Indholdsfortegnelse
Indledning 1
Racisme som ideologi og straffeloven § 266 b. 1
Kulturalisme 2
Xenofobi 2
Paraplybegreb 3
Ordets magt 3
Argumentation 4
Appelformer 5
Medialisering 6
Drabschef anmeldt for racisme 7
Skruppelløs 7
For generaliserende 9
Opførte sig som en bombemand 9
Ideologi kontra generalisering 10
Groft sprog, men racistisk? 11
Hierarki eller frygt? 11
Hvorfor racisme? 12
Den frygtelige totalitære arv 12
Pres på Danmark 13
Fair 14
Hvad kan man så sige om racisme i Danmark? 15
Bibliografi 17
Noter 18
1
Indledning
Motivationen for at beskæftige mig med emnet racisme i denne opgave ligger i min interesse
for retorik. Jeg mener, at udlændingedebatten gennem de sidste år har givet os gode
eksempler på radikal retorik. I redegørelsen vil jeg inddrage og forklare ideologierne
1
xenofobi og kulturalisme, der er væsentlige i min senere opgave. Hertil vil jeg redegøre for
appelformer og andre redskaber, der kan være nyttige til forståelsen af en ytring og et
argument og vil således inddrage redskaberne i lyset af min diskussion. Jeg vil i den
anledning også inddrage nogle valgte udtalelser, der stammer fra indvandrer- og
udlændingedebat, og analysere anvendelsen af ord med henblik på retorik. Her vil jeg også
redegøre for medialisering og dens rolle i dansk politik. Ud fra analysen vil jeg diskutere,
hvorvidt racisme er et reelt problem i Danmark, eller om det er visse personers opfattelse og
forståelse af, hvad racisme er, der forveksles med xenofobi og kulturalisme. Derudover vil jeg
inddrage en tekst af Václav Havel, Den Tjekkiske Republiks første præsident, der advarer mod
generalisering efter kommunismens fald i Europa, med henblik på at perspektivere til danske
forhold. Min hypotese er, at jeg gennem dette arbejde vil komme frem til en konklusion af, at
forståelsen af racisme i dagens Danmark er et generaliseret begreb, der beskriver:
kulturalisme, xenofobi og selvfølgelig også racisme.
Racisme som ideologi og straffeloven § 266 b.
Historien har gjort os til vidner for racistiske regimer. I disse regimer har ideologien; racisme,
været byggesten for overbevisningen om den hvide mands overlegenhed. Ideologien racisme
er defineret følgende: Racisme er forestillingen om, at mennesker inddeles i forskellige grupper
efter biologisk race, og at der er et hierarkisk forhold imellem disse racer, hvilket betyder, at
visse racer er andre overlegne
2
. Altså anerkender racisme formålet at forskelsbehandle
mennesker, ud fra den race
3
og etnicitet de måtte være født til at tilhøre, på trods af at race og
etnicitet er uforanderlig. I de eksempler vi har set på racistiske regimer, betragtede man den
hvide race som overlegen (herskergruppen)
4
. Racisme burde derfor kun indeholde
”racebetinget” diskrimination. Dog gennem tiden er dette blevet et generaliserende ord, der
inkluderer ideologierne xenofobi og kulturalisme. Dette ses i den danske lovgivning:
§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse
eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på
grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering,
straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
2
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at
forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
5
Kulturalisme
Eksplicit er det alle tænkelige former for diskrimination, der er udmøntet som
lovovertrædelse ifølge §266 b. I racismeparagraffen er diskrimination på baggrund af tro og
seksuel orientering derfor også ulovligt, også på trods af at disse ikke er racebetinget. Et
menneske, der er født og opvokset i Nepal, hvor 86,5% af befolkningen er hinduer
6
, har større
tilbøjelighed til at være hindu, og dette er kulturelt betinget, ikke racebetinget. Herunder
kommer begrebet kulturalisme ind i billedet. Kulturalisme er diskrimination på baggrund af
kultur og religion, og forestillingen om at ens egen kultur er bedre end andres (Fredrickson,
2010)
7
. Ideologien gør dens tilhængere ude af stand til at acceptere kulturelle forskelligheder,
og denne modvilje kan komme til udtryk via hadsk propaganda og diskrimination. Vores
racismeparagraf er derfor også ment til at beskytte mod kulturel og religiøs diskrimination.
Herunder er det dog vigtigt at slå fast, at der er en betydelig forskel på kulturalisme og
racisme. Racisme bemyndiger undertrykkelse samt diskrimination baseret på eugenik
(racehygiejne
8
), hvorimod kulturalisme finder sted der, hvor kulturen ses som en variabel,
der formes gennem tiden. Tilhængere af kulturalisme vil derfor mene, at deres kultur er bedst
på grund af historie og arv af traditionen (ibid).
Xenofobi
En konstatering af en kulturel eller etnisk forskel forsaget af frygt kaldes xenofobi. Xenos
kommer af det græske ord; fremmed, og fobi kommer af ordet; frygt på samme sprog.
Udtalelser, der beskriver en frygt for det fremmede, er derfor ikke racistiske, men derimod
xenofobe. Denne frygt kan nemt opstå gennem dårlige oplevelser og erfaringer med mødet af
fremmede etnicitet og kulturer, og heraf bliver det fremmede stigmatiseret samt
kategoriseret negativt. Der hvor xenofobi adskiller sig fra racisme er, når racisme er en
negativ antagelse af menneskets opførsel og karakter på baggrund af racen. Racisme
udelukker muligheden for ensartethed på baggrund af racen, hvorimod xenofobi blot er en
konstatering af de forskelle, der måtte være mellem kulturerne eller racen. Xenofobi kan også
være betegnelsen for racebaseret fjendskhed. Dette fjendskab er partisk men dog uden
opfordringer til vold eller diskrimination (Fredrickson, 2010)
9
.
