SSO om Forbrydelse og straf og nihilismen
Indhold
Indledning ............................................................................................................................................ 2
Referat .................................................................................................................................................. 2
Analyse................................................................................................................................................. 4
Raskolnikovs bevidsthedsmæssige udvikling .................................................................................. 4
Nihilismen og hovmodet .................................................................................................................. 4
Skylden............................................................................................................................................. 5
Sonja og medlidenheden .................................................................................................................. 6
Dostojevskijs fremstillingsform ....................................................................................................... 8
Fortolkning ......................................................................................................................................... 10
Fremstillingsformen som budskab ................................................................................................. 10
Opgøret med nihilismen ................................................................................................................. 11
Sonja............................................................................................................................................... 11
Redegørelse for temaet Skyld vs. Skæbne ......................................................................................... 17
Skæbne ........................................................................................................................................... 17
Skyld .............................................................................................................................................. 18
Skyld vs. Skæbne ........................................................................................................................... 18
Perspektivering................................................................................................................................... 19
Det æsthetiske ................................................................................................................................ 19
Valget og springet .......................................................................................................................... 19
Genopstandelsen ............................................................................................................................ 21
Eksitentialisme modellen ................................................................................................................... 21
Konklusion ......................................................................................................................................... 22
Litteraturliste ...................................................................................................................................... 23
2
Indledning
Emnet for min SSO er Fjodor Dostojevskijs roman ”Raskolnikov – Forbrydelse og Straf”. Romanen
handler om den unge student Raskolnikov som udfra en overmenneske teori, koldt beregnende
begår mord. Efter dette mord bliver Raskolnikov grebet af en uventet skyldfølelse, og resten af
romanen beskæftiger sig med hvordan Raskolnikov forholder sig til denne skyldens byrde.
Fjodor Dostojevskij har i sin roman behandlet filosofiske emner som også har optaget mange af
hans eftertids store tænkere. Her kan blandt andet nævnes Friedrich Nietzsche med hans nihilisme,
og Søren Kierkegaard med hans eksistensfilosofi. Dostojevskijs ideer har i snart 150 år været lige
aktuelle, og nu har de også fænget mig. Jeg er specielt imponeret af hvordan han har formået at
integrere nihilismen, som han ikke er tilhænger af, i sit værk for derved at opstille hans egen filosofi
som kontrast til denne. Han har også igennem en nyskabende fortælleteknik formået at kreere en
fængslende og nærværende roman.
Jeg vil igennem en analyse og fortolkning af romanen Raskolnikov – Forbrydelse og Straf,
vise hvordan forfatteren skildrer menneskets tilværelse. Jeg vil først give et referat af bogen for at
give et overblik over bogens komplicerede handling. I min analyse vil jeg lægge hovedvægten på
hovedpersonen Raskolnikovs bevidsthedhedsmæssige udvikling, da dette er omdrejningspunktet for
romanen. Ydermere vil jeg i min analyse og fortolkning beskæftige mig med Dostojevskijs
fortælleteknik, da også den er central for en forståelse af romanens budskab. I min fortolkning vil
jeg, som opgavens omdrejningspunkt, beskæftige mig med forfatterens menneske- og livssyn, som
kommer til udtryk igennem Raskolnikovs bevidsthedsmæssige udvikling. Endvidere vil jeg med
min fortolkning som baggrundsviden, lave en redegørelse for bogens gennemgående tema, Skyld
vs. Skæbne.
Jeg nævnte før at en filosof som Søren Kierkegaard har mange af sine eksistentielle filosofier til
fælles med Dostojevskij. Derfor vil jeg perspektiverende sammenligne og redegøre for netop hvor
Kierkegaards eksistensfilosofi har træk til fælles med Dostojevskijs.
Referat
Raskolnikov – ”Forbrydelse og straf” er en roman bestående af seks dele og en epilog. Handlingen
udspilles i Skt. Petersborg, hvor den unge student Rodion Romanovitj Raskolnikov (Raskolnikov)
er bosat. Her beslutter han ud fra en overmenneske teori om egen storhed, at et mord begået i en
god hensigt helliger selve forbrydelsen. Offeret er en, af alle hadet, gammel pantelånerske, men
midt i mordet træder offerets enfoldige søster ind og ser forbrydelsen, for hvilket Raskolnikov
selvfølgelig må dræbe hende. Allerede her forplumres renheden i hans filosofiske forbrydelse.
3
Raskolnikov er allerede før mordet tydeligt psykisk uligevægtig, og befinder sig i en sygeligt
overspændt tilstand. Han er usædvanlig menneskesky, og bevæger sig derfor sjældent uden for en
dør. Trods hans sky sind, tænker han store tanker om det at have en samvittighedsmæssig ret, ja
faktisk pligt, til hensynsløst at sætte sin egen sag højere end andre menneskers liv. Han
sammenligner sig selv med Napoleon, som jo var morder, men trods dette faktum havde retten til
dette udfra den anskuelse at hans forbrydelse var til menneskehedens fordel.
Efter mordet på pantelånersken og hendes søster, befinder Raskolnikov, sig i en sygelig
febertilstand, alt imens hans underbevidsthed driver ham rundt i Skt. Petersborgs gader. Da hans
moder og søster Dunja ankommer til Petersborg, er han i en så sygelig tilstand, at hans egen familie
ikke kan genkende ham. Moderen og søsteren bliver ham til sidst så stor en psykologisk byrde, at
han må bryde med dem, og overlade sin gode ven Razumikhin til at forsørge dem som en anden
søn.
En voksende erkendelse hos Raskolnikov i dagene umiddelbart efter drabet, af at han savnede
det fulde format til at retfærdiggøre sin handling, fremkalder en skyldfølelse og samvittighedskrise.
Denne krise gør ham til et let offer for den psykologisk indsigtsfulde undersøgelsesdommer Porfirij
Petrovitj. Porfirij er overbevist om, at Raskolnikov er så betynget af bevidstheden om sin handlings
perspektivløshed, at han vil melde sig selv, hvilket han også gør. Beslutningen om at melde sig selv,
bliver hjulpet på vej, da han møder skøgen Sonja Marmeladov. Hun overbeviser ham om, at den
eneste vej til at udfri sig for sin lidelse er – at tage lidelsen på sig.
