
3/4
der lyn, eller generelt bare meget magtfulde kræfter, som slynger sig omkring mennesket. Vi kan
ikke kontrollere vejret, så vi må acceptere det. I de næste vers bliver der nævnt et hav af dunster
gynge, altså et hav som hiver en tåge med sig over landet: "Og som fra den höie Klippestrand,
Skuer jeg et Hav af Dunster gynge over dybe, havbundlige Land." Dunsten, altså tågen, er et
symbol for alt hvad vejret kan medbringe - altså at det let kan sprede sig som en tyk tåge over land.
"Ras og Hyl, Orkan! og bröl, o Torden! Bæv i hver en Aare, Risefield! Bryd, du fangne Ild! bryd ud
af Jorden, Havet drik! Sug Floden af dens Væld!" I denne strofe bliver der igen fokuseret på
naturens kræfter, og hvad den er i stand til at medføre. Staffeldt besjæler vinden, og gør den i stand
til at rase, hyle, brøle og jorden til at bævre. Han besjæler ilden med evnen til at bryde, og havet til
at drikke og suge. I denne strofe er der sket en besjæling af alle fire elementer – ild, jord, luft og
vand. Staffeldt vil inddrage alle naturens aspekter, og gør det ved at give dem menneskelige
egenskaber, altså ved en besjæling. Ilden er et symbol på naturens magt og evner, når den bryder ud
af jorden.
De næste strofer handler mere om digterens egen åndelighed. Livlig grue og guddommen som
strider i brystet er tegn på digterens respekterede opfattelse, af naturen som han befinder sig i.
"Denne seirer - o Natur! din Truen": Her siger han selv at naturen er truende, men på samme tid at
den er sejrende. "Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.": Seraph er en engel af ilden, og symboliserer
derfor magt og kræfter, fordi ild generelt symboliseres med mægtighed og stærke krafter. At
digteren fortæller at han kun rystes af Seraphs Lyst, tror jeg betyder, at han har en hvis tiltro til
naturen, og at det kun er når det bliver for ekstremt, at han bliver påvirket af det. I næste strofe ser
man at digterens udødelige ånd hæver sig over 'undergangen' - altså dagen hvor alting slutter. At
ånden hæver sig, tror jeg også symboliserer digterens tilbedelse overfor naturen, og at ånden er
udødelig, tror jeg viser menneskets opfattelse af sig selv: Vi er det mest magtfulde væsen på vores
jord, så vi er vel udødelige? Ikke når vi står i perspektiv til naturen kræfter, og det er derfor det er
ånden som er udødelig - mennesket selv vil måske gå bort, men vores ånd og vores tro vil ikke.
"Paa lynvinget Tordenvogn den svæver. Triumpherende med Seierssang." I disse sidste to vers af
strofen, ser man igen respekten og accepteren af naturen - altså sejrssangen og triumfen.
"Kun en Boble, som paa Havet springer, er et Skybrud for min stærke Aand, Thi selv Undergangen
jeg paatvinger, Skiönhedskrandsen med min Skaberhaand." I denne strofe er der igen fokus på
digteren. At digteren selv påtvinger undergangen, er digterens accept af livets gang. At kun en boble
som på havet springer, er et skybrud for min stærke ånd, viser dog også, at han selv synes han er
mægtig, på trods af naturens mægtighed. Han vil ikke lade sig skræmme. Skønhedskransen er et
symbol på det gode og det skønne i livet.
Sidste strofe runder digtet af. "Denne Tryghed ved Naturens Gruen, Denne Fasthed midt i Altings