HF 2. år
INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning 1
Psykopati 2
Psykopati-begrebets historie 2
Diagnosticering af psykopati 3
Psykopaten 4
Beskrivelse af psykopaten 4-6
Årsagsforhold 7-9
Behandlingsmuligheder 10
Medikamentel behandling 10
Psykoterapi 11
Miljøterapi/Det terapeutiske samfund 11-12
Konklusion 13
Litteraturliste
Bilag
INDLEDNING
En af mine mål under udførelsen af denne opgave er at få en indsigt i betydningen af
psykopati-begrebet og finde ud af, hvad det egentlig dækker over. Jeg vil undersøge, hvad
diagnosen ”psykopati” omfatter, og ud fra det danne mig et billede af, hvad der er
karakteristisk for personer med en sådan grad af personlighedsforstyrrelse. Jeg vil prøve
at forstå og forklare, hvad det egentlig vil sige at være psykopat. Derefter vil jeg gå bag om
den psykopatiske personlighed for at se på de årsagsmæssige forhold, der kan ligge til
grund for udviklingen af denne karakterafvigelse.
Jeg har tænkt mig at starte med at se på tilblivelsen af psykopati-begrebet, og hvilke
retningslinier der gælder for diagnosticering af sygdommen. For at kunne danne mig et
helhedsbillede af psykopaten, vil jeg starte med at se på, hvordan man har indsamlet
oplysninger om disse personer. Jeg vil derefter sammenkæde de forskellige informationer
jeg finder om psykopater til en samlet redegørelse af de indre og ydre tilstande, der
præger deres personlighed. Efter at have redegjort for psykopatens personlighed, vil jeg
undersøge hvilke årsagsforhold, der kan forklare forekomsten af denne lidelse. Jeg vil
gennemgå og sammenligne nogle forskellige forskeres undersøgelser og teorier for på
denne måde at få overblik over de forskellige årsagsforhold. der kan gøre sig gældende.
Til slut vil jeg undersøge de forskellige behandlingsmetoder, der benyttes i behandlingen
af psykopati, og se på hvilke resultater de i realiteten frembringer. For jeg kan ikke lade
være med at spørge mig selv, om det i det hele taget er muligt at helbrede en psykopat?
PSYKOPATI
Den psykiske karakterafvigelse psykopati har været et omstridt og ømtåleligt emne,
der stadig indeholder mange problematikker og modsætningsforhold. Det har taget lang tid
og været meget problematisk at afgrænse den psykopatiske personlighedsstruktur, og selv
den dag i dag hersker der stadig tvivl om hvad begrebet indebærer.
PSYKOPATI-BEGREBETS HISTORIE
Den franske forfatter og psykiater Pinel kom i 1809 med den første beskrivelse af de
psykopatiske tilstande. Han redegjorde for et sygdomsbillede, som han kaldte ”Mani uden
delirium”. Dette omfattede patienter med normal intelligens og uden alvorlige forstyrrelser
af virkelighedsopfattelsen. I stedet var de styret af intense følelser, hvilket fik Pinel til at
anslå, at det kun var følelseslivet der var forstyrret. (1,s.9+ 4,s.116)
Den tyske psykiater J.L.S. Koch, indførte begrebet “psykopati” i 1888, hvor han
beskrev tilstanden under betegnelsen “Psykopatische Minderwertigkeiten”. Kochs
psykopatibegreb omfattede alle personligheder, der på en negativ måde afveg fra det
normale. Kochs synspunkter vandt betydelig udbredelse i tysk psykiatri. Dette kom til
udtryk ved gradvise indpas i Kraeplins lærebog i psykiatri. I sidste udgave af lærebogen
(1909-15) var beskrivelsen af de psykopatiske tilstande opdelt i syv undergrupper, hvoraf
kun tre af dem, “løgnere og svindlere”, “de antisociale” og “de krakilske”, minder om vores
dages psykopatibegreb. (1,s.9+ 4,s.119-120+ 7,s.16)
Den tyske psykiater Kurt Schneider opstillede i 1923 en populær og anerkendt
typologi, som udkom i hans bog: “Die psychopatischen Persönlichkeiten”. Kurt Schneider
afgrænsede psykopatibegrebet ved at studere forekomsterne af abnorme karaktertræk og
ud fra det skabe et socialt kriterium for diagnosen. Han definerede psykopater, som de der
