Dansk – retorisk analyse
1
Retorisk analyse
Jeg har valgt, at lave en retorisk analyse af Anders Fogh Rasmussens tale den 4. maj . Talen er
en blanding mellem en lejlighedstale, en informativ tale og en politisk tale. Man kan ikke
undgå, at talen bliver politisk, når det er den daværende statsminister der holder den.
Formålet med talen er naturligvis forståelse blandt folket. Danskerne skal prøve at sætte sig
ind i, hvad det egentlig var der skete den 4. maj 1945. Talerens opgave er at bevæge (movere),
så at han får os til at tænke tilbage på de tider, hvor landet stod i flammer. Taleressourcen er i
dette tilfælde indføling og situationsfornemmelse, for eksempel i forhold til hvor hårdt
soldaterne kæmpede for vores land. Men han skal også formå, at vise os hans troværdighed. I
denne tale skal hans sprog være skarpt og korrekt, humor ville være upassende i denne
situation. Talen afholdes til en begivenhed, hvor hele befolkningen har mulighed for, at møde
op eller læse talen efter den er blevet afholdt.
Anders Fogh Rasmussen har en tendens til, at blande appelformerne lidt rundt mellem
hinanden. Han er meget glad for at vise, at han er klog og fornuftig og derved bruge en del
logos, men han er derimod heller ikke bange for, at appellere til følelserne og derved bruge
patos. Etos viser talerens troværdighed overfor dem han taler til, men også overfor sig selv.
Det skal forstås sådan, at før han kan være troværdig overfor sine lyttere bliver han nødt til, at
være troværdig overfor sig selv. Man siger at, etos er et ”produkt” af logos og patos og det
viser Anders Fogh Rasmussen også at det er, ved at blande de to appelformer sammen.
I begyndelsen af talen har man naturligvis et forventnings etos til, hvordan Anders Fogh vil
starte med at fortælle om den 4. maj. Det kan enten være positivt, negativt eller neutralt. I de
første 5 linjer blander han hermed patos og etos sammen. Man kan se han bruger patos ved, at
han appellerer til vores følelser ved at bruge ord som: ” undertrykkelse og vægten blev løftet
fra vore skuldre.” Vi tænker hermed automatisk tilbage på en tid hvor vores land har været i
krig og besat af et andet land. Men han blander også logos ind i det, ved at nævne dato, år og
begivenhed. Et stykke længere henne i talen, benytter han igen patos. Han bruger ord som:
”kirkegårde, hvide kors, taknemmelighed og kamp.” Alle mennesker ved, at der er sket nogle
Dansk – retorisk analyse
2
frygteligt når man benytter de ord, men han er samtidig også stolt af de danske modstandsfolk
og Danmark som helhed. Til sidst anvender han igen en blanding af patos og logos som fører
til etos. Logos bruger han ved, at nævne landenavne som for eksempel Jugoslavien,
Afghanistan og Irak. Men bruger det også ved, at nævne navne som Saddam Hussein og
nazistiske SS’ere . Patos bruger han her ved at bruge ord som: ” ondskab, grusomhed,
uskyldige civile mænd, kvinder, børn (familier), frygt, terror, frihed, demokrati og ære.” Han
afslutter talen med patos, det gør at man tænker mere over ordene, end hvis han sluttede af
med, at nævne landenavne eller personer. Etos kan man til sidst se, ved at han viser
troværdighed igennem Flemming Juncker, som han har nævnt op til flere gange gennem talen.
Taleren bruger vi, os og de gennem hele talen. Grunden til han bruger dem, er for at skabe en
fællesskabsfølelse mellem sig selv og dem han taler til. Han bruger de, til at udtrykke hvad det
var USA, russerne og englænderne gjorde for os. For at udtrykke mest fællesskabsfølelse
bruger han engang imellem ”danskerne”. Vi danskere er glade for at blive nævnt i gode
sammenhænge, især når det handler om krig fordi vi er sådan et lille land. Der er også
benyttet metaforer til at beskrive datidens historiske elementer, som for eksempel ”et par
ridser i lakken”, og ” alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under
bekvemmelighedsflag”. Derudover har han brugt en del antiteser, for eksempel ” liv og død”,
”kvinder og mænd”, ”demokrati og diktatur”. Næsten til sidst fandt jeg en allitteration: ”fred,
frihed og sikkerhed”. Alle tre ord omhandler det samme emne, de prøver bare at løse det på
hver deres måde. Han gør det klart fra start hvad det er talen skal omhandle. Allerede når vi
har læst første linje, er vi ikke i tvivl om hvad talen kommer til han handle om, men vi ved
endnu ikke hvad den vil omhandle og hvilke inventios statsministeren vil trække med ind i
spillet, før vi har læst hele talen. Exordium og paratitio er klart i denne sammenhæng,
indledningen fanger os med det samme, hvis vi interesserer os for historien og for vort land.
Til sidst bruger han peroratio og skår derved pointer som for eksempel at Flemming Juncker
havde ret i mange af de ting han sagde og gjorde da han levede.
Hans elocutio skal helst være aptum, puritas og perspicuritas da det altid vil være et af kravene
når man skal holde en god tale. Anders Fogh Rasmussen har altid været godt til at holde taler,
men han har også haft muligheden for at øve sig mange gange, da taler jo er en af de vigtigste
ting, ved at være statsminister og politiker. Dermed kan vi konkludere, at han har styr på
Dansk – retorisk analyse
3
memoria. Selve fremførelsen, actio, viser om han har styr på memoria og elocutio, hvis han har
det, vil han kunne fremføre talen perfekt.
Jeg synes det er en god tale, fordi jeg godt kan lide den måde Anders Fogh Rasmussen blander
patos, etos og logos på. Han får fællesskabsfølelsen frem når han taler og man kan se, at han
bruger sin viden, for eksempel når han fortæller om alle de historiske elementer og citerer
ikke kun begivenheder, men også citater og personer. Som taler opfylder han alle kravene,
hvilket gør det nemt, at arbejde med og man ved hvad man går ind til. Man kan i talen godt
spotte han personlighed. Jeg tror ikke danskerne er i tvivl om, at Anders Fogh Rasmussen altid
har været glad for USA, herunder George Bush, og han har altid været interesseret i, at
Danmark og USA skulle blive bedste venner. Derfor roser han især USA i denne tale. Mange
politikere kan lære noget af Anders Fogh Rasmussens taler og den måde han fremfører dem
på. Han forstår hvornår han skal være neutral i sine taler og hvornår han gerne må sætte sit
politiske præg. I denne har han valgt, at være nogenlunde neutral, hvilket er meget passende.