Racens forbedring
”Racens forbedring” er en ironisk og satirisk novelle skrevet af August Strindberg i 1884, som ved
hjælp af humoristiske virkemidler sætter fokus på de sociale forhold i datidens samfund. Ud fra den
darwinistiske ideologi og en naturalistisk skrivestil viser Strindberg os samfundets realiteter og ikke
romantikkens forhenværende urealistiske verdensbillede. Novellen er derfor et typisk eksempel på det
moderne gennembruds samfundskritiske synspunkter.
Novellen omhandler overklassens økonomiske overlegenhed udtrykt gennem en adelig baron og hans
rige kone. For at få del i konens monstrøse rigdom ser baronen sig nødsaget til at genetisk binde sig til
konen. Dette opnår baronen ved at videreføre hans adelige gener til en fællesarving, da dette ifølge
datidens lovgivning var nødvendigt for at opnå en fælles økonomi. Problemet opstår, da parret finder ud
STX 2.g
anvende deres rigdom og magt til at tilføre barnet den nødvendige føde.
Novellens hovedpersoner er baronen og hans kone, også kaldet Fruen, hun besidder en
overklassebleghed, de fineste vaner og en dominerende karakter. Dette er en komplet modsætning til
underklassens bondepige Anna, som besidder det hårdtarbejdende og viljestærke gen. Baronen sætter
pris på disse stærke gener, hvilket støttes af citatet fra teksten: ”Han så ikke stærk ud! Han vilde have
været roligere hvis den anden lille baron,- han, der døde på børnehospitalet, - havde siddet på
herregården” Baronen betvivler sin ædelbyrdige søns styrke og viljekræft. Han er nervøs for at den
kommende baron ikke har den krævede styrke til kunne styre herregården og videreføre slægten.
Baronen selv udligner sine genetiske mangler ved hjælp af intellektuel snedighed og klogskab. Da
sønnen bliver syg anvender han konens økonomiske overlegenhed til at købe den bedste ko på markedet
således at sønnen får den bedst mulige mælk. Baronen har en forestilling om at penge og økonomisk
sikkerhed er vejen ud af alle problemer og dette er muligvis også derfor at han forsøger at få del i
konens enorme formue. Denne formue gør dem i stand til at få det bedste af det bedste, når det gælder
barnets overlevelse uden at gå på kompromis med underklassens rettigheder. De udnytter bondepigen og
anvender hende som redskab til at opvarte barnet. Så længe hun er anvendelig for baronen, så får hun
det fineste af det fineste, men så snart hun bliver syg og ikke producerer den nødvendige mælk bliver
hun smidt ud som var hun gårsdagens avis.
Derudover går den snu baron bagom ryggen på fruen ved at være utro med bondepigen Anna. Dette
udtrykker at han måske ikke er sammen med konen på grund af kærlighed, men på bagrund af hendes
økonomiske sikkerhed.
Det er meget atypisk for den tid at det er konen der skal forsørge familien økonomisk og ikke manden.
Dette er et det moderne gennembruds karakteristiske grundtræk hvor sociale aspekter som kønsulighed
og skæve sociale forhold bliver sat i centrum.
Historien bliver fortalt af en alvidende tredjepersons fortæller, som ved hjælp af et nuanceret, men
simpelt sprog giver et godt grammatisk flow i teksten. Den forholdsvis simple skrivestil er muligvis en
effekt af at den brede befolkning begynder at få stemme i denne literære periode samtidig med at flere
og flere i middelklassen begynder at kunne læse. Teksterne var derfor nød til at blive skrevet i et
forholdsvist enkelt sprog for at kunne nå ud til den ønskede målgruppe.