1
”Gå straks øjeblikkelig – stil dig ved en korsvej, knæl ned, kys først den jord, du har
besudlet, bøj dig så for den hele verden mod alle fire verdenshjørner og sig højt for
alle mennesker: ”Jeg har myrdet!”. Så vil gud atter skænke dig liv….. du skal tage
lidelsen på dig og ved den købe dig fri.”
Fordi Raskolnikov i sit hovmod vil være sit eget livs skaber og herre, ønsker han imidlertidig ikke
at tage imod nogen som helst muligheder, der har deres oprindelse uden for ham selv, og han
afviser derfor også at tage imod den kærlighed Sonja tilbyder ham. Pointen i alle Raskolnikovs
lidelser ligger i at han kun ved betingelsesløst underkastelse til en højere magt end ham selv, kan
opleve den åndelige genfødsel, der vil sætte ham i stand til at lægge sin skyldfølelse bag sig og se
tilværelsen i et nyt lys.
1
Raskolnikov – Forbrydelse og straf , bind 2 s.155
4
Analyse
Raskolnikovs bevidsthedsmæssige udvikling
Rodion Romanovitj Raskolnikov er en 23 årig student, der er bosat i Rusland hovedstad skt.
Petersborg. Raskolnikov går ikke længere til forelæsninger på universitetet, men ligger i stedet dag
og nat på sit usle kammer. Hans søster Dunja og hans moder er hans eneste familie, og han
overlever via de penge hans moder sender ham, ud af sin sparsomme enkepension.
Raskolnikov befinder sig i en sygeligt depressiv og ustabil tilstand. Han frygter al menneskelig
kontakt, især frygter han en konfrontation med sin værtinde, som han skylder penge for flere
måneders husleje.
2
”Grunden hertil lå ikke i, at han var bange eller skræmt, han var lige det modsatte;
men han havde i nogen tid befundet sig i en nervøs sindstilstand, som grænsede til
depression. Han havde i den grad trukket sig sådan ind i sig selv og afsondret sig fra
alle, at han overhovedet frygtede enhver forbindelse med mennesker, ikke blot med sin
værtinde. Han tyngedes af sit armod, men end ikke dette havde i den sidste tid tynget
ham”
Her ser vi hvordan Raskolnikov er tydeligt ude af balance, men det er ikke blot hans depressive
tilstand der kommer til udtryk her. ”Han tyngedes af sit armod, men end ikke dette havde i den
sidste tid tynget ham”. Dette er selvfølgelig et vink om, at der er langt større ting i hans tanker end
blot hans mærkelige tilstand.
Nihilismen og hovmodet
3
”Hvilket vovestykke har jeg ikke for – og her går jeg og ryster over bagateller!. –
tænkte han med et underligt smil. ”Hmm” .. ja .. alt ligger egentlig i menneskets egne
hænder…….
……..Men hvorfor begiver jeg mig egentlig nu af sted? Har jeg monstro evner til det?
Er det alvor med det? Aldeles ikke, det er kun fantasileg; ja, netop – leg”
2
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 1 s. 7
3
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 1 s. 8
5
Raskolnikov har i de sidste måneder tumlet frem og tilbage med tanken om det at være et
overmenneske, eller som han selv kalder det, ”de almindelige” og ”de ualmindelige”. Disse tanker
er senere beskrevet hos blandt andet Nietszche, og kan opsummeres i ordet nihilisme. At
Raskolnikov er nihilist, ses i sætningen: ”ja…alt ligger egentlig i menneskets egne hænder”. Altså
mennesket er sin egen skaber, og alle følelser og handlinger bunder i en selv. Det er et vigtigt at
fremhæve, at Raskolnikov ikke vil modtage nogen form for udefrakommende hjælp, da han jo så
stolt vil bygge på sig selv. Dostojevskijs fremstilling af nihilismen, bygger på at der ikke er nogen
højere instans til at dømme mennesket end mennesket selv. Derfor definerer hvert menneske selv
hvad der er godt og ondt, og hvis mennesket overfor sin samvittighed kan forsvare, et brud på
samfundets lov, er det dennes pligt end ikke at tøve.
Dostojevskij er ikke nihilist, men har alligevel nihilismen, datidens nyskabende filosofi,
integreret i sin historie, og dette uden at negligere og tale ned til den
4
. Nihilismen kommer
definerbart til udtryk da, undersøgelsesdommer i sagen om dobbeltmordet, Porfirij, konfronterer
Raskolnikov med en afhandling vores hovedperson skrev i tiden før han isolerede sig.
5
”Jeg har blot antydet, at det” ualmindelige” menneske har ret til…det vil sige ingen
officiel ret, men en indre samvittighedens ret til…at overskride visse skranker og
udelukkende i sådanne tilfælde, hvor det gælder virkeliggørelsen af en måske for hele
menneskeheden lykkebringende ide”
Om denne lykkebringende ide virkelig er så gavnlig, kan ingen jo sige før den føres ud i livet. Ofte
ville disse store mennesker først hædres som martyrer efter deres død, da de med deres ide er forud
for deres tid. Og siden de ”almindelige” mennesker ikke forstår ideen, griber de ind ved at idømme
den ”ualmindelige” samfundets strengeste straf.
Skylden
Inden Raskolnikov begår sit filosofiske mord, er han i lang tid i tvivl om hvorvidt hans situation vil
retfærdiggøre hans handling. Hans motivation er, at denne onde, gamle, griske, udsugende
pantelånerske, som oven i købet udnytter hendes hjertensgode og enfoldige søster, ikke tjener denne
4
Eigil Steffensen – Dostojevskijs store romaner s. 41 ”Dostojevskij tog de ideer i tiden, han selv gik imod, så alvorligt,
at han integrerede dem fuldt ud i sine værker, vel at mærke på sine egne kunstneriske betingelser”
5
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 1 s. 278 – 279 , Her er det Raskolnikov der forklarer Porfirij grundideen i
hans afhandling. Det er også her Pofirij første gang fatter den mistanke der til sidst leder til opklaringen af mordet.
6
verden det mindste formål. Han vil så stjæle hendes penge og bruge dem til at få sig en uddannelse
og forsørge hans familie. Raskolnikov mener, at ”magten tilhører den, som tør gøre krav på den”.
Til sidst væmmes han så meget ved sit manglende mod, at han koldt beslutter sig for, ”bare at gøre
det, for at gøre det”
6
.
