Dansk d. 4/2 ’10 [navn fjernet], 2.m
1
Ondskabens nat
Artiklen ”Ondskabens nat” er bragt i dagbladet Information d. 22/7 1988 af journalisten Morten Sabroe.
Sabroe er forfatter og journalist, og er specielt kendt for sin særlige form for journalistik, hvor han i stedet
for at have fuld fokus på den egentlige begivenhed, sætter fokus på stemningen omkring begivenheden
samt hans egen personlige holdning og engagement omkring denne.
Selve artiklen er en kriminalreportage, hvor igennem mordene på 49-årige Sten Nilsson, 42-årige Eva
Nilsson og deres søn Frederick på 15, samt opklaringen af disse, beskrives. Dog skal man bide mærke i, at
reportagen er faktion, hvilket vil sige, at vi har med reelle fakta at gøre, men hertil har Sabroe selv fyldt
noget fiktion på. Historien bevæger sig på den måde udenfor den egentlige begivenhed, da vi får en masse
baggrundshistorier, som bevirker, at det hele går op i en større enhed.
Kompositionsmæssigt er artiklen delt op i 13 afsnit, og derudover en overskrift samt en manchet,
som begge vækker læserens interesse – læseren vil vide mere om ’den største morderjagt siden mordet på
Palme’! Afsnittene kommer ikke i kronologisk rækkefølge – fx starter artiklen med, at kirkebetjenten finder
de myrdede på kirkegården. Senere i artiklen får vi at vide, hvorfor Juha og Marita kommer til Åmsele, hvor
vi altså befinder os i tiden inden drabene finder sted. Eftersom artiklen er en kriminalreportage, følger vi
netop efterforskningen, opklarelsen på drabene, og ved at afsnittene kommer i denne ’tilfældige’
rækkefølge, får man som læser en følelse af, at der hele tiden dukker nye spor, nye ledetråde op. Man får
hele tiden ny baggrundsviden om enten morderne eller ofrene. Derudover er dette spring i tid og sted et
typisk træk for genren ’New Journalism’ – at man har scener på scener, og på den måde får en masse
indtryk, som man til sidst selv skal samle op på.
Morten Sabroe optræder ikke selv som person i teksten – han gør brug af en 3. persons fortæller, og
alt hvad vi får at vide omkring stedet, byen og stemningen, er noget man indirekte får at vide igennem
andre, som fx da parret Eva og Sten Nillson bliver beskrevet gennem en af beboerne i byen. Journalisten er
altså i dette tilfælde en, der betragter begivenheden udefra uden selv at være en del af historien, og
dermed ’trækker sig tilbage’. Således står indtrykkene af henholdsvis personerne og stedet uformidlede, da
de ikke først er bearbejdede igennem ham. Det medvirker til, at Morten Sabroe i modsætning til
traditionelle romanforfattere, som påtager sig ansvaret for at få fortalt historien og at der bliver samlet op
på alle løse ender, netop lægger ansvaret for forståelsen af historien over på læseren.
Dansk d. 4/2 ’10 [navn fjernet], 2.m
2
Hele artiklen er skrevet i nutid og er derudover skrevet i et overvejende neutralt og letlæseligt sprog,
hvor Sabroe gør brug af direkte citater sagt af fx. beboere i den lille svenske by Åmsele, samt fra moren til
den ene part af morderparret, Juha. Denne brug af dialoger er et virkemiddel, hentet fra fiktionens verden,
som giver læseren en følelse af, at man kommer tættere på personerne i teksten, i modsætning til hvis det
af forfatteren blev fortalt indirekte, hvad denne person siger eller gør. Herudover er der anvendt et meget
beskrivende sprog. Et klart eksempel på dette ser vi i beskrivelsen af den unge Juha Valjakkala på side 100:
”Han er slank og atletisk bygget. Tyve år gammel er der et kynisk træt udtryk i det smalle markerede
ansigt.” Udover dette beskrives Juha som en taber, en småkriminel, flippet fyr, med ”den gamle romantiske
hippiedrøm”. Poltiet omtaler ham som et menneske, der er svær at blive klog på, og som en type der ikke
handler impulsivt. Hans barndom er præget af mobning og skilsmisse, samt sjældne gensyn med sin mor,
som desuden beskriver ham som en stille, udadvendt, rastløs, jaloux og opmærksomhedskrævende dreng.
