Dagens Nyheder 18. marts 2013
Kina mangler mere end 30 millioner kvinder:
Tillykke, det blev en dreng!
I 1979 indførte ledelsen i Beijing politikken om kun ét barn per par. Det har ifølge kinesiske eksperter hindret næsten
en halv milliard fødsler.
STX 3.g
”Selvom det ikke er demokratisk
vil Kina blive hyldet om
hundrede år for sit fremsyn. Ikke
smukt men nødvendigt og på det
rette tidspunkt. Ironisk, ikk!”
(Lennart Kampmann,
Information den 31. oktober
2011)
Kinas etbarnspolitik, indført af
Deng Xiaopeng, går kort fortalt
ud på, at ægtepar i byer må få ét
barn, mens ægtepar på landet må
få to; hvis førstefødte altså er en
pige. Denne politik kan tolkes
som værende en redning for
Kinas eksponentielt voksende
befolkningstal, men desværre er
der siden indførelsen af
politikken opstået et stort
problem; I Kina er der født mere
end 30 millioner flere drengebørn
end pigebørn siden 1979.
Hvordan kan dette forklares?
De mødre, der har fået piger,
er alle syge om hjertet
I Kina fødes der godt 120 drenge
for hver 100 piger. Den normale
balance er 103-107 drenge per
100 piger. Professor Yuan,
Befolknings- og
Udviklingsinstituttet på Nankai
Universitet i Tianjin, siger, at
befolkningspolitikken har
bidraget til den dramatisk skæve
kønsfordeling. “Men den
grundlæggende årsag er
forkærligheden for
drengebørn i en
mandsdomineret
kultur og
manglende social
og økonomisk udvikling,”
uddyber han. Dertil kommer
misbrug af fosterscanning til
kønsbestemmelse. Selvom det er
forbudt, bliver mange kvinder
tvunget til at abortere pigefostre
STX 3.g
dokumentere, skrev Xinran Sue i
1995 bogen Tabte Døtre, som
ifølge Gyldendals bogklubber
”giver stemme til de mange
biologiske mødre,
der er blevet tvunget til at opgive
deres piger” – Er det virkelig en
nødvendighed at vide, hvordan
man ’ordner’ en nyfødt pige – og
at få opgivet en opskrift på,
hvordan man får en dreng? Ifølge
Xinran Sues beretning var det
tidligere på landet i
Kina ikke blot et
spørgsmål om ikke
at ønske en datter,
men derimod en
nødvendighed at have en søn.
Ved at få en søn, får man tildelt
ekstra jord,
og derudover ved man, at en
dreng bedre kan arbejde i marken
end en pige. ”Hvis ens børn kun
spiser og ikke bidrager, og man
ikke har noget jord og ingen
korn, så sulter man.”
Et nåleøje
Kønsuligheden har gjort det
svært for mænd at finde en kone,
og eftersom kinesere i
særdeleshed er afhængige af
deres familier, er det absolut
mest velset, at slægten bliver ført
videre – altså at individet selv
stifter familie. I Folkets Park,
Shanghai, ses det, at kinesiske
forældre, både til piger og
drenge, arrangerer deres egen
datingportal midt i parken hver
eneste søndag. – Det kan kaldes
en anderledes måde at sælge sin
datter eller søn på, men det kan i
nogle tilfælde være den eneste
”Kan du fortælle mig,
hvordan man får en
dreng?” (”Tabte Døtre”)
Dagens Nyheder 18. marts 2013
måde. Der findes både de aktive
forældre, som personligt bruger
tid på at henvende sig til deres
børns potentielt kommende
svigerfamilie, men også store
opslagstavler, hvor de unge eller
deres familier uforpligtet har
mulighed for at lede efter en
partner.
Etbarnspolitik i praksis?
Der er, og har altid været, mange
forskellige muligheder for at gå
en stor bue udenom
etbarnspolitikken. Hvis begge
forældre er enebørn, er det muligt
at få dispensation fra
begrænsningen. På landet får par
lov til at få to børn, hvis
førstefødte er handicappet eller
en pige; andet forsøg kan
betegnes som værende ’en ekstra
chance’ for at få den ønskede
dreng. Folk med penge kan i
princippet blæse på reglerne:
Straffen for at få det forbudte
barn nummer to var, inden
lovændringerne i 2013, en
klækkelig bøde plus forpligtelsen
til selv at betale for
ekstraomkostninger ved at
opfostre et barn, der ikke var
berettiget til gratis uddannelse.
Et forbillede for andre nationer
Nettoresultatet af alt dette er, at
Kinas fertilitetsrate i 2012 (altså
det gennemsnitlige antal børn,
som en kvinde vil føde i sin
levetid) ikke er på de forventede
1,0, hvor den ville ligge ifølge en
stringent etbarnspolitik. Ifølge
statistikker er den i stedet på
1,66, hvilket næsten svarer til
niveauet i Danmark på samme
tidspunkt: 1,73. Det tyder på, at
mange kinesere, der virkelig har
ønsket sig barn nummer to, også
har fået det. Dertil kommer, at
børnedødeligheden har været
stærkt faldende i løbet af de
sidste ti år.
På verdensplan når fertilitetsraten
dog i gennemsnit over 2,5. Dette
ville være en katastrofe for det
kinesiske samfund, der trods
kritik af etbarnspolitikken meget
vel kan ende som et forbillede for
andre nationer med problemer i
forhold til befolkningstilvækst.
Børnedødelighed for børn under 5 år som funktion af årstal:
Kina (rød) sammenlignet med Danmark (grøn). Kilde: Globalis