Da han, så oven i sit uholdbare motiv, også myrder den gennemgode søster Lizaveta, bliver hele
meningen med hans handling godt forplumret, og her begynder så hans stigende skyldfølelse. Det at
han får denne skyldfølelse, betyder for ham, at han i virkeligheden ikke havde retten til denne
forbrydelse. Men hold for øje at han ikke vil tage sin skyld på sig!! (endnu).
7
”Hvad vil det sige – forbrydelse? Min samvittighed er i orden. Vist så – der er begået
en kriminel forbrydelse, lovens bogstav er overtrådt, der er udgydt blod! Godt – Så
tag da for dette lovens bogstav mit hoved.. og færdig! Ganske vist måtte i så fald
mange af menneskehedens velgørere, som ikke har modtaget magten som arv, men
med egen hånd har grebet den, henrettes ved deres allerførste skridt. Men disse
mennesker kunne bære deres skridt, og derfor var de i deres ret : jeg derimod magtede
det ikke – altså ejede jeg ikke retten til at fore tage dette skridt.
Heri, og kun i dette eneste punkt erkendte han sin forbrydelse.”
Her gør Raskolnikov klart, at hans skyldfølelse ikke er i forhold til samfundet. For de har ikke
retten til at dømme ham, udfra det førnævnte nihilistiske begreb. Nej, skyldfølelsen ligger i at han
ikke ejede formatet til at myrde uden at føle skyld.
Sonja og medlidenheden
Raskolnikov møder midt i sine store kvaler skøgen Sonja. Sonja lever i dybeste armod, hendes
fader er en arbejdsløs drukkenbolt, som oven i købet stjæler fra hende og hendes moder er døden
nær af tuberkulose. Da Sonja er den ældste af hendes søskende, har hun taget på sig at blive
prostitueret, så hun kan bidrage til familiens underhold. Hun lider frygteligt under al denne elendig,
men alligevel har hun en inderlig medfølelse og kærlighed til alt omkring sig. Raskolnikov ser i
Sonja, en lidelse af samme størrelse som hans egen. Dette får ham til gang på gang at opsøge hende,
mere eller mindre bevidst. Han har en følelse af at hun alene vil forstå, ej dømme og ej forlade ham,
6
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 153 ” Jeg…jeg ville vove det, og jeg dræbte… jeg ville blot vove det.
Sonja, det var hele grunden.”
7
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 286
7
og derfor bekender han sin gerning for netop hende
8
. Da han bekender sin gerning for Sonja,
oplever han en uendelig medlidenhed fra hende, som til sidst bliver hans mulighed for tilgivelse.
Sonjas uendelige kærlighed til Gud, og troen på at han ikke forlader hende, er for Raskolnokov
uforståelig. For hvordan kan hun leve et sådan liv, og stadig føle sig elsket af Gud. Han spørger
Sonja, hvorledes han kan lægge sin skyld bag sig. Her kommer så mit yndlingscitat:
9
”Gå straks øjeblikkelig – stil dig ved en korsvej, knæl ned, kys først den jord, du har
besudlet, bøj dig så for den hele verden mod alle fire verdenshjørner og sig højt for
alle mennesker: ”Jeg har myrdet!”. Så vil gud atter skænke dig liv….. du skal tage
lidelsen på dig og ved den købe dig fri.”
Sonja opfordrer Raskolnikov til bekende sin synd for omverdenen og søge denne om tilgivelse.
Men Raskolnikov vil ikke søge tilgivelse hos samfundet.
10
”Hvad skyld har jeg overfor DEM?. Hvad skal jeg sige til dem?. Nej dette er kun
illusion… De gør det selv af med millioner af mennesker og regner sig dette til ære.
Det er slyngler og kæltringe, Sonja! …Dem går jeg ikke til.”
Dette syntes jeg er et af de steder hvor man forstår Raskolnikovs begrundelse for ikke at ville
modtage samfundets straf. Samfundet er de ”almindelige” og ejer simpelthen ikke retten til at
dømme ham, når de selv er mordere. Han beslutter sig til sidst for at melde sig, da Porfirij
tilkendegiver, at han ved, at Raskolnikov er morderen. På vej hen for at melde sig,slår det ham,
pludselig at gøre som Sonja foreslog ham. Så han går på knæ midt på gaden, men får ikke råbt: ”Jeg
har myrdet”
11
, men melder sig dog alligevel til at tage samfundets straf. Det at han ikke får sagt
disse ord viser, at han nu godt nok er parat til at tage sin straf, men stadig ikke vil tage skylden på
sig.
Raskolnikov kommer i fangelejr i Sibirien, hvor Sonja får en residens i byen, og kommer og
besøger ham hver dag. Ingen af hans medfanger bryder sig om ham, og dette skyldes at han stadig
ikke har søgt tilgivelsen i Sonja kærlighed, og derved opnået en tilværelse i samspil med sin
8
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 146
9
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 2 s.155
10
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 2 s.155
11
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 2 s.268
8
omverden. Skylden er Raskolnikovs mulighed for at søge tilgivelse, og Sonjas kærlighed
tilskyndelsen udefra. Men Raskolnikov skal selv tage sin lidelse på sig, hvilket han til sidst også
gør, og derved opnår han en åndelig genfødsel.
Dostojevskijs fremstillingsform
Da ”Raskolnikov” i 1866 udkom, var det ikke som en enkeltstående roman, men i form af en daglig
føljeton, i de to brødre Fjodor og Michails, tidsskrift ”Vremja”
12
. Dette har selvfølgelig stillet krav
til Dostojevskijs opbygning, hvor han har holdt sig til kapitler i ensartet længde og opbygning. Man
bør også bemærke hvorledes han har forsøgt at opbygge en stemning opimod kapitlernes afslutning,
og til sidst ende dem brat, sådan som man vil afslutte et af Anders Ands eventyr, og derved pirre
læseren i en sådan grad, at man investerede i næste dags avis.
Det faktum at han hver dag skulle levere et nyt afsnit i sin føljeton, kan selvfølgelig have lagt et
kunstnerisk pres på ham. Fx bruger han ofte drømmen som et hurtigt virkemiddel, til at forklare en
persons sindsstilstand og dermed valg. Drømmen er jo meget snedig at bruge, for i drømme kan alt
ske. Dette gør at læseren bliver opmærksom og ved selvfølgelig at denne drøm er central for
forståelsen, og derfor ligger op til en dybere fortolkning.