3
Paraplybegreb
Altså ses det, at den danske grundlovs racismeparagraffer ikke blot er beregnet til at beskytte
mod racediskrimination, men også mod kulturalisme. På trods af at kulturalisme adskiller sig
fra racisme på det ideologiske plan, skal der ikke næres tvivl om, at denne form for
diskrimination er mindst lige så ondskabsfuld. Racismens grundlag er for længest blevet
videnskabeligt modbevist. Der er med andre ord ingen racer, der videnskabeligt er overlegne.
Derfor må tilhængere af en herskerrace finde nye argumenter, og de findes i overbevisningen
om, at de tilhører den bedste kultur.
Xenofobi er derimod ikke noget man kan tillade sig at lovgive imod. Frygt og had kan ikke
forbydes, men derimod forebygges gennem uddannelse og integration. Det vil vi se på senere i
diskussionen. Dog kan al fjendskab ikke udrenses, og der vil derfor altid florere ytringer og
meninger baseret på had og frygt. Jeg vil senere komme ind på, om man kan blive dømt for
xenofobi, og hvordan xenofobe udtalelser kan skabe konflikt mellem andre love og §266 b.
Racisme er således blevet en generalisering for forskellige former for diskrimination
10
. Nogle
mennesker ser på racisme med foragt. Denne foragt er forårsaget af et menneskesyn, der
tildeler alle lige værdi. Vi er vidner til et forebyggelsesarbejde mod racisme på internationalt
plan. FN-konventionen der forbyder racisme og den danske udlændingepolitik fra 1983 er
blot nogle af mange eksempler (Lavrsen, 2008). Sidste århundredes krige har betydet meget i
meningsdannelsen om eugenik. Anden verdenskrig er et tydeligt skræmmebillede på, hvad
racismens ideologi kan medføre, der hvor etnisk udrensning bliver taget bogstaveligt.
Apartheid i Sydafrika er et andet forfærdeligt eksempel på magthaveres stræben efter
eugenik. Derfor ses racisme ofte på med foragt. Ringeagtelsen af racisme medfører skamfuldt
stempling, når et andet menneske beskyldes for at være racist. De politiske debatter i
Danmark er til tider fyldt med sådanne beskyldninger. Af denne grund vil vi kigge nærmere
på, hvordan sprog påvirker, og hvilken effekt det kan have på en debat at stemple en
modstander som racist.
Ordets magt
At kunne formidle en ytring og blive forstået er overordentlig vigtigt for mennesket. Når
måden at formidle sig selv på bliver brugt med henblik på at overbevise sin modtager, kaldes
det retorik. Retorik kan også karakteriseres som hensigtsmæssig tale og skrift. Retorikken har
4
sine rødder i antikken, hvor det var velset at kunne tale sin sag. Retorikken blev derfor
skematiseret og videnskabeliggjort derigennem, og det er til fordel for mange retorikere og
politikere i dag. (Borup, 2007)
Argumentation
Når man debatterer, er det vigtigt at kunne redegøre for sine argumenter, de argumenter, der
måtte være imod én, samt hvilke kilder, man kan støtte sig op ad. Så kan man spørge sig selv,
hvorfor danske politikere evigt diskuterer, hvis der gennem god argumentation kan
bortelimineres andre argumenter? Svaret hænger sammen med det, der kaldes en hjemmel.
En hjemmel er det konsensus, der er nødvendig for at kunne finde enighed i det fremstillede
argument
11
. I et argument vil der være en påstand. Her er et eksempel på en påstand: ” Når en
muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det.”
12
Citatet er af Lars Hedegaard
i et interview til snaphanen.dk. Der er dog undladt at argumentere for påstanden i sætningen.
For et argumentet er gyldigt og ikke blot en påstand, behøves der et belæg. Belægget
argumenterer for, at påstanden er korrekt . En sætning med både påstand og belæg kan se
således ud: ”Men de voldtager deres egne børn ... det hører man hele tiden” (Lars Hedegaard).
Det, der binder belæg og påstand sammen, er hjemmelen. Hjemmelen er den eurytmi, der er
behøvet for at kunne blive ligesindet
13
. Derfor vil hjemmelen i tidligere sætning være ”Fordi
man hele tiden hører om det, er det sandt at de voldtager deres børn.”
Ideologier er hjemmeler (Politikens, 1992). Eftersom politiske partier ofte tilhører en bestemt
ideologi, vil politikerne derfra (for ikke at glemme vælgerne) derfor altid være i konflikt med
andre partiers ideologi, da ideologiens overordnede konsensus er afvigende fra de andre
ideologier. Dog vil de kunne finde ideologier, der minder om deres egen, og det er ofte
nødvendigt, hvis man i Danmark gerne vil danne en regering.
Belægget bliver stærkere, hvis der er rygdækning (Borup, 2007)
14
. Det vil sige, at man benytter
noget faktuelt og beviseligt til at understøtte sin argumentation. Data og statistikker er gode
til dette. Troværdigheden stiger, hvis argumentet er underbygget af gode beviser.
I debatter er det også vigtigt at kunne forudse, hvilke argumenter modspilleren måtte have
mod éns sag. Hvis man er i stand til at nævne dette, og afkræfte argumentet før modstanderen
får mulighed for at bruge det mod én, viser det overblik og overskud. Hvis der derimod ikke er
nogle gode argumenter imod det modstanderen kunne sige, er det bedre at lave en
indrømmelse. Indrømmelser er bedre end argumenter uden hold. Ord, der giver udtryk for
5
afsenderens sikkerhed i påstanden, kaldes styrkemarkører. Det kaldes også en styrkemarkør,
hvis afsenderen signalerer tvivl. Styrkemarkører kan derfor enten være stærke eller svage.
Appelformer
Det er via en gennemarbejdet argumentation, der kan findes gode grunde til at tilslutte sig en
sag. Men hvorfor er en grund god? Hvad er det, der gør, at den appellerer til os?
Vi taler om appelformer. Der er tre appelformer: Logos, etos og patos (Borup, 2007)
15
.
Med logos appellerer man til modtagerens logiske sans. Vi bruger betegnelsen ”modtager” for
målgruppe der appelleres til. En holdning, der virker indlysende og simpelt, er ofte en
logosappel. Logos kommer derfor nemmest til udtryk i en gennemarbejdet argumentation.