lider under deres abnormitet eller hvis abnormitet samfundet lider under. Kurt Schneider
typeinddelte personlighedsafvigelser i ti grupper, den såkaldte “Schneiderske systemløse
typelære”, hvilket dannede grundlag for personlighedsforstyrrelserne i WHO’s
internationale sygdomsklassifikation (ICD) og den amerikanske psykiaterforenings
klassifikation (DSM). (1,s.9+ 4,s.120-121+ 7,s.16-18)
DIAGNOSTICERING AF PSYKOPATI
For at kunne diagnosticere psykopati hos et individ er det nødvendigt at have klare
holdepunkter knyttet til fagligt accepterede kendetegn. I dag er der tre internationalt
accepterede diagnosesystemer, der giver rimelig præcise definitioner og afgrænsninger af
psykopati. Det drejer sig om det amerikanske diagnosesystem (DSM-IV), det
internationale system (ICD-10) og psykopatichecklisten (PCL). (Se bilag)
Det amerikanske diagnosesystem (DSM-IV) udkom i 1994 og er den seneste udgave
af systemet. Den består af syv kendetegn på antisocial personlighedsforstyrrelse, som er
en anden betegnelse for psykopati. For at få stillet diagnosen skal man gennem længere
tid have haft mindst tre af de syv kendetegn.
Det internationale system (ICD-10) er fra 1992, men blev for psykiatriens
vedkommende først taget i brug fra januar 1994. Den består af seks diagnostiske
symptomer på dyssocial personlighedsstruktur, der er den anvendte betegnelse for
psykopati. For at få stillet diagnosen skal mindst tre af symptomerne have været til stede
gennem en længere periode.
Psykopatichecklisten (PCL) er udviklet af den canadiske psykiater Robert Hare i
1992. Dette diagnosesystem består af tyve kendetegn og et pointsystem.
Benyttes disse tre diagnosesystemer på de samme individer påvises det, at DSM-IV
og ICD-10 opfanger de samme personer, mens den korte version af PCL opfanger færre. I
praksis er dette dog af mindre betydning, eftersom de mest almindelige kendetegn er
dækket af alle systemer. (4,s.66-72)
PSYKOPATEN
Muligheden for at studere psykopaten direkte er meget begrænset, da personer med
den psykiske karakterafvigelse psykopati mangler sygdomsindsigt og sygdomsfølelse. Det
er kun muligt at vurdere psykopaterne nærmere, når de bliver fanget i et system, de ikke
kan undslippe fra, som f.eks. i et fængsel. Dette resulterer i, at der er mest direkte viden
om den gruppe af psykopater, der også er kriminelle. Man møder dog også psykopaten
indirekte i behandlingssystemet - gennem alle de mennesker, der har været udsat for
deres overgreb. (4,s.16-17)
Selv om der også forefindes psykopati blandt kvinder, er størstedelen mænd. Derfor
vil jeg i min beskrivelse af psykopaten referere til denne som værende en mand. Jeg vil
yderligere pointere, at denne beskrivelse ikke kan gøre sig gældende i alle psykopaters
tilfælde, men at det er en generalisering af de almindelige personlighedstræk.
BESKRIVELSE AF PSYKOPATEN
Ved det første møde med en psykopat, kan han umiddelbart virke venlig og
imødekommende. Han er selvsikker, udadvendt, har let ved at snakke og er ofte
underholdende. Intelligensmæssigt er han ofte velbegavet og kan synes imponerende og
kundskabsrig. Han er velformuleret, og kan indflette enhver form for kunst, litteratur osv. i
sine samtaler. Han kan fortælle fantastiske historier, hvor han gerne påtager han sig rollen
som helten, men under tiden også som offeret. Han kan virke meget social, taler godt for
sig selv og er i besiddelse af en umiddelbar charme. Denne charme er dog overfladisk, og
er ved nærmere eftersyn fuld af bagtanker. Han kommer hurtigt tæt på andre, og det tager
ham ikke lang tid at opfatte andres manipulation. Han nærer konstant mistillid til andre,
som han decideret foragter eller opfatter som uærlige. Han er optaget af urimelige
fantasier om magt, ære og hævn, og hans forventninger er fanatiske og urealistiske.
