Referat af Johannes V. Jensens ”gotiske renæssance.
Den nye verdensudstilling er gået i gang og vi befinder os i maskinafdelingen.
Der står to mænd og ser på et lokomotiv, som de intet aner om. De har set det før,
men ved ikke hvordan maskinerne virker. De er begge oppe i en sen alder, og
spærrer hurtigt deres egne normer til hvad en maskine er. Det moderne
gennembrud er ved at forekomme og ikke alle er lige tilfredse med dens
opfindelser, idéer og har forskellige meninger til at videnskabeligt. Maskinens
kraft kan komme op på 2200 hestekræfter, men fylder meget mindre. Der står en
mand, som ser det som en fuldtræffende opfindelse og finder det dybt
interessant. Han mener at man har overgivet sig over sandheden omkring
naturen og finder den yderst interessant og er dybt forbløffet over maskinens
kraft. At flytte sig kilometer på damp og elektricitet er fascinerende.
En anden mand står også og kigger på dampens hede. Han ser maskinen som en
skændsel for gud og resten af verdenen. Det er farligt for ham og han mener
stadig, at der skal arbejdes med menneskets kraft i håndarbejdet. Han følelser sig
nærmest magtesløs overfor den. Som en truet dyrerart ser han maskinen som
den faretruende krybskytte, der er ligeglad med om de forsvinder, men bare kan
tjene penge til dem selv. Den nye generation af udviklere er farlig og en ny må
tage over. Personen vi omskriver her er højest sandsynlig en præst, som ikke kan
udstå maskinerne, da han mener at det ikke er skabt i guds billede.
Til sidst ser vi en mellemting. De sammensætter idéerne i et
uafhængighedsposition. Som der må være en mening med, at maskinerne
kommer til verden, som en hjælp og at gud har givet os kræfterne til at skabe
dem til vores egen fordel. Vi begynder at svare på jordens spørgsmål om hvorfor
udviklingen blandt mennesket er til gavn. Vi begynder ikke kun at udvikle os selv
med ekstra fingre og fødder for at løbe hurtigere, men udvikler og producere ud
fra hvad gud har givet os.