Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 1 af 9
Romantikken og dens modreaktioner
Dansk litteraturhistorie Fra biedermeier til naturalisme
HTX 3. år
Fag: Dansk A
Emne: Romantikken og dens modreaktioner
Dato:
Lærer: Xxxx Xxxx
Skole: Xxxxxxxxxxxxx Xxx
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 2 af 9
Indledning
Kærligheden er for mange en udefinerbar størrelse. Ligesom alle individer i en eller anden grad er
forskellige, er intet pars kærlighed til hinanden identisk. Kærlighed er et forhold af gensidig anerkendelse,
hvor parterne ved at give sig hen til hinanden finder sig selv på ny. Kærlighed kræver mod til at
overskride egne grænser og til at lade sig forandre.
For nogen søges den anden kun som et middel til at dække ens egne behov, og her bliver kærligheden
mere en virkeliggørelse af en ønsketænkning. Det at blive elsket bliver langt vigtigere end det at elske.
Hvis man gør den anden til et genstand for ens egen tilfredsstillelse og kræver at eje den anden, går
forholdet på en måde til grunde. I et mere moderne kærlighedsforhold vil den enkelte bevare sin egen
personlighed og acceptere den anden som et individ, der er forskellig fra en selv, med en personlighed,
der ikke nødvendigvis falder sammen med ens egen. Kærligheden kommer af sig selv, hvis man bare
finder den rette, men når det gælder den store kærlighed, er det desværre tit et spørgsmål om held.
Kærlighed til et andet menneske over tid er noget andet og mere end den tilstand af stærke følelser, som
man kan kalde forelskelse. Det kræver engagement, tålmodighed og tid til at interessere sig for, lytte til og
have omsorg for den andens ønsker og behov. Det har dog oftest været kvindernes opgave at bruge tid
og energi på at varetage og udvikle kærlighedsforholdet på en måde, der har gjort det muligt for manden
at arbejde og kreere.
Freuds psykoanalyse har påpeget, hvilken grundlæggende betydning de kropslige, seksuelle, kærligheds
og tilknytnings behov og ønsker har for den menneskelige udvikling, og hvor vigtigt det er, at samfundet
tager disse behov alvorligt.
Psykologen Abraham Maslow er nået frem til omtrent det samme resultat. Maslow har opstillet en
behovspyramide, som beskriver menneskets grundlæggende behov, og han har fundet frem til at disse
behov skal opfyldes i en bestemt rækkefølge. Når pyramidens nederste behov er opfyldte i en rimelig
tilfredsstillende grad, når vi f.eks. er mætte, så begynder vi at spekulere på at skabe tryghed og
sikkerhed, og skaffe os bolig og ly mod naturen. Derefter gælder det tilknytnings- og kærlighedsbehov.
Ifølge Maslows teori er det ikke muligt at opfylde behov placeret højere oppe i pyramiden før alle de
underliggende er opfyldte, hvilket igen understreger kærlighedens store betydning, men også det
uheldige faktum, at man altid vil have et eller andet behov der ikke er dækket.
I det 18. århundrede var det almene syn på et korrekt kærlighedsforhold dog meget anderledes. Der
forekom nogle offentlige moralske holdninger og idealer om hvorledes et ægteskab burde være, men
også en realitet der var noget anderledes. De offentlige idealer om næstekærlighed, pligt til at holde
familien i ære, troskab, ærbarhed osv., var meget forskellige fra de reelle holdninger, som dengang
fandtes. De mente blandt andet, at mænd og kvinder var skabt forskelligt, og at de havde forskellige krav
til seksuallivet. Selv om det i princippet var sådan, at begge parter skulle indskrænke deres drifter til
ægteskabet, var utroskab for en kvinde en utilgivelig synd, mens det for manden blot var en uheldig men
accepteret forseelse. For manden var ikke som kvinden i stand til at tøjle deres drifter.
