STX 3.g
Dansk
3.a
Paa ”Thingvalla”
På ”Thingvalla” er en avisreportage, skrevet af Herman Bang, og udgivet i avisen Nationaltidende i
1881. Reportagen er beskrivende, holdt i et klart sprog, der gengiver den virkelighed Herman Bang
ser ombord på udvandrerskibet – skibets indretning og personerne, de ombordværende. I
opbygningen af sin reportage benytter Bang et flot ”kunstgreb” til at holde læseren fast, så læserens
nysgerrighed og evne til at fabulere vækkes. Det ses hver gang Herman Bang reflekterer for sig selv
– egentlig fortællerens indre refleksion, der imidlertid hver gang i læserens bevidsthed vendes til
egne overvejelser og til spørgsmål:
”Deres liv har intet at gøre med romaner, dertil er det for dagligdags”. (s.33, linje 12-13).
”Nej – det er ingen roman!”. (s. 33, linje 41).
”Men er det en roman?”.
”Men alligevel – det er ingen roman”. (s. 36, linje 12).
At Herman Bang som fortæller fremkommer med disse refleksioner i første halvdel af sin reportage,
er mesterligt gjort – han vækker læserens interesse, holder læserne fangne samtidig med, at han
vækker læsernes egne refleksioner med træk fra fiktionen, fra romanen, hvorefter han i anden
halvdel af reportagen beskriver langt mere med fakta – han har så at sige vakt læsernes nysgerrige
og fabulerende egen fiktion, hvorefter fakta kan følge fakta. Fortælleren er sikker på, at læserne er
bragt ud over det faktuelle niveau, og det er flot! Og som læser aner man blot ud fra denne
reportage, at forfatteren Herman Bang rummer den store fiktion – romanen i sig.
Herman Bang, der levede i perioden fra 1857 til 1912 var kendt for sine værker, der altid indebar en
realistisk samtids- eller samfundsbeskrivelse. Han var en forfatter, der vakte opmærksomhed med
sin forfattervirksomhed, en egentlig anerkendelse som forfatter opnåede Bang ikke i sin samtid
bortset fra nogle få udgivelser, men både det faktum, at Herman Bang var homoseksuel, og at han
måtte igennem en ydmygende retssag omkring sin roman: Håbløse Slægter, der bedømtes som
”Usædelig”, gav opmærksomhed både omkring hans person og omkring hans udgivelser, om end
Dansk
3.a
den var negativ betonet. Op igennem tiden er Herman Bangs romaner der imod læst meget f.eks.
titler som Tine og Ved Vejen, der begge desuden er filmatiseret.
Denne reportage På ”Thingvalla” omhandler Herman Bang´s egne rejseoplevelser på sin færd med
skibet ”Thingvalla” over Atlanten. Under turen gør hans sig forskellige erfaringer han skildrer i
reportagen som en ”øjenvidneskildring”. Han beskriver realistisk og specielt i anden halvdel af
reportagen med minutiøst detaljerede beskrivelser. Så minutiøst og detaljeret så
rammebeskrivelserne nærmest overtager de psykologiske beskrivelserne af personerne. Og han gør
det ved, at man som læser ser. At forfatteren vandrer rundt på skibet og maler den ene scene efter
den anden på læserens nethinde.
I starten af reportagen beskriver han sit møde med en ung købmand fra New York. Denne unge
mand fremkommer med den påstand om, at der ikke kunne findes nogen udvandrere på skibet, hvis
historie var værd at bygge en roman over. At dette blev sagt leder Herman Bangs tanker hen på sit
møde med en familie, der også skulle ombord på skibet, Herman Bang betragtede denne familie på
kajen. Det var en familie bestående af far, mor og fem børn. Familien beskrives, så det er tydeligt
for enhver, at denne familie er ludfattig – at de er tragiske skæbner, der søger lykken andet steds.
Bang faldt i snak med familien og i løbet af denne samtale, sagde moderen:
”Når man har brødet, forlader man da ikke sit fødeland...”(side 33, linje 9).
Denne udtalelse indikerer tydeligt, at det er af ren og skær nød de må udvandre til Amerika, at de er
tvunget til at forlade Danmark oven i købet men usikkerheden om, at det måske ikke vil gå bedre i
Amerika?
På baggrund af moderens udtalelse vælger Bang at give den unge købmand ret:
”Jo, den new-yorker har ret. Det er såmænd ganske simpelt, og man må være romanforfatter for at
kunne lave en roman af sligt, af denne brede, bondeforknytte mand, af konen og de fem børn. Deres
liv har intet at gøre med romaner, dertil er det for dagligdags”.(side 33, linje 10-13).
