Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
1
De postmodernistiske
1980’er digte
Dansk/historieopgave
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
2
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ...................................................................................................................................3
1.1. Problemformulering ..............................................................................................................3
2. Analyse ........................................................................................................................................3
2.1. Form ......................................................................................................................................4
2.2. Sprog .....................................................................................................................................4
2.3. Stemning og symboler ...........................................................................................................5
2.3.1. Det mørke, det blå og ligegyldigheden .......................................................................5
2.3.2. Ensomheden ................................................................................................................6
2.4. Billedsprog og metaforik .......................................................................................................8
2.4.1. Sanseindtryk ................................................................................................................8
2.4.2. Metaforer .....................................................................................................................8
2.5. Temaer ....................................................................................................................................9
3. Afslutning ...................................................................................................................................10
4. Litteraturliste .............................................................................................................................11
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
3
1. Indledning
I 1980’erne afløstes 1960’erne og 70’ernes velstand og gode tro på fremtiden, i Danmark, af en
økonomisk krise. Det var som om, at det som den glade 68’er-generation, havde bygget op, var ved
at falde sammen, og man kunne se et tusmørke lægge sig over landet. I litteraturen kommer det især
til udtryk. Unge, nyskabende digtere træder ind på scenen, og i slutningen af 1970’erne og i starten
af 80’erne begynder den tid, som vi i dag kalder for postmodernismen.
Det var en tid, hvor ung poesi blev et udtryk for afmagt, en tid, hvor meget få ting egentlig betød
noget. Jeget brød sammen, verdenen og historien brød sammen.
1
Man kaldte dem ”No future”-
generationen
2
, og det gav disse forvirrede, opløste forfattere et behov for at skænke verdenen en
gave i form af en ”filosofisk velsignelse til at skide på det hele”
3
.
Den gave har vi forsøgt at forstå lige siden.
1.1. Problemformulering
Jeg vil analysere og fortolke to digte fra starten af 1980’erne, hvorefter jeg vil lave en
komparativ analyse af dem. Dette skal danne baggrund for en diskussion af de tidstypiske træk,
der gør det muligt at påvise i hvilken tid, de er skrevet.
- På hvilken måde ligner de to digte hinanden – hvilke temaer, symboler, hvilken
stemning har de tilfælles?
- Hvordan kommer de postmodernistiske træk frem i digtene?
De to valgte digte er hhv. ”Plasticsolen” (1981) af Michael Strunge
4
og ”Ukendt under den
samme måne” (1982) af Søren Ulrik Thomsen
5
. Begge er kunstnere, man i dag betragter som
værende blandt de første postmodernistiske digtere herhjemme.
2. Analyse
Jeg vil gennem hele opgaven analysere og fortolke digtene ”samtidig”. Jeg deler således ikke
opgaven op i to enkeltstående analyser af de to digte, men tager udgangspunkt i ét aspekt ad gangen
som jeg sammenligner de to digte imellem.
1
Stidsen 2002 p. 37
2
Fosselius 2007
3
Stidsen 2002, p.37
4
Lassen og Jensen 1997 p. 225
5
Thomsen 1982 p.17
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
4
2.1. Form
Formen på de to digte adskiller sig ikke væsentligt fra hinanden, men der er dog forskel.
Strunges ”Plasticsolen” indeholder 21 vers i én strofe, og Strunge gør sig ingen ulejlighed med
at lave f.eks. indryk undervejs. Thomsens ”Ukendt under den samme måne” er af samme
størrelse – det indeholder 26 vers ligeledes i én strofe. Thomsen har dog, modsat Strunge, gjort
brug af indryk to gange. Han fremhæver brudstykket ”sorte mærke på halsen” i vers 3, ligesom
han efterfølgende laver indryk ved sætningen ”ukendt under den samme måne” (som også er
digtets titel) i vers 6. Således bliver disse sætninger, eller brudstykker heraf, fremhævet.
