1
Retorisk analyse af Helle Thorning-Schmidts 1. maj tale 2014
Helle Thorning-Schmidt holdt denne tale 1. maj 2014. Da denne dag er tilegnet arbejderne, er det
også deres kår, som fylder meget i hendes tale. Hun fortæller om, hvordan beskæftigelsen er steget
og arbejdsløsheden faldet. Derudover snakker hun også om, hvordan hun i fremtiden vil kæmpe for
vilkårene hos de ufaglærte, så de får chancen for at tage en uddannelse, og hun vil også fortsat
kæmpe for, at de arbejdsløse ikke bliver glemt i processen.
Udover at fortælle om Socialdemokratiets succes med beskæftigelse, fortæller Helle Thorning
også om de tiltag, som er taget for at hjælpe de ældre i samfundet, og hvordan hun er i gang med at
forbedre skolerne.
Der bliver også brugt meget tid på at fremvise, hvad de borgerlige partier, ifølge
Socialdemokratiet, har gjort forkert. Her refereres blandt andet til, da Venstre satte
beskæftigelsesbidraget op og arveafgiften ned. Selvfølgelig bliver der også talt om de
skattelettelser, som Venstre gav til den danske top. Alt dette ser det Socialdemokratiet ned på. De
mener ikke, er det rigtige for Danmark.
I linje 7-9 kommer Helle Thorning Schmidt med en påstand om, at der er sket et stemningsskifte I
Danmark efter fem år med modgang. Hendes belæg er, at virksomhederne tror på fremtiden,
eksporten har ikke været større, beskæftigelsen er steget med 20.000, og desuden er
arbejdsløsheden den laveste i fire år. Derfor er hjemlen, at når der er økonomisk fremgang, sker der
et stemningsskifte væk fra modgang. Der er en styrkemarkør ved brugen af ordet ’aldrig’.
Thorning siger i linje 15-20, at plejepersonalet i Horsens fortjener vores anerkendelse, fordi
de hjælper ældre mennesker, som ikke har det godt, med at få et bedre liv trods et liv med en så
forfærdelig sygdom som demens. Hun fortæller også om deres dedikation til arbejdet. Derfor er
hjemlen til denne påstand, at folk, som bruger deres tid og energi på at hjælpe andre, fortjener vores
anerkendelse.
I linjerne 50-56 er påstanden, at de ledige skal i centrum, hvortil belægget er, at det er
selvstændige mennesker med erfaring, evner og drømme. Man må ikke blive et nummer i rækken,
og ideen, om at de ledige selv er skyld i deres arbejdsløshed, er forkert. Hjemlen er, at bare fordi
man er ledig, betyder det ikke, at man skal overses eller ligegyldiggøres. I argumentet blev brugt to
styrkemarkører: ’aldrig’ og ’naturligvis’.
2
Mange ufaglærte har ikke haft mulighed for at tage en uddannelse er påstanden i linje 58-60.
Belægget er, at der ikke var en læreplads til de ufaglærte efter folkeskolen. Derudover bruges også
belæggene, at tålmodigheden til det ikke var der, mens de var teenagere, at de ikke havde råd til det
og at det bare var en anden tid dengang. Hjemlen er, at alle skal have ret til at få en uddannelse.
Endnu engang benyttes styrkemarkører. ’Aldrig’ bruges én gang, mens Thorning bruger ’måske’
fire gange i løbet af de to linjer.
I linje 62-63 kommer Helle Thorning med påstanden, at det skal være lettere at gå fra ufaglært
til faglært. Hendes belæg er, at det giver bedre muligheder for at få et job, og at et job giver mere
tryghed. Hjemlen er her, at det er godt at skabe jobsikkerhed.
Talen er gennemgående logosappellerende. Der bliver brugt mange fakta, hvor man hører om, hvad
Socialdemokratiet har udrettet, eller har som målsætning at udrette, med konkrete tal.
Et eksempel på, at Thorning benytter logos, er, når hun fortæller, at S vil fokusere mere på
uddannelse, og i den sammenhæng siger hun: ”Hvert år vil vi bruge 500 millioner kroner ekstra på
uddannelse. Det betyder at 16.500 ufaglærte kan få en uddannelse i løbet af de næste 5-6 år.” (s. 2
linje 66-67).
Logos er appellen til fornuften, og dette er også grunden til, at Helle Thorning Schmidtbruger
den i hendes tale. Som modtager skal man kunne se det fornuftige i for fremtiden at stemme på
Socialdemokratiet. Derudover virker det overbevisende, når modtageren hører alle de store tal, som
Thorning nævner – hvoraf det skal med, at mange af påstandene er fremtidsplaner, som endnu ikke
er blevet til virkelighed.
