Ode til regnen
I denne analyse og fortolkning af Søren Ulrik Thomsens digt Ode til regnen, som blev tryk i Politiken
, vil jeg i analysen komme ind på digtets komposition og sprog. Herefter vil jeg i fortolkningen
opstille de væsentligste temaer. Til slut vil jeg perspektivere digtet til Henrik Nordbrandts digt Regnen.
Digtet er bygget op af ti strofer hver bestående af to vers og et enkelt fritstående vers som afslutning. Ryt-
men er fri uden nogen fast form, men dog med en vis regelmæssighed i længden af versene. Dertil er dig-
tets første ti strofer udformet som en lang sætning, der flyder i én strøm uden tegnsætning. Alligevel ind-
skrives en naturlig pause i strømmen, da hver strofe starter med enten "og fordi" eller bare "fordi", hvor-
imod den sidste sætning består af blot fire ord "Derfor elsker jeg regnen" (l. 21). Kun strofe seks falder
udenfor denne struktur ved nærmere at bygge videre på den foregående strofe. På denne måde bliver stro-
fer en opremsning af hvorfor han elsker regnen. Stroferne kan opdeles i et billedplan og et realplan, hvor
det første vers ofte karakteriserer egenskaber ved regnen fx "og fordi dens halvgennemsigtige slør/ sva-
jer…" (l. 3-4), mens det andet vers overfører disse egenskaber til noget virkeligt, noget dagligdags fx "…
foran højhusets lodrette lyshav" (l. 3). På denne måde bevæger vi os ud og ind af en tankeverden. Digtet
fremkommer derved dynamisk i sin fremdrift. Der er også tænkt over opbygningen, så denne får en grafisk
funktion. Når man drejer digtet 90 grader, ligner digtets linjer nemlig regn.
Digtet er lyrisk, da en kronologisk handling af fraværende, og forfatteren derimod med sine små glimt af
handlinger skaber følelser, stemninger og tanker. Forfatterens subjektive oplevelse af regnen. Forfatteren
registrerer i stor grad lyd- og synsindtryk, som beskrives detaljeret men alligevel helt præcist med ganske få
ord fx "og eventyrligt at vågne i mørket/når den tordner mod bilernes tage" (l. 11-12) eller "og fordi den
prikker sit efterårshaiku/på forruden selvom det straks viskes ud" (l. 9-10). Derfor skulle man tro, at en ord-
klasse som adjektiver, der normalt anvendes beskrivende til at skabe stemninger, ville være den mest be-
nyttede i dette digt, men faktisk er substantiver den dominerende ordklasse. Men det stemningsskabende i
dette digt er de metaforer, besjælinger og personifikationer, der optræder mere eller mindre tydeligt i hver
eneste strofe fx "fordi dens nervøse skråskrift/iler…" (l. 1-2), "fordi den græder på mine vegne…" (l. 5) og "…
dens silende sang" (l. 10).
Tonen er højstemt, hvilet titlen Ode til regnen også lægger op til, da en ode lige præcis er et lyrisk hyldest
digt i højtidelig stil. Dette står også klart i forfatterens ordvalg, der giver én associationer til noget helligt
eller guddommeligt fx "dens halvgennemsigtige slør" (l. 3), "lodrette lyshav" (l. 4), "en velsignelse" (l. 9)",
"dens store musik" (l. 18) og ikke mindst strofen "fordi den forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sa-
kramente" (l. 13-14) leder tankerne i denne retning. Men denne guddommelighed bliver bundet sammen
med dagligdagen gennem sammenstillinger med fx "lyntogets ruder" (l. 2), "bilernes tage" (l. 12) og "den
sorte asfalt" (l. 19). Når man kigger nærmere på ordvalget, er det også som om der sker et skift i stemnin-
gen efter strofe 4. I de første fire strofer er stemningen urolig, nærmest opgivende, i det der bruges ord
som "nervøse" (l. 1), "svajer" (l. 4), "græder" (l. 5) og "selvom det straks viskes ud igen" (l. 8). Men herefter
skifter stemningen og bliver mere opløftet og rolig, da der nu bruges ord som "silende sang" (l. 10), "fred"
(l. 17) og "flydende lys" (l. 19).
Hovedtemaet i dette digtet er naturligvis forfatterens oplevelse af regnen, men det er lige så meget glæden
ved de små ting her i livet, de ting som man normalt ellers tager for givet eller ligefrem føler had eller irrita-
tion over. Forfatteren beskriver regnen som en kær ven, der betyder noget særligt for ham. Hele digtet
udtrykker livets helhed som findes lige netop i øjeblikket, ligesom digtet kun beskriver enkelte glimt af en
handling, men som alligevel forekommer som en helhed til sidst. Digtet viser, hvordan noget så simpelt som
regn kan fremstå som noget helligt og guddommeligt på en almindelig hverdag i storbyen, hvor man altid er
på farten. Regnen bliver fremstillet som noget udrensende, idet den bliver sammenlignet med "et hemme-
lighedsfuldt sakramente" (l. 14), nemlig en rituel handling som formidler Guds nåde som fx dåben og nad-
veren i den lutherske kirke.
Henrik Nordbrandts digt Regnen er udgivet i digtsamlingen Fralandsvind 2001, og selv om dette digt lige-
som Søren Ulrik Thomsens har regnen som emne, er både kompositionen, sproget og temaet et helt andet
en i Ode til regnen. I dette digt er formen noget mere uregelmæssig. Det er opbygget af syv strofer med
forskellige verslængder. Og i modsætning til Ode til regnen er her ikke blot tale om en lang strøm af ord,
men der er brugt korrekt tegnsætning, selvom store bogstaver ikke nødvendigvis optræder, hvor de skal
burde. Dog brydes enkelte sætninger op i to eller flere vers, men rytmen, som ellers er fri, følger tegnsæt-
ningens indlagte pauser. Regnen er ligeledes til lyrisk digt, men forfatterens subjektive oplevelse af regnen
er en helt anden end i Ode til regnen. Dette digt er ikke nær så sansende, men formår alligevel at frembrin-
ge følelser og stemning, også selv om her hverken anvendes bemærkelsesværdige adjektiver, metaforer,
besjælinger eller personifikationer, og tonen er dagligdags, helt uhøjtidelig. Hvilket stemmer overens med
den stemning, der bliver skabt ved benyttelse af ord som fx "skyld" og "løgn" som bliver gentaget flere gan-
ge i digtet kort tid efter hinanden, og som er ret negativt ladede ord. "Regn" bliver ligeledes gentaget i for-
skellige former i stort set hver eneste strofe.
Så hovedtemaet i Regnen er ligesom i Ode til regnen forfatterens oplevelse af regnen, da digtets sidste stro-
fe lyder "Har I så forstået/Hvordan jeg har det i regnvejr?" (l. 21-22). Men her finder forfatteren ingen glæ-
de ved regnen og ser langt fra noget guddommeligt ved dette fænomen fx ""Pludselig bryder solen frem/
og tænder en hvis gavl."/Har jeg engang sagt/Det er løgn" (l. 14-17). Forfatteren ser nærmere regnen, som
et symbol på hans skynder og løgne, måske hans samvittighed, da han skriver: "Det er i virkeligheden/intet
andet end regn/og alle drømme/handler om, at det regner" (l. 4-7). Regnen følger ham over alt. Så både
Søren Ulrik Thomsen og Henrik Nordbrandt har skrevet et digt om samme emne, men digtene bliver frem-
stillet helt forskelligt, både i komposition, sprog og tema.