Denne offentlige dobbeltmoral var grundlag for store stridigheder i hjemmet dengang, og dette er
litteraturen, især efter det moderne gennembrud, præget meget af. I min opgave ønsker jeg derfor at
undersøge, hvordan litteratur omhandlende kærlighed og seksualitet har udviklet sig i 1800-tallet. Jeg vil
analysere to værker, der beskæftiger sig med kærlighed, ægteskab og seksualitet, begge skrevet af
kvindelige forfattere, en før det moderne gennembrud og en efter. Disse to værker vil jeg sammenligne
for at vise en ændring i litteraturen før og efter det moderne gennembrud. I min analyse vil jeg yderliggere
ligge stor vægt på den litteraturhistoriske baggrund. Det første værk jeg vil analysere er Thomasine
Gyllembourgs novelle; Drøm og Virkelighed, (angivet som kilde nr. 1). Som værk nr. 2 har jeg valg at
analysere 2 uddrag af Amalie Skrams roman; Forrådt.
Som afslutning vil sammenfatte hvad jeg er kommet frem til i de 2 noveller, og sammenligne disse ud fra
et litteraturhistorisk perspektiv.
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 3 af 9
Litteraturhistorie
I årene op til 1799 forekom der en fremvoksende borgerlig kritik af kirken og kongemagten. Denne kritik,
som kom til udtryk i litteraturen, blev for meget for det daværende styrer. De kunne ikke længere
acceptere denne kritik, bland andet på grund af pres fra udlandet, hvilket resulterede i en meget
vidtgående indskrænkning trykkefriheden. Konsekvenserne heraf blev, at den litterære produktion i de
følgende næsten 30 år næsten udelukkende måtte rettes mod politisk neutrale områder, nemlig det som
vedrørte problemer omkring det rent menneskelige.
I løbet af disse år rammes Danmark yderligere af mange ulykker der førte til stor usikkerhed og
pessimisme, og mange søgte en mere afdæmpet form for helhedstænkning. Ligesom i organismetanken
søgte de en sammenhængende opfattelse af verdenen, men inde for det kendte og trygge. Resultatet
blev en meget udbredt tradition i dansk kultur: biedermeierkulturen.
Biedermeierkulturen opstod mellem år 1820 og 1870. I denne periode blev kærlighedslivet mere
selvstændiggjort. Biedermeierkulturen bød på en tryghedssøgende livsform med et indadvendt familieliv
som centrum. Livsmønsteret er hyggeligt og idyllisere. Forfattere så det som deres pligt at skildre det
harmoniske og ikke det kaotiske. Samfundsmæssige og politiske problemer blev fornægtet, og blikket
blev vendt fra den ydre, til den indre verden. På trods af en meget uharmonisk omverden, var hele
biedermeierkulturen bygget på harmoni og idyl, det var familien og hverdagens gøremål der stod centralt i
litteraturen.
En af denne tids eneste kvindelige forfattere er Thomasine Gyllembourg. Hun var særdeles karakteristisk
for denne tids biedermeierkultur, og alle hendes værker kan betegnes, som idylliske og stort set altid med
kærligheden som tema. Hendes værker handlede tit om etablering eller genetablering af altid rigtige,
lykkelige og varige parforhold, og ender altid lykkeligt og harmonisk – typisk for denne tidsperiode.
Efter litteraturhistoriens såkaldte
moderne gennembrud
, et halvt århundrede senere, blev der set knap så
idyllisk på kærlighed og parforhold. Det moderne gennembrud står, som det litterære udtryk for den
forandring, som de skandinaviske samfund gennemgik i 1870- og 1880’erne, og det er karakteristisk for
denne litteraturhistoriske periode, at alt bliver sat under kritik.
I denne tidsperiode var det den naturalistiske tankegang der dominerede litteraturen. Naturalismens
kendetegn er overføring af det naturvidenskabelige synspunkt på digtningen, og i modsætning til
biedermeier tilstræbes der i denne tid en nøje gengivelse af virkeligheden uden forskønnelser.
Den naturalistiske digtning benyttede sig hovedsageligt af de episke genrer – især romanen, der giver
mulighed for en grundig analyse af menneskers sociale og psykiske forudsætninger. Endvidere skildres
personerne og deres omverden realistisk, og usandsynlige og overnaturlige begivenheder indtræffer
aldrig. Den meget idealistiske holdning der havde præget den foregående periode bliver erstattet af en
mere objektiv og iagttagende holdning der undgår direkte moralsk stillingtagen.
