Platon og Aristoteles | Idéhistorie

[navn fjernet] 2.b Oldtidsopgave Idehistorie B 11/9-2014

Oldtiden

I denne opgave vil jeg redegøre og sammenligne Platon og Aristoteles filosofi, samt vurdere hvem

der har den mest korrekte syn på verden. Derudover vil jeg relater til udvalgte dele fra

kompendiet, angående Grækenland og den antikke kultur.

Platon

Platon var en græsk filosof, som levede fra 427-347 f.kr. Platon kom fra en adelige slægte i Athen,

en slægt der deltog i politiske anliggende. Men Platon levede også i en tid hvor demokratiet i

Athen var skrøbeligt og på vej til opløsning. Dette var det demokrati der dømte Sokrates til døden.

Sokrates var Platons læremester, og Platon så meget op til Sokrates, for hans frie tanker og hans

uafhængighed fra andres holdninger og meninger. Derfor valgte Platon også at tage afstand fra sin

slægt politiske anliggende, og blive den filosofiske person, som har haft stor indflydelse på

samfundet.

Hvad der optog Platon var om vi kunne stole på vores sanser til at bedømme virkeligheden, det

spørgsmål optog også mange andre filosoffer. Platon mente at man brugte sin fornuft, til at tænke

sig til virkeligheden, hvilke er anderledes end hvad sanserne tillader en at se og føle. Så at sige

mener Platon at man har to virkeligheder, en hvor du bruger fornuften og en hvor man bruger

sanserne. Platon mener også at sanser ikke giver det fulde billede af virkeligheden. Han mener at

sanserne skaber fænomener, såsom en tavle er et fænomen, ligesom andre ting man sanser i

verden. Han mener at sanserne er subjektive, og det afhænger af hver enkel person hvordan man

sanser.

Han løser dette problem på en helt særlig måde, han deler virkeligheden i to. Den umiddelbare

virkelighed og den egentlige virkelighed, den umiddelbare virkeligheden kan være anderledes fra

person til person via sanserne. Mens den egentlige virkelighed ikke er forskellig. Platon

sammenligner hans teori med løver, hvis man ser en hanløve ved man det er en løve. Hvis man ser

en hunløve, som ser anderledes ud, er det stadigvæk en løve. Det mener Platon at det er

fornuften, eller sjælen som Platon siger, der opnår den konklusion at begge er løver. Som

mennesker erkender vi fornuften. Men løven er blot en del af løvens ide, det er ikke den virkelig

løve man ser, men en skygge af løve. Platon opdeler netop verden i to, Ideernes verden og

Fænomenernes verden, hvor vi som mennesker lever i fænomenernes verden. Men Platon mener

at mennesker har en sjæl (også kaldt fornuft), som gør at man får indsigt i ideernes verden, da

sjælen hører til der, men som lever i kroppen indtil personen dør, så farer den tilbage til ideernes

verden. Man kan også sige at ideerne er primær, og fænomener er sekundære, altså idealisme.

Ideverden

Fænomenverden

Bruger man fornuften

Virkeligheden

Eksisterer uafhængigt af fænomenerne

Sjælen – lever dog i kroppen, men evige

Uforanderlig evig

Man bruger sanserne

Umiddelbart ikke nøjagtig, vi sanser forskelligt

Kan ikke eksistere uden ideverden(ideerne)

Man ser kopien, eller skyggen af virkeligheden. Det

føles som virkeligheden, men det er det ikke

Kroppen

[navn fjernet] 2.b Oldtidsopgave Idehistorie B 11/9-2014

Hulelignelsen beskriver også Platons tanker omkring det godes idé. Som i at skyggerne på væggen er

fænomenernes verden, men så ser personerne figurerne i virkeligheden, så kan man sammenligne med

idéernes verden. Men da fangerne så træder ud i solelyset kan man sammenligne med det godes ide. At de

ser lyset for første gang, eller det gode kan man sige. Men skal se det godes ide som noget der oplyser

ideerne, som ”Der gik et lys op for mig”. Så alting er graddelt i virkelighed ifølge Platon.

Aristoteles

Aristoteles er græsk filosof og videnskabsmand, som levede i perioden 384-322 f.Kr. Han er født i

Stageiros, men levede senere hen i Athen. Aristoteles har ligesom Platon haft enorm betydning for

den europæiske filosofi, herunder logik, metafysik og videnskabsfilosofi. Men forskellen på

Aristoteles frem for Platon, er at Aristoteles udviklede sin egen filosofi, fremfor at viderebygge på

sin læremester Platons. Men derfor har Platon og Aristoteles filosofi været afgørende for senere

filosofi.