Logosappellen kan være meget forudsigelig, og derfor kan den tolkes en smule kedeligt.
Emner kan også være præget af logos. Det er de, hvis de overvejende er baseret på noget
faktuelt. Disse emner er typisk for logos: ”Finanskrisen” eller ”Indvandrestatistik”.
Etos er den appelform, hvor afsenderes troværdighed afgør modtagerens mening. Når en
ekspert udtaler sig om sit område, vil modtageren have tendens til at godtage ekspertens ord
for gode varer lettere, end hvis det var en ukendt person uden højere titel. Man kan derfor
have højt, lavt eller neutralt etos hos modtageren. Det er vigtigt som afsender at være bevidst
om sit etos, for det er afgørende for de udtalelser, man kan tillade sig.
Patos appellerer til følelserne. Afsenderen vil derfor forsøge at få modtageren til at føle noget
specifikt. Vores følelser må ikke undervurderes på trods af, at der er en tendens til at ringagte
beslutninger taget på grund af følelser. Følelser kan være stærke, og derfor har det en kæmpe
effekt, hvis afsenderen kan finde ud af at appellere til modtagerens følelser. Patos bruges der,
hvor det er ment, at vi skal føle empati. Empati kan være svært at føle for en fremmed sag,
men hvis personen, der præsenterer os for sagen, til og med vækker vores indre samaritaner,
kan det lede til en uforanderlig dedikation. Patos er dog ikke blot betegnelsen for følelserne,
der vækkes i modtageren, men også betegnelsen for ordvalget og de emner man ytrer sig om.
”Jødeforfølgelse under 2. verdenskrig”, ”Etnisk udrensning” og ”Racesegregering i Sydafrika”
er alle emner, hvoraf modtageren vil efterladedes med stof til eftertanke. Eftertanken
forekommer, hvis afsenderen har formået at fremkalde følelser hos modtageren. Patos kan
også ses i ordvalget. Hvis et ord kan fremprovokere en følelse eller en association til et emne,
der er emotionelt, er ordvalget patosappellerende. Derfor kan man tale om et tørt og faktuelt
logos emne, og stadig appellere til følelserne hos modtagerne. Selvom en god gennemarbejdet
6
argumentation er logosappellerende, kan argumenterne godt appellere til samvittigheden
frem for logikken. Dette er også patosappellerende.
Det er her, i patosappellen, at vi skal finde emnet racisme. Racisme bliver ofte associeret med
noget negativt. Hitler, Rwanda, Apartheid, Slavehandel i USA fra 1600- til 1800-tallet, er alle
emner, der vækker følelserne i modtageren. Referencer via ord til racisme eller
antisemitisme
16
kan derfor have en stor effekt, fordi følelserne fremprovokeres, og dette
attribuerer til meningsdannelse.
Medialisering
I Danmark har vi ytringsfrihed
17
. Vi kan med andre ord sige, hvad vi har lyst til, medmindre
det strider imod Grundlovens andre love, som f.eks. racismeparagraffen. Befolkningens
mening er vigtig i et demokratisk land som Danmark. Derfor er måden, hvorpå man omtaler et
emne afgørende for meningsdannelsen. Medierne kan kaldes for ”Danmarks 4. statsmagt”, da
de er med til at oplyse befolkningen og sætte dagsordenen for debat hos danskerne (Kureer &
Frederiksen, 2008)
18
. Når medierne sætter den politiske dagsorden, kaldes det medialisering.
Politikerne på Christiansborg ved, at de bliver nødt til at tage stilling til de ting, der er aktuelle
i nyhederne, da politikerne repræsenterer befolkningen, og derfor må være repræsentanter
for visse synspunkter og overbevisninger. Politikere bruger derfor også medierne til at række
ud til deres vælgere. Gennem de sidste årtier er medlemstallet hos partierne faldet, og det er
ikke længere på forsamlinger, partimøder og årsmøder, politikerne primært møder deres
vælgere. Det er det derimod gennem bl.a. Debatten på Danmarks Radio, på andre
nyhedskanaler og medier eller gennem avisartikler. Denne måde at reklamere for sig selv på
har skabt et vigtigt behov for hensigtsmæssig tale og formulering hos politikerne.
Oven i købet er der så mange medier i dag, at de indbyrdes må kæmpe om taleretten ind i
borgernes liv. Det kan have store konsekvenser. Konkurrencen om folkets opmærksomhed
betyder ofte, at nyhedsindslag skal være korte og nemme at sætte sig ind i. Derfor er der en
tendens til, at denne medialisering flytter fokus fra det politisk relevante til det, der er
usagligt og politisk irrelevant. Dette afføder ofte hetz og fordømmelse af uskyldige mennesker,
hvis sag stadig ikke er afgjort. Medierne har en tilbøjelighed til at udvælge sig en skurk og et
offer, og derfor kan billedet, der bliver malet derigennem, godt være meget farvet og svært at
7
forholde sig objektivt til. Et godt eksempel på dette er, da Søren Pind udtalte sig om
assimilation frem for integration:
”Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det - det rigtige ord må være
assimilation. Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andensteds hen og dyrke, hvis det er det,
de har lyst til”
19
.
Søren Pind, der på dette tidspunkt (2008) var udviklingsminister, udtalte dette på sin blog og
benyttede sig af ordet assimilation, fordi han mente, at ordet integration var for
generaliserende og ikke kunne bruges til at definere samfundsudviklingen i Danmark. Søren
Pind blev senere på baggrund af disse udtalelser, da han blev integrationsminister (2011),
hængt ud i mange medier, specielt på facebook
20
, måske mest af alt fordi ordet assimilation
havde en kynisk klang. Dette skrev Danmarks Radio i 2011, da Søren Pind blev
integrationsminister:
”Søren Pind er ny mand i integrationsministeriet efter Birthe Rønn Hornbech og han satte
allerede på førstedagen i ministeriet sindene i kog omkring debatten om indvandrere og
flygtninge. Søren Pind brugte ordet assimilation og ikke integration og det vakte furore.”
21
Hvilke ord man benytter sig af eller beskriver andre med, kan derfor have en stor betydning.