I den naturalistiske digtning bliver naturvidenskaben brugt, som argument over for normer og forhold man
ønsker ændret i samfundet, og over for tilsyneladende sandheder, der blot var et dække for fordomme og
moralsk snæversyn. Litteraturen i denne periode var altså hengivet til at sætte problemer under debat og
især den officielle moral blev debatteret og kritiseret.
Det er de nationalliberale og deres moralske idealer og krav om fædrelandskærlighed og
næstekærlighed, ærefrygt for religion, pligt til at holde familien i ære, troskab, ærbarhed osv., der var det
centrale i den officielle moral.
Det der i litteraturen bliver kritiseret er dog ikke så meget disse idealer i sig selv, men den store
uoverensstemmelse der er mellem, på den ene side den offentlige moral, og på den anden side de
samfundsmæssige realiteter. Der var en udbredt dobbeltmoral i den tids samfund, hvor man udadtil
tilsyneladende følger den offentlige morale, mens man i realiteten acceptere og handler efter helt andre.
De områder som problemdebatten og opgøret med dobbeltmoralen slår kraftigst i gennem på, er
problemet med kvindens stilling og den tids kønsmorale. Samtidig med kravet om kvindens sociale
frigørelse rejses kravet om hendes seksuelle frigørelse. Kritikken retter sig her mod den officielle morals
falske idealisering af kvinden, og man kræver at kvinden anerkendes som et kønsvæsen på lige fod med
manden og opnår samme seksuelle rettigheder som ham.
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 4 af 9
Drøm og Virkelighed
Novellen ”Drøm og Virkelighed” er skrevet i 1833 af en af biedermeiertidens større forfattere; Thomasine
Gyllembourg. Hendes noveller er hovedsageligt skrevet i en poetisk realistisk stil, og ofte med detaljerede
skildringer, hvori hendes indblik i den menneskelige psyke, de fine borgerlige kredse kommer til udtryk.
Novellen foregår i det indre København, hvilket f.eks. viser sig i at Lise på et tidspunkt ønsker at gå en tur
til Vesterbro. Miljøet er typisk biedermeiersk og handlingen forgår hovedsageligt i æstetiske og idylliske
små stuer.
I ”Drøm og Virkelighed” benytter Thomasine en jeg-fortæller, hvorigennem læseren følger med i novellens
handling, samt jeg-personens tanker og følelser. Dette har betydning for læserens sympati, for i og med
man ser historien fra jeg-personens synsvinkel, vil man altid have tilbøjelighed til at identificere sig med
denne person, og derved danne sympati for ham og hans situation. Da novellen er stilet direkte til
læseren ved henvendelser, som f.eks. "Kære Læser"
1
, er det med til yderligere, at skabe en nærhed
mellem jeg-fortælleren og læseren - en nærhed der gør fortællingen mere virkelighedstro og
overbevisende.
For at underbygge det virkelighedstro benytter Thomasine sig desuden af navneforkortelser. Som f.eks.
”Gamle G.”, ”Onkel Hr. B”, ”Justitsraad M”
2
osv. Dette får personerne til at virke mere virkelige, og
fortæller indirekte læseren, at en vis diskretion er nødvendig for at beskytte dem og privatlivets fred.
I modsætning til det virkelighedstro i novellens personer, er stilen ikke særlig levende, og sproget og hele
sætningsstrukturen virker kunstig. Der bliver brugt mange fremmedord, kringlede og indviklede sætninger.
Dette får det formelle i novellen til at virke en anelse opstylet:
”Konen trøstede hende i pøbelagtige Udtryk og med plumpe Vittigheder, hvoraf hun selv skoggerloe.”
(Kilde nr. 1 – Side 19, 12. sidste linje)
”Denne Samtale havde endnu forhøiet min Exalation til en saadan Grad…” (Side 23, linje 24)
Det første citat er tilmed også et eksempel på hvorledes Thomasine, i en mere beskrivende situation,
også her har et forholdsvist fornemt ordvalg.