2.2. Sprog
Begge digte er prosadigte. Strunges ”Plasticsolen” er totalt tømt for rim, men opretholder vha.
temmelig korte vers en fin rytme. Ligeså bruger Strunge en opremsning til at sætte flow i digtet:
”Ting falder ned fra himlen: radioer, / pilleglas, aviser, sæbe og splintret glas.” lyder det i vers 3
og 4.
Det gør Thomsen derimod ikke. Hans ”Ukendt under den samme måne” har et strejf af
rimlyd. Det ses bl.a. da han skriver således: ”tog river sig løs og standser igen / tog river sig løs
og standser igen / hånden drejer i langsomt farvel / hånd river sig løs og standser igen” i vers
14-17. Som det ses er der i dette eksempel også gentagelser, hvilket er et middel, som Thomsen
benytter flere gange i digtet. Men gentagelserne er brudstykker, man får en fornemmelse af, at
hans tanker farer rundt, ligesom togene ”river sig løs”. Dét er typisk postmodernistisk – ”den er
en hyldest til fragmentet, til det usammenhængende”
6
.
Endnu et eksempel på gentagelser hos Thomsen er i vers 9-11: ”læderjakken varmer mig /
læderjakken gløder blåt / læderjakken slutter tæt”. Gentagelserne sætter ekstra fokus på netop
disse vers i digtet, og betydningen af ordene her er således stor. Man kan sammenligne det med
at skrive en vigtig oplysning på en plakat med fed tusch. Netop disse vers skal slås fast og
derfor gentages de.
Disse lidt forskellige virkemidler skaber ikke nogen afgørende forskel digtene imellem. Dog
er rytmen mere udtalt i Thomsens ”Ukendt under den samme måne”. Det skyldes især
gentagelserne, der ikke bare bidrager med et naturligt flow, men også med et højere tempo. Det
er tydeligt, at Strunges ”Plasticsolen” er mindre tempofyldt, men det bidrager modsat med en ro,
som giver rum til at fokusere på ordene i stedet for på digtet som helhed.
6
Stidsen 2001 p. 139
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
5
2.3. Stemning og symboler
2.3.1. Det mørke, det blå og ligegyldigheden
I postmodernismen, og således i disse to digte, hersker en mørk og dyster stemning af
ligegyldighed. Det er meget karakteristisk, at der er disse to digte tales om aften og nat.
Hos Strunge lyder det i vers 14-18: ”Dybt i coma sover asfalten / dækket af blå sne /
belyst af tv-ruderne. / Denne tidlige aftens musik / består af støj fra døende maskiner.”.
Ligegyldigheden og det dystre består i den konklusion, at nogle er gået i koma – og er
man i koma, er man uden for rækkevidde og ikke i stand til at tænke eller føle. Den
beskrevne ”aftens musik” vil således kun fortsætte i kort tid endnu. Endvidere er
asfalten, i koma, dækket af blå sne – endnu en deprimerende tilføjelse. Blå er det
deprimeredes farve, og asfalten (og verdenen) er altså nu ikke blot i koma – den er
sågar dækket af et mørkt og deprimerende lag, som eliminerer al chance for
genopståen. Den blå sne holder det tilbage.
Tidligere i digtet taler Strunge også om denne komatilstand, denne ligegyldighed:
”Ind over bedøvede huse / trækker store mågeflokke / ud mod det golde, lunkne hav.”
(vers 9-11). Folk er blevet bedøvet, maskinerne er døende – verdenen er døende. ”Den
postmodernistiske kunst insisterer på ligegyldigheden”
7
, men det er på sin vis naturligt,
når de postmodernistiske kunstneres eneste egentlige tro var, at fortiden ikke
eksisterede og fremtiden rummede intet nyt.
