OL – fortid, nutid & fremtid
Da Pierre de Coubertin fik etableret de moderne olympiske lege i 1896, havde han i tankerne at
sport kunne bruges som opdragelse af de unge. Han mente at man gennem sporten kunne lære
egenskaber som mod, tillid og beslutsomhed. Ideerne var inspireret fra antikkens panhellenske lege.
De antikke panhellenske lege gik ud på, at man på tværs af bystaterne kunne holde tvekampe og
konkurrencer, hvor der var en midlertidig våbenhvile mellem de stridende stater.
Siden 776 f.kr. blev der afholdt hvert 4. år i Olympia idrætslege for de græske bystater.
Panhellenske betyder ”for alle grækere”. Grækerne fik med de olympiske lege en fælles tidsregning,
som havde udgangspunkt i de første lege. Tiden mellem legene blev kaldt en olympiade. Udover
legene i Olympia blev der også holdt panhellenske lege i Nemea, Isthmen og Delfi.
Legene havde deres udspring i kampøvelser, men de er også udtryk for grækernes behov for at
konkurrere. De mente, at kappestrid var udviklende. Ved hjælp af kappestrid kunne man hjælpe
hinanden til at udvikle sig og blive bedre. En slags opdragelse. Man brugte også atleterne til at gå i
krig.
De panhellenske lege var til ære for guderne. Der var en hel del ritualer før, under og efter legene.
Bag Coubertins moderne lege lå en hel filosofi bag, nemlig olympismen. Olympismen kan også
kaldes for de den olympiske ånd eller den olympiske idé. De værdier, som udgør olympismen, er at
man gennem idræt lærer at opføre sig efter bestemte regler og værdier. I sport respekterer man sin
modstander, man kæmper selvstændigt og modigt, man bruger både sin krop og sjæl(intelligens), og
man gør sit bedste. Her lærer man gensidighed, venskab, ærlighed og hjælpsomhed.
Dette kunne som nævnt før, være med til opdragelsen af de unge, ved at lade unge fra hele verden
mødes hvert 4. år kunne de olympiske lege være med til at skabe fred og forståelser blandt
mennesker.
Mottoet for olympismen er citius – altius – fortius som er latin for hurtigere – højere – stærkere og
det handler om at yde sit bedste, selvom man nødvendigvis ikke vinder. Enhver idrætsudøver, som
deltager i OL kan have dette motto som mål for sin præstation.
Coubertins olympiske målsætning er: ”Det vigtigste ved de olympiske lege er ikke at vinde, men at
deltage, ligesom det vigtigste i livet ikke er triumfen, men kampen for den. Det vigtige er ikke at
have erobret, men at have kæmpet godt.” Målsætningen viser, at fællesskabet omkring idrætten er
vigtigere end at vinde. Det er nemlig i høj grad i fællesskabet, at olympismen kommer frem.
Dette målsætning er ikke ensbetydende med at sejr var ligegyldigt for Coubertin. Ved at levere en
toppræsentation, skabte man et forbillede for resten af verden.
For Coubertin var det ikke kun, når der hvert fjerde år blev afholdt OL, at olympismen havde
betydning. Den havde også en rolle i hverdagen.
For sportsudøveren virker olympismen ved at udvikle ham fysisk og moralsk. Fysisk gennem
træningen, moralsk gennem den selvdisciplin, træning kræver. Mødet med forskellige modstandere
lærer desuden udøveren at have respekt for andre mennesker. Coubertin mente også, at
idrætsudøveren ville blive trænet i at værdsætte skønhed, fordi der er skønhed i sportens
bevægelser. For ham at se var kunst og sport nemlig to sider af samme sag.
Olympismen har, ifølge Coubertin, også en rolle i samfundet. Ved at så mange som muligt dyrker
idræt, vil den give en fællesskabsfølelse blandt folk. Der vil opstå venskab, forståelse og respekt
mellem mennesker på tværs af landegrænser. Den opdragelse, sporten giver, vil desuden sørge for,
at folk generelt blev bedre dannet. Sportsstjerner bliver forbilleder, og samfundet får idealer at
stræbe efter.