Hvis beskrivelsen indeholder negativt patosladede ord, kan den stærkt stigmatisere den
gældende person.
Drabschef anmeldt for racisme
Dette kunne man læse i Jyllands Posten d. 6. marts, 2010. Vi vil se nærmere på danske
politikeres udtalelser om racisme og diskrimination, med henblik på en analyse af retoriske
virkemidler og argumentation.
Skruppelløs
Drabschef Ove Dahl blev anmeldt af Det Radikale Venstres tidligere næstformand, Zenia
Stampe, der nu er folketingsmedlem, for at have udtalt:
”Rumænerne er skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden
kultur.”
22
(Ritzau)
Ove Dahl var hurtigt ude at undskylde sit udsagn, og anmeldelsen blev trukket tilbage dagen
efter af Zenia Stampe, hvor hun tilmed skrev følgende til Ritzau:
”Jeg er glad for, at Ove Dahl nu beklager sine generaliserende udtalelser om rumænere. Nu hvor
han har erkendt, at han gik for vidt, ser jeg ingen grund til at opretholde min anmeldelse […] Jeg
8
har ingen personlig interesse i at trække Ove Dahl i retten. Men jeg mener ikke, at de meget
grove og generaliserende udtalelser om rumænere, som Ove Dahl kom med, kunne passere
ubemærket.”
23
(Andrew, 2010)
Påstanden i første sætning er, at hun ikke ser nogen grund til at opretholde sin anmeldelse.
Belægget for påstanden er, at Ove Dahl har erkendt, at han gik for vidt. Det kan diskuteres,
hvad hjemmelen på dette måtte være, men der kan argumenteres for, at hjemmelen måtte
være: ”Hvis en anmeldt erkender, at de er gået for vidt, er der ingen grund til retsforfølgelse”.
En anden påstand i hendes udtalelser er, at hun ikke har en personlig interesse i at trække
Ove Dahl i retten. Dette har hun ikke et direkte belæg for, og derfor kan det godt se ud som, at
påstanden står alene. Dog skal man tænke efterfølgende sætning ind som belægget. Her siger
hun, at hun mener, at udtalelserne er så grove og generaliserende, at hun ikke mener de kan
passere ubemærket. Dette bliver belægget for påstanden, om at hun ikke har nogle personlig
interesse i anmeldelsen af Ove Dahl, og påstand og belæg kan derfor omskrives en hjemmel
der vil lyde følgende: ”Jeg har ikke nogen personlig interesse i at trække Ove Dahl i retten,
men jeg gør det på baggrund af hans grove og generaliserende udtalelser”. Hjemmelen for
dette argument ville være: ”En person der udtaler sig groft og generaliserende bør trækkes i
retten, selvom der ikke er nogen personlig interesse i at få personen dømt”. Ordene ”grove” og
”generaliserende” er følelsesbetonede, og Zenia Stampe benytter sig af patosappellen til at
argumentere for sin sag. Emnet racisme er, som sagt tidligere, også et patosemne, så det vil
straks appellere til følelserne hos modtageren. Zenia Stampes argumenter skal derfor
appellere til modtagerens moralske og empatiske sans. Da hun er politiker for Radikale
Venstre, var det utvivlsomt også hendes hensigt var, at vælgerne skulle se dette som en kamp,
hun havde tænkt sig at kæmpe, og klagen over Ove Dahls udtalelse var et svar på en artikel i
Politiken. Målgruppen kunne tænkes at være indskrænket til blot Politikens læsere, der er
kendt for at være venstreorienterede eller radikale. Zenia Stampe benytter sig her af
medialisering for at styrke sit etos hos befolkningen. Eftersom denne sag hurtigt kom i andre
aviser og blev medialiseret yderligere, var det ikke længere blot udvalgte vælgere og læsere,
der blev opfordret til at læse med. I Jyllandsposten blev Zenia Stampe stærkt kritiseret af
politikere fra både rød og blå blok, der tænkbart også har haft til hensigt at få omtale. Selvom
en kommentar kan være kort, kan holdningen nemt benyttes til at styrke sit etos hos folket, og
derfor er medialisering af stor betydning for politikerne.
9
For generaliserende
Lars Hedegaard, formanden for Trykkefrihedsselskabet, satte gang i debatten, om hvorvidt
racismeparagraffen skulle fjernes til fordel for ytringsfriheden, da han i 2009 udtalte følgende
i et interview til snaphanen.dk under en julefrokost:
”Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far…
24
”
(Nielsen, Lars Hedegaard dømt for racisme, 2011)
Lars Hedegaard skabte ikke blot debat, men blev også slæbt i retten og dømt for overtrædelse
af straffelovens § 266 b, racismeparagraffen. Aviserne, der fulgte episoden, var ikke bange for
at inddrage politikernes navne og holdninger. Søren Pind (V) og Naser Khader (K)
25
blev
begge nævnt som forhenværende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet (Nielsen, Lars
Hedegaard tilbage i retten i racismesag, 2011). Pia Kjærsgaard udtalte til Berlingske Tidende:
”Jeg ville ikke have udtrykt mig på den måde. Det var for generaliserende. Det er også derfor, at
Lars Hedegaard – og respekt for det - har trukket i land”
26
(Klarskov, 2010). Mediernes fokus på
de racistiske udtalelser resulterede i, at journalister interviewede Pia Kjærsgaard for at få
hendes holdninger til sagen. Medierne gjorde hende indirekte til ekspert på området.
Mediernes måde at hive Pia Kjærsgaard ind i sagen tjener til det formål, at hun allerede har et
stærkt etos blandt nogle og et lavt etos hos andre. Hendes udtalelse vil derfor veje højt i
folkets mening om sagen, også selv om hun egentlig ikke har spor med sagen at gøre.
Opførte sig som en bombemand
Der var også andre politikere, der ikke var bange for at udtale sig om sagen. Jesper Langballe
skrev i et indlæg til Berlingske Tidende, januar 2010:
”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager
deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de
såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt” (Nielsen, Lars
Hedegaard tilbage i retten i racismesag, 2011).