Psykopaten er patologisk egocentrisk, selvcentreret og løgnagtig. Han er styrende og
manipulerende og følger sine egne impulser uden at reflektere over situationen. Han
benytter sig af løgn og snyderi for at opnå fordele i forhold til andre. Dette giver ham en
følelse af at være smartere end andre, hvem han anser for at være dumme og
mindreværdige, når de ikke gennemskuer hvad der foregår. Han er en bluffmager, der
udgiver sig for at have færdigheder og ressourcer, som han egentlig ikke har. Han lever
ofte en parasitær livsstil, hvor han økonomisk snylter på andre. Han udviser en hensynsløs
ligegyldighed for egen eller andres sikkerhed. I trafikken kører han ofte hensynsløst eller
spirituspåvirket, og i tilfælde af en skadessituation vil han hårdnakket insistere på, at det
modparten der har skylden. Han besidder ikke evnen til at føle skyld og anger, og han
udviser en tydelig tendens til at skyde skylden på andre (projektion), eller bortforklare den
adfærd der skaber problemer. Kun i tilfælde hvor han kan se, at det er til egen gavn, vil
han indrømme skyld eller komme med løfter og undskyldninger, som dog ikke er meget
værd, eftersom de aldrig er oprigtige. Yderligere er han ude af stand til at lære af erfaring
eller straf.
I psykopatens verden eksisterer der to sæt regler: ét for ham selv og ét for alle andre.
Han opfatter sig selv som havende specielle rettigheder, og udviser stor uansvarlighed og
manglende hensyn til sociale normer, regler og forpligtelser. Hans frustrationstolerance er
meget lav, og han tåler ikke kritik, modstand eller nederlag. Bliver han konfronteret med
sådanne, vil han hurtigt give udtryk for sin utilfredshed i direkte og bebrejdende vendinger,
hvor han vil prøve at ramme andres svage punkter. Han vil også kunne finde på at fare op
og blive voldelig, selv ved små provokationer, da hans kontrol over sine voldelige
tendenser er begrænset.
Under overfladen er psykopaten præget af en følelse af mindreværd. Han er forvirret
omkring selvet og sin egen identitet og oplever ofte en følelse af tomhed. I sin
selvopfattelse er han meget ambivalent; han veksler mellem at have ondt af sig selv og
påfaldende mangel på hensynstagen til sig selv.
Psykopaten mangler evnen for empati, hvilket vil sige, at han ikke er i stand til at leve
sig ind i, hvordan andre tænker og føler. Hans dømmekraft er ringe og han har ingen evne
til at udsætte behovstilfredsstillelse. Emotionelt er han meget umoden og er ikke i stand til
at engagere sig eller knytte sig til andre. Han kan kun forstå og møde andre ud fra
handlinger og ikke følelser. For ham er følelser et tegn på svaghed, der kun udvises når en
person ikke kan forsvare sig selv.
Psykopaten lader sig lettest identificere i forhold til uddannelse og erhverv, og han
synes utroligt optaget af udseende og status. Han kan være meget interesseret i sit
arbejde, og lægger ofte store planer. Han har stærke ambitioner, men oftest resulterer de
kun i et beskedent resultat. Hans manglende evne for langsigtet planlægning medfører
mangel på mål og planer for fremtiden. Han søger efter enkle veje til penge og ære og
nemme glæder nu og her. I jobsammenhænge udnytter han sig af andres tillid og
ressourcer til egen fordel. Hans arbejdsindsats er svingende og meget styret af
lystprincippet. Kombinationen af hans store behov for spænding og nye oplevelser, og
hans ringe evne til at håndtere rutine, medfører et hyppigt skift af arbejdspladser. Dette
sker oftest hvis han bliver kritiseret eller hvis han føler, at det begynder at brænde under
hans fødder.
Psykopaten har ofte et umættelig behov for at modtage tillid og kærlighed, men han
er ude af stand til at give noget igen. Han er forførende på en udspekuleret og manipulativ
måde. Han er ikke i stand til at se sin partner som et selvstændigt individ med egne
ønsker, behov, værdier og rettigheder. Hvis han indgår ægteskaber, vil de bestå af
hyppige separationer og skilsmisser. Han vil ofte være kvindemishandler og udvise en
promiskuøs seksuel adfærd. Som forælder vil han næppe kunne opfylde et barns basale
behov for tryghed og kærlighed. Han vil kunne forekomme autoritær, voldelig og uden
respekt for incestforbudet.