Coubertin så olympismen som en religion. Det er den naturligvis ikke, men de mange ritualer
omkring OL har alligevel noget religiøst over sig. Fx har åbnings- og afslutningsceremonierne
udviklet sig til større og større begivenheder med flere og flere ritualer. Ritualerne er nøje
beskrevet, så de er ens fra år til år. Det er fx indmarchen, edsaflæggelsen, talerne, de symbolske
duer og kanonskuddene. De mange symboler omkring OL, som ringene, flaget og mottoet, er også
altid de samme. Alle ved, hvad der skal ske, og det giver en stor fællesskabsfølelse.
Om ikke en religiøs følelse, så giver det i hvert fald en særlig og højtidelig stemning.
Gennem olympismen bliver de olympiske lege til noget andet og mere end en sportskonkurrence.
Det er med til at gøre OL til en af de mest populære begivenheder i verden.
2) Der kom for alvor politik ind i OL i 1936. I 1930 besluttede IOC at legene blev givet til Berlin
før Hitler kom til magten i 1933. Meningen var at begivenheden skulle fejre freden efter 1.
verdenskrig og kompensere for at legene blev aflyst i 1916. I stedet blev legene en nøje orkestreret
propagandabegivenhed for et nazistisk Tyskland som ville demonstrere magt og orden for resten af
verden. Hitler ville bruge OL som propaganda for den ariske races overlegenhed. Racen havde
idrætsudøvere som helt overgår fx jøder og afrikanere.
Han ville vise hele verden, hvor imponerende en styrke og magt som Tyskland havde, og at alt
fungerede perfekt. Tyskland burde være et forbillede for andre lande.
Legene var gennemført planlagt fra først til sidst. Alt skulle være større, bedre, flottere. Til legene i
Berlin var der det hidtil største antal konkurrencer og idrætsgrene, og deltagerantallet var næsten
firdoblet fra det forrige OL. Det forrige OL, i Los Angeles, havde dog lidt under den
verdensomfattende økonomiske depression samt at være placeret på den anden side af
Atlanterhavet. Samtidig foregik stort set alt alligevel på samme sted.
Intet blev sparet i Hitlers bestræbelser på at bruge OL som propaganda for nazismen, så der var
blevet bygget et helt nyt stadion med plads til 100.000 tilskuere og en række mindre
opvisningssteder.
Hver detalje var så præcist forberedt, at intet glippede. En ny ceremoni ved åbningen af OL var
fakkelløbet, som vakte stor begejstring.
For første gang var der desuden en massiv mediedækning med mange fremmødte journalister.
Filmkunstneren Leni Riefenstahl forevigede de olympiske lege i Berlin med en smuk film. Hitler
åbnede selv legene, som ifølge hans planer skulle vise hans riges storhed.
Ud over, at nazi-Tyskland skulle vise sig som det mest velfungerende land i verden, og at den ariske
race skulle triumfere, havde Hitler også andre, mindre kendte planer for legene. De skulle nemlig
bruges til at skabe en ny generation af olympiske overmennesker. Til dette formål blev der indrettet
en slags elskovsrede i nærheden af den olympiske landsby. Her holdt de smukkeste unge, lyshårede
piger til - særligt udvalgt af nazisterne.
De skulle byde sig til for de gæstende olympiske deltagere - specielt de, der var gode ariere. Hvis
pigen skulle blive gravid med en af disse olympiske idrætsudøvere, ville staten betale de
omkostninger, hun havde i forbindelse med graviditet og fødsel. Barnet skulle vokse op og blive en
del af en generation af overmennesker.
Mange lande protesterede dog mod, at de olympiske lege blev afholdt i nazisternes Tyskland. USA
var tæt på at boykotte legene, men deltog alligevel. En del enkeltpersoner boykottede dog legene.
Det var jødiske idrætsudøvere fra forskellige hold verden over, der nægtede at deltage. Bl.a. den
danske storfavorit i letvægtsbrydning, sølvvinderen fra 1932, Abraham Kurland, og sølvvinderen i
fægtning fra 1912, Ivan Osiier.