Sproget er gammeldags, dog med nogle nutidige elementer som giver læseren et indtryk af at der er ved
at være hul igennem til det mere moderne og nutidige sprogbrug. Det gamle sprog fremhæves ved, at
alle navneord starter stort bogstav, dette underbygges af citatet: Eftersom Baronen talte om Natur og
Unatur, kunde lægen oplyse baronen om, at hvis Naturen fik lov at gå sin Gang, vilde alle adelige
slægter dø ud, og deres Ejendomme gå til Kronen. Det moderne gennembrud er kendt for at være
byggesten for den moderne litteratur hvilket afspejles i det mere moderne sprogbrug end set tidligere.
Derudover er teksten meget naturalistisk opbygget, hvor vi får informationerne serveret på et sølvfad
uden at skulle tænke selv, forstået på den måde at alle kort bliver lagt på bordet.
Strindberg er kendt for sine humoristiske satiriske tekster, hvilket også kommer til udtryk i racens
forbedring hvor han fortæller en seriøs historie men med et humoristisk særpræg. På den måde formår
Strindberg at kunne underholde læseren med sin ironi samtidig med at han fortæller et vigtigt
samfundsfagligt budskab. Et eksempel på denne ironi kunne være den føromtalte ændring af
kønsrollerne hvor det pludselig er kvinden der står med ansvaret for at forsørge familien. Derudover er
det også ironisk at den naturlige udvælgelse ændres som følge af overklassens magt og rigdom.
Ordsproget går altså, ifølge novellen, fra ”survival of the fittest” til ”survival of the richest”.
Novellen er opbygget som en kronologisk fortælling, hvor vi gradvist bliver introduceret til miljøet og
de involverede karakterer. Efter en kort indledning bliver vi introduceret til novellens konflikt hvorefter
spændingen optrappes til klimaks hvor Bondepigen mister sin søn. Det er derfor muligt at konkludere at
novellen bygger på berettermodellens grundideologi med en kronologisk konfliktoptrapning og en kort
udtoning hvor der bliver reflekteret over konflikten.
August Strindberg har med novellen Racens Forbedring formået at skrive en humoristisk og ironisk
novelle, men med fokus på seriøse samfundsproblemer som skæve sociale forhold og kønsulighed.
Dette krydres med et simpelt og nuanceret sprog, med præg fra både den moderne og den ældre
litteratur. Dette gør han gennem en kronologisk fortælling baseret på den føromtalte beretter model.
Det vil være oplagt at perspektivere til ”Frøken Julie”, en anden naturalistisk novelle skrevet af August
Strindberg. I begge noveller er det kvinderne der er den dominerende karakter – baronessefruen med sin
rigdom og Julie med sine fremherskende personlighedstræk. Det er meget atypisk, da denne periode
stadig er meget mandsdomineret. Et andet vigtigt tema er magtkampen mellem underklassen og
overklassen. Det illustreres tydeligt i ”Frøken Julie”, hvor Julie udnytter sin status som grevens datter til
at koste rundt med tjeneren Jean, som er uofficielt forlovet med Kristin. Der kan drages paralleller
mellem personerne i ”Racens forbedring og ”Frøken Julie”, baronfruen og frøken Julie, som begge
tilhører overklassen og udnytter deres rigdom og autoritet til, groft sagt, at få deres vilje. Ved dette
menes der, at baronfruen forbedrer overlevelseschancerne for hendes barn for enhver pris, og Julie
forfører Jean for at få sine lyster opfyldt og ikke mindst at understrege sin magt over for Kristin.
Bondepigen Anna og Kristin har mange af de samme karaktertræk, de tilhører begge underklassen,
hårdtarbejdende, og betaler begge for over overklassens ubarmhjertighed og egoisme. Dette
understreges tydeligt med citatet fra ”Racens forbedring”: men så kom der bud fra børnehospitalet, at
Annas lille dreng var død af Difteris. Anna blev så dårlig, at hun mistede al sin Mælk, og den lille
baron skreg aldeles forfærdeligt. Anna måtte afskediges, hun kom hjem til Anders og en ny Amme blev
antaget.