Set udfra Freuds personlighedsmodel har psykopaten et dominerende id, meget
stærke forsvarsmekanismer og svagt jeg og overjeg. (4,s.46-64+ 5,18-21+ 7,s.21-25)
ÅRSAGSFORHOLD
Der er under tiden blevet fremsat adskillige teorier om, hvad årsagen kan være til at
nogle mennesker udvikler psykopati. Tilsyneladende ser det ud til, at årsagerne er at finde
flere forskellige steder, og de kan være meget forskellige fra person til person.
Kortikal umodenhed, som er betegnelsen for en abnorm lavfrekvent aktivitet
lokaliseret i de cerebrale hemisfærers temporallapper, kan være årsag til udvikling af
psykopati. EEG målinger af psykopatiske patienter har påvist forekomster af abnorm
lavfrekvens aktivitet i højere grad end hos normale. Hyppigheden af positiv-spike aktivitet,
der kan forårsage impulsiv adfærd og overvældende aggressive og destruktive udbrud, er
også høj blandt psykopater. Selve hjernebølgeaktiviteten hos en del psykopater har stor
lighed med dem, som almindeligvis findes hos børn. Psykopati kan altså være et symptom
på kortikal umodenhed. (5,s.48-56)
Det kan godt være, at der er en sammenhæng mellem kortikal umodenhed og
psykopati, men der er ingen dokumentation for, at det kan være en årsag til lidelsen. Det
kan lige såvel være den psykopatiske personlighed, der har forårsaget dysfunktionen i
hjernen. Når der ikke er foretaget målinger af personerne før de udviklede psykopati, kan
man ikke konstatere hvilke faktorer der har påvirket hinanden.
Forstyrrelser i de biokemiske forhold i hjernen kan være en årsag til psykopati. Det er
påvist, at et lavt niveau af 5-hydroxyindoleddikesyre (5-HIAA) i cerebrospinalvæsken har
tilknytning til et højere niveau af aggression, irritation, fjendtlig indstilling og kriminalitet.
5-HIAA i cerebrospinalvæsken har forbindelse med niveauet af enzymet
monoaminooxydase (MAO) i blodpladerne. Lavt niveau af MAO i blodplader er forbundet
med øget impulsivitet og sensationssøgning. Alle disse karaktertræk er typiske hos
psykopater, så forstyrrelser i cerebrospinalvæsken kan muligvis være årsagen til lidelsen.
(4,s.157-158)
Ved denne teori har vi samme problemstilling som ved teorien om kortikal
umodenhed. De påviste misforhold i hjernen kan være opstået på grund af psykopati, i
stedet for at have forårsaget det. Der foreligger ingen tidligere undersøgelser af de
biokemiske forhold, så der kan ikke påvises forstyrrelser i cerebrospinalvæsken før
vedkommendes udvikling af psykopati.
Forskellige former for hjerneskader, hver enten det drejer sig om medfødte eller
senere tilkommende, kan give en psykopatisk adfærd. Det drejer sig blandt andet om
børn, der har udvist “minimal brain damage”. Disse børn kan som voksne, i større eller
mindre grad, udvise en adfærd, som kan karakteriseres som psykopatisk. I tilfælde af
erhvervet hjerneskade efter hjernetraumer og hjernehenfald på grund af organisk
hjernelidelse, kan impulskontrollen ligeledes forstyrres i en sådan grad, at vedkommendes
adfærd bliver psykopatisk. (8,s.35-36)
Det er svært at bedømme om hjerneskade alene kan forårsage psykopati, men det
udgør bestemt en risikofaktor. Er der en i familien, der tildrager sig en hjerneskade, vil
vedkommende naturligvis kræve øget opmærksomhed for at kunne påbegynde et positivt
forløb.