Boykotten skyldtes, at Hitlers racelove var stærkt antijødiske. Disse racelove skulle få år senere,
under 2. verdenskrig fra 1940-45, være årsag til, at seks millioner jøder blev udryddet i nazisternes
koncentrationslejre.
Nazisterne forsøgte dog at overbevise de andre lande om, at man slet ikke var så stærkt antijødiske.
Da nogle lande begyndte at true med boykot, sørgede de derfor for, at der også var enkelte jøder
med på det tyske hold. USA, som ellers havde været tæt på helt at boykotte legene, rettede sig efter
Tysklands racelove og sørgede for, at jøderne på deres stafethold ikke deltog i konkurrencerne -
selvom de var dygtigere end de andre løbere.
Udelukkelse af deltagere pga. race var ellers stærkt i strid med de olympiske idealer om idræt med
lige vilkår for alle.
3) Fremtiden for OL ser ikke så sort ud Rasmus Bech fra Politiken udtrykker det. Det er rigtigt at
der kommer meget mere underholdning i TV, men der er intet sammenlignet med OL. Det har
eksisteret i mere end 100 år og der er en særlig ånd over det. Olympismen er det særlige, som gør at
OL vil blive ved med at være der. Der er forskel mellem at se OL og VM. OL har det særlige fokus
på sportens ånd og man gør sit bedste. Alle er interesseret i OL på en eller anden måde. Selv folk
som normalt ikke følger med i sport, følger med i OL. Der er forskellige sportsdiscipliner og det
indbefatter hele verden.
Dem som befinder sig i en overlevelseskamp, er dem som vil bruge OL til politik og
kommercialisering. Der skal hele tiden nye ideer for at sælge en ”produkt”. Hvad skal der til for at
der kunne komme flere penge i OL, og hvordan skal OL fremme en hvis bestemt politik? De folk
som drøfter over disse spørgsmål, er dem som befinder sig i en overlevelseskamp, men selve OL
befinder sig i et meget godt velgående.
Idræt for alle
Hvordan blev de paralympiske lege til?
Hvornår blev PL gjort officielt?
Hvad er IPC?
De Paralympiske lege er elitesportsbegivenheder for atleter fra forskellige handicapgrupper. Lege er
designet til at understrege deltagernes atletiske præstationer og ikke deres handicap.
På åbningsdagen for OL i 1948 i London, var der en mand ved navn Dr. Ludwig Guttman af Stoke
Mandeville hospitalet, som organiserede sportslige konkurrencer for britiske krigsveteraner fra 2.
Verdenskrig, som havde rygskader. Legene blev afholdt igen på samme sted i 1952, hvor de
hollandske veteraner deltog sammen med de britiske, hvilket gør det til det første internationale
konkurrence af sin slags. Disse handicap sportskonkurrencer blev kaldt Stoke Mandeville Lege. De
er blevet beskrevet som forløbere for de Paralympiske Lege. De Paralympiske Lege blev
efterfølgende gjort officielt som en 4-årig begivenhed bundet til De Olympiske Lege, og de første
officielle Paralympiske Lege, som ikke længere kun var for krigsveteraner, blev afholdt i Rom i
1960. I Toronto 1976 blev andre grupper af sportsfolk med forskellige handicap også medtaget til
de Paralympiske Lege.
Bevægelsen har udviklet sig voldsomt siden sine tidlige dage. For eksempel er antallet af sportsfolk,
der har deltaget i de Paralympiske Lege, steget fra 400 atleter i Rom 1960 til over 4200
idrætsudøvere fra 148 lande i Beijing 2008.
De Paralympiske Lege finder sted samme år som de Olympiske Lege. Men det er kun siden 1988, at
både OL og PL har begyndt at finde sted i samme by. I 2001 underskrev IOC og IPC en aftale, der
garanterede, at værtsbyer ville være forpligtede til at forvalte både Olympiske Lege og
Paralympiske Lege med virkning fra 2012. I dag er den Internationale Paralympiske Komité (IPC)
den globale ledelsesorgan i den Paralympiske bevægelse. Den tilrettelægger de Paralympiske
sommer- og vinterlege og fungerer også som den Internationale forening for 12 sportsgrene, som
kontrollerer og koordinerer VM og andre konkurrencer.