Dostojevskij benytter sig af en alvidende fortæller og romanen, den episke fortælling, som scene
for hans filosofiske drama. At jeg kalder romanen for en scene, syntes jeg nemlig passer godt til
Dostojevskijs fortælleteknik, for det lægger vægt på den objektivitet han ønsker at klargøre. Hans
personer i bogen, er alle selvstændige væsner, med tanker og følelser som udvikler sig i et samspil
med hinanden. Han har ikke valgt at lade sin hovedperson, Raskolnikov, være objektet som
udvikler sig i forhold til en masse statiske omgivelser og personer. Han lader alle sine medaktører
påvirke hinanden på kryds og tværs, og skaber derved et uforudsigeligt miljø, hvor alt kan ske.
Dialogen er uden tvivl nøgleordet i Dostojevskijs fortælleteknik. Han bruger rigtig meget den ydre
dialog, men derudover går denne dialog ind og påvirker personernes indre monolog, som så igen
påvirker den ydre dialog. Altså lader personerne sig stærkt præge af hinanden, om end de vil det
eller ej.
13
”Det nye ved Dostojevskij er netop, at dialogen i egentlig forstand er dialektisk.
Denne tendens til faktisk flerstemmighed, som Grossman har peget på, anser Bachtin
12
Eigil Steffensen – Dostojevskijs store romaner s. 35
13
Eigil Steffensen – Dostojevskijs store romaner s. 18 her forholder Eigil S. sig til en russisk Dostojevkijforsker ved
9
for noget helt centralt hos Dostojevskij. Han kalder fænomenet polyfoni og hævder, at
Dostojevskij har skabt en ny romantype, nemlig den polyfoniske roman. Hos
Dostojeskij er personerne ikke blotte objekter, som forfatteren manipulerer med efter
behov, men i vid udstrækning autonome subjekter, hvis ord og meninger ikke har en
fingereret, men reel vægt.”
At døbe Dostojevskijs fremstillingsform, den polyfoniske roman, syntes jeg er et godt udtryk. Lige
præcis vil jeg give ham ret i at dialogen ikke virker fingereret, men reel. Den giver et indtryk af
uforudsigelighed som er vigtigt for en forståelse af Dostojevskijs miljø
Ydermere som noget specielt for Dostojevskij, bruger han meget den indre dialog, ofte i tilfælde
hvor fx Raskolnikov har heftige diskussioner med sig selv. Denne form er fantastisk til at vise
personernes begrundelser for deres valg, og i Raskolnikovs tilfælde bruges det perfekt til at vise
hans sygelige tilstand og vidtgående resonationer og efterfølgende kvaler. Et godt eksempel på
netop denne indre dialog ses her hvor Raskolnikov, frygter at han er opdaget og hans tanker farer
derudaf.
14
”- O, Gud! Sig mig blot dette ene! Ved de allerede alt, eller ved de endnu intet? Hvis
de nu ved det hele, men kun forestiller sig, kun vildleder og leger med mig, så længe
jeg ligger syg; for så pludselig at træde ind til mig og sige, at de for længst har vidst
besked om alt, men i al den tid kun har holdt mig hen?….Hvad var det jeg ville gøre?
Jeg har glemt det – jeg vidste det jo lige før, kan jeg nu ikke huske det?.”
Man kan som læser tydeligt mærke, hvordan Raskolnikov er sygeligt overspændt og lever i konstant
frygt for at blive opdaget. Den indre dialog bruges her til at give et indtryk af Raskolnikovs
rådløshed, snart er han fast besluttet og snart er han i vildrede. Men den bruges også i mange andre
tilfælde, simpelthen til at forklare hvorfor personerne handler som de gør.
14
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 1 s.139
10
Fortolkning
Fremstillingsformen som budskab
Jeg vil i min fortolkning af romanen, tage udgangspunkt i Dostojevskij fortælleteknik. I min analyse
omtalte jeg, hvordan man kan kalde hans fremstillingsform for polyfonisk. Denne polyfonik er
nemlig meget relevant for selve forståelsen og fortolkningen af bogen. Georg Brandes har i sin bog,
”Indtryk fra Rusland”, skrevet følgende om Dostojevskijs fremstilling.
15
”Han, der i så høj Grad var Digter, var i ringe Grad Kunstner. Sine Skrifter lod han
alle sammen trykke, som de flød ham i Pennen, uden nogensomhelst
Gjennemarbejden, endsige Omarbejden af dem. Han gik ikke ud paa at give dem
højest mulige Grad af Fuldkommenhed ved Sammentrængen eller Bortskjæren, men
arbejdede som en blot Publicist og er derfor gjennemgaaende alt for vidtløf-tig.”
Her vil jeg vove at sige den ellers forstandige naturalist Georg Brandes imod. Han synes ikke at
have forstået meningen med denne føromtalte polyfonik
16
, og mener i stedet at den mest af alt er
forvirrende og unødvendig. Det kan til tider virke som om Dostjevskij ikke aner hvor han vil hen
med en situation, som derfor virker forvirrende og ikke tilstrækkelig gennemarbejdet. At situationen
virker uforudsigelig, og til tider ”unødvendig”, er i høj grad meningen. Dette understreger nemlig,
hvordan personernes samspil med hinanden er menneskeligt og reelt. Hvilket i sidste ende beviser
det ikke fingererede aspekt, og dermed den objektivitet Dostojevskij, i forhold til personernes
indbyrdes påvirkning af hinanden, ønsker at udvise. Og med denne holdning for øje, kan man
konkludere hvordan denne skildring, er et genialt udtryk for fortællingens budskab, og ikke
sløsethed fra kunstnerens side. Og dette budskab værende, at tilværelsen er et samspil mellem en
lang række muligheder, der gives til mennesket. Mennesket kan så enten forkaste mulighederne
eller tage imod dem og give dem videre. I praksis er dette valg jo sjældent et direkte valg, men en
funktion af underbevidstheden, der indvirker når, mennesket ikke kan kontrollere eller forstå en
situation, ej heller undslippe den. I Dostojevskijs fremstilling er et menneske netop mere end blot
summen af de påvirkninger, det har været udsat for idet. Mennesket har en uforudsigelighed, som
15
Eigil Steffensen – Dostojevskijs store romaner s. 11 Dette er et citat af et citat, originalcitatet kan eftersigende
findes i Georg Brandes ”indtryk fra Rusland” fra 1888 på s. 444
16
Georg Brandes kan jo selvfølgelig ikke kende til definitionen polyfinik, da Michail Bachtins teorier først blev trykt i
1929. Ordet polyfonik bruger jeg så alligevel, men kun som sætningsbesparende forklaring !.
11
kommer fra en frihed til selv at vælge hvordan man vil forholde sig til sine omgivelser, bevidst
eller ubevidst.