Medfødt alkoholsyndrom, forårsaget af alkohol- og stofmisbrug under graviditeten,
indebærer en risikofaktor for psykopati hos barnet. Hjernens udvikling i fostertilstanden
kan nemlig påvirkes af forandringer af miljøet i livmoderen. Afvigelser fra det optimale
kemiske miljø har betydning for den finere differentiering af hjernen, hvilket kan medføre
varige personlighedsforandringer (4,s.143-144)
Naturligvis har forholdene i fostertilstanden indflydelse på barnets generelle sundhed
og velbefindende, men jeg kan ikke se, at det har megen indflydelse på udvikling af
psykopati. Det kan måske gøre barnet en anelse mere sårbart, men med trygge og stabile
rammer i et godt og sundt miljø, kan jeg ikke forestille mig, at det skulle have nogen
betydning.
Medfødt vanskeligt temperament kan føre til udvikling af psykopati. Dette gælder
især for børn med temperamentsmæssige grundtræk som frygtløshed og aggressivitet.
Disse børn kommer nemt i konflikt med forældrene, hvilket kan medføre
adfærdsproblemer og konflikter livet igennem. Ved afprøvning af Zuckermans skala for
opsøgning af oplevelser, viste det sig, at denne type børn og psykopater begge scorede
højt. (4,s.154-155)
Temperamentet kan muligvis gøre en person disponibel for, ved udsættelse af andre
faktorer, at udvikle psykopati. Men som isoleret årsag kan jeg ikke forestille mig, at
temperamentet udgør den store betydning.
Pattersons trodsteori, er en årsagsteori for udvikling af psykopati. Det centrale i
denne teori er, at enten forældrene, barnet eller begge parter har gjort brug af trods til at få
gennemtrumfet deres vilje. To faktorer er afgørende for en tidlig antisocial udvikling og
dermed udvikling af psykopati senere i livet. Disse to faktorer er forældrenes mangel på
opdragerkompetence og et barn, der er vanskeligt at socialisere. Gør begge faktorer sig
gældende i udstrakt grad, udgør det en betydelig risiko for senere udvikling af psykopatisk
adfærd. (4,s.161-162)
Jeg tror ikke Pattersons trodsteori alene kan gøre sig gældende som årsagsfaktor,
men det er muligt, at den kan have en betydning, hvis den falder sammen med anden
skadelig påvirkning. Skulle manglende opdragerkompetence og et vanskeligt sind alene
kunne forårsage psykopati, burde forekomsten af psykopater være langt større.
Tidlig frustration kan være årsagen til, at nogle mennesker udvikler psykopati. Ser
man på nogle af de evner psykopaten mangler, såsom empati, evnen til at kunne knytte
sig til andre og evnen til at forpligte sig, er det alle evner, som indlæres i barnets første par
leveår. Udsættes barnet for grov omsorgssvigt, så det ikke oplever stabil kærlighed,
kontakt og tilknytning, tryghed og omsorg, udvikler barnet ikke de evner. Barnet vil blive
alvorligt følelsesmæssigt skadet, og sandsynligheden for senere udvikling af psykopati vil
unægtelig være til stede. (2,s.191-201+ 6,s.25-28)
Denne teori virker på mig som den mest aktuelle. Det er nok til dels min personlige
overbevisning, der gør sig gældende, men også den kendsgerning, at man gennem denne
beskrivelse kan følge udviklingen og sætte sig ind i situationen. Man skal dog ikke
udelukke, at andre forhold også kan spille ind. Nogle børn kan f.eks. vokse op under de
værste kår, de såkaldte mælkebøttebørn, og alligevel klare sig nogenlunde helskindet
igennem. Dette kan tyde på, at der ikke kun ligger miljømæssige faktorer til grund.
Sandsynligheden for, at det er et uheldigt sammenfald af en række årsagsforhold, der
resulterer i udviklingen af psykopati, er unægtelig tilstede. Måske er det den eneste
forklaring, der kan passe på det brede spektre af psykopaternes forskellige baggrunde.
BEHANDLINGSMULIGHEDER
Der findes i dag et utal af behandlingsmuligheder mod diverse psykiske lidelser, men
det er svært, næsten umuligt, at behandle psykopati. Det er en langsommelig og næsten
umulig opgave at finde metoder, hvorved man med tiden eventuelt vil kunne ”helbrede”
psykopater, altså gøre dem helt normale. At kunne indpode patienten med følelser som
samvittighed og skyld og give dem indfølingsevne virker utopisk.
MEDIKAMENTEL BEHANDLING
Behandling med psykofarmaka har ingen påvist virkning på de enkelte kendetegn på
psykopati. Det har derimod stor effekt på mange af de samsygdomme, der tit optræder i
forbindelse med psykopati.
