Kap. 20 – Verdenshandelens udvikling og
fordeling
I 1400-tallet, begyndte europæerne at sejle ud for at finde nye sejlruter til deres handel med fjernøstlige
lande.
I 1500- og 1600-tallet var det primært Spanien og Portugal der stod for de nye søfartsruter. I løbet af 1600
kom der også andre ind og markerede sig. Lande som England, Danmark, Frankrig og Holland.
I Nordeuropa, formåede man at bruge pengene fra trekantshandelen produktivt – Industrialiseringen i
England fx (Trekantshandel s. 327 i bog).
I løbet af 1800-tallet, steg verdenshandelen meget. Frankrig, Holland, Belgien, Tyskland og USA begyndte
på industrialiseringen, der sørgede for færre omkostninger mht. transport (grundet jernbane og
dampmaskiner). Også det, at England gik i spidsen for nedsættelsen af told, gjorde vilkårene for fri handel
bedre (de andre industrialiserede lande fulgte med).
Kolonikapløbet
Der skulle findes nye markeder til deres industrivarer, samtidigt med at der skulle bruges flere råstoffer.
Derved fik de vestlige lande interesse for Afrika og Asien.
Omkring 1880 begyndte koloniseringen i Afrika. Med militærmagt erobrede man en del af Afrika. Dette
skete også med store dele af Asien.
I kolonilandene blev industrien omlagt, så den tilpassede deres kolonimagts behov.
Nutidens i- og u-lande kan spores direkte tilbage til kolonitiden.
Verdenshandelen gik i stå fra som følge af verdenskrigene. I 1930’erne oplevede verden en stor
lavkonjunktur. Faldende produktion og indkomster mindskede behovet for import af råvarer og
luksusvarer, hvilket ramte den globale handel
Der opstod en handelskrig mellem landene for at beskytte deres hjemmeerhverv. Der blev pålagt forbud
mod import af varer, tillagt høj toldsatser og begrænsninger mod valutahandel.
Højkonjunkturen i 1950-73
Efter 2. verdenskrig, opbyggede man igen verdensøkonomien med den idé, at handelskrigene fra 30’erne
skulle undgås. Derfor prøvede man med al magt at fjerne handelsbarrierer. Denne tanke om fri handel kom
til at præge årtierne efter krigen. GATT blev oprettet i 1947, kun med det formål at fjerne handelsbarrierer.
Efter genopbygningen, kom der store stigninger i den globale handel.
Især 2 forhold var årsager til en vækst på 6-12% pr. år de kommende år:
• Det globale økonomiske opsving
• Frihandel
Ny teknologi blev spredt hurtigt til andre lande, på grund af den frie handel.
Multinationale selskaber kom i vækst, især i 1960’erne.
Grundet de store tab i 2. verdenskrig, så engelske og franske kolonier mulighed for at rive sig løs fra
kolonimagternes jerngreb og blive selvstændige. Dog er det kun lykkedes enkelte lande at komme op
på niveau med andre i-lande, grundet de dårlige betingelser kolonimagterne efterlod.
Oliekriserne
Prisstigninger i olie i 1973 og 1979 gjorde at den internationale handel faldt. Arbejdsløshed og økonomisk
krise blev resultatet af disse høje prisstigninger.
Verdenshandelen siden 1990’erne – globalisering
Adskillige af de helt store transnationale selskaber begyndte i slutningen af 1980’erne at samarbejde på
tværs af grænserne. Især bilfabrikkerne. De begrænsninger der var på den internationale kapitalbevægelser
blev fjernet, så det blev lettere at købe udenlandske obligationer, handle med valuta mm. Mange peger
også på globaliseringen som en forklaring på de relativt pæne stigninger i verdenshandelen.
I 2001 faldt den stigning i verdenshandelen der havde været i 1990’erne. It-branchen kom ind i en krise, og
it-produkter spillede en stor rolle i den globale handel, hvilket resulterede i et direkte fald i handelen.
Yderligere lagde 11/9 en dæmper på handelen.
Verdenshandelen fordelt på regioner og lande
I dag er der ca. 190 lande i verden. Alle disse lande handler i større eller mindre grad med hinanden. Nogle
lande, såsom Danmark er afhængige af denne handel, imens den ikke har en ret stor betydning for andre.
Ca. 45% af al verdenshandelen foregår i Europa, men lande som USA og Canada har også en stor bid af
kagen, når det gælder verdenshandelen. I alt udgør industrilandene 2/3 af al verdenshandelen.