Jeg-personen; Julius, karakteriseres en del i gennem andres diskussioner af hans person, men især i
gennem hans handlinger og tanker, hvilket medfører en knap så grundig ydre beskrivelse, men til
gengæld et ganske stort indblik i hans personlighed hvoraf den mere omfattende indre beskrivelse tager
udgangspunkt.
Julius forekommer forholdsvis velhavende, og har på trods af at være forældreløs, altid været økonomisk
sikret i gennem sin rige Onkel. I hans forhold med Lise er det Julius, som tjener og besidder alle
pengene, og hende som må spørger ham når hun skal har behov for dem:
”Hun bad mig om Penge til at kunne forskaffe sig en bedre garderobe. Jeg fandt dette Ønske saa
naturligt, at jeg allerede længe havde betænkt at forekomme det.” (Side 27, 6. sidste linje)
Dette får yderligere Julius til at fremstå, som en gavmild og elskværdig person, idet han i denne tanke
viser en form for sympati for Lise, og ved at han på forhånd havde taget beslutningen om at give hende
pengene. Betænksom, som han er, havde han altså allerede før hun spurgte ham, overvejet at forærer
hende en ny garderobe.
De situationer han kommer i har heller ingen indflydelse på hans fortællermåde, og han flyder aldrig ud i
lange følelsesudbrud, men han fortæller behersket og forholdsvist neutralt. Yderligere tænker og
argumentere han tit på en meget livsklog måde:
”En gammel fransk Skribent siger: ”Man taler saa meget om Folk, som have Hjertet fuldt af ømme og
kjærlige Følelser, men som ansees for kolde, fordi de mangler Ord at udtrykke deres Følelser. Det er
ikke sandt; de havde ikke disse Følelser; ellers vilde de nok kunne finde Ord til at udtrykke dem med.”
Jeg tilstaar, at jeg er af samme Mening, og troer, at denne Regel kun vil finde faa undtagelser…” (Side
15, linje 16.)
1
Kilde nr. 1 – Side 9, første linje.
2
Kilde nr. 1 – Bland andet på side 10 og 11
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 5 af 9
Dette citat viser endnu engang Julius, som en meget betænksom person. Samtidig siger det også noget
om hans, og derved også forfatterens, syn på kærlighed.
Der lægges stor vægt på den åndelige side af kærligheden i novellen, og der er ingen rigtige skildringer af
erotiske begivenheder, men kun mindre antydninger, og disse antydninger finder man kun i forbindelse
med Julius’ uægteskabelige forhold til Lise, ellers nævnes det ikke.
Yderligere er holdningen i teksten at erotikken må forenes og helst udspringe af den åndelige kærlighed.
Derfor betinger Laura sig at Julius:
”…som en Mand af Ære tilsværger mig, ikke at betragte mig som andet end en Søster, ikke at forlange
mindste Kjærtegn, som jeg ikke i Andres Nærvær kunne give en elsket Broder…”
(side 49 – linje 16)
fordi:
”et andet Billede trænger sig dog virkelig mellem Dem og mig. Det er et Menneske, som jeg ikke kan
se i Øinene, en Erindring, som jeg ikke kan blive fri for.” (side 49 – 3. sidste linje)
Mennesket, Laura ikke kan se i øjnene, er selvfølgelig Lise, som jo er Julius’ tidligere elskerinde. Herefter
låser hun døren mellem deres soveværelse, indtil de senere snakker om det og genopretter den åndelige
kærlighed.
De to kvinder Lise og Laura er to komplette modsætninger. Lisa tilhører underklassen og Laura
borgerskabet. Lise står for de lave drifter, og Laura for den høje sanselighed. Lise går fra at være en
yndig Madonna til at være skræmmende grim, mens Laura går fra at være et ”uformeligt bleggult barn”, til
at være en ”smuk engel”, der i løbet af historien kommer til at afspejle sig som Julius’ frelser. Thomasine
vælger altså at lade Lise fremstå gennemgående negativt, mens Laura fremstår næsten som en
Madonna. Hun er den ideelle biedermeier-moder, selvom hun nok er en anelse mere handlekraftig end
de fleste, idet hun, for at redde kærligheden, tager tingene i egen hånd og handler "som en mand" og
også er en rigtig Moder for Julius' to sønner.