Jesper Langballes blev sigtet for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf og dømt til at
betale ti dagsbøder af 500 kroner for denne udtalelse. Påstand var, at Lars Hedegaard ikke
skulle have sagt det, han sagde. Belægget er dog overraskende sarkastisk. I stedet for at
opretholde en form for afstand til Lars Hedegaards udtalelse, irettesatte Jesper Langballe blot
Lars Hedegaards påstand. Belægget er derfor, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og
ignorerer onklernes voldtægt, som argument for påstanden om at Lars Hedegaard ikke skulle
have udtalt sig, som han gjorde. Hjemmelen bliver derfor: ”Fordi muslimske fædre ikke
10
voldtager, men derimod dræber deres døtre, og situation derfor er langt værre end Lars
Hedegaard udtalte, skulle han ikke have udtalt det han gjorde”. Jesper Langballes måde at
udtrykke sig på er meget patospræget, og det har helt klart givet stof til eftertanke hos
læserene. Argumentationen er ikke særlig godt underbygget og meget generaliserende, og
derfor skaber et sådan argument røre. Idet Lars Hedegaard er formand for
Trykkefrihedsselskabet, er han også bevidst om, hvem der vil være med ham og imod ham.
Der vil med sikkerhed være mange liberale sjæle, der ikke nødvendigvis vil give ham ret, men
som vil finde sagen interessant, da de sætter ytringsfriheden og den personlige frihed som
øverste prioritet, og denne sag har sikkert sat skub i debatten hos højrefløjsstemmerne.
Derudover er der sikkert mange, der har følt sig krænket og diskrimineret over de udtalte ting
og ønsker derfor en dom. Målgruppen har derfor været en bred gruppe af mennesker med
forskellige interesser inden for udfaldet af sagen, og med forskellige politiske
overbevisninger. Vicestatsadvokaten, der var med til at anke dommen til Østre Landsret har
efterfølgende udtalt:
”Han (Lars Hedegaard, red.) har opført sig som en bombemand, der tænder lunten og går sin vej
uden at sikre sig, at lunten går ud af sig selv, og at bomben ikke sprænger” (Nielsen, Lars
Hedegaard dømt for racisme, 2011).
Ideologi kontra generalisering
Som vist i straffeloven § 266 b dækker racismeparagraffen også over andre former for
diskrimination. Hvis paragraffen dækker over flere former for diskrimination, kan man
hurtigt komme til at anklage folk for racisme, hvor det ikke er berettiget. – Samtidig vil det i
dette tilfælde være at frarøve friheden til at ytre sig. I grundlovens § 77 står der:
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for
domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres."
Man kan derfor ikke fratage nogen deres frihed til at ytre sig, men hvis de overtræder
straffeloven § 266 b, må de tage konsekvensen af det senere. Eftersom det at blive stemplet
”racist” giver anledning til ringagtelse, bør man være yderst eftertænksom, før man anklager
personer for at være dette. Ove Dahl og Lars Hedegaard sagerne er eksempler på dette.
11
Groft sprog, men racistisk?
”Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far…”
(Nielsen, Lars Hedegaard dømt for racisme, 2011)
Der skal lægges mærke til, at Lars Hedegaards påstand anklager muslimer. Den kritiserer en
generaliserende handling hos mennesker af den muslimske tro. At være muslim er dog ikke
ensbetydende med at tilhøre en specifik race. Racisme som ideologi motiverer til hierarkisk
forskelsbehandling og racehygiejne, og denne motivation er der ingen spor af i udtalelsen.
Derfor vil denne udtalelse ikke kunne kategoriseres som racediskriminerende, hvis der er tale
om racisme som ideologi. Det er uden tvivl et groft sprog, han benytter sig af, men ikke
racistisk som ideologi. Hvis der derimod er tale om racisme som generaliserende betegnelse
for diskrimination, kan vi hurtigt finde denne udtalelse strafbar. Der er derfor ikke tale om
racisme som ideologi i denne sag men racisme som generaliserende begreb. Mere præcist er
Lars Hedegaards udtalelse kulturalistisk, da den taler nedsættende om en tilhængere af en
religion. Lars Hedegaard er således blevet dømt for overtrædelsen af racismeparagraffen §
266 b, for at udtale sig kulturalistisk. Lars Hedegaard har senere udtalt dette til etik.dk:
"Jeg mener ikke, nogen mennesker er ringere end andre, eller at man skal gøre forskel på folk på
grund af race eller etnisk herkomst. Men man skal ikke kunne undslå sig for at stå til regnskab
for sine synspunkter eller handlinger med henvisning til sin religion. Det har vi heller aldrig
accepteret med kristne, jøder eller hinduer." (Mikkelsen, 2010) Altså er det forkert at kalde Lars
Hedegaard racist. Derimod kan hans udtaleser give belæg for at kalde ham kulturalist.
Hierarki eller frygt?
Ove Dahl havde næppe overvejet de mulige konsekvenser, da han udtalte ”Rumænerne er
skruppelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur” til Politiken,
efter at have opklaret et mord på en norsk stewardesse i København. Her udpeges en specifik
etnicitet og race: Rumænerne. De bliver i udtalen objektet for beskyldningen, så man kan ikke
komme uden om, at den er racebetinget. Derimod kan det diskuteres, om udtalen er
nedværdigende og hånende. At nedværdige et andet menneske betyder at ”behandle med
ringeagt eller uden passende respekt
27
”. Der er selvfølgelig tale om mangel på passende
respekt, men der er ikke tale om aktivt at behandle racen på en ringagtende måde. En dom for
racisme kræver en særlig propaganderende karakter ifølge stk. 2. Man kan ikke tilskrive Ove
Dahl propaganda i dette tilfælde. Udtalen bærer snarer større præg af frygt for det fremmede
end overlegen hierarkisk mentalitet, hvilket gør, at udtalen udtrykker xenofobi frem for
racisme. Racisme som ideologi blåstempler tilstedeværelsen af en overlegen herskerrace, og
12
tilregner tendenser hos racer (etniciteten) som uforanderligt og genetisk forudbestemt.
