Reality-programmer

Paradise Hotel, Singleliv, De unge mødre osv., er vidt forskellige reality-programmer, som dog har

den ting tilfælles, at de er en hurtig vej til berømmelse for de medvirkende, og god underholdning

for os som ser programmerne.

Men selvom vi dagligt kan få os et grin over de mange tåbelige kommentarer, som Amalie fra

Paradise fyrer af, og Sidney Lee der uddeler en ”son of a bitch” til alle og enhver, så har denne

fremstilling af disse personer og deres liv fra TV-medierne dog en negativ konsekvens for

deltagerne, og ikke mindst for alle os unge mennesker, som dagligt morer os over deres

dumheder, horen og hæmningsløse druk på TV. Der bliver givet en illusion om en verden der ikke

Da Paradise Hotel blev vist i Danmark for første gang, var reality-shows langt fra et nyt fænomen i

Danmark, da programmer som Big Brother og Robinson Ekspeditionen havde haft kæmpe succes

år inden, og derfor var danskerne allerede vilde med tanken om et program, hvor man kunne følge

med i andres pinlige situationer, venskaber og ikke mindst forelskelser. Men Paradise Hotel brød

dog med de normale gængse normer for reality-shows, da de har gjort begrebet reality-show mere

udvisket, ved selv at skabe falske intriger, blandt deltagerne, og lave en falsk virkelighed. Men

hvad vinder TV-stationerne og produktionsselskaberne ved at iscenesætte en falsk virkelighed?

Som det jo tydeligt fremgår seertallene, vil unge meget hellere se Paradise Hotel og De unge

mødre, end de vil sidde og se Spise med Price, og det skyldes til dels at vi unge er blevet mere og

mere grænsesøgende, og det er netop dét, der er pointen med disse programmer. Meningen er at

højsædet, mens kappestriderne og talismanden er gledet stille og roligt i baggrunden.

Reality-shows er som sagt en opsat og kontrolleret virkelighed, men er unge mennesker i dag i

stand til at kende forskel mellem fakta og fiktion, nu hvor forskellen mellem de to bliver mere og

mere udvisket?

Eftersom størstedelen af personer der ser Paradise Hotel, og andre reality-shows, er under 20 år,

er de midt i en meget vigtig fase af deres liv, med at finde ud af hvem de selv er, og hvilke sociale

arenaer de skal spille på. Derfor er disse reality-shows med til at give mange unge mennesker et

forkert indtryk af livet som voksen og selvstændig, da disse programmer nærmest verificerer, at

det er helt i orden at drikke og hore sig gennem livet, og at det ingen konsekvenser fører med sig.

Men selvfølgelig fører det konsekvenser med sig at leve et uhæmningsløst liv. Jeg erindrer, at der

lærer de også unge mennesker at bruge de sociale redskaber, de har til rådighed, til at udnytte

folk, og gøre ting, som de så selv senere får nogle goder ud af. Dette er et meget individualistisk

livssyn, uden den større hensynstagen til det større samfundsperspektiv, og er ikke i

overensstemmelse med de gængse etiske regler, hvor man prøver at gøre det der er til mest mulig

nytte, for flest mulige personer.

Men hvis det har så mange negative konsekvenser at se disse programmer, og ikke mindst prøve

de ting man har set efter, hvorfor vælger unge så at deltage i disse?

selvbrunede, bandanabærende, amerikanske wannabe egentlig kendt for? Jovist var han med i en

sæson eller to af Singeliv, hvor han præsterede at servere færdigretter til hans dates og indførte

begrebet ”Son of a bitch” om sine elskede Cult Shakere, men er dette nok til at manden skal

inviteres foran alle de kameraer der kører i Danmark? Dette er nu ikke meget atypisk for reality-

dommerbordet, som havde den endelige beslutning. Kort sagt blev der lavet en grov sortering af

de tilmeldte, inden de overhovedet kunne komme på TV.

mennesker er jo indrettet således, at vi elsker at se på folk der enten kommer galt af sted, eller på

anden vis kvajer sig. Men vi er jo heller ikke umenneskelige, vi griner jo kun af det når folk selv har

bedt om at blive udstillet.

Det samme princip med forskelsbehandling og udstilling af folk i TV programmer gør sig gældende

i Paradise Hotel, hvor produktionsselskaberne bevidst søger de mest attraktive, og i nogle tilfælde,

de mest dumme, som kan peppe det hele op med en dum udtalelse.

Dette fører jo til social ulighed, hvis det kun er de små pæne piger og drenge der kan få lov til at

være med i legen, og hvor godt et forbillede er det lige at sende til de små børn, som allerede

mobber hinanden i forvejen?

Men de to ovennævnte personer er blot en håndfuld af mange, som desværre afspejler den

danske ungdom, som er præget af egoisme og perfekthed, og konkurrencen er hård imellem. Det

gælder mere og mere om at se godt ud, end det at have noget mellem ørene. En tendens der

nemt kan ses blot ved at tænde for sit TV, hvor vi i stedet for quizzer og gameshows, ser en masse

kendte ræse rundt på en racerbane, vælte rundt på en forhindringsbane i Argentina, eller som det

nyeste skud på stammen, invitere andre ligegyldige og ukendte kendte mennesker hjem til

Og dette bringer mig tilbage til mine oprindelige spørgsmål. Det kan nemt argumenteres for, at

den falske verden, og forvrængede livssyn, som produktionsselskaberne skaber, er med til at give

unge mennesker en illusion om, at alle disse såkaldte kendte mennesker lever et perfekt liv uden

problemer, men sådan forholder det sig dog ikke i den virkelige verden. Peter fra Paradise, Malou-

Stella fra De unge mødre og Sidney Lee fra al primetime tv, har fuldstændigt de samme problemer

mennesker, der hele tiden er på TV.

_____________________________________