Novellen er opbygget efter den tids såkaldt dannelsesromaner, og læseren følger Julius' lidelser i hans
første møde med kærligheden og de prøvelser og problemer, der følger med, når man forelsker sig i en
kvinde som ikke tilhører borgerskabet.
En dannelsesroman beskriver et livsforløb, og lige som i eventyret er udviklingen for hovedpersonen altid;
hjemme → ude → hjemme. Det er udformningen af livsforløbet, og gengivelsen og tolkningen heraf der er
det centrale, derved altså dannelsen af hovedpersonens personlighed, som spiller den væsentlige rolle i
historien.
Dannelsesromanens første hjemmefase er onklens hus, hvor Julius flytter ind efter hans fars død. I glimt
får vi fortalt lidt om denne periode og kan derudfra danne et billede af hans tilværelse og hans forhold til
onklen, som er harmonisk, men dog ikke følelsesfuldt og kærligt. Følelserne og kærligheden finder han
først i sit forhold til Lise.
Julius bringes fra hjemmefasen til udefasen når han beslutter sig for at forsørge Lise og barnet. Dette
opfattes som et forkert valg og medfører modgang og problemer, som han skal overkomme og løse. For
igen at komme tilbage til dannelsesromanens hjemmefase gælder det for Julius om at tage de korrekte
valg.
Idet han forlover sig med Laura, er han på vej hjem, og forholdet til onklen genetableres. Først da Lise
dør, kan han bringes fuldstændig tilbage til hjemmestadiet. På dette tidspunkt har han fundet ro og
harmoni, der er kendetegnet for biedermeierkulturen.
Thomasines holdning til kærlig og ægteskab er den samme, som hendes borgerlige klasse og i
problematikken omkring Julius' valg om at han ville forsørge Lise og barnet, står hun som deres
repræsentant og giver udtryk for at det er forkert at have forhold henover klasseskel. På grund af de
fastsatte borgerlige normer, kan man ikke løsrive sig fra sin klasse, og heller ikke overskride klasseskel,
uden at det får alvorlige konsekvenser. Ifølge Thomasine skal borgerskabet nemlig løfte sig i forhold til
underklassen, og det sker ikke ved sammenføring af klasserne. Budskabet i denne tekst er altså rettet
mod borgerskabet med råd om hvorledes parforhold bør være.
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 6 af 9
Forrådt
Romanen Forrådt er skrevet af Amalie Skram i 1892. Amalie Skram var naturalist i sit valg af temaer og i
sin litterære stil. Hun var en af den tids store kritikere af den føromtalte dobbeltmorale og mange af
hendes tekster inklusiv denne er skrevet som led af den såkaldte sædelighedsfejde.
Jeg har valgt at se på romanen med udgangspunkt i 2 uddrag, som sammen kan vise udviklingen i
historien og selve personerne. Det første uddrag finder sted i starten af historien på selve bryllupsdagen
og er en skildring af en scene mellem Aurora og hendes mor. Det andet uddrag finder sted i slutningen af
romanen, under selve bryllupsrejsen.
Romanen handler om Aurora, også omtalt som Ory, en 17 årig pige, som bliver giftet væk til en ældre
kaptajn; Adolph Riber. Romanen skildrer Auroras liv i dette, ikke særlig lykkelige ægteskab.
I denne roman har Amalie Skram lagt en del fokus på forholdet mellem mor og datter. Selv om dette
forhold ikke fylder mange sider i romanen får det afgørende betydning gennem den stærke
følelsesmæssige konfrontation mellem dem ved Orys afsked med hjemmet. Dette er grunden til følgende
afsnit vil se nærmere på dette forhold.
