1
Om frigivelsen af slaverne
Teksten er et udsnit fra Thorkild Hansens dokumentarroman Slavernes Øer (s. 339-341, 2.
udgave), som er sidste bog i trilogien om den danske slavehandel, der udkom i
Genren er dokumentarisme, der blander historiske begivenheder, dokumenter og fakta sammen
med skønlitterære virkemidler for at skabe en livagtig, realistisk og autentisk fortælling. At
blande fiktion og virkelighed sammen kaldes også for faktion, så man kan sige, at romanen
grænser op til faktion, men normalt, når man snakker om Thorkild Hansen, vil man klassificere
hans romaner som dokumentarromaner og ham som en dokumentarisk forfatter. Forskellen
mellem faktion og dokumentarisme er, at det for det meste er tydeligt, når forfatteren blander
fiktive virkemidler ind i teksten, mens det nogen gange er meget svært, hvis ikke umuligt at
bestemme, hvad der er fiktion og hvad der er fakta i genren faktion.
Thorkild Hansen skriver fx ” Alle fandt, at Hans Majestæt (…), at de tog den selv” (s. 48 i
kompendiet, 2. spalte l. 8-22.). I hele dette afsnit er det tydeligt, at Thorkild Hansen har blandet
fiktion ind i teksten. ”Alle fandt, at Hans Majestæt her gav udtryk for en ædel og
menneskevenlig tankegang.” Det ved Thorkild Hansen ikke, i hvert fald ikke med sikkerhed.
Han har nok sat sig ind i, hvordan folk tænkte dengang om Christian den Ottendes idé, men
det, at Thorkild Hansen siger ”alle” er fiktion. I det samme afsnit skriver Thorkild Hansen også
om Scholten ” Han kendte negrene. Hvad vilde de sige, naar han kom ud paa plantagerne og
fortalte dem, at deres børn godt kunne blive frie mennesker, men at de selv maatte forsætte
med at være slaver resten af deres liv?…” Thorkild Hansen ved ikke, hvad Scholten tænkte i
den situation, men efter at han har studeret Scholten, har han forsøgt at gengive Scholtens indre
monolog, som den nok havde været, og det er selvfølgelig fiktion, idet at det er umuligt for
Thorkild Hansen at vide helt præcist, hvad Scholten tænkte.
Teksten strækker sig cirka mellem 1844 og 1848. Der tales om en stænderforsamling i 1846,
der tales også om en erklæring om, at slaverne skulle frigives, der var vedtaget og underskrevet
bl.a. af David, Monrad og Grundtvig i 1844 i Roskilde. Slaverne blev frigivet i 1848 og her i
teksten er de endnu ikke frigjort. Så derfor må teksten strække sig over årene mellem 1844 og
1848.
2
Man kan ikke rigtigt tale om et handlingsforløb i teksten, men snarere om en beretning af en
debat, hvor Thorkild Hansen redegør for de forskellige synspunkter, der brydes.
Christian den Ottende havde fået en idé. ” de børn, som slaverne fødte skulde fra nu af erklæres
frie, paa den maade kunde man gennemføre emancipation lidt efter lidt, let og smertefrit.” (s.
48 i kompendiet, 2. spalte l. 1-4). Men dette syntes Scholten ikke om: ”For Scholten var dette
noget patetisk vaas, en af disse retoriske fraser, der ikke havde noget med virkeligheden at
gøre. Han kendte slaverne” (s. 48 i kompendiet, 2. spalte l. 9-11) Scholten kendte slaverne og
vidste, at de ville gøre oprør, hvis kongens idé blev en realitet.
Teksten foregår i oplysningstiden, hvor der stadig er enevælde i Danmark. Under enevælden er
der ikke så meget oplysning af politiske sager. Men 1840’erne er også under oplysningstiden,
og i oplysningstiden er der meget fokus på ting som politik, og det diskuteres i forskellige
videnskabelige klubber og selskaber. Så det kommer som en overraskelse for folket i Danmark,
at slaveri stadig fandt sted. Handel med slaver var blevet forbudt i 1792, men ikke selve
slaveriet. ” og allerede i Roskilde 1844 havde man vedtaget en erklæring om, at nu skulle
slaverne frigives, underskrevet bl.a. af David. Monrad og Grundtvig. Men saa havde A.S.
Ørsted henvendt sig til de idealistiske herrer.” (s. 48 i kompendiet, 2. spalte l. 26-29).
I Roskilde 1844 ville man have frigivet slaverne, men man havde ikke tænkt på de økonomiske
omkostninger. A.S. Ørsted som både var retslærd, embedsmand og minister gjorde dem
opmærksom på, at ”I tilfælde af en emancipation havde disse mennesker (planterne) altsaa et
juridisk uomgængeligt krav på erstatning. Ørsted mente, at den samlede sum vilde andrage 2
millioner rigsdaler.” Det ville man ikke betale for frigivelsen af slaverne. Politikeren og
juristen Orla Lehmann var en stor modstander af, at der blev stillet 2 millioner rigsdaler til
regeringens rådighed. De vestindiske øer havde ikke længere nogen værdi for Danmark, mente
Orla Lehmann. ”Det bedste var at abandonnere øerne og overlade dem til negrene, erklærede
Orla Lehmann generøst, uden dog at præcisere, hvordan man forinden skulle faa afskaffet
planterne.” (s. 49 i kompendiet, l. 15-17). Sådan lød Orla Lehmanns forslag. Men dette forslag
fandt modstand fra Grev Schulin der mente, at ”man aldrig kan mangle midler til at gøre, hvad
ret er,” (s. 49 i kompendiet, l. 18,19). Desuden fandt grev Knuth det ”nationalt uværdigt, hvis
man blot løb sin vej og lod øerne passe sig selv.” (s. 49 i kompendiet, l. 20,21). Grev Knuth og
Schulin gik begge ind for erstatningen, men deres forslag blev nedstemt og udsat til næste
stænderforsamling.
3
I denne konkrete tekst synes jeg, at litteraturen i høj grad kan belyse og hjælpe på forståelsen af
historien. Fx står der på http://da.wikipedia.org, som er et online-encyklopædi, følgende: ”3.
juli - Slaveriet på De dansk vestindiske øer bliver ophævet (officielt bekræftet 22. september)”
og ” I 1848 gjorde de sorte slaver på St. Croix oprør, hvilket fik Peter von Scholten til at frigive
alle slaver på eget initiativ. Kort efter rejste han hjem til Danmark.” Der står fx, at Peter von
Scholten frigiver alle slaverne på de tre vestindiske øer, som han var generalguvernør for, på
eget initiativ. Det er her, at litteraturen kan hjælpe med at belyse og give en bedre forståelse af
historien ved at Thorkild Hansen har sat sig omhyggeligt ind i Scholten og prøver at gengive
hans indre monolog og prøver at svare på, hvorfor Scholten frigav slaverne på eget initiativ.
På grund af genren dokumentarisme synes jeg ikke, at historisk baggrundsviden belyser teksten
yderligere, idet genren er det nærmeste man kommer til en historisk faktuel fremstilling.
Selvfølgelig vil man forstå teksten nemmere og hurtigere, hvis det man læser ikke er nyt for en.
Man kan stole på, at den historiske fakta, som Thorkild Hansen skriver om i teksten, er sande.
Når han skriver om historiske begivenheder som fx stænderforsamlingen i Roskilde 1846,
inkluderer han både tid, sted, deltagere og endda deltagernes udtrykte holdninger.