• Lavaflodsvulkanisme; Forekommer hvor dæklagene er tynde, og magmaet er
tyndtflydende. Eks. ved oceanryggene. Her er det nemt for magmaet at stige op og
størkne i tynde basaltlag.
• Skjoldvulkan: Basaltlavaen flyder ud af et enkelt rør/åbning.
• Keglevulkan/stratovulkan: Opstår ved gentagne udbrud. Lagene skifter mellem
aske og lava. Tiden mellem udbrud er længere ved disse vulkantyper. Opstår ofte
langs dybgrav.
• Eksplosionsvulkan/maar: Magmaet har svært ved at trænge op → en del magma
når at størkne → næsten kun gas tilbage i restsmelten → udbrud udløses i en enkel
eksplosion → stort hul i jordoverfladen.
• Hot spot-teorien: Stationær lavestrøm danner en vulkan på det område på pladen,
som ligger over en hot spot. (Se billede s. 45) – Varm opstrøm.
Hvad driver pladerne (s. 45-46):
• Konvektionsstrømme: Findes i kappens dybere dele – Store mængder varme er
oplagret i Jordens indre – Varmen strømmer fra Jordens indre til atmosfæren, men
der dannes hele tiden ny varme pga. energien der frigives ved radioaktive
processer – Varmestrømmene er størst omkring oceanryggene – Den ophobede
energi smelter noget af kappen – der sker uens opvarmning, som sætter
strømningerne i gang.
• Hot Spots: Man mener at ekstra meget stenmasse smelter her, og at
konvektionsstrømmene kommer herfra, men det er kun en teori.
Konstruktive pladerande (s. 46-48):
• Findes langs oceanryggene
• Princippet i konstruktive pladerande: Kontinentpladen ligger over en hot spot →
dannelse af ”bule”, som senere sprækker → kontinentpladen skilles (muligvis pga.
konvektionsstrømme) → Vandet begynder at trænge ind i sprækken → dannelse af
oceanryg (Se figur 17 s. 46).
• Oceanryg: Sprækken kaldes en midterdal – Tyndtflydende lava strømmer op og
størkner på havbunden som puder (pudelava)
• Pladebevægelserne ophører på et tidspunkt muligvis, fordi den store varme
simpelthen bliver brugt op.
• Basaltlags magnetisering: Jernpartiklerne, som er i den basaltlava der kommer op
fra oceanryggene, vil pege mod den magnetiske nordpol. Men mønsteret fra
lavaen ved oceanryggene viser, at jernpartiklerne skiftevis peger mod nord og syd.
Dette tages som et bevis for, at de magnetiske poler indimellem skifter plads.
Dvs., at en kompasnål vil dreje 180˚. Desuden måltes perioder med svag og stærk
feltstyrke. Svag feltstyrke er, når det er den magnetiske sydpol, der er
toneangivende, mens stærk feltstyrke er, når den magnetiske nordpol er
toneangivende.
Destruktive pladerande (s. 48-49):
• Princippet i destruktive pladerande: To pladerande støder sammen → Pladen med
størst hældning (tungeste) dykker under den anden → Den dykkende plade
begynder at smelte → materialet smelter, bliver varmt, udvider sig, bliver lettere,
søger opad.