Aristoteles arbejde med metafysik, som handler om hvad virkeligheden er. Aristoteles ville vide

hvad virkeligheden var, og han mente at han måtte se på sine omgivelser for at finde svar, for hvis

virkeligheden bestod af ting, hvad var de ”ting” så? Dette er Platons idelære der får Aristoteles til

denne abstrakte måde at analyser på. Men Aristoteles kan ikke se hvorfor man skal dele

virkeligheden op i to verdener, hvor den ene afspejler den virkelige. Aristoteles mener at tingenes

væsen må findes i tingene, og ikke i ideverden, som Platon mener. Aristoteles skelner mellem

tingens egenskaber, og hvad der gør at egenskaberne er egenskaber. Altså egenskaber kan sige

noget om tingen, men tingen kan ikke sige andet om sig selv. Tingen er altså det grundlæggende,

eller som Aristoteles ville sige, Substansen. Substansen er kernen til Aristoteles metafysik,

substansen indgår i alt.

Aristoteles skelner mellem tingenens form og dens stof. Fx hammeren, som består af træ og jern,

altså stoffet. Men for at stoffet kan blive en hammer, skal det have formen. Men det er altså

formen som gør at hammer har sin hammer-hed. Dette erkendes af fornuften, da det ikke er

sanserne der bestemmer hvordan en hammer ser ud. Men derfor er alle hammere ikke ens, så for

at alle hammerne ikke forsvinder op i hammer-begrebet, kommer man tilbage til substansen, som

gør vores hammer til vores.

Så derfor kommer Aristoteles i konflikt med Platons filosofi, fordi han mener at hvis vi eliminere

enkelttingen, så findes tingen ikke. Så hvis man fjernede alle kattene, ville der ikke være nogle katte. Så

Aristoteles eliminere Platons ideverden, hvor Platon mener at ideen om enkelttingen går forud for

enkelttingen.

Aristoteles brugt også to andre begrebspar nemlig akt og potens. Hvor akt beskriver alt virkeligt, og potens

beskriver virkelighedens muligheder. Ligesom at træ og jern kan bruges til at skabe flere genstande, men

hammerens form er en af genstandene. Så akt og potens er til stede som bestemmelser, der som en enhed

karakteriserer tingene omkring os. Så akt og potens er to forskellige måder at beskrive ting på. Noget

eksistere som akt, andet som potens, men begge for kommer i en og samme genstand:

Akt:

Ler→

Mursten→

Mur→

Bygning

…etc

Potens:

(mursten)

(mur)

(bygning)

(ler)

…etc

[navn fjernet] 2.b Oldtidsopgave Idehistorie B 11/9-2014

Men Aristoteles mener også at ting kan forandres via. Årsager, og Aristoteles taler om fire årsager. Man kan

snakke om den virkende årsag, som elektriske udladninger i atmosfæren årsag til, at der kommer lyn og

torden. Dette er den virkende årsag, hvilke blot er en af dem Aristoteles taler om. Derudover er der den

materielle årsag, hvori man ser på genstandens stof, som den der har medvirket til forandringen. Den

formelle årsag tager man udgangspunkt i formen, et eksempel kan være en vase. Som den sidste er finale

årsagen, som er det formål der under processen har styret ind på forandringen.

Men Aristoteles metafysik finder man også i hans gudsbegreb, hvor i han ser at det har krævet bevægelser

at komme frem til en hammer, men man kan ikke blive ved med at udvikle hammeren, der er ikke flere

bevægelser, udover at gå tilbage til stoffet, nærmeste som en rotation (Se illustration af ler). Han tænker

længere tilbage, han mener at der være en bevægelse, som har sat andre bevæglser i gang. Det før ham

videre til at der må være en bevæger der som er ubevæget. Altså en ubevægede bevægelse, dette ser

Aristoteles som gud. Så gud er ren akt og ren form.

Sammenligning

Man kan jo se at Platon filosofi senere inspirerede kristendomen, man kan også sige at Platon har lært os at

søge sandheden, og se kritisk på tingene i evige søgen på sandheden (Mikkelsen, 2012). Det er hvad

Aristoteles gør, han ser kritisk på sin læres syn på virkeligheden, og omdefinere det, selvfølgelig stadigvæk

med Platons filosofi baghovedet. Man kan sige de stadigvæk har sammen mål, at finde ud ad hvordan

virkeligheden hænger sammen. Her kommer begge ind på at sanser giver et delvis indtryk af virkeligheden,

mens der er fornuften der anerkender sanserne, og derved kan konkludere hvad ting er (jadesmg, u.d.).