I scenen mellem Aurora og hendes mor fremgår Aurora, som usikker og bange for det ægteskab hun lige
har indgået. I scenen med hendes mor nægter hun at tage med ham selv om det lige er blevet gift:
”Jeg kjører ikke med ham! Jeg gjør det ikke Mamma.”
”Er du forstyrret Barn?” Fru Ingstad greb Datteren om Armene og søgte at tvinge hende ud fra sig for
at se hende ind i Øjnene.
”Jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke,” vedblev Ory hulkende og klyngede sig fast til Moren.
(Kilde nr. 2 - side 15, linje 10)
På dette tidspunkt er Ory altså fuldstændig bestemt på, at hun ikke vil tage med ham. Men det lykkes for
moren, i løbet af samtalen, at overtale hende til at tage med ham trods alt.
Ory fremstilles som et barn, og scenerne mellem hende og moren viser især hvordan hun er stærkt
bundet til moren og hjemmet. Det at Ribers mor, både af Ory og af selve forfatteren, omtales som
”Bedstemor Riber”, antyder at hun også i forholdet til sig ægtemand indtager et barns position og at
omgivelserne ligeledes omfatter hende sådan.
Dette citat viser også at hun er totalt uviden hvad angår ægteskab og sex. Sex er for hende et
fremmedord, hvilket fremgår mange steder i denne samtale med hendes mor. Inden brylluppet har hun
slet ikke fået noget at vide om hvad et ægteskab indebærer, og det komme som et chok for hende at hun
skal sove i samme seng som Riber:
”Jammen nu skal jeg jo ligge i samme Seng som ham” (…) ”Du har altsaa vidst det!” Ory strakte
Halsen fremover. ”Vidst det, og ikke sagt et Muk om nogen Ting til mig. Aa Mamma Mamma, hvor
kunde Du være saaledes!” (Side 15, linje 21)
Citatet her viser ligeledes, at hendes store uvidenhed hænger sammen med hele den fortielse omkring
det seksuelle, som har præget hendes opdragelse, som for øvrigt var meget normal dengang.
Ved Orys afsked med moren fortæller hun hendes om ægteskabets magtforhold:
”…fra nu af har din Mand ubetinget Ret og Magt over Dig. Du maa være føjelig og lydig som et Lam,
ellers bliver han kun daarlig tjent med sin søde lille Kone. Og ellers sætter du dig op imod Guds
forordning, hvad der er det værste af alt.” (side 17, 6. sidste linje)
Dette viser noget om morens og samfundets holdning til kvindernes rolle i samfundet. Yderligere bruger
moren det argument, at det er Guds vilje, og at hvis hun ikke laders sig bestemme over af sin ægtemand
er det i mod Guds forordning hvilket er meget slemt. Her fremgår det altså tydeligt at det er moren, ved
hjælp af hendes opdragelse af Ory og derved hendes magt over hende, påtvinger Ory at tage med Riber.
Ligeledes er det hendes far som har arrangeret brylluppet, og uden Ory ved hvad hun går ind til er hun
pludselig gift.
I det andet uddrag af romanen skildres ægteparret ombord på skibet Orion. Uddraget finder sted i
slutningen af historien, og det er tydeligt at der er sket en stor udvikling af både Ory og Ribers
personlighed, samt at magtbalancen mellem dem.
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 7 af 9
Under dette udsnit udspørger Ory Riber meget intenst om han tidligere forhold, og det er meget tydeligt at
det i denne scene er Ory som har magten:
”Da Du sad der i Sofaen og raabte paa Emmy.”
”Jeg véd ikke om, at jeg har raabt paa nogen Emmy.”
”Saa er det fordi Du ikke tør sige det.”
Han vendte sig hastigt, og vilde gaa, men Ory holdt ham fast.
Det at hun holder Riber tilbage hvorefter hun påtvinger ham at svare på hendes mange spørgsmål viser
en stor udvikling i Orys personlighed og selvtillid. Ory har udviklet sig fra at være et bange lille barn til at
være en mere dominerende kvinde. Samtidig har Riber begyndt at bukke mere og mere under for Ory. I
slutningen af mit uddrag virker han som om han er ved at give helt op på det hele. Efter at været blevet
svinet til og nedgjort af Ory raser han dog pludseligt op igen:
””Rejs Fanden i Vold!” sa Riber rasende. ”Kan Du ikke la mig være for den, jeg er. Plager jeg Dig om
dagen? Vil jeg Dig noget? Har jeg en eneste Gang forsøgt at nærme mig Dig, siden dette kom paa?