God logos giver også god etos, fordi talen virker mere troværdig. Dette er en anden grund til
at lave talen logosappellerende.
Specielt én af de tre dyder inden for etos tager Helle Thorning i brug i sin tale: åbenhed. Hun
bruger en anafor, ved at hun tre gange i løbet af talen starter sætningen med at sige ’kære alle’. Det
er for at være fællesskabssøgende og drage modtagerne ind i det, der bliver sagt. De skal føle sig
som en del af dem, som Socialdemokratiet vil hjælpe. Hun bruger også humor for at styrke sin etos,
når hun siger: ”at det ikke er alle, som har lyst til at få en selfie med kaptajnen” (s. 1 linje 31-32).
Her refererer hun til Nelson Mandelas memorial, hvor hun tog et billede sammen med Barack
Obama og David Cameron.
Patos bliver benyttet tidligt i talen – allerede i linje 15, hvor Thorning fortæller om et besøg,
hun havde hos et center for ældre med demens. Hun gør historien levende med mange detaljer og
3
billedlige beskrivelser, så man kan forestille sig, hvordan besøget måtte have været. Dette kendes
også under begrebet evidentia.
Man kan også se, at afsnittet er patosappellerende, fordi Helle Thorning Schmidt bruger et
værdiladet ord; frygteligt, hvorved hun går ind og forholder sig subjektivt til det, som siges.
Når Helle Thorning bruger patos her, så er det for, at man som modtager skal føle sympati
med disse ældre mennesker og derfor se det gode ved, at vi har brugt mange penge på, at de skal
have det bedre.
Helle Thorning Schmidts tale bygger meget på tryghed- og bekvemmelighedsargumenter. Blandt
andet siger hun: ”Resultaterne af vores hårde arbejde er ved at vise sig. […] Men er vi i mål? Slet
ikke. Vi er altid utålmodige. Vi er altid i gang. For os er der altid mere at gøre” (s. 1 linje 33 og35).
Grunden til, at T bruger denne argumenttype, er, at vi som mennesker godt kan lide, at andre gør
arbejdet for os, og på nu kan man få det, man ønsker, uden selv at skulle arbejde så meget for det.
Derudover ønsker man tryghed omkring, at Danmark bliver styret ordentligt.
Hun går ind som noget af det sidste i talen og bruger en banalitet: ”Danmark er et fantastisk
land, som vi skal passe på”. (s. 4 linje 134) Som dansker er det ikke noget, man kan sige imod, og
derved rammer Helle Thorning alle med denne kommentar.
Som nævnt i starten lægger Thorning meget vægt på at kritisere højrefløjen i sin tale. Her
benytter hun både trusselargumenter og Ad Hominem-argumenter. Det kommer for eksempel til
udtryk, når hun siger: ”Det er så en af de få gange, Claus Hjort har haft ret. Helt ret.”, (s. 4 linje
120) og også i slutningen af talen, hvor hun siger: ”Det er det samarbejde Venstre og Dansk
Folkeparti vil fortsætte. Og sker det, er der grund til at være bekymret for, om vi kan holde
Danmark på sporet”. (s. 4 linje 101-102) Ved brug af disse argumenttyper laver Thorning også en
antitese, hvor hun sætter de to politiske fløje op imod hinanden. Hun gør det for at påpege de
dårlige sider ved de borgerlige partier og vise, hvilke dårlige ting der vil ske, hvis Venstre kommer
til magten, og på den måde fremmer hun også sin egen sag.
Helle Thorning-Schmidts ordvalg er overvejende positivt. Blandt andet bruger hun ordet eller
varianter af ordet fællesskab’ syv gange i talen, mens ordet ’tryghed’ opstår fire gange. Hun ønsker
at skabe en positiv holdning til Socialdemokratiet, og derfor anvender hun dette sproglige
virkemiddel for at fremføre sin sag. Netop ordet ’fællesskab’ ønsker hun også at forbinde med
Socialdemokratiet.
4
Selv når hun snakker om Venstre og Dansk Folkeparti, kommer det i positive vendinger: ”Jo,
det kan godt være, at det var et super samarbejde for Dansk Folkeparti og Venstre med tætte
personlige relationer og store varme følelser” (s. 3 linje 96-97), hvilket ikke betyder, Thorning selv
mener, at de to partier havde et godt samarbejde.
Helle Thorning bruger mange metaforer i sin tale for at gøre sproget mere levende og
spændende. For eksempel siger hun: ”Nu siger vi stop til den meningsløse aktivering. Slut med at
finde din indre ugle og med at bygge spagettitårne.” (s. 2 linje 55-56). Med det mener hun, at vi
ikke skal sætte de arbejdsløse til at tage en masse ligegyldige kurser, som de ikke vil kunne bruge til
noget alligevel.