NIC landene (Mexico, Brasilien, Sydkorea, Taiwan, Singapore og Hong Kong) er tidligere u-lande der i løbet
af de sidste 30 år er kommet i kategori med industrilandene. Disse lande har via god infrastruktur og lave
lønninger fået gang i produktionen. I 1960’erne stod Asien for ca. 13% af verdenshandelen. I dag er dette
tal fordoblet.
Af verdens 190 lande er 130 af dem u-lande. Disse lande står for mindre end 10% af den globale handel.
Generelt kan det siges at:
▪ Asien har øget sin andel af verdenshandelen kraftigt
▪ U-landene (primært Afrika) har mistet andel
▪ I-landene holder nogenlunde deres andel – dog ser de ud til at miste terræn.
Hvis man ser på hvem der handler med hinanden, kan det tydeligt ses, at de lande der ligner hinanden
meget på andre punkter (geografisk, politisk mm.) handler med hinanden. 73,8% af den europæiske
eksport går til andre europæiske lande. Når der handles med andre lande inden for regionen taler man om
intraregional handel.
Dog, handler u-landene ikke ret meget med sig selv. Dette har noget og gøre med, at de varer der
produceres i fx Afrika er råvarer, der findes på hele kontinentet. Der er altså ingen idé at handle med et
land, der producere det samme som sig selv. Kun 9,9% af de afrikanske landes eksport går til et andet land i
Afrika. Det samme mønster ses blandt SNG-landene (Rusland, Ukraine, Moldova mv.) Altså:
▪ De rige industrilande handler meget med hinanden (intraregional handel)
▪ U-landene handler meget lidt med hinanden
▪ U-landene og SNG-landene handler mest med de rige industrilande.
Verdenshandelen fordelt på enkeltlande
Hvis man ser nærmere på de enkelte landes placering i cerdenshandelen, kan det se at verdens førende
eksportland er Tyskland. Deres eksport udgør 10% af den samlede handel med varer i 2004. Blandt de 8
øverste lande på listen (Tyskland, USA, Kina, Japan, Frankrig, Holland, Italien og Storbritannien), er der ikke
sket store forandringer i perioden (Med undtagelse af Kina, der i 1973 lå på 20. pladsen og som i
2004 var på 3. pladsen).
NIC-landene har modsat toppen af listen, rykket sig meget siden 1973. Disse lande springer 10-20 pladser.
Opsummering:
▪ De gamle industrilande topper listen over verdens største eksportører
▪ NIC- og NV-landene har vundet store andele af verdensmarkedet de senere år.
Verdenshandelen fordelt på produkter
Verdenshandelen består ikke kun af håndgribelige varer, men også tjenesteydelser. Dette kan virke
mærkeligt, da tandlægebesøg og frisørklipninger ofte ikke så godt kan eksporteres. Dog er tjenesteydelser
alligevel god for ca. 19% af verdenshandelen. Disse tjenesteydelser er ofte transportydelser, turisme mm.
Handlen med varer kan groft opdeles i 3 hovedgrupper:
Landbrugsprodukter
Råstoffer
Industrivarer
De primære produkter (landbrug og råstoffer) stod førhen for størstedelen af verdenshandelen, men nu er
det handlen med industrivarer der er dominerende. Siden 1973 er industrivarernes andel steget fra ca.
60% til næsten 74% .
Faldet i handelen med råstoffer skyldes den teknologiske udvikling – der er simpelthen ikke brug for så stor
en mængde råstoffer som der var engang. Flere metaller bliver fx også genanvendt, hvilket mindsker
behovet.
Faldet ved landbrugsprodukter skyldes den stigende velstand i (dele af) verden. Når landene bliver rigere,
bruges en mindre procentdel af deres indkomst på fødevarer, og en højere del på luksusvarer, der typisk er
industriprodukter).
Ved at se på værdien af de eksporterede varer, kan vi ikke afgøre om et fald skyldes at eksporten er faldet,
eller om prisen på varen er faldet. Derfor kan det opgøres i mængder, hvilket ofte er nyttigt.
Produkter
De primære produkters andel af verdenshandelen falder. Disse er bl.a. fødevarer, uforarbejdede
landbrugsprodukter, brændstof samt metaller). I dag har kontorudstyr/telekommunikation overhalet disse,
og er i 2004 den vigtigste produktgruppe i verdenshandelen (andel på 12,7%).
Mht. fødevarer står USA som den klart største eksportør. Danmark er i denne kategori blandt de 15-20
største eksportnationer.
5 produktgrupper dominere verdenshandelen. Biler, mad, kontor, brændstof og kemi udgør tilsammen ca.
halvdelen af al handel i verden.