Hvor de begge er meget skeptiske, og derfor filosofere de også over dette. De har samme mål, men ender

ud med forskellige dyn på virkeligheden. Platon siger at idéen går forud for enkelttingen, hvor Aristoteles

siger at Enkelttingen går forud for formen. Platon giver en forklaring på hvor fornuft/viden kommer fra,

mens Aristoteles giver os viden omkring ting der er under forandring.

Platon og Aristoteles anvender også ordet form, dog med forskellige betydninger. Hvori Platon mener at

formen blot er en skygge at virkeligheden i idéverden. Hvor Aristoteles mener at formen er virkeligheden,

og det er den der bestemmer hvad tingen er, sammen med substansen kan man se forskelle, hvor Platon

blot siger det er fornuften/sjælen der gør det muligt at skelne.

Så man kan sige at Platon og Aristoteles har sammen udgangspunkt, ligesom alle andre filosofer på den tid,

nemlig at besvare spørgsmålene omkring virkelighedens indretning og udvikling. Man kan sige de starter ud

på sammen grundlagde, men går hver deres vej senere. Aristoteles har lært at være kritisk over for

sandheden, derfor kan man også se at han er kritisk over for sin læremester. Så Platons filosofi går videre i

Aristoteles via søgen på sandenheden.

Vurdering

Platons definition på virkeligheden er meget abstract, hvorimod Aristoteles’ definition på virkeligheden er

meget mere logisk. Det med at dele virkeligheden op i to verden, er en unødvendig fordobling af verdener,

men alligevel har flok haft tillid til denne forklaring, hvis man ser på kristendommen. Platons idelære har jo

haft enorm betydning for verden, men især på kristendommen. Man kan sige at kristen allerede kendte til

Platons filosofi via kristendommen, og derfor har han også haft meget stor betydning for formningen af

verden på en mere religiøse måde. Men det religiøse har også sænket udviklingen af et mere moderne

samfund, og derfor har udviklingen sket meget langsomt. Hvorimod Aristoteles filosofi har været med til at

skabe udvikling, især hvis du ser på den naturvidenskabelige revolution i 1700-tallet, der har Aristoteles

metafysik haft enorm betydning. Da man ifølge Aristoteles skal se på verden som den er, dette gør man i

[navn fjernet] 2.b Oldtidsopgave Idehistorie B 11/9-2014

det naturvidenskabelige område, derfor har hans filosofi også betydet meget for vestens videnskab

(HERMAN, 2013). Det er også løsrivning fra Platons filosofi, da man langsom begynder at gå væk fra

kristendommen.

Man kan sige at begge filosofer har haft stor betydning for samfundet, derfor kan men vel også sige at på

hver deres punkter er der delvis korrekthed. Begge filosofer er ude på så abstract et emne at det er svært

at kunne sige hvem der har ret, og hvem der er forkert. Dog rent logisk ville man sige Aristoteles, men det

er også fordi at vi ser på verden som den er i dag, man mener ikke mere det er gud der skabte verden, men

at det skete under ”the big bang”, derfor er Aristoteles mere logisk og videnskabelige filosofi mest korrekt,

hvis man ser på hvordan samfundet er i dag.

Grækenland og den antikke kultur

Den græske kultur er udviklet mellem 700 – 350 f.Kr i en række små politiske og økonomiske selvstændige

bystater. Man begyndt at eksperimenteret med nye styreformer i området omkring middelhavet. Blandt

andet i Athen sprang en ny styreform frem, nemlig demokrati. Dette skete begrund af der var flere

tyranner, det vil sige folk som havde enestyre og udnyttede deres position til fordel for deres slægt. Men

dette blev det mere magtfulde borgskab træt af eneherskeres magtudøvelser og gjorde derfor oprør til

sidst. Således kom der demokrati, hvor borger blev politiker og dommer, dette skete via. Lodtrækninger.