8
Mange af de samme elementer finder man hos Thomsen. Natten nævnes, og han siger
bl.a.: ”om natten tager det jo altid et par timer / før hånden bevæger sig roligt og
glidende smukt / om natten vokser afstandene med mørkets hast” (vers 22-24). Hos
ham er det om natten, at man kan se ham skrive ”glidende og smukt”. Om natten
kommer der afstand ”med mørkets hast”, hvilket er et paradoks, da mørket ingen fart
har. Man taler om lysets hast og ikke om mørkets – men for Thomsen er det ikke
gældende. For ham er det mørket, der skaber bevægelse, og lyset, som generer: ”Jeg
skær mig på solens stråler og råber på nat” (vers 1).
Hos Thomsen tales der ligeledes om det blå som symbol: ”læderjakken varmer mig /
læderjakken gløder blåt / læderjakken slutter tæt” (vers 9-11). Også her er ordet valgt
med omhu; det blå er som sagt et udtryk for depression og lægger sit triste skær over
7
Kyndrup 1986 p. 101
8
Thyssen 1987 p. 7
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
6
rimet. Fordi det blå ”gløder”, slutter læderjakken tæt. Det blå skaber et gitter omkring
ham, og lukker verdenen ude. Det triste holder ham adskilt fra verdenen, hvilket er
udtryk for det samme som i Strunges digt, hvor den ”blå sne” har lagt sig over asfalten,
og gør det umuligt for denne at vågne op af sin ”coma”.
2.3.2. Ensomheden
Både Strunge og Thomsens digte gløder af postmodernisme, når vi kigger på
stemningen som ensom. Denne stemning gennemsyrer tiden som litterær periode, og
blev i sin tid beskrevet således: ”Ensomme, grublende digtere i de nattestille gader.
Anonym, kold graffiti, ord der ingenting betyder”
9
.
I Strunges ”Plasticsolen” lyder det bl.a. således: ”Gaderne er fyldt med blinde børn.
/ Det blæser koldt gennem byens tomme kranium.” (vers 1-2). Kulden er især med til at
understreje tomheden, og alene ordet ”kranium” får os til at skabe billeder, vi normalt
helst er fri for. Dét, at ”byens kranium” – et billede på byens gader – er tomt, får os til
at associere til ensomme og, som jeg lige har citeret det, ”nattestille gader”, hvor
vinden er eneste følgesvend for de ”blinde børn”, som ikke forstår noget – som er
ligeglade. Til allersidst i ”Plasticsolen” tager Strunge tråden op igen og skriver:
”Nylonvinden blæser koldt / og dækker de levendes hud / med et tyndt lag smerte.”. I
disse tre vers kombineres den allerede beskrevne vind og kulde med det kunstige i form
af nylon, og vi ved jo alle, at nylon kan føles exceptionelt koldt i vind. Det tynde lag af
smerte sættes nu også i forbindelse med denne kolde vind, og således kombineres
ensomheden, som vinden var udtryk for i vers 1 og 2, med smerten, der ”dækker de
levendes hud” i de to sidste vers. Strunge slutter, hvor han startede, og gør ensomheden
til noget smertefuldt.
Men Strunge er ikke alene om denne ensomhed. En lignende møder vi i Thomsens
”Ukendt under den samme måne”. Her skriver Thomsen nemlig i vers 18: ”en angst
blafrer i de tømte gader”, og det ligner umiskendeligt det ovenstående eksempel i
Strunges digt. Thomsen har imidlertid taget skridtet videre, og sat navn på dét, der
”blæser” eller ”blafrer”, nemlig angsten. Thomsen taler dog også om en anden
ensomhed, som ikke findes i Strunges ”Plasticsolen”. I de sidste to vers står det, at ”en
andens mund / taler, taler og ånder”, til trods for, at man gennem hele digtet
9
Kyndrup 1986 p. 90
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
7
fornemmer, at jeget er alene. Dette åbner for to muligheder: Enten er jeget i digtet så
optaget af sine egne forvirrede tanker, at det ikke opfatter det andet menneskes
tilstedeværelse før til allersidst (hvor jeget i øvrigt så kun registrerer, at vedkommende
siger noget, men ikke hvad). Dette ville om noget være et udtryk for ensomhed. Den
anden mulighed er imidlertid endnu mere skræmmende, idet jeget, i dét tilfælde, er så
fremmedgjort overfor sig selv, at det ser sig selv som ”en anden”. Til trods for, at det er
jeget selv som, i dette tilfælde, taler og ånder, registrerer jeget det som værende en
anden. Jeget ser sig selv udefra, som om en anden del af jeget ser på dét, der ”taler,
taler og ånder”.