Opgøret med nihilismen
I ”Raskolnikov – Forbrydelse og Straf”, har jeg gennemgået hvordan hovedpersonen, går fra
hårdnakket at ville være sin egen livets herre og skaber, til at indse at tilværelsen er et samspil med
omverdenen. Dostojevskij gør i Raskolnikov op med nihilismens principper. Nihilismen bygger jo
på, at overmennesket / den ”ualmindelige” er det stærkeste væsen fordi denne kun lever i kraft af
sig selv. Så modsætningen, ifølge nihilismen, er et svagt menneske, der skaber sig selv i kraft af
andre. Dostojevskij har netop brugt nihilismen i sin reneste form til at skabe en overdøvende
kontrast til det som er hans rigtige budskab. For Raskolnikov er jo i gennem hele romanen på intet
tidspunkt lykkelig ved sin nihilisme. Han bliver først lykkelig idet øjeblik, hvor han åbner op for
Sonjas kærlighed. Altså lader han en følelse, der har oprindelse uden for ham selv, fylde ham og
blive hans egen. Denne kærlighed sætter ham også i stand til at blive et nyt og givende menneske,
hvilket bevirker at hans medfanger nu pludselig begynder at bryde sig om ham.
Sonja
Sonja er i bogen symbolet på en grænseløs og betingelsesløs kærlighed. Denne kærlighed er en
udefrakommende bevægelse henimod Raskolnikov, og i sidste ende hans vej til et nyt liv. Lad os se
lidt på hvem Sonja er og hvordan hun kan fortolkes.
Sonja er modsætningsfyldt, idet hun lever i dybeste armod og alligevel tror at Gud gør noget
bemærkelsesværdigt for hende.
17
”- Beder du meget til Gud, Sonja? Spurgte han hende. - Hvad ville jeg være uden
Gud? Hviskede hun uden tøven og lod et sekund sit opflammende blik hvile på ham,
idet hun knugede hans hånd… - Og hvad gør Gud så til gengæld for dig? Gik han
videre i sit forhør. – Alt gør han for mig, hviskede hun hastigt og slog øjnene ned.”
17
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 53 - 54
12
Sonja har en tro på Gud, der ikke kan forklares. Hun har underkastet sig Guds kærlighed og med
den kan hun blive frelst fra den dybe armod hun lever i. For, som Raskolnikov har bemærket, er hun
fuldkommen ren og uberørt i hjertet af sin frygtelig tilstand
18
.
19
”For Raskolnikov er det ufatteligt, at Sonja kan være offer for uretfærdighed,
ondskab og fordærv og alligevel tro, at hun lever omsluttet af Guds kærlighed og
tilgivelse. Men netop så modsigelsesfyldt er troens under set med forstandens blik,
fordi troen har sit udspring i evigheden”
Søren Matthiesen forklarer her Sonjas utrolige kærlighed. Netop fordi Sonja er så troende har hun
mulighed for at give den samme omsluttelse af kærlighed og tilgivelse til Raskolnikov. Troen bliver
i det hele taget et nøgleord i fortolkningen. For i troen ligger den betingelsesløse underkastelse til en
højerestående magt, end mennesket selv. At Søren Matthiesen bruger ordet ”evigheden”, betyder at
troen ikke er noget man kan stille spørgsmål til, for ligesom evigheden kan troens under ikke
forklares. Troen er derfor en diametral modsætning til nihilismen idet man betingelsesløst
underkaster sig, og derved afgiver magten til at skabe sig selv.
Det specielle ved Sonja, er at hun ikke blot har troen, men hun har også ladet Gud blive en del
af sig selv. Hun har altså modtaget kærligheden, og i kraft af den, er hun i stand til selv at blive en
uudtømmelig kilde af kærlighed, medfølelse og tilgivelse. Her har Raskolnikov lige bekendt sin
forbrydelse for Sonja.
20
”-hvor er du mærkelig Sonja – du omfavner og kysser mig, efter jeg har sagt dig
dette. Ved du hvad du gør?.
- Nej, nej, på hele jorden er ingen så ulykkelig som du! Råbte hun eksalteret uden
at have hørt hans bemærkning; så brast hun i gråd og græd længe krampagtigt.
En følelse, han længe ikke havde kendt, strømmede gennem hans sjæl; en dyb
bevægelse greb ham. Han gjorde ikke modstand – to tårer trængte sig frem mellem
hans øjenvipper og slørede blikket:
- Du lader mig altså ikke i stikken, Sonja? Spurgte han.
18
At hun er fuldstændig uberørt i hjertet af hendes armod, ses på side 53 i Raskolnikov bind. 2
19
Søren Matthiesen – ud over al forstand s. 80
20
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 146 Raskolnikov har lige bekendt sin forbrydelse for Sonja og dette er
hendes umiddelbare reaktion.
13
- Nej, nej, Aldrig – hvor du så end går! Udbrød Sonja. – jeg går med dig, jeg går
med dig.”
I stedet for at tage afstand til Raskolnikov, på grund af brutaliteten i hans forbrydelse, tager hun
ham til sig med en uendelig forståelse og kærlighed. Her kommer den religiøse del af fortolkningen
så ind. For Sonja kan med hendes ubetingedede medfølelse tolkes som et billede på Gud. Det virker
jo ikke helt normalt, at hun ikke først tager forbrydelsens brutalitet i betragtning, men straks
skænker ham forståelsen og medfølelsen. Men som Søren Matthiesen før sagde: ”Netop så
modsigelsesfyldt er troens under set med forstandens blik”. Derfor bliver Sonja et billede på Guds
kærlighed, da denne også altid er til stede lige meget hvilken synd man end har begået, man skal
blot bekende sig til den.
I kraft af Sonja bliver Raskolnikov gang på gang konfronteret med muligheden for at tage sin
skyld på sig og underkaste sig troens under, og derved opnå tilgivelse. Hele bogen igennem er
Raskolnikov fast besluttet på at ville gennemgå sine pinsler alene. Men i hans underbevidsthed
længes han af hele hjertet efter den tilgivelse og kærlighed Sonja kan tilbyde ham. Her skælder hans
nihilistiske side ham nærmest ud for ubevidst at opsøge Sonja gang på gang.
