
Side 17 af 22 [navn fjernet] 3r SRP 2010
____________________________________________________________________________________________________________
det. Og så er der alligevel en og anden // der stadig tror // at kun menneskene spejler sig selv,
her vises en snert af genius, at Jac skal formidle sin egen viden og sit eget verdensbillede til
resten af samfundet. I dette tilfælde er det, hvad der spejler sig selv og hvad der ikke gør. Hvis
man kun mener at mennesker spejler sig selv, må man gå ud fra at intet andet gør. Og hvis
intet andet spejler sig selv, betyder det vel at mennesket er nødsaget til at spejle det andet, og
hermed gøre det til hvad det er. Men Jac mener tydeligvis, at alting spejler sig selv, og at vi
derfor må tage verden som den er. Hvis vi vil ændre det, kan vi ikke gøre det til noget andet,
men vi kan ændre attituden overfor genstanden. Man kan ud fra de dele af digtet, jeg har
inddraget, læse at Jac som postmodernist dyrker de simple ting i livet, som sex, krop,
mennesker, rusen og livsnydelse , der udtrykkes via. kunst. Dog skal man i postmoderne digte
tage de konkrete sætninger med et gran salt, for meget kan , som før nævnt, tolkes ironisk. Og
Jac var samfundskritisk, dog var han mere konstruktiv end Strunge og mindre direkte. Jeg er
fandme til er et centralt vers i digtet, fordi det repræsenterer, hvad perioden handler som. Der
er et nyt perspektiv på gamle ting, og selvom nogen mener at mennesket er fortabt uden en
åndelig leder, så kan man nyde hvad man har, dyrke de simple ting og acceptere, at man er til.
For at sætte dette i perspektiv med punk-bevægelsen, kan det siges, at det essentielle budskab
er det samme, altså individets frigørelse fra en undertrykkende magt. Målgruppen for ingen
sange vil fortabe sig langt intellektuelt højere. Punk appellerer til underklassen, der ingen,
eller en meget dårlig, uddannelse har. Jac’s målgrupper er derimod universitetsstuderende, da
dette digt er meget svært at analysere. Som sagt før har punk, og musikken i det hele taget,
den fordel at deres publikum er større, og hvis enkelte personer ikke forstår lyrikken, gribes
de af stemningen. Grunden til denne forskel i målgrupper og stilleje har ikke nogen fastlåst
grund, men i England hvor punkrocken slog kraftigt igennem som livs- og musikstil, havde de
nogle andre præmisser end i Danmark. Selvom ledigheden i Danmark var voksende i 1970 og
1980, var vores arbejderklasse ikke ligeså dårligt stillet som den Engelske. Vi havde fra
1960’erne haft et stort økonomisk opsving, hvorved mange Danskere var blev rigere og havde
skiftet politisk holdning til det mere kapitalistiske. De unge mente, at det fremmedgjorde
mennesker, men grundet vores førnævnte økonomiske opsving fra 1960’erne havde vi ikke en
arbejderklasse på størrelse med den i England. Velfærdsstaten var i Danmark sat på prøve,
men forholdene herhjemme var ikke så dårlige som i England. Derfor har man i Danmark
måske forsøgt at appellere til den intellektuelle overklasse med poesi og kunst, simpelthen
fordi der ikke var et lige så stort publikum for punkrockens intellekt i Danmark. Der var der et