Denne tolkning giver endvidere digtets 6. vers (og titel): ”ukendt under den samme
måne” en ny og større betydning. Den normale tolkning ville være, at alle disse
mennesker som i vers 4 og 5 ”går ind og ud af mit ansigt / ud på lange rejser i
slingrende togstammer” er fremmede for hinanden – ukendte for hinanden, til trods for
de lever ”under den samme måne”. At menneskene går ”ind og ud af mit ansigt”
opfatter jeg som en metafor for, hvordan mennesker blot passerer ham og nærmest går
igennem ham, fordi han faktisk er usynlig. De ”lange rejser i slingrende togstammer”
er ligeledes en metafor. Den beskriver, hvordan disse mennesker, og jeget selv, tager
på lange rejser i toge, hvor kursen er slingrende – som dette ensomme jegs fortvivlede
vaklen.
Er jeget imidlertid fremmedgjort sådan som jeg har påpeget det, betyder dét, at ikke
bare er alle mennesker fremmede for hinanden – jeget er fremmed for sig selv, selvom
det lever ”under den samme måne” og endda i samme krop. Og den ensomhed må om
muligt være endnu større, for hvor ensom må man ikke være, hvis man ikke engang
føler, at man ”har” sig selv? Det hører med til denne udlægning, at jeget i Thomsens
”Ukendt under den samme måne” er meget lidt eksisterende. Det nævnes kun i første
vers, og er et ”purt tekstjeg”
10
, som andre af Thomsens jeger har været beskrevet.
Jeg hælder selv mest til den sidste – og mest skræmmende – udlægning, specielt af
den grund, at der absolut ingen tegn er på, at der er nogen anden, før de sidste to vers.
10
Stidsen 2001 p. 141
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
8
2.4. Billedsprog og metaforik
2.4.1. Sanseindtryk
Både Thomsen og Strunge holder tydeligvis meget af det sanselige billedsprog. Begge
digte er fyldt til randen med sanseindtryk og indgreb, der påvirker sanserne. Første
eksempel er af Strunge i vers 12 og 13: ”Plasticsolen gløder som et betændt øje / stråler
af jod blænder indbyggerne”. Her er det synssansen, der er truet – øjet er ”betændt” og
man blindes af jod, som der står. Synssansen er svær at undvære, og man taler ofte om,
at når nogle ikke vil indse noget eller ikke kan indse noget er de ”blinde”. Set i forhold
til resten af digtet (og de tidligere eksempler), er det et udtryk for, at indbyggerne er
”blinde” – de ser ikke, hvad det er, der sker – ”Her kastes grus i samfundsmaskinen”
11
,
det er Strunges protest over udviklingen. Derudover er det påfaldende, at solen er lavet
af plastic (endnu et kunststof), og at den i øvrigt er ”betændt”. Det passer fint ind i den
ovenstående analyse af stemningen som værende mørk, hvor både Strunge og Thomsen
taler om aftenen og natten. Solen og dagen er fjenden, og mørket er et frirum. Vi kan
føle deres angst og deres smerte.