SSRI præparater, såsom Fontex, Cipramil, Seroxat, Zoloft og Fevarin, har en
dokumenteret effekt på impulsiv aggressivitet. Derfor kan dette være et nærliggende
målsymptom for behandling hos psykopater.
Foreligger der en ustabil eller skizotypisk personlighedsforstyrrelse sammen med
psykopati, kan lavdosisneuroleptika som Haldol eller Trilafon i små doser, have en effektiv
virkning. Det gælder især, hvor der optræder mistænksomhed, selvhenføring, lette
tankeforstyrrelser og kortvarige psykotiske episoder.
Psykopater med abnorm hjerneaktivitet, påvist ved EEG, kan have eksplosive
raserianfald udløst af bagatelagtige forhold, der har en lighed med anfaldsygdommen
epilepsi. Behandling med antiepileptika, midler mod epilepsi, virker på dårlig impulskontrol
og aggressivitet i en del af disse tilfælde.
Øget irritabilitet og impulsivitet hos psykopatiske patienter er en del af deres
personlighedsforstyrrelse. Dette ses også ofte hos patienter med mani. I begge tilfælde
kan symptomerne afhjælpes med grundstoffet litium (4,s.219-220)
Mange almindelige medsygdomme som f.eks. Depression, angst og epilepsilignende
tilstande kan afhjælpes ved brugen af psykofarmaka, og kan hjælpe patienten med en
tilværelse der tit er gennemsyret af meningsløshed.
PSYKOTERAPI
Psykoterapi har til formål at fjerne symptomer og/eller at forandre personlighedstræk,
gennem systematiserede samtaler og opgaver. Denne form for behandling har en gavnlig
effekt på psykopater, men det kræver at PCL-scoren er under 30.
Målsætningen for behandlingen er en større affektbevidsthed, og en reducering af
normbrud. Gennemføres behandlingen gennem længere tid, vil der ofte forekomme en
gradvis udbrænding af den psykopatiske adfærd, og psykopaten vil gennemgå en
følelsesmæssig modningsproces. For at behandlingen kan lykkes, kræver det, at patienten
oplever et smertefuldt pres fra symptomer eller væremåder, som kan motivere ham til at
deltage i samtaler. (4,s.225+238-239)
Størstedelen af disse behandlingsforløb afbrydes eller mislykkes, og det kan der
være flere årsager til. Det kan skyldes psykopatens begrænsede evne til tilknytning, hans
manglende sygdomserkendelse eller hans meget beskedne selvdisciplin. Selv om
psykopaten i perioder kan være ulykkelig over sine reaktionsmønstre og de medfølgende
konsekvenser deraf, har han vanskeligt ved at indgå i et varigt terapeutisk forhold. En
anden årsag til et stoppet behandlingsforløb, kan være behandlerens eget træk.
Psykopater er vanskelige at behandle, og det kræver en meget stærk og erfaren
behandler, for at det ikke bliver psykopaten, der kommer til at styre forløbet.
Psykoterapeutisk behandling, er den eneste behandlingsform, der har haft succes
med at ændre psykopatens personlighed og følelsesmæssige tilstand. Denne behandling
er vanskelig at gennemføre, og i langt de fleste tilfælde mislykkes det også. Denne
behandlingsmetode har kun relevans for de psykopater, hvis PCL-score er mindre end 30,
altså er de hårdest ramte opgivet på forhånd.
MILJØTERAPI / DET TERAPEUTISKE SAMFUND
Institutionsbehandling af psykopater, ved brug af miljøterapi, har vist positive
resultater, hvad angår resocialisering og afkriminalisering. Anstalten ved Herstedvester,
der er en lukket institution/fængsel for kronisk kriminelle og deriblandt også psykopater,
har gode resultater med denne form for behandling. De indsatte på Herstedvester
gennemgår et behandlingsforløb bestående af streng disciplin, individuel- og gruppeterapi,
intensiv træning i egnet social adfærd og interpersonelle relationer. Eftersom størstedelen
af de indsatte i Herstedvester afsoner relativt lange domme, er terapien både intensiv og
ekstensiv. Ved afsluttet behandling/afsoning gennemgår de indsatte et
efterbehandlingsprogram, som hjælper dem til at blive integreret i samfundet.