Råvarehandel
Primære produkter har ofte store udsving i prisen. Både på kort og lang sigt. Industriprodukterne er langt
mere stabile. Blandt de primære produkter (fx kakao, kaffe, kobber) er der store udsving, og disse er ofte
meget forskellige fra råvare til råvare.
For at forstå de udsving der er blandt primære produkter, må vi have flere forskellige aspekter ind over. For
det første, er der mange udbydere af råvarer, samt mange efterspørgere. Desuden er produkterne i store
træk homogene (ens). Når der er tale om homogene varer, er der fuldkommen konkurrence. Dvs. at udbud
og efterspørgsel bestemmer prisen, men også at den frie konkurrence presser prisen i bund.
Mht. landbrugsprodukter, skyldes prissvingningerne at udbuddet variere fra år til år.
Prissvingninger på metaller skyldes efterspørgslen. Udbuddet er rimelig konstant. Efterspørgslen afhænger
meget af industrilandenes konjunkturer. Hvis der kommer opsving i disses økonomi, medfører det en større
produktion og altså en større efterspørgsel på råvarer. Dette presser priserne på metaller op.
Monoeksport
Mange landes eksport omhandler ganske få produkter. For nogle lande er der tale om et enkelt produkt.
Herved ordet monoeksport. Typiske varer i denne kategori kunne være kaffe, olie, bananer, bomuld, kakao.
U-landene er i høj grad i denne situation bl.a. som følge af koloniseringen. Monoeksport er ofte forbundet
med store ulemper:
Svingende priser på råvarer. Dette betyder at lande med monoeksport oplever kraftigt svingende
valutaindtægter, hvilket medfører ustabilitet omkring betalingsbalancen, og gør det vanskeligt at forudsige
de kommende års betalingsbalanceregnskab. Det bliver nødvendigt med store valutareserver, og det
vanskeliggør politisk økonomisk planlægning.
Afhængighed af i-landenes konjunkturer. Efterspørgselen kommer fra industrilandene, og derfor påvirkes
monoeksportlande meget af, om det går godt i industrilandene.
Erstatningsprodukter. Mange af de primære produkter, er efterhånden blevet erstattet pga. den udviklede
teknologi.
Faldende råvarepriser. Det er karakteristisk for mange råvarer, at priserne ikke følger de generelle
prisstigninger under højkonjunkturer. Mange råvarer koster i dag som for 20-30 år siden, nogle råvarer har
endda mistet værdi i perioden. Mere effektive produktionsmetoder er taget i brug, hvilket i fx kaffes
tilfælde ligger til grund for den mindre værdi, produktet har. Imellemtiden er industrivarerne steget i pris,
hvilket rammer monoeksportlandene dobbelt. Den faldene pris for råvarerne betyder at valutaindtægterne
falder, såfremt de ikke øger deres produktion år efter år. Problemet forværres når u-landene skal
importerefra industrivarerne for deres eksportindtægter. Så oplever de nemlig, at priserne stiger år for år.
Dette kaldes for faldende bytteforhold. Bytteforholdet er forholdet mellem priserne på det der eksporteres
og de varer man importere.
Monoeksportlandene er altså i en vanskelig situation. Det slår ofte fejl, når monoeksportlande forsøger at
stå sammen. Kun OPEC-landene har haft gavn af monoeksport. I 1970’erne stod de for over 70% af
verdenseksporten af olie, hvilket tillod dem at sætte en pris de ville få et godt udbytte af.
Ny international arbejdsdeling
NIC-landene er ved at overtage de gamle industrilandes rolle som eksportører af industriprodukter. For 40
år siden, var disse lande fattige u-lande. Mange af disse lande startede deres industrialisering ved at satse
stort på tekstilindustrien, der er en enkel produktionsproces. Efterhånden som industrialiseringen tog fart,
begyndte de at producere mere avancerede produkter. I dag er NIC-landene konkurrencedygtige på
områder som biler, forbrugerelektronik og skibe.
En ny gruppe af u-lande er på vej op i verdensøkonomien. Disse lande er typisk asiatiske u-lande, der er
begyndt på industrialisering. Industrilandene er begyndt at satse på højteknologi og knowhow, samt nogle
former for tjenesteydelser.
De økonomiske magtcentre
Der er 3 områder i verden, set med økonomiske briller. USA, EU og Asien. USA er den suverænt største
økonomiske magt i verden. USA’s BNP er 2½ gange højere end den 2. største økonomi – Japan.