Deres periodetid var på et år, derefter ville en ny blev trukket. Dette var kun athenske borger der var med i

lodtrækning, så kvinder, slaver, og tilflytter kunne ikke deltage. Alle borger havde adgang til

folkeforsamlinger, og havde også ret til taleret. Så enhver kunne fremsætte et forslag, som ville kunne

vedtages i folkeforsamlingen. Grækerne var optaget af den magt der lå i ord og argumenter, man elskede at

høre dygtigere taler forsvare eller angribe en sag. Denne samtale- og diskussion kultur, har også sat dybe

spor i litteraturen. Man kan også se den kultur gå igen i Platons værker, han opstille ofte dialogere mellem

forskellige personer og Sokrates.

Denne græske kultur bredte sig også. Da der kom en trussel fra det nye land Makedonien, kunne politikerne

ikke finde ud af hvad der skulle gøres med denne trussel. Derfor erobrede Filip Grækenland i 336 f.kr, dog

blev han senere myrdet. Derfor kom Alexander og lovede Grækenland hævn over Persien, for at vinde

Grækenlands tillid. Da Makedonien var et nyt land, tog de meget af den græske kultur til sig, og derfor blev

den græske kultur ført videre, da Alexander den Store skabte det største rige på daværende tid. Dog gik

dette rige i delvis opløsningen efter Alexanders død, men der var stadigvæk gang i by grundlæggelser og

handels- og kulturpolitik. Denne nye kultur tager udgangspunkt i den græske, og dette kaldes hellenisme.

Denne kultur bredte sig endnu mere, da Grækenland blev en del af Romerriget i 146 f.kr. Da var

rommeriget allerede så gennem helliniserede efter underkastelsen af de græske bystater i Syditalien.

Gude forestillingen ændrede sig markant omkring 500 f.Kr. Guderne var brugt til at styre

samfundet, via deres forskellige love. Derfor lå magten også i de gamle slægte som også styrede

samfundet, der skete sjældent nye forandringer da arven blev nedarvet fra fader til søn, derfor

blev det ofte det samme mønster. Dette medførte et stabilt magthierarki. Guderne stod for være

sit område til ære for over guden Zeus. Hvilke nogle synes mindede for meget om de gamle

hersker, med deres mange magtudøvelser. Derfor begyndte Xenophanes at undre sig og komme

med andre udsagn, som sammenlignede almindelig mennesker med guder, som at guderne er

mere nærværende det fik også stor betydning for den senere kristendom som adopterede dette

udsagn. Dette gjorde at man kunne være mere privat men stadigvæk fælles omkring gudedyrkelse.

[navn fjernet] 2.b Oldtidsopgave Idehistorie B 11/9-2014

Xenophanes satte gang i nye tanker, og derfor var alting lige pludselig en gåde. Verden hængte

ikke helt sammen mere, da man begyndte at tænke anderledes om guderne passer at

forestillingerne hellere ikke, så hvordan hænger det så sammen? Det var ikke længere gudernes

love der galt, det var folkets. Så man undrede sig om det stadigvæk havde sammen betydning hvis

lovene så let kunne laves om. Man undrede sig over at ting ikke altid var som de så ud til at være,

fx vand har flere tilstandsformer, men er dog stadigvæk det samme. Den ældste filosof påstår

altings arché er vand, det førte vide til de fire elementer, da andre mente det var ild og luft. Det

gjorder kom en masse forskellige teori omkring alt, siden den græske oldtid er man aldrig stoppet

med lede efter svar på forskellige videnskabelig ting, hvilke også har haft større betydninger for

efterfølgende perioder.

Aristoteles havde en teori om den fysiske verdens opbyggelse, hvilke tog udgangspunkt i de fire

elementer, som vil søge tilbage til den naturlige position, som en luft boble i vand vil altid søge op

ad (væk fra jorden som var jordens centrum), ligesom en sten vil søge mod centrum. Det gav så

meget mening dengang at det også havde stor betydning for middelalderen som er en

stillestående teknologisk og videnskabelige periode. Man fandt først ud ad i renæssancen at det

var tyndekraften. Men det gav mening og det var derfor at den katolske kirker anvendte den, det

passede tidsmæssigt til perioden.

Alt dette har været med til at forme verden som den er i dag, derfor har de græske filosofer og

den antikke kultur haft enorm betydning for den moderne vestelige kultur. Man ser flere gange at

denne filosofi går igen, også selvom det er næsten er 2500 år siden den udtænkt. Man kan se

hvordan den har formet verden genne religion og naturvidenskab, dette er især tydeligt. Derfor er

det stadigvæk at kunne se tilbage, da det de udtænkte har været brugt gennem flere tusinde år.