Dansk
3.a
I denne sammenhæng er det relevant at nævne, at den avis, Bang reporterede for, altså
”Nationaltidende”,var en meget konservativ avis. Og den havde det bedre borgerskab som dets
primære målgruppe.
At Herman Bang vælger at give new-yorkeren ret i, at mennesker med disse skæbner er for kedelige
og dagligdags som stof til en roman, kan simpelthen være udtrykt med en bevidst sarkastisk
undertone. Folket fra det bedre borgerskab var ikke interesseret i at høre om samfundets ”tabere”.
Hans udtalelse kan altså være et muligt skalkeskjul for hans egentlige holdninger, da man igennem
artiklen ikke betvivler, hvor Herman Bangs sympati falder – hos ”staklerne” – hos de, der af
forskellige grunde blev tvunget væk fra deres fødeland.
Da skibet begyndte at sejle væk fra kajen, beskriver Bang, hvordan folket råber, et ”såkaldt” hurra.
Dette hurra bar dog ikke præg af livsglæde, og var ikke sjunget ud med begejstring i stemmen –
Nej, hurraerne lød snarere som skrig:
”Det lignede et skrig, der blandedes med råbene fra land, som steg ujævnt og ilfærdigt, blandedes
deres smerte, der drog bort, med deres farvel, som blev”. (side 34, linje 13-15)
Disse ”skrig” var måske netop et sidste forsøg på et råb om hjælp. Det kan have været deres nødråb,
der blot tolkedes som hurra.
Menneskene på kajen, der tog afsked med de udvandrende, valgte at lukke øjnene for realiteten –
virkeligheden, nemlig den, at udvandrende ikke blot drog til Amerika for ”at samle guld i gaderne”,
men simpelthen fordi de var tvunget til det, hvis de ville overleve.
Genremæssigt er artiklen en faktatekst, der rummer fiktionselementer.
Faktateksten træder specielt i karakter dér, hvor Herman Bang er fortælleren, der beskriver en rejs
og forløbet på et skib - informerer om en identificerbar virkelighed. Til at dokumentere den
identificerbare virkelighed Thingvalla og de ombordværende benytter forfatteren imidlertid også
elementer af fiktion. Det ses f.eks. hver gang forfatteren tager sig den frihed at tolke på en person
uden reelt at vide, om det er korrekt. Bang træder her ud af rollen som den naturalistiske fortæller
og træder ind i rollen som den tolkende fortæller. At Herman Bang bruger denne kunstneriske
frihed ses blandt andet ved hans beskrivelse af moderen. Det eneste reelle oplysning Herman Bang
får at forholde sig til er, at moderen så sig nødsaget til at rejse ud i verden. Hvorefter Bang
Dansk
3.a
begynder at foretage sin egen analyse af, hvad der kan have været af årsager - for hun må da have
haft mere vilje end de fleste?
”Hun havde vel lidt mere vilje end de fleste… Man hun var blevet træt. Træt af at lappe om børnene
og tjene dagen lang for en ussel penge for om natten at grunde på den næstes dagligdags
bekymring”. (side 33, linje 22-…-33).
Når forfatteren begynder at gå bag om sine beskrevne karakterer på den måde, er det tydeligt, at han
benytter fiktion. Her træder reportage-journalisten tydeligt frem, Herman Bang giver en
journalistisk bearbejdelse af den virkelighed, han ønsker at beskrive, og han opnår ved sin
bearbejdelse specielt med sine elementer af fiktion, at få sine egne holdninger til at træde tydeligt
frem. inddrager fiktions virkemidler for at ”virkeliggøre” en verden, han ønsker at skildre. Han
benytter ydermere en særlig fortælle teknik for at kunne indtrykket hos læseren endnu stærke.
Herman Bang benytter således den impressionistiske, den naturalistiske fortælleteknik og stilform.
Han forsøger via sine detaljerede miljøbeskrivelser at ”male” et billede for os på nethinden, så vi vil
se alting klarere. En teknik og form, der udvikledes endnu mere i Herman Bangs romaner, hvor
netop de detaljerede beskrivelser specielt af det bedre borgerskabs liv har skabt en fornyet interesse
omkring Herman Bangs forfatterskab – specielt hans romaner, der i nyere tid fremstår ikke blot som
underholdende romaner men også opfattes nærmest som historisk dokumentation.