Derfor kan det diskuteres, om der er tale om racisme som ideologi, eller om det er racisme
som generalisering. Det skal dog pointeres, at xenofobi ikke kan forbydes eller straffes, så
længe der ikke opfordres eller affødes trusler, vold eller diskriminerende propagandahetz.
Ove Dahl var hurtigt ude at undskylde sin udtale, da han ikke havde til hensigt at udtale sig om
hele den rumænske befolkning men blot kriminelle bandemedlemmer fra disse egne. Der kan
dog rejses spørgsmål ved, hvorvidt han faktisk ville kunne blive dømt for denne udtalelse ved
den danske domstol. Alligevel har denne stempling af overtrædelse af straffelovens § 266 b,
været med til at kaste et negativt lys på ham i medierne. Derfor skal man være yderst
betænksom ved anmeldelsen af racisme, da denne stigmatisering kan være angerfuld.
Hvorfor racisme?
Selvom den danske racismeparagraf generaliserer handlinger og udtalelser, der ikke kun
betegner racisme, betyder det ikke, at der intet problem er med racisme i Danmark. Racisme
behøver ikke være statsideologi eller udmunde i forfølgelse, for uofficielt at være til stede i
befolkningen. Forskelligheder giver anledning til overvejelse af sin egen identitet. Det er nemt
at sammenligne sig med noget fremmed for at finde forskellighederne, og når forskelligheden
er fundet, har man også været i stand til at afbilde sig selv. I denne identitetsdannelse er det
naturligt, at folk finder sig selv bedst. Alle der gennem sammenligning med os, minder om os,
er i ”vores” gruppe, og de, der ikke minder om os, er i en anden gruppe og er ”de fremmede”. I
det senmoderne samfund finder vi vores identitet gennem vores handlinger. Opfattelsen af os
selv baseres derfor på det vi gør, siger og mener. Det er let at finde ”de fremmede”, når det er
dem, der ikke gør det samme, klæder sig forskelligt fra os og har et andet sprog. Vi er i den
senmoderne kultur langt mere bevidste om forskellighederne mellem etnicitet og kultur, end
man tidligere har været (Reimick, Madsen, Blach Hansen, & Bødker Frank, )
28
. Der er
dog et stort spring fra generaliseringen og definitionen af sin egen og sin gruppes identitet til
accepten af racisme.
Den frygtelige totalitære arv
Václav Havel, der var den sidste præsident i Tjekkoslovakiet og den første præsident i Den
Tjekkiske republik, skriver om sin bekymring for kommende generationers evne til at se
tolerant på forskelligheder. Deres arv er historien om et land styret med totalitet
29
, og hvor
13
alle forskelligheder blev udvasket. Disse forskelligheder vil ikke længere blive undertrykket,
men de vil blomstre og kan derfor blive ofre for generalisering. Dette er årsag til bekymring
hos Václav Havel: ”Den menneskelige tænkemådes og den menneskelige fornufts mirakel er
forbundet med en evne til at generalisere. Vi siger måske, at franskmændene, englænderne eller
ruserne er sådan eller sådan. Vi mener ikke noget ondt med det, men der er en alvorlig fare gemt
i præcis denne slags generalisering. Individer bliver a priori slemme eller onde simpelthen på
grund af deres herkomst. Racismens onde, et af de værste onder i verden i dag, har blandt andet
sit udspring i denne slags uovervejede generaliseringer (Havel, 1990)
30
”. Denne uovervejede
generalisering kan føre til had. Det kan være forårsaget af en følelse af at være blevet
behandlet uretfærdigt eller en følelse af overlegenhed. Følelsen fremprovokerer en accept af
forskelsbehandling mellem de to grupper. Når der gives en grund til ikke at kunne lide den
anden gruppe, vil der, hvis man ikke fokuseret arbejder imod det, opstå en følelse af antipati,
der hindrer tolerance med den anden gruppe, og det er der hadet starter. Václav Havel
advarer også de Central- og Østeuropæiske lande mod at verificere racisme på baggrund af
deres historie
31
. Det er dog ikke kun racisme, der kunne blive et problem. Ligeledes kunne
kulturalisme blive verificeret, der hvor kulturen og traditionen giver anledning til had af
andre. Dette problem er ligeledes relevant at advare imod i Danmark .
Pres på Danmark
En stor årsag til voksende racisme og kulturalisme er, at der over de sidste årtier har været en
meget stor indvandring af folk fra ikke-vestlige lande. Deres kultur, etnicitet og deres
opfattelse af egen identitet differerer meget fra den danske.
(Arbo-Bähr, Christensen, & Knap, 2010)
32
Denne statistik viser en betydelig stigning i antallet af indvandrere og efterkommere
(andengenerationsindvandrere). I 1980 var der 152.958 indvandrere og efterkommere i
Danmark. 30 år senere er tallet mere end tredoblet til 542.738 , hvoraf størstedelen kommer
14
fra ikke-vestlige lande. Dette gør krav på flere offentlige midler og yderligere fokus på
integration. Indvandringen lægger derfor et pres på den danske stat, og måden hvorpå
danskerne håndterer presset resulterer også i attituden over for indvandrerne.
Fair
Det økonomiske aspekt giver anledning til store uenigheder. Hos nogle er der tale om
forskelsbehandling, når man tillader folk ind i landet, og lader dem komme på
længerevarende overførselsindkomst, betalt af danske skatteborgere. Sandt nok, kan det blive
en økonomisk fordel den dag denne person går hen og får et job, hvilket afslutningsvist
betyder penge til skattekassen. Men hvad hvis personen ikke får et job inden for de næste 10
eller 20 år? Spørgsmål om det er fair, giver anledning til følelsen af at blive forskelsbehandlet.
Mogens Glistrup () satte fint ord på denne følelse af forskelsbehandling i sin bog De
fremmede i landet. I bogen er han citeret for at skrive: ”Mange ureflekterede danskere mener, at
det er da i alt fald altid godt, at bruge skattepenge på at forbedre menneskers sundhedstilstand.
