han overvandt sig selv – han skabte sig selv. Han var tolerant – ikke af svaghed – men
af styrke (iflg. Nietzsche)
Nietzsche så, at Gud, som er den religiøse grundlægger af vestlige værdier, blev mindre og mindre
relevant for menneskene.
Dette alarmerede Nietzsche – han mente, at når Gud blev erklæret for død, så ville civilisationen
blive til et moralsk kaos, fordi moralen var så tæt tilknyttet til religionen.
Derfor havde vi brug for en ny moral.
Den nye moral skulle skabes af de kreative, kompetente, modige mennesker og afløse slavemoralen
(kujonmoralen).
Grunden til, at vi tror, at værdierne dør med Gud er, at vores opfattelse af moral er forkert. Det er
fordi, vi er præget af slavemoral, at vi tror, at det hele går galt uden Gud.
Nietzsche er ikke nihilist på den måde, at der ikke er nogen værdier. Herremoralen er de sande
værdier.
Herremoralens dyder er ikke dyder, man lovpriser i moderne tid, derfor har de svære kår.
Teksten: Kritik af det kristne Gudsbegreb
1.kristendommen tager parti for slavementaliteten
2.kritik af det kristne gudsbegreb
3. polemik (kritik) over kristendommens indsigelser mod livsudfoldelser i relation til krop og sanser
samt andre jordiske glæder.
Ad1. Kristendommen har ført dødskrig mod den højere type menneske (dvs. overmennesket) og
jaget det onde ud.
I kristendommen ser Niezsche den mest effektive kraft til nedbrydning af herremoralen. Den kristne
lovpriser egenskaber hos de svage, ydmyge og sagtmodige – ikke fordi han elsker dem, men pga.
skjult had mod magt over livet og mod selvbekræftelse.
Ad. 2 Det kristne gudsbegreb er det mest korrupte gudsbegreb. Gud beskrives som en sygegud,
edderkoppegud, der suger alt liv ud af mennesket.
Kristendommens misforståelse: Gud er som en edderkop, der suger livet ud af mennesket og gør
mennesket sygt.
Gudsbegrebet er menneskeskabt og fremmedgør mennesket fra verden.
Nietzsches syn på Jesus:
- Nieztsche taler positivt om Jesus: der har kun været en eneste kristen, og han døde på korset!
Det at være kristen er at leve som Jesus gjorde.
Det handler om at føle sig guddommelig i sin praksis (det, man gør) – jf. what you see is what you
get – der venter ikke noget paradis efter døden. Skab det nu, i denne verden!
Jesus er ikke menneskenes frelser, men i stedet viser han, hvordan man skal leve – gør en ny
praksis! Jesu mission – ikke at frelse menneskeheden – men vise, hvordan man skulle leve.
Konklusion: Anklage mod kristendommen
En stor fordømmelse af kristendommen og den kristne kirke.
Den har lavet enhver værdi til en ikke-værdi, enhver sandhed til løgn.
Kristendommen er den største løgn, der hævder at være en humanitær velsignelse.
Kristendommen er en sammensværgelse mod det sunde liv.