Det er dokumenteret, at et sådant behandlingsforløb har en positiv indflydelse på
kronisk kriminelle og psykopater hvad angår resocialisering og afkriminalisering. Der er
konstateret et markant fald i tilfældene af nye kriminelle forhold hos den gruppe, der har
gennemgået dette behandlingsforløb. (5,s.151-154)
Denne behandlingsform kan umiddelbart virke velegnet i behandlingen af psykopati.
Spørgsmålet er blot, om behandlingen kan ændre på psykopatens personlighed, eller om
psykopaten gennem behandlingen indlærer et adfærdsmønster, der gør ham i stand til at
holde sig inden for lovens rammer. Det er givet, at han kan lære at udvise en socialt egnet
adfærd, men at han skulle være i stand til at erhverve sig så grundlæggende evner som
empati, medfølelse og oprigtig tilknytning, virker på mig meget urealistisk. Det er dermed
ikke sagt, at denne behandlingsform skal afskrives som værende formålsløs.
Resocialisering og afkriminalisering af psykopater er formålstjenligt for vedkommendes
omgivelser og for samfundet i helhed og vil sikkert i nogen grad kunne skabe en bedre
tilværelse for psykopaten selv. Så denne behandlingsmetode er i høj grad anvendelig til
adfærdsregulering, men kan efter min opfattelse ikke helbrede psykopati.
KONKLUSION
Det er indenfor nyere tid, at psykopati-begrebet er blevet tilstrækkeligt afgrænset, og
grundlaget for de tre internationalt accepterede diagnosesystemer, vi opererer med i dag,
er blevet skabt. For at kunne diagnosticere psykopati hos en patient, er det nødvendigt, at
han er fanget i vores system. Psykopater har ingen erkendelse af deres sygdom og vil
derfor aldrig komme i forbindelse med behandlingssystemet, medmindre de bliver
fængslet. Sandsynligheden for at de på et tidspunkt bliver dét er til gengæld exceptionel
stor, eftersom de ved deres adfærd kommer i konflikt med samfundets sociale love og
normer. Det er ad disse veje, vi har vores viden om psykopaten, sammenholdt med den
store indirekte viden vi får fra psykopaternes ofre.
Psykopaten er i sandhed en sammensat person. Hans styrende og selvsikre ydre står
i skarp kontrast til hans usikre og følelsesmæssige ødelagte indre. Hans primitive
forsvarsmekanismer giver ham den glatte overflade, mens det svage jeg og overjeg og de
manglende bremsemekanismer forårsager hans omgående afreagering af følelser og den
konstante impulsivitet.
Forklaringen på denne psykiske lidelse, kan efter min mening, ikke specificeres ned
til en enkelt eviggyldig årsag. Ingen af de gældende årsagsforklaringer kan være aktuel
som forklaring på alle tilfældene. Derfor ser jeg psykopati som en reaktion på nogle
uheldige sammenfald af belastende forhold.
Der har indtil videre ikke været nogle banebrydende resultater indenfor behandlingen
af psykopati. Behandlingssystemernes manglende resurser og psykopaternes manglende
vilje til behandling er en kedelig kombination, der næsten ikke kan resultere i andet end et
mislykket resultat. Man kan kun spekulere i, om psykopati er en lidelse, der kan helbredes,
eller om man aldrig kan slippe af med den. Om der er en mulighed for helbredelse er
endnu ikke blevet konstateret, og det store spørgsmål er, om det nogensinde bliver det?
LITTERATURLISTE
1 Aagaard, H.: “Psykopati-begrebet” Horsens 1974
2 Buchhave, Jens m.fl.: “Psykiske sygdomme og problemer hos børn og unge”
Psykiatrifondens Forlag 1999
3 Børup, Mogens m.fl.: “Psykologibogen” Gyldendal 1993
4 Dahl, Alv A. m.fl.: “Charmør og tyran” Munksgaard, København 1999
5 Hare, Robert D.: “Psykopati” Hans Reitzel, København 1972
6 Larsen, Ole Schultz : “Barndom og ungdom” Systime 1997
7 Schleisner, Gertrud m.fl.: “Socialpsykiatriske emner” Den sociale højskole, Århus 1972
8 Vendsborg, Per : “Psykiske lidelser 2” Lademann 1986