21
”Jeg søgte efter noget at klamre mig til, efter et middel til at trække afgørelsen ud,
efter menneskers hjælp! Og jeg der har vovet at bygge så dristigt på mig selv, drømt
så stolte drømme – tigger, som jeg er, ynkelig kreatur, usling, usling”.
Grunden til han skælder sig selv ud, er fordi han i modstrid med sine principper opsøger menneske-
lig hjælp, og at han derved ikke har fuld kontrol over sig selv og sin skæbne. Dette er en af
Dostojevskijs pointer. Nemlig at mennesket rummer en uforudsigelighed, som det ikke selv vil
kunne forklare eller forstå. Knud Hansen udtrykker dette fænomen således :
22
”Mennesket er ikke
blot en traktat på to sider, min herre”. Og Søren Matthiesen således:”Mennesket er mere end blot
summen af dets påvirkninger”. Begge herrer er her enige om, at Dostojevskijs filosofi beror på
troen om at mennesket er uforudsigeligt. Dette betyder at i situationer hvor fornuften ikke længere
kan afgøre hvad der er godt eller forkert, griber underbevidstheden så ind og styrer mennesket i
retninger vedkommende aldrig havde troet han skulle bevæge sig.
21
Raskolnikov – forbrydelse og straf, bind 2 s. 267
22
Knud Hansen – Dostojevskij s. 19
14
23
”Hvordan det kom, vidste han ikke selv, men pludselig var det, som om noget
løftede ham op og kastede ham ned for hendes fødder. Han græd og omklamrede
hendes knæ. I det første øjeblik blev hun heftigt forskrækket; hendes ansigt stivnede
som en dødsmaske. Skælvende over hele kroppen sprang hun op og så på ham. Men i
eet nu begreb hun alt. I hendes øjne lyste en usigelig lykke - hun havde forstået. Hun
tvivlede slet ikke mere – han elskede hende, elskede hende grænseløst, og nu var
øjeblikket kommet….
Her oplever Raskolnikov starten til den genopstandelse han nu har fundet i Sonja. Han har for første
gang i sit liv, ladet en udefra kommende følelse blive hans egen og ved den kan han genfødes og
vokse. Her ser vi også hvordan Dostojevskij helt undlader at forklare Raskolnikovs begrundelser for
at kaste sig for Sonjas fødder, det sker bare. Dette er overgangen, selve springet. Hvis Dostojevskij
havde forsøgt at forklare dette spring ville det have endt i to muligheder. Enten ville det have
betydet at mennesket suverænt selv bestemte hvornår, hvordan og om det ville modtage troen. Eller
omvendt ville det betyde, at mennesket ikke havde noget selvstændigt valg og Gud bare slyngede
troen i hovedet på hvem som helst.
24
”Psykologi kan beskrive vidt forskellige sjælelige tilstande, men ikke forklare overgangen imellem
dem”.
Som Knud Hansen her beskriver springet, forklarer han også Dostojevskijs pointe. Psykologi jo er
noget subjektivt, og kan ofte forklares udfra menneskets påvirkninger. Knud Hansen mener lige
præcis overgangen mellem dem, ikke kan beskrives via psykologi, da overgangen er stammer fra en
udefrakommende bevægelse, som psykologi jo så ikke kan forklare. Til stede behøver kun at være
valget.
Det er vigtigt at holde for øje, at menneske ikke bare er en amøbe, som troen og livets gave så
bare pludselig dumper ned i skødet på. Hos Dostojevskij er tilværelsen nemlig et samspil. Livet
gives til mennesket dels udefra, og dels fra dets egne følelser og bevidsthed. Og Raskolnikov ville
aldrig kunne modtage troens under, hvis han ikke selv ville tro.
23
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 2 s. 292
24
Knud Hansen – Dostojevskij s. 20
15
25
”Først til sidst, da han overvældes af sin kærlighed til Sonja, bliver han endelig klar
over, at hans tilværelses opstandelse til et nyt liv, ikke beror på hans egen vilje, men
må skænkes ham af en magt, der er større end ham selv, og først da kan han endelig
spørge efter troens gave.”
Det ses ud af dette citat, at Søren Matthiesen mener, at Raskolnikov først kan modtage troens gave,
når han opgiver sine ideer om at være sin egen skaber. Tilværelsen er altså et samspil, og ikke et
one-man-show.
Raskolnikov får via sin skyld, muligheden for at søge tilgivelse, og derved opnå livet som gave.
Som vi jo ved, søger han tilgivelsen i Sonja. Og da Sonja også er et symbol på Gud har han derfor
også søgt tilgivelse i troen. Han oplever altså via troen, den åndelige genfødsel han så længe har
savnet. Denne genfødsel er vel og mærke ikke en gave, men skal købes dyrt. Han er ved hjælp af
denne genopstandelse blevet givet muligheden for igennem lang tid at sone sine lidelser, og
gennemgå sin fornyelsesproces.
26
”Kærligheden havde kaldt dem til live. Den enes hjerte var blevet det uudtømmelige
livsvæld for den andens.
De besluttede at vente og lide. Syv år havde de tilbage; indtil da – syv års
uudholdelig kval, syv års grænseløs lykke! Men han var genopstanden, dette følte han
med hver fiber i sit nye væsen, og hun – hun levede jo blot i ham…….
….. I begyndelsen af deres lykke var de tilbøjelige til at se disse syv år som syv dage.”
Han skal igennem lidelsen købe sig fri, hvilket er en lang proces. Vi ser her hvordan de syv år i
fængslet, kan betragtes som syv dage. I bibelen bliver jorden også opbygget og skabt på syv dage,
hvilket drager en direkte parrallel til kristendommen. Altså skal Raskolnikov genskabes på disse syv
år i lidelse.
25
Søren Matthiesen – Ud over al forstand s. 81
26
Raskolnikov – Forbrydelse og Straf, bind 2 s. 292 - 293
16
17
Redegørelse for temaet Skyld vs. Skæbne
Dostojevskijs Raskolnikov – Forbrydelse og Straf behandler straffen som en mulighed for udfrielse.