Thomsen bruger dog også flere andre sanselige elementer: ”Jeg skær mig på solens
stråler og råber på nat / varmen og larmen fra gaden stimler om huden, trykker / sorte
mærker på halsen” (vers 1-3). Disse vers involverer sol, råb, nat, varme, larm, hud og
tryk. Altså er stort set alle sanser i brug. Som i ”Plasticsolen” er solens stråler
uønskede, og Thomsen tager endda skridtet videre, og bidrager med betragtningen, at
”varmen og larmen” trykker ”sorte mærker på halsen” – han er ved at blive kvalt. Alt
dette bidrager til følelsen af ubehag.
2.4.2. Metaforer
Strunge holder sig mest til det sanselige billedsprog, men har dog en metafor med, som
fortjener at blive fremhævet: ”Mellem to tårne går en ung mand / på en udspændt line”
(vers 7 og 8). Det siger sig selv, at det handler om, at denne mand forsøger at klare sig.
Han skal holde balancen i en verden, som Strunge indtil da har beskrevet som værende
kold og forgiftet – vers 9 og 10: ”rundt om ligger skoven og gærer / af gift og
medicin”. At skulle gå på en udspændt line kræver store evner, så omverdenen
forventer ikke, at det lykkes. Det er ikke let at være ung mand i Strunges billede af
11
Stidsen 2002 p. 62
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
9
verdenen – og med denne metafor forklarer Strunge således ”spliden mellem et opløst
jegs vilje til ”det gode liv” og yderverdenens konstante dementi af et sådant”
12
, som det
er også er beskrevet. Vi føler med denne mand og mærker igen depressionen.
Thomsen gør meget stor brug af metaforik. I det overstående eksempel, hvor
Thomsen skriver, at ”varmen og larmen fra gaden stimler om huden, trykker / sorte
mærker på halsen”, lægges grunden til en efterfølgende uddybning af problemet.
Ovenfor beskrev jeg det som om, han er ved at blive kvalt. Men man kan efterfølgende
tage et skridt videre, og kalde situationen for klaustrofobisk, når man sætter disse to
vers i forhold til, hvad der står i vers 12 og 13, nemlig: ”sidder i timer og lytter til
dampen / der skyller i rør langs gulvet”. Dette er en smuk metafor for jegets
sindstilstand og det store behov, det har for at bryde ud. Damp vil rent fysisk søge til
vejrs, men idet det ”skyller i rør langs gulvet”, bliver det holdt inde. På samme måde
som jeget i vers 2 og 3 er ved at blive kvalt og ønsker at slippe fri, har dampen i rørene
et behov for at bryde ud. Jeget vil slippe fri på samme måde som dampen i rørene, og
det gør det i natten, hvorfor digtet starter med sætningen, jeg gang på gang vender
tilbage til: ”Jeg skær mig på solens stråler og råber på nat”. I natten slippes jeget løs og
følelsen af klaustrofobi ophører – dampen stiger til vejrs og ”angstens blafrer i de
tømte gader” (vers 18).
Men bedst som jeget synes at været sluppet fri af rammerne, banker virkeligheden
på døren: ”nu sidder der igen en seddel på døren / nu er der igen faldet breve ind
gennem sprækken” (vers 20 og 21). Eller med andre ord: ”Den smule magt jeget har
opnået i nattens rum, bliver umiddelbart efter omstyrtet af tiden”
13
.