En anden vigtig ting omkring Juha, er de talrige tatoveringer, der pynter hans arm, nemlig et hjerte, en
blomst, ordet ”love” samt et dødningehoved, en drage og en stjerne. På den ene side har vi altså det bløde,
romantiske og på den anden side det hårde, og ufølsomme. Dette kan kobles sammen med katteburet
indeholdende de 2 hvide angorakaniner, som parret har haft med sig på hele turen. Det onde og hårde
knyttes altså her med noget blødt og følsomt, som Morten Sabroe næsten selv direkte skriver. Marita
omtales som en genert, stille og ordentlig pige, som hurtigt forelsker sig i Juha, og dropper den uddannelse,
hun er i gang med. Af politiet siges hun at være fuldstændig styret af Juha.
Mange steder i artiklen sammenlignes Juha og Marita med Bonnie og Clyde, som var et forbryderpar,
der i begyndelsen af 1930’erne rejste rundt i USA, og røvede banker og butikker, samt myrdede talrige
mennesker. Parret blev fanget af politiet og henrettet, men igennem hele deres ’forbryderkarriere’ stod de
sammen om alt. Dog siges det i artiklen af Christer Uhr – en politibetjent i Halmstad –, at Juha og Marita er
mere uberegnelige end Bonnie og Clyde, og det ender med, at illusionen om at Juha og Marita er ’firsernes
Bonnie og Clyde’ revner. Det viser sig nemlig, at de netop ikke står sammen i og med, at de lægger selve
mordet over på den andens skuldre, og dermed fratager sig selv skylden – ligesom morderne gør i Capotes
roman ”Med koldt blod”. På trods af dette lanceres det i medierne, at de netop er ’firsernes Bonnie og
Clyde’, og et morderpar, selvom der på det tidspunkt ikke er fundet konkrete beviser på, at de to unge
finnere er skyldige i mordene. Medierne omtaler altså Juha og Marita som to unge mennesker, der er ude
på spænding og som snører politiet, og derfor beskrives deres rejse også som spændende og eventyrlig. I
modsætning til dette udtaler kriminologen Leif G. Persson, at de tværtimod ikke føler sig som Bonnie og
Clyde, da ”de er tabere, mennesker på bunden af samfundet, som er havnet i en situation, de ikke kan
komme ud af” (side 101) – men dette syn på morderne drukner i forhold til den spændingsfyldte og
Dansk d. 4/2 ’10 [navn fjernet], 2.m
3
fascinerende version, fordi avisernes læsere og fjernsynets seere fascineres langt mere, af sådan en
eventyrlig historie.
Det myrdede par, Eva og Sten, omtales som glade, udadvendte, hjælpsomme og festlige mennesker,
og man må ud fra denne beskrivelse konkludere, at de i sandhed er to gode mennesker, og et par, som
resten af byen synes at holde meget af, siden beboere i Åmsele i forbindelse med mordet udtrykker ”Nej,
det er for meningsløst, det er ikke til at tale om” (side 99). En anden beboer i Åmsele siger på side 98: ”…
Det er som om det onde er kommet til Åmsele. Denne by er for altid forvandlet”. Det onde er kommet,
frygten har plantet sig i den lille by, som ellers var beskrevet med idyl, på den måde alle folk i byen kender
og stoler på hinanden, i form af gårdene, de hvid-og rødmalede træhuse, samt med Vindelelven
strømmende igennem den.