Temaet er hvordan mennesket kan tage sin straf og derved opnå muligheden for at få tilværelsen og
livet tilbage. Når man ser på straf på denne måde kan man sætte begreberne Skyld vs. Skæbne som
modsætninger til hinanden. Dette er da også Bogens gennemgående ide. Jeg vil nu først give en
redegørelse for begreberne hver for sig, og il sidst sammenstille dem mod hinanden.
Skæbne
”Mennesket er summen af dets påvirkninger”. Hvis man postulerer dette, må man så også gå med til
følgende konsekvens heraf. Mennesket kan ikke dømmes for, hvordan kan det tillægges nogen
skyld for, at det har handlet som det gjorde, når det er påvirkningernes skyld. Hvis mennesket kun
er hvad andre folk gør det til, mister man sin identitet, og kan derfor ikke beskyldes for noget. Dette
betyder så i sidste ende at, mennesket ikke kan søge nogen tilgivelse i straffen og derved forbliver
ulykkelig.
Undersøgelsesdommer Porfirij Petrovitj tilbyder her Raskolnikov en strafnedsættelse. Dette gør
han ud af respekt og barmhjertighed for Raskolnikov.
27
”Raskolnikov tav og så trist hen for sig; så sænkede han hovedet og sad længe
sådan. Han syntes at grunde over noget; så smilte han igen, men denne gang med blid
og forsagt. – behøves ikke! Sagde han, som havde han allerede helt opgivet at skjule
noget for Porfirij. – Det er ikke umagen værd. Jeg behøver ikke deres strafforkortelse.
– Det er netop, hvad jeg frygtede! Råbte Porfirij med spontan inderlighed.”
Raskolnikov ved her at han skal have en straf. Men han vil ikke have nogen som helst
strafforkortelse. Dette er fordi forfatteren mener at straffen skal gives som en gave og ikke som en
hæmsko for forbryderen.
I ordet, skæbne, ligger det at alting er forudbestemt og man som menneske ikke kan ændre noget.
Valget er blevet berøvet fra mennesket, og det er jo i høj grad valget og muligheden som
Dostojevskij mener er chancen for at angre og få livet tilbage.
27
Raskolnikov – Forbrydelse og Straf bind 2 s. 196
18
Skyld
”Mennesket er mere end blot summen af dets påvirkninger”. Dette er så den udvidede udgave af
førnævnte postulat, som var karakteristisk for skæbnen. Men i dette udvidede postulat, som jeg før
har benyttet, kommer den uforudsigelige faktor ind. Man kan aldrig forudsige hvordan et menneske
vil handle, da der dybt i det ubevidste er ting som vi end selv ikke kan forklare. Det er i kraft af
denne uforudsigelighed, at kærligheden til sidst overvælder Raskolnikov og giver ham muligheden
for at få livet tilbage. Skylden kommer i Raskolnikovs tilfælde ham til gode, da han via den kan
tage sin lidelse på sig og således købe sig fri. Altså er skylden, og Raskolnikovs straf en mulighed
for at købe sig livet og glæden.
Skyld vs. Skæbne
Temaet Skyld vs. Skæbne, er så blevet redegjort for i kraft af postulaterne:
”Mennesket er mere end blot summen af dets påvirkninger”. Dette er beskrivende for Skyld, da
skylden er menneskets mulighed for at få tilværelsen givet i kraft af både sig selv og omverdenen..
Vs.
”Mennesket er summen af dets påvirkninger”. Dette er beskrivende for Skæbne, da skæbnen ikke
giver individet nogen mulighed for selv at søge tilgivelse.
19
Perspektivering
Søren Kierkegaard har med sine eksitensfilosfier beskrevet mange af de samme stadier som vores
hovedperson Raskolnikov gennemgår. Af Kierkegaards tekster har jeg udvalgt stykker fra hans
”Enten – Eller”
28
og ”Tre gudelige Taler”
29
. Ydermere vil jeg bruge eksistensialisme modellen
30
, til
at sammenholde med Raskolnikovs udvikling.
Det æsthetiske
Hos både Kierkegaard og Dostojevskij ser vi hvorledes man for at opnå glæden, skal man først have
fortvivlet. Hos Dostojevskij har vi Raskolnikov, hvis skyld tynger ham ned og han lever i frygt for
sine omgivelser. Hos Kierkegaard har vi æsthetikeren.
For Kirkegaards æsthetiker er alting meningsløst. Han savner kontinuitet og formål med
tilværelsen, som syntes ham aldeles uden mening og alvor.
31
”Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, du vil også fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke
Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge dele.”
Æsthetikeren vil ikke foretage sig noget, da alt jo alligevel er uden mening. Han vil ikke tage
ansvaret for sit eget liv og deri ligger hans lidelse. Nihilismen findes hos Kierkegaard i
ligegyldigheden. Gift dig eller gift dig ikke, det er ligegyldigt, hvad du foretager dig, du fortryder
begge dele. Nihilismen ligger i, at der er intet at stræbe efter, troen og Gud er ligegyldige.
Kierkegaards æsthetiker er ikke lykkelig, ligesom Raskolnikov heller ikke var lykkelig, fordi de
ikke vil tage ansvaret for deres liv på sig.
Valget og springet
Fælles for Dostojevskij og Kierkegaard er valget. Valget består i at kaste sorgen fra sig eller som i
Raskolnikov tage lidelsen på sig, ved ubetinget at underkaste sig til en højere magt (Gud), hvorved
man så får tilværelsen givet tilbage i en ny og bedre form.
28
bilag 1: af Diapsalmata , bilag 2: af Ligevægten mellem det Æsthetiske og det Ethiske i personlighedens udarbejdelse
29
heraf Liljen og Fuglen – bilag 3
30
Bilag 4
31
Bilag 1, s. 2
20
32
”Kaster al Eders Sorg paa Gud. See det gjør Lilien og Fuglen ubetinget. Ved hjælp
af den ubetingede Taushed og den ubetingede Lydighed kaster den – ja, som den
stærkeste Kastemaskine kaster Noget fra sig, og med en lidenskab som den, med
hvilken man bortkaster, hvad man mest afskyer – al sin Sorg fra sig; og kaster den -
med en Sikkerhed som den, med hvilken det sikkreste Skydevåben rammer, og med en
Tro og Tillid som den, med hvilken kun den mest øvede Skytte træffer – paa Gud. I
samme Nu er den ubetinget glad.”