2.5. Temaer
Som typiske postmodernistiske digte, er både ”Plasticsolen” af Strunge og ”Ukendt under den
samme måne” af Thomsen præget af forvirring, fortvivlelse og ensomhed. Mørket gennemsyrer
begge digte, og smerten og ensomheden er de to største temaer. Det er smerten over, at asfalten,
og verdenen, er dækket af den ”blå sne”, som lyser af depression i Strunges ”Plasticsolen” (vers
15), og smerten over ”varmen og larmen”, som kvæler jeget i Thomsens ”Ukendt under den
samme måne” (vers 1). Ligeledes handler digtene om ensomheden, som ”blæser koldt gennem
12
Stidsen 2002 p. 30
13
Stidsen 2002 p. 34
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
10
byens tomme kranium” i ”Plasticsolen” (vers 2), og om smerten ved ikke blot at skulle gå på en
”udspændt line” (vers 8) – men at skulle gøre dét alene med viden om, at det dårligt kan lade sig
gøre. I ”ukendt under samme måne” handler ensomheden endvidere om den endnu større
smerte, det er, at være så alene, så ensom, at man ikke engang ”har” sig selv. Den ensomhed
handler om at være fremmed for sig selv, og om at kunne høre sig selv tale, men uden at tage
aktiv del i det (som jeg har fortolket de sidste to vers: ”en andens mund / taler, taler og ånder”).
Derudover er der temaet om at ønske at bryde fri. Det kommer særligt til udtryk i Thomsens
”Ukendt under den samme måne” vers 2-3 og 12-13 (som lige er gennemgået ovenfor). Til sidst
er der angsten, som Thomsen sætter ord på, og som flyder mellem linierne i begge digte –
angsten for ensomheden og smerten over, at den er der.
3. Afslutning
Både Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen leverer med disse to digte (”Plasticsolen” og
”Ukendt under den samme måne”) smuk, postmodernistisk poesi, som afspejler den tid, de er
skrevet i. I digtene beskæftiger vi os især med de dystre, angstfyldte temaer som ensomhed og
smerte, og vi får en stor indsigt i den verden, som de begge er vokset op i. Digtene er langt hen
ad vejen af samme støbning, særligt hvad angår temaer og billedsprog, og de deler det blå
symbol for depression og smerte. De forskelligheder, der indtræffer, drejer sig især om det
faktum, at Søren Ulrik Thomsen (til dels) skriver på et højere litterært niveau, hvor
metaforikken er mere udbredt, mens Michael Strunge lader sig opsluge af det kunstige og
sanseindtrykkene.
Det særlige ved begge digte er, at de er så svære at forstå for folk i min unge generation, som
er opvokset i trygge rammer, i en højkonjunktur, der har åbnet alle døre for os. Strunge og
Thomsen har begge oplevet at være en del af en generation, som ingen troede på, og som man
mente, ingen fremtid havde (”No Future”-generationen), og det bærer begge digte voldsomt
præg af. De troede ikke på fremtiden, tænkte ikke på fortiden, og for dem var alt lige vigtigt –
og dermed ligegyldigt. Det må bestemt have været svært at skulle ”gå på en udspændt line”,
som Strunge beskriver det, men det positive, der er kommet ud af det, er (blandt mange) disse to
fantastiske og rørende digte, som viser sig ikke blot at være en ”filosofisk velsignelse til at skide
på det hele”, men en smuk eskapade af sanselige indtryk, geniale metaforer og en hel ny
forståelse af tilværelsen.
Dansk A Dansk/Historie-opgave 2.g
11
4. Litteraturliste
Fosselius, Henriette. Fire generationer i voksenuddannelsessystemet.
http://hfosselius.smartlog.dk/_Fire_generationer_i_voksenuddannelsessystemet-post51601,
Besøgt 21/11 2007 (Fosselius 2007)
Kyndrup, Morten. Det Postmoderne. Gyldendal 1986. (Kyndrup 1986)
Lassen, Steen og Lars Jensen. Danske tekster fra 1918 til 1993. Systime 1997. (Lassen og Jensen
1997)
Stidsen, Marianne. Idyllens Grænser. Samleren 2002. (Stidsen 2002)
Stidsen, Marianne. Thomsen mellem modernisme og postmodernisme, i tidsskriftet Spring. Spring
2001. (Stidsen 2001)
Thomsen, Søren Ulrik. Ukendt under den samme måne. Vindrose 1982. (Thomsen 1982)
Thyssen, Ole. Påfuglens Øjne. Rosinante 1987. (Thyssen 1987)