Teksten både starter og slutter med en kort passage fra bogen ”Med koldt blod” af den amerikanske
forfatter Truman Capote, og disse to afsnit danner så at sige en ’ramme’ om den øvrige tekst. Ved nærmere
undersøgelse kan der trækkes flere linjer imellem denne historie og Capotes. I begge tilfælde befinder vi os
imellem fakta og fiktion – ”begivenhederne skæres til og modelleres ind i en narrativ struktur”
1
. Derudover
lader Capote også ’ondskaben’ trænge ind i et lille harmonisk samfund, og planter så at sige frygten i dette
samfund, og på samme måde lader Sabroe - via de 3 mord på nogle af den lille bys mest godsindede
mennesker – en frygt og en ondskab trænge ind og plante sig i Åmsele, så folk begynder at låse dørene og
lade lyset være tændt om natten. Sidst, men ikke mindst, gælder det for både Morten Sabroe og Truman
Capote, at ”forfatterstemmen tydeligt er drevet af en form for journalistisk sandhedstrang til også at
afsløre mordernes livshistorier og de ulykkelige omstændigheder, der har ført dem så vidt”
2
. Der lægges
altså vægt på mordernes psykologi – de omstændigheder, der fører dem til at gøre, som de gør. Derfor
hører vi i artiklen faktisk mere om mordernes baggrund, end vi gør om ofrenes.
Artiklens hovedtema må siges at være ondskab – som titlen også afslører. Spørgsmålet er: Hvilken
slags ondskab? Og ondskab fra hvis side? Umiddelbart skulle man tænke, at det at begå 3 mord for én cykel
er den rene ondskab. Men ser vi på de personer, der forvoldte denne ondskab, ændres perspektivet lidt.
Mordene var ikke begået af lyst, men som en sidste udvej for ikke at blive fanget og komme i fængsel. Ved
forhøret lægger begge parter ansvaret over på den anden. De optræder altså som egoistiske, og vil egentlig
kun det bedste for dem selv. Begrebet ’ondskab’ knyttes også i artiklen sammen med følsomhed og
kærlighed, menneskelighed – de stilles altså ikke overfor hinanden, som diametrale modsætninger, men
som to ting, der faktisk er beslægtede med hinanden. På den måde er temaet nærmere den menneskelige
1
Citat fra: http://www.litteratursiden.dk/temaer/mord-i-virkeligheden-om-truman-capote-med-koldt-blod
2
Citat fra: http://www.litteratursiden.dk/temaer/mord-i-virkeligheden-om-truman-capote-med-koldt-blod
Dansk d. 4/2 ’10 [navn fjernet], 2.m
4
ondskab, den ondskab, som alle mennesker besidder. En anden ting, som understøtter dette tema, er
Morten Sabroes indirekte kritik af medierne, der fordrejer og overskygger glædelige ting med dårligdom, og
at vi mennesker netop fascineres mere end noget andet af vold, død og ødelæggelse, og dermed udviser
denne menneskelige ondskab.
Artiklen bevæger sig altså langt væk fra den klassiske nyhedstrekant og nyhedskriterier i forhold til
flere punkter. Først og fremmest er den som sagt ikke kun baseret på virkelige hændelser, og dermed
konkrete facts. Vi har noget fiktion bygget ind, som uddyber historien og er med til at understøtte artiklens
egentlige meninger. Sabroe har hentet virkemidler fra fiktionen, såsom brugen af dialoger, de detaljerede
beskrivelser af personerne, samt måden han springer rundt i scenerne mellem afsnittene. Der sker altså en
personliggørelse af såvel mordere som ofre, i modsætning til de klassiske nyhedsartikler. Herudover er
opbygningen anderledes, idet vi ikke starter med de helt essentielle facts, så man lynhurtig får indblik i,
hvad der er sket. Historien skrider derimod langsomt frem, og er langt mere uddybende og fortællende.
Sidst men ikke mindst medvirker de overstående omtalte personbeskrivelser til, at man som læser føler, at
man næsten kender personerne, og derfor kommer selve begivenheden tættere på en, frem for at læse om
to ukendte personer, der en nat er blevet brutalt myrdet på en kirkegård. Derudover får vi et indblik i
mordernes liv, og på denne måde kan der trækkes mange linjer til den i artiklen refererede roman ”Med
koldt blod”, hvor der netop er fokus på mordernes psykologi.
Antal anslag: 10.079