Her ser vi hvordan Lijen og Fuglen ikke får den ubetingede glæde gratis. De har først mulighed for
at opleve troens under når de betingelsesløst kaster sorgen fra sig og tager ansvaret for deres liv på
sig. Dette er jo i høj grad det samme for Raskolnikov som først oplever sin genfødsel idet han kaster
sin kærlighed på Gud, i form af Sonja.
Dostojevskij skildrer valget som den mulighed man får for betingelsesløst at underkaste sig
troen. Men som før omtalt er det selve springet der er bevægelsen udefra. Springet er det øjeblik
hvor man bliver genfødt. Fælles for Dostojevskij og Kierkegaard er at ingen af dem forsøger at
forklare troens under. Det beskrives blot som en foreliggende virkelighed at troen er til stede. Jeg
vil igen benytte citatet, hvor Raskolnikov underkaster sig Sonja kærlighed.
33
”Hvordan det kom, vidste han ikke selv, men pludselig var det, som om noget løftede ham op og
kastede ham ned for hendes fødder. Han græd og omklamrede hendes knæ. I det første øjeblik blev
hun heftigt forskrækket; hendes ansigt stivnede som en dødsmaske. Skælvende over hele kroppen
sprang hun op og så på ham. Men i eet nu begreb hun alt. I hendes øjne lyste en usigelig lykke -
hun havde forstået. Hun tvivlede slet ikke mere – han elskede hende, elskede hende grænseløst, og
nu var øjeblikket kommet….
Og til sammenligning er her Kierkegaards, Valgets øjeblik.
34
”Og dog selv er dette Øjeblik, hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet imod
Valgets Øjeblik. Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt som en stjerneklar
Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et
32
bilag 3, s. 163
33
Raskolnikov – forbrydelse og straf , bind 2 s. 292
34
Bilag 2, s. 1 linie 15 – 23 Etikerens svar til Æsthetikeren
21
udmærket Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom ad, og
Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig selv. Da har Sjælen seet det
Høieste, hvad intet dødeligt Øie kan see, og som aldrig glemmes, da modtager
Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en
anden end han var før, men han bliver sig selv”
Vi ser hvordan Dostojevskij med ordene: ”Hvordan det kom, vidste han ikke selv”, viser springet
som et uforklarligt øjeblik. Hos Kierkegaard er dette spring, bedst beskrevet i ordene: ”Og Jeget
vælger sig selv, eller rettere det modtager sig selv”. Lige præcis denne overgang mellem valget er
springet, som vi her ser at heller ikke Kierkegaard forsøger at beskrive. Både Kierkegaard og
Dostojevskij forklarer stadierne før og efter mennesket modtager sig selv, men troens under og
springet lader de stå uforklaret tilbage.
Genopstandelsen
Lad mig fortsætte perspektiveringen med ovenstående citat fra Kierkegaard. ”,da modtager
Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han bliver ikke en anden end han var
før, men han bliver sig selv”. Her ser vi hvordan man hos Kierkegaard, igennem valgets øjeblik
bliver givet nyt liv. Man bliver genopstanden til en ny tilværelse, ligesom Raskolnikov oplever sin
”genfødsel”. Jv. Eksistentialisme modellen (bilag 4), kan vi så følge den linie som Raskolnikov
bevæger sig igennem.
Eksitentialisme modellen
Skylden – Her er Kierkegaards æsthetiker og Raskolnikovs langvarige byrde af skyld, som
han jo ikke vil kendes ved.
Valget – Her har vi valget som er ens for Dostojevskij og Kierkegaard. Underkastelsen af
troens under.
Springet – Er det uforklarlige, hvor Gud giver mennesket livet tilbage
Genopstandelsen – Man stiger ned fra det guddomelige øjeblik som et nyt menneske.
Det var så en gennemgang og redegørelse for fællestrækkene mellem Søren Kierkegaard og Fjodor
Dostojevskijs eksistentielle filosofi.
22
Konklusion
Jeg har igennem analyse, fortolkning og perspektivering forsøgt at indkredse det menneske- og
livssyn, som kommer til udtryk i romanen ”Raskolnikov – Forbrydelse og Straf”. Nu vil jeg så kort
opsummere dette menneske- og livssyn.
Som før omtalt,er tilværelsen givet udfra en lang række muligheder som hele tiden er til stede.
Samspillet opstår i hvordan mennesket forholder sig til disse muligheder. Hos Dostojevskij er
mennesket ikke blot summen af dets påvirkninger, fordi der i mennesket ligger en uforudsigelighed,
som bunder i at mennesket hvert sekund har muligheden for at vende på en tallerken og forholde sig
anderledes til tilværelsen. I Raskolnikovs tilfælde er skylden hans mulighed for hvert øjeblik, at
opnå tilgivelse og modtage tilværelsen på en ny måde. Og måden hvorpå han skal opnå dette liv
ligger i den kærlighed som Gud til alle tider stiller til rådighed, han skal blot tro, og heri ligger
samspillet.
Troen er af afgørende betydning i Dostojevskijs skildring af tilværelsen. I troen finder vi
nemlig muligheden. Nihilismen siger jo at gud er død, og heri ligger fortvivlelsen. For i mennekset
ligger der en grundlæggende trang til at finde en mening med tilværelsen. Det er derfor fx
Kierkegaards æsthetiker er så fortvivlet. Hos Dostojevskij er fortvivlelsen muligheden for hvert et
øjeblik at søge nyt liv, hvis blot man vil kaste sin kærlighed på Gud, og tro.
Dette menneske- og livssyn er hvad jeg finder som det gennemgående budskab i Dostojevskijs
skildring af tilværelsen.
23
Litteraturliste
Primær litteratur: Fjodor Dostojevskij ”Raskolnikov – Forbrydelse og Straf” bind 1 + 2
Gyldendals forlag , 7. udgave
Sukundær litteratur: Knud Hansen ”Dostojevskij” , Gyldendals Forlag 2. udgave (99.4)
Søren Matthiesen ”Ud over al forstand”, Forlaget Aros 1.udgave
, 1.oplæg (99.4)
Eigil Steffensen ”Dostojevskijs store romaner” Gyldendals Forlag (99.4)
Bilag: Søren Kierkegaard: fra Enten – Eller, af Diapsalmata Bilag 1
Søren Kierkegaard: fra Enten – Eller, af Ligevægten mellem det
Æsthetiske og det Ethiske Bilag 2
Søren Kierkegaard: fra Tre gudelige Taler, af Liljen og Fuglen Bilag 3
Eksistentialisme modellen Bilag 4