Der opstår et paradoks, når man skal belyse, hvorledes den fortællende, altså Herman Bang
forholder sig til det fortalte – for udadtil er han underdanig og tilslutter sig påstanden om, at ”de
stakkels skæbner” er for kedelige at skrive om, men mon han reelt er af den overbevisning? Mon
ikke han er lukket inde i reportagens form og det faktum, at ”Nationaltidende” er de konservatives
talerør? I hvert fald er det klart, at Herman Bang i sine romaner, hvor det er tilladt at udbrede sig i
fiktionsunivers træder tydeligt i karaktér, som den fortæller, der med sin naturalistiske minutiøsitet
og impressionisme viser det håbløse, det fortravlede, det skævt samfundsvredne, det ensomme, de
bristede illusioner, de mistede kærlighedsdrømme – som udtrykkes i Bangs romaner som:
”Haabløse slægter”, ”Tine”, ”Ved vejen” og ”Stuk”.
Jeg er ikke i tvivl, at Herman Bang blot var en mand, der bl.a. ønskede at fremvise netop de svagere
stillede menneskers historie som her i reportagen, hvor han med sin beskrivelse af udvandrerne
Dansk
3.a
giver han en billede af, at de, er de forsømte – de, der er blevet svigtet af samfundet - eller blot de,
der ikke har kunnet formå – ikke har haft mulighederne for at arbejde sig op i samfundet. Datidens
samfund bar præg af at være et traditionsbundet samfund, dengang man stadig gik i faderens
fodspor, hvilket udtryktes både i de bedre stilledes ”arv”, men så sandelig også de dårligt stilledes
sociale arv.
Hvordan skulle de, hvis skæbne var at være fattige og skulle kæmpe for brødet, hvordan skulle de
klare sig, hvordan skulle de kunne bryde den fattiges sociale arv? Ja, disse skæbner i denne
reportage, som Bang beretter om, er blot få ud af mange. Mange af de menneskers historie blev
aldrig fortalt, eller gjorde den? Det ved vi heldigvis i dag, at den gjorde, den historie blev fortalt i
fiktionen i de store romaner om menneskers liv, og her bidrog Herman Bang på linje med andre
danske og nordiske forfattere som: Hans Kirk, Martin A. Hansen, Wilhelm Moberg m.fl. til at
fortælle folkets historie. Forfatterne gjorde det i fiktionen, hvor de ikke, som her i en
Nationaltidende-reportagen var bundet af politisk tilhørsforhold, de gjorde det med forskellige
skrive- og fortælleformer, forskellige udtryk, men de gjorde det, så vi i dag har et fyldigt og flot
billede af datidens syn på folkets historie – både de bedre stilledes og de dårligt stilledes liv.
Selv i reportagen, den så at sige politisk bundne opgave, formår Herman Bang at ”afsløre” sine
synspunkter og sine tanker. Han giver med sine beskrivelser af f.eks. udvandrerfamilien og måske
især i beskrivelsen af den unge mand fra det bedre borgerskab, der er trådt ved siden af det liv, der
forventes at han vil leve efter forældrenes, slægtens forventninger og konventioner og derfor sendes
bort, som en skamplet, der ikke må være synlig i borgerskabet/forældrenes borgerlige univers. I
beskrivelsen af netop ham, står det meget tydeligt, at der var skævvridninger i datidens håndtering
af problemer, her personificeret i den unge mand:
”Den unge mand står der endnu – men pludselig slipper han taget i tovværket, og mens han svinger
hatten stikker han i et langt brøl”.
Som læser oplever jeg her al den afmagt og samtidig den vrede, der er gemt i den unge mand og den
afmagt, vrede og håbløshed, der måtte være gemt i alle udvandreres indre.
Jeg ser også en klar rød tråd fra Herman Bangs reportage fra 1881 frem til Danmark anno 2010 –
udvandrere var de i 1881 – mon ikke de kunne kaldes flygtninge på flugt fra en håbløs hverdag i
Danmark?
Dansk
3.a
I 2010 har vi mange indvandrere i Danmark – udvandrere var de, da de forlod deres eget land – mon
ikke de var på flugt fra det håbløse, det krigstruende? Vi har kaldt vores nye medborgere meget
igennem mange år i Danmark: ”Gæstearbejdere, indvandrere, tosprogede, etniske danskere,
andengenerations indvandrere – og det meget grimme ”perkere”. Mon ikke vi skal fokusere mere
på, hvorfor de er kommet, hvad det var, der tvang dem bort fra deres land end på, hvad vi kalder
dem?
Sådanne overvejelser og tanker kan Bangs reportage fra 1881 vække i 2010!