Men sandheden er, at den begrænsende faktor i det nutidige Danmark ligger i, at der ikke er
penge nok i hele landet til at gøre alt, hvad der med den moderne udvikling i læge- apoteker- og
hospitalsteknikker er fornuft i. Derfor udløser enhver sundhedshjælp til fremmede, at danske
ikke kan behandles eller må stå længere på ventelisten. Det må man vel acceptere ved kortvarige
behandlinger af akutte sygdomstilfælde, men når man ved kroniske lidelser enten skal fravælge
danske eller udenlandske syge, må det offentlige sundhedsvæsen give landsmanden prioritet
(Glistrup, 1991)
33
”. Holdningen som Mogens Glistrup præsenterer os for, baseres på idéen om,
at der findes en retmæssigt førsteprioriteret til den hjælp for danskere hos det danske
sundhedsvæsen. Der kan kategoriseres to grupper i hans udtale: landsmændene og de
fremmede. Det han argumenterer for er, at der ikke er plads til både landsmænd og fremmede
i det danske sundhedsvæsen, og derfor skal landsmændene prioriteres. Denne
forskelsbehandling vil gå ud over en generaliseret gruppe af mennesker, der ikke er
landsmænd. Denne følelse af forskelsbehandling kan nemt resultere i racisme og kulturalisme,
da den kommer til udtryk gennem nedværdigelse og antipati. Mogens Glistrup udtalte i 1979:
”Muslimer formerer sig i landet som rotter via familiesammenføringer og fødsler”
34
. Han blev
dømt for denne udtalelse, men den giver anledning til at diskutere om følelsen af
uretfærdighed forsvinder, når indvandringen i Danmark er steget markant siden hen. Der er
være stor risiko for, at had vokser og nærer på denne antydede forskelsbehandling. Til dette
15
problem siger Václav Havel: ”Hjælpeløst raseri søger sin egen lynafleder. Jeg gentager, at jeg,
når jeg taler om det nationale had i Central- og Østeuropa, ikke taler om et som noget, der bliver
sikkert i fremtiden, men som en potentiel trussel. Vi må forstå denne trussel for effektivt at kunne
konfrontere den. Det er en opgave, som alle vi, der bor i den tidligere Sovjet-blok, står overfor. Vi
må energisk bekæmpe alle spirende former for kollektivt had, ikke blot ud fra et princip – for
man må altid bekæmpe ondskab – men i vor egen interesse. (Havel, 1990)”. Ifølge Václav Havel
må det derfor være den enkeltes kamp at bekæmpe fristelsen til had. ”Vor egen interesse” er,
at kollektivt had ikke blot rammer objektet, men også de der hader selv. Selvom han
henvender sig til folk fra den tidligere Sovjet-blok, er had en realitet i Danmark. Det skal være
vores egen initiativ, med henblik på at det er godt for os selv, at modstå denne fristelse til had.
FN kritiserede i 2010 Danmark for at have skjult nogle tal i statistikkerne over racistisk
relateret vold (Broberg, 2010). Niels-Erik Hansen, direktør for Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racisme, udtalte i denne sag til Jyllands Posten: ” Hvis man holder sig
for ørene og lukker øjnene, er det nemt at komme frem til, at der ikke er nogen racisme”. Der var
ifølge Rigspolitiet tale om over 60 sager gennem de sidste 5 år, der blev undladt i rapporten til
FN. Antallet af anmeldelser for overtrædelse af racismeparagraffen menes derfor at ramme
190. Der kan med andre ord ikke undgå at være tale om racisme i Danmark, spørgsmålet er
blot om det er racisme som ideologi eller som generaliseret begreb.
Hvad kan man så sige om racisme i Danmark?
Den danske lovgivning forbyder racisme med henhold til straffeloven § 266 b, hvor
overtrædelserne retter sig imod racisme og kulturalisme. Den danske udlændinge- og
indvandrerdebat har givet os eksempler på diskriminerende udsagn, hvoraf nogle har været
racistisk begrundet, mens andre udtalelser er kulturalistiske og xenofobe. Dansk politik er
blevet præget af denne debat, og det er nødvendigt at analysere udtalelser og argumenter for
at kunne bedømme om udtalelserne er racistiske som ideologi eller som generaliserende
begreb. Det er vigtigt at se på påstanden, om den henvender sig til en race/etnicitet eller en
kultur/religion. Debatten bærer præg af at være medialiseret, og politikerne har på denne
måde brugt medierne til at fremhæve deres synspunkter og til at få inkorporeret omtale i
pressen. Det kan ikke udelukkes, at racisme er et reelt problem i Danmark, men eftersom
loven forbyder racisme som generaliserende begreb, kan det være svært at skildre, om der er
tale om racisme som ideologi eller som generaliserende begreb. Derfor kan jeg delvist
konkludere, at forståelsen af racisme i dag er generaliseret til: kulturalisme, xenofobi og
16
racisme. I de tekster og udtalelser der er blevet kigget på, er der blevet skildret mellem
kulturalisme, xenofobi og racisme, og der er derfor tale om racisme som generalisering i
Danmark. Indvandringen i Danmark er steget over de sidste 30 år og har været med til at
fremprovokere et fremmedhad hos nogle.
Menneskets evne til at generalisere bruges som hjælp til at finde egen identitet, men den kan
også anvendes til begrundelse for had. Det skal man være opmærksom på, da det, ifølge
Václav Havel, ikke blot er til skade for andre, men også kan skade én selv.
17
Bibliografi
Andrew, T. (7. Marts 2010). Radikal trækker anmeldelse tilbage. Jyllands Posten .
Arbo-Bähr, H., Christensen, A., & Knap, N. (Red.). (2010). Samfundsstatisk (3.2 udg.).
Columbus.
Borup, H. (2007). Ud Med Sproget. København, Danmark: Frydenlund.
Broberg, M. B. (20. Juli 2010). Kritik: Regeringen skjuler racisme for FN. Jyllands Posten .
Fredrickson, G. M. (2010). Racisme - I historisk perspektiv. (I. Askholm, Ovs.) Princeton, New
Jersey, USA: Askholms Forlag.