Kan Du saa ikke la mig i Fred engang, fordømte Tøs!””
Riber har altså opgivet at have sex med hende opgivet et normalt forhold, men i stigende grad gør Ory
det endnu mere surt for ham.
Udviklingen i bogen set ud fra de to uddrag jeg har læst, peger på at romanens titel ”Forrådt” ikke kan
være rette alene mod Ory. Selv om ens sympati, i starten antagelig ligger hos Ory, og hun i forbindelse
med hendes totale uvidenhed over for hvad hun gik ind til, fremstår som den forrådte, mener jeg ikke
dette er tilfældet igennem hele romanen. Jeg er af den overbevisning, at der som historien skrider frem
sker en udvikling fra, at Ory er den forrådte, til Riber bliver den forrådte. Dette understøttes også i at Ory
mod slutningen i en vis grad mister fortællerens og læserens sympati, men Riber til gengæld begynder, at
fremstå mere sympatisk. Både Ory og Riber veksler altså mellem at blive identificeret som forrådt og
forræder.
Amalie Skrams valg af hovedpersonens navn har ikke været helt tilfældigt. Navnet Aurora er nemlig ifølge
en gammel folketro såvel som græsk og romersk mytologi, navnet på solopgangens gudinde, og for
Ribers repræsentere Aurora også renhed og uskyld.
Skibet Orion har sit navn fra himlens smukkeste stjernebillede. Mens Auroras navn er knyttet til morgenen
og til dagens begyndelse, er Orion forbundet med natten og derved den seksuelle drift.
”Og hvor havde Du vært den Aften i Gravesend, da Du kom ombord midt paa Natten?”
(Side 156 – linje 18)
I dette citat hvor Aurora udspørger Riber viser det sig også senere at han den omtalte aften havde været
sammen med en anden kvinde.
Ifølge sagnene er Orino en stor jæger, som blev fulgt af to kvinder som kan aftegnes i stjernebilledet.
Nogen sagn kan endda fortæller om solopgangens gudinde der forfulgte og forførte Orion. Jægeren
kunne altså overvindes. I denne roman har Riber været enehersker på Orion, som symboliseret Ribers
sociale position og magt, ligesom han mandlighed og seksualitet, indtil Ory kommer ombord, hvorefter
han mister magten over skibet.
Jeg mener at romanen er et angreb på datidens opdragelse af piger. Det er Orys forhold til moren som
kommer mellem hende og Riber, og som bliver den afgørende årsag til at hun afviser ham. Ory er for
afhængig af hendes mor, og i gennem hendes opdragelse har hun uforbeholdent identificeret sig med
morens syn på seksualitet. Hvis det ikke var for Orys totale uvidenhed omkring seksualitet var
problemerne aldrig opstået. I afskedsscenen mellem mor og datter får Ory at i vide hvorfor hun ikke
havde fortalt hende om seksualitet, og moren svare at hun ikke har, ville ”besudle” hendes fantasi. Ud fra
dette fremgår det at morens ser på seksualitet, som noget urent og ubevidst bliver dette syn formidlet
videre til Ory, og der er heri romanens budskab ligger; At man som forældre er pålagt at fortælle sine
børn om seksualitet og ikke fortie og isolere dem fra omverdenen.
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 8 af 9
Konklusion
Ud fra min analyse af novellen ”Drøm og Virkelighed” kan jeg konkludere, at novellen kan afspejles, som
et resultat af nogle af de datidige litteraturhistoriske forhold, og især biedermeierkulturen er tydelig i
novellen, i form af dens overklasse idyl og harmoni.
