Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 3 af 9
Litteraturhistorie
I årene op til 1799 forekom der en fremvoksende borgerlig kritik af kirken og kongemagten. Denne kritik,
som kom til udtryk i litteraturen, blev for meget for det daværende styrer. De kunne ikke længere
acceptere denne kritik, bland andet på grund af pres fra udlandet, hvilket resulterede i en meget
vidtgående indskrænkning trykkefriheden. Konsekvenserne heraf blev, at den litterære produktion i de
følgende næsten 30 år næsten udelukkende måtte rettes mod politisk neutrale områder, nemlig det som
vedrørte problemer omkring det rent menneskelige.
I løbet af disse år rammes Danmark yderligere af mange ulykker der førte til stor usikkerhed og
pessimisme, og mange søgte en mere afdæmpet form for helhedstænkning. Ligesom i organismetanken
søgte de en sammenhængende opfattelse af verdenen, men inde for det kendte og trygge. Resultatet
blev en meget udbredt tradition i dansk kultur: biedermeierkulturen.
Biedermeierkulturen opstod mellem år 1820 og 1870. I denne periode blev kærlighedslivet mere
selvstændiggjort. Biedermeierkulturen bød på en tryghedssøgende livsform med et indadvendt familieliv
som centrum. Livsmønsteret er hyggeligt og idyllisere. Forfattere så det som deres pligt at skildre det
harmoniske og ikke det kaotiske. Samfundsmæssige og politiske problemer blev fornægtet, og blikket
blev vendt fra den ydre, til den indre verden. På trods af en meget uharmonisk omverden, var hele
biedermeierkulturen bygget på harmoni og idyl, det var familien og hverdagens gøremål der stod centralt i
litteraturen.
En af denne tids eneste kvindelige forfattere er Thomasine Gyllembourg. Hun var særdeles karakteristisk
for denne tids biedermeierkultur, og alle hendes værker kan betegnes, som idylliske og stort set altid med
kærligheden som tema. Hendes værker handlede tit om etablering eller genetablering af altid rigtige,
lykkelige og varige parforhold, og ender altid lykkeligt og harmonisk – typisk for denne tidsperiode.
Efter litteraturhistoriens såkaldte
moderne gennembrud
, et halvt århundrede senere, blev der set knap så
idyllisk på kærlighed og parforhold. Det moderne gennembrud står, som det litterære udtryk for den
forandring, som de skandinaviske samfund gennemgik i 1870- og 1880’erne, og det er karakteristisk for
denne litteraturhistoriske periode, at alt bliver sat under kritik.
I denne tidsperiode var det den naturalistiske tankegang der dominerede litteraturen. Naturalismens
kendetegn er overføring af det naturvidenskabelige synspunkt på digtningen, og i modsætning til
biedermeier tilstræbes der i denne tid en nøje gengivelse af virkeligheden uden forskønnelser.
Den naturalistiske digtning benyttede sig hovedsageligt af de episke genrer – især romanen, der giver
mulighed for en grundig analyse af menneskers sociale og psykiske forudsætninger. Endvidere skildres
personerne og deres omverden realistisk, og usandsynlige og overnaturlige begivenheder indtræffer
aldrig. Den meget idealistiske holdning der havde præget den foregående periode bliver erstattet af en
mere objektiv og iagttagende holdning der undgår direkte moralsk stillingtagen.
I den naturalistiske digtning bliver naturvidenskaben brugt, som argument over for normer og forhold man
ønsker ændret i samfundet, og over for tilsyneladende sandheder, der blot var et dække for fordomme og
moralsk snæversyn. Litteraturen i denne periode var altså hengivet til at sætte problemer under debat og
især den officielle moral blev debatteret og kritiseret.
Det er de nationalliberale og deres moralske idealer og krav om fædrelandskærlighed og
næstekærlighed, ærefrygt for religion, pligt til at holde familien i ære, troskab, ærbarhed osv., der var det
centrale i den officielle moral.
Det der i litteraturen bliver kritiseret er dog ikke så meget disse idealer i sig selv, men den store
uoverensstemmelse der er mellem, på den ene side den offentlige moral, og på den anden side de
samfundsmæssige realiteter. Der var en udbredt dobbeltmoral i den tids samfund, hvor man udadtil
tilsyneladende følger den offentlige morale, mens man i realiteten acceptere og handler efter helt andre.
De områder som problemdebatten og opgøret med dobbeltmoralen slår kraftigst i gennem på, er
problemet med kvindens stilling og den tids kønsmorale. Samtidig med kravet om kvindens sociale
frigørelse rejses kravet om hendes seksuelle frigørelse. Kritikken retter sig her mod den officielle morals
falske idealisering af kvinden, og man kræver at kvinden anerkendes som et kønsvæsen på lige fod med
manden og opnår samme seksuelle rettigheder som ham.