Glistrup, M. (1991). De fremmede i landet. København/Oslo: Nordisk Forlag.
Havel, V. (16. September 1990). Den Frygtelige Totalitære Arv. Berlingske Tidende .
Klarskov, K. (7. Januar 2010). Pia K. undsiger Lars Hedegaard. Berlingske Tidende .
Koch, L. (1996). Racehygiejne i Danmark 1920-56. København, Danmark: Gylendal.
Kureer, H., & Frederiksen, C. L. Samfundsfag C (Årg. 2). Århus: Systime.
Lavrsen, L. (18. Juli 2008). Loven der splittede familier. Information .
Mikkelsen, M. (20. August 2010). Hedegaard: Er der noget man ikke kan tillade sig at sige om
islam? Etik.dk .
Nielsen, J. B. (3. Maj 2011). Lars Hedegaard dømt for racisme. Berlingske Tidende .
Nielsen, J. B. (26. April 2011). Lars Hedegaard tilbage i retten i racismesag. Berlingske Tidende
.
Politikens. (1992). Nudansk Fremmedordbog. (B. o. Holmberg, Red.) Politikens Forlag.
Reimick, S., Madsen, L., Blach Hansen, C., & Bødker Frank, P. (). Kultur og
Samfundsfag. Århus, Danmark: Systime.
Ritzau. (u.d.). Drabschef anmeldt for racisme. Ritzau .
18
Noter
1
Politikens, Nudansk Fremmedordbog, Ideologi betyder system af holdninger.
2
www.antiracisme.dk
3
Fredrickson, Racisme – i historisk perspektiv, 8. Diskussionen om racisme og ”racer” er i sig
selv et paradoks, i og med at der er bred enighed om at der ikke findes andre menneskelige
racer en Homo sapiens. Der er intet videnskabeligt belæg for yderligere sortering af denne
race. Jeg vil dog med dette i bagtankerne, stadig beskæftige mig med begrebet racer, og lader
det være definitionen af folkefærd, nationalitet og sprog.
4
Frederickson, Racisme – i historisk perspektiv, 8-10. Her refereres til de mest kendte
racistiske gennem tiden: Antisemitismen ved legitimeringen af Holocaust samt under den
nazistiske forfatning i Tyskland, Jim Crow systemet i de amerikanske sydstater i USA,
Apartheidregimet i Sydafrika. Alle disse har været hvide overherredømmer.
5
Den borgerlige straffelov § 266 b. og stk. 2.
6
International Religious Freedom Report 2009 på U.S. Department and States hjemmeside.
7
Fredrickson, Racisme – i historisk perspektiv, 18-19
8
Koch, Racehygiejne i Danmark 1920-56, side 16. Lene Koch skriver om racehygiejne i den
angloamerikanske verden, der senere blev redskab og praksis for tyskerne under 2.
verdenskrig: ”Her er tale om et bredt spektrum af foranstaltninger fra forsigtige midler som
ægteskabsrådgivning til mere indgribende som ægteskabsforbud, sterilisation eller ligefrem
isolation af personer, hvos forplantning ansås for at udgøre en alvorlig fare for
befolkningskvaliteten. Racehygiejne havde således fra begyndelsen to sider, dels det
videnskabelige stadium af faktorer, der vedrørte befolkningskvaliteten, dels de foranstaltninger
hvormed man kunne påvirke denne kvalitet.”
9
Fredrickson, Racisme – i historisk perspektiv, 16-17
10
I teksten vil der blive arbejdet med begreberne: racisme (eugenik), kulturalisme og
xenofobi. Dog må der ikke ses bort for andre former for diskrimination og fobier som f.eks.:
Islamofobi, antisemitisme og religiøs diskrimination.
11
Se bilag.
12
Se bilag.
13
Borup, Ud med sproget, afsnittet om argumentation på siderne 59-65.
14
Borup, Ud med sproget, afsnittet om argumentation på siderne 59-65.
15
Borup, Ud med sproget, afsnittet om appelformer på siderne 47-57.
16
Koch, Racehygiejne i Danmark 1920-56. (Antisemitisme bliver uddybet på siderne 16-17)
17
Se senere afsnit om ytringsfrihed i Grundloven § 77.
18
Kureer og Frederiksen, Samfundsfag C, siderne 131-140.
19
Søren Pind (V) udtalte dette på sin blog d. 4. februar, 2008. Bloggen eksistere ikke længere,
da bloggens navn er blevet ændret og redigeret, men se bilag.
20
www.facebook.com er et online socialt forum, for alle andre, men den primære
aldersgruppe er 35-54 år - www.istrategylabs.com/wp-
content/uploads/2010/01/facebook_demographics_chart_statistics_2010.png
21
http://www.dr.dk/P1/poldeb/Udsendelser/htm. Al tekst er skrevet af
Danmarks Radios redaktion.
22
Se bilag. Artiklen er oprindeligt af Ritzau.
23
Se bilag.
24
Se bilag.
25
Naser Khader forlod dog dansk politik d. 27 november 2011
26
Se bilag. (Klarskov, 2010)
19
27
Den danske ordbog, www.ordnet.dk
28
Kultur og samfund, kapitel 4 om identitetsdannelse, siderne 89-103
29
Totalitet betyder helhed. En totalitær stat er derfor en stat, hvor alt bliver styret af én
politisk ledelse, der styre alle samfundets områder. Implicit henviser Václav Havel til en
kommunistisk styreform.
30
Se bilag – Det er den perspektiverende tekst.
31
”Landene i Vesteuropa havde årtier og århundrede til at udvikle sig til det, de er i dag.
Landene i Centraleuropa havde kun 20 år mellem de to verdenskrige. Det er derfor historien, der
har behandlet dem forkert. En overdreven følelse af uretfærdighed, som er karakteristisk for had,
kan logisk nok finde de rette betingelser for fødsel og vækst her. (Havel, 1990)”.
32
Se bilag.
33
Mogens Glistrup, De fremmede i landet, side 116
34
Igen et eksempel på dom for at udtale sig kulturalistisk. Muslimer tilhører ikke en specifik
race.