Det er typisk for Thomasine Gyllembourg og den tids forfattere at deres fortællinger altid har en
forholdsvis lykkelig slutning. Ligeledes ender ”Drøm og Virkelighed” i harmoni, men dog kun for selve
hovedpersonerne. For bipersonerne ender det ellers som regel også i harmoni, men sådan forholder det
sig ikke i denne novelle. Det afgørende er dog at Lises død gavner handlingen for hovedpersonerne.
Derved ender novellen harmonisk på trods af den konflikt der opstår for jeg-fortælleren i
dannelsesromanens udefase. I ”Drøm og Virkelighed” er der er tydelig grænse mellem de borgerlige og
underklassen. Lise som tilhører underklassen bliver fremsat meget negativt, og hun mangler almindelige
begreber om renlighed, orden og væremåde. Det er hende som fremstår som konflikten i denne novelle
og først efter hun dør kan der genetableres harmoni i jeg-personens tilværelse – En harmoni der er
meget typisk for biedermeierkulturens litteratur.
I romanen ”Forrådt” står det dog noget anderledes til. Romanen er alt andet end harmonisk og slutning er
langt fra lykkelig. Som en modsætning til Thomasines idylliserende fortælling, hvor alt fremstilles meget
harmonisk i forhold til de helt anderledes samfundsmæssige realiteter, har Amalie Skram skrevet
romanen ”Forrådt”, som en kritik af den tids kønsmoral, og fortællingen er på ingen måde blevet
idylliseret. På dette område er de to tekster altså komplette modsætninger.
Hvor den biedermeierske ”Drøm og Virkelighed” er præget af idealer om harmoni og åndelig kærlighed er
den naturalistiske ”Forrådt” præget af ulykke, uoverensstemmelser og mangel på harmoni og åndelig
kærlighed, og hvor ”Drøm og Virkelighed er meget idylliserende er ”Forrådt” meget mere kritisk indstilt.
Ved sammenligning af disse to tekster er der nogle tydelige forskelle som blandt andet kan begrundes i
sammenhæng med litteraturhistorien. Forskellen ligger bland andet i opfattelsen af et korrekt
kærlighedsforhold.
Thomasine Gyllembourg lagde stor vægt på den åndelige side af kærligheden, og erotikken afskæres
eller nedvurderes. I Amalie Skrams roman er kærlighedssynet dog helt anderledes. I romanen ”Forrådt”,
bliver fokus nemlig hovedsagelig lagt om det erotiske og Orys forestillinger om åndelig kærlighed, som
hun havde fået af sine mor er under kritik. Ud fra analysering af disse to tekster kan jeg konkludere, at de
stemmer overens med henholdsvis biedermeierkulturen og naturalismen.
__________________________
3.X
Xxx Xxx 3.X XXX
Dansk Litteraturhistorie - Romantiken og dens modreaktion Side 9 af 9
Litteraturangivelse
Litteratur
1) Titel: Drøm og Virkelighed – To Tidsaldre
Forfatter: Thomasine Gyllembourg
ISBN: 1-2
2) Titel: Forrådt
Forfatter: Amalie Skram
ISBN: 4-4
Biografier
2) Titel: Thomasines oprør
Forfatter: Klaus P. Mortensen.
ISBN: 1-4
3) Titel: Penge og kærlighed – Religion og socialitet i Thomasine Gyllembourgs
forfatterskab.
Forfatter: Anni Broue Jensen
ISBN: 0-8
4) Titel: Sammenbrudd og gjennombrudd – Amalie Skrams romaner om ekteskap og
sinnssykdom.
Forfatter: Irene Engelstad
ISBN: 9-0
Litteraturhistorie
5) Titel: Litteraturhåndbogen (og )
Forfattere: Jørgen Sørensen & Knud Michelsen
ISBN: 2-3
6) Titel: Dansk litteraturhistorie Bind 5 – Borgerlig enhedskultur 1807-48
Forfattere: Steffen Auring, Søren Baggesen, Finn Hauberg Mortensen, Søren Petersen (m.f.)
ISBN: 1-1 (bd. 5 hft.)
7) Titel: Epoker og ismer – 2.1: Naturalisme
Forfatter: Iben Holk
URL: http://www.e-poke.dk/epoke_2.html