3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
1/18
STØRRE SKRIFTLIG OPGAVE:
Pia Juul: ”´Sagde jeg, siger jeg”,
og 1990’ernes danske lyrik generelt.
STX 3.g
Fag: Dansk
STX 3.g
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ………………………..…………………………………………. ……………s. 3
2. Gennemgang af digtsamlingen ………………………………………………………...….s. 3
3. Analyse og fortolkning af 2 udvalgte digte…………………………….…………………..s. 7
3.1 Digt nr. 1 (*) ………………………………………………………………………s. 7
3.2 Digt nr. 31 (*)………………………………………………….……..…………..s. 12
4. Perspektivering til 1990’ernes danske lyrik …………………………………….………..s. 16
5. Konklusion ……………………………………………………………..……………..…..s. 17
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
2/18
1. Indledning
Jeg har valgt at skrive om moderne dansk lyrik (fra ca. 1990), fordi lyrik generelt interesserer mig.
Ydermere betyder det at vi højst sandsynligt ikke kommer til at gennemgå dette emne i skolen, og at
det er utroligt spændende og udfordrende at få overblik over en igangværende udvikling, også en
del.
I opgaven vil jeg først prøve at danne mig et overblik over digtsamlingen, hvorefter jeg vil vælge 2
karakteristiske digte ud, og analysere og fortolke disse. Til sidst vil jeg diskutere hvorvidt de
udvalgte digte forholder sig til nogle karakteristiske tendenser i 1990’ernes danske lyrik.
2. Gennemgang af digtsamlingen
Pia Juuls (PJ) digtsamling ”sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999, og er forfatterens femte
digtsamling. Digtsamlingen består af 50 digte, der fylder 66 sider. Digtene har alle en stjerne (*)
som overskrift, bortset fra fire digte i slutningen af digtsamlingen, som skiller sig ud ved at de har
tre stjerner. At digtene kun har stjerner som overskrift, er med til at frigøre dem, og få dem til at
virke som strøtanker der bare kommer. Digtene er ikke færdige, enkeltstående behandlinger af
emner, og derfor har forfatteren valgt ikke at lade som om.
Selve bogen er ombundet af en atmosfærisk, lettere nuanceret hvid farve, der leder tankerne hen på
den impressionistiske malerkunst. Der står ”PIA JUUL” med store bogstaver, og neden under
”sagde jeg, siger jeg” med små bogstaver, og bemærkelsesværdigt nok uden stort
begyndelsesbogstav. Dette får titlen til at virke let og grebet ud af sammenhæng, netop som PJs
digtning er; en konstant udvikling og vidererejse, med sans for at skrive lette digte, gennem humor
og en udpræget sans for hverdagen.
Bagsiden af digtsamlingen er prydet af to linier med forholdsvist små bogstaver; først står der
”DIGTE” og nedenunder ”TIDERNE SKIFTER”, hvilket jo bidrager til forståelsen af PJ som en
evigt udforskende og rejsende digter. I denne digtsamling vises dette helt konkret ved at PJ
indfletter taxaer, færger, tog, fly, cykler, skibe og endda banegårde i digtene. Ydermere er der
digtsamlingen igennem en eksistentiel udvikling at spore.
Der fortælles ud fra et jeg hele bogen igennem, bortset fra i digt 17, 24, 39, og 50. I disse digte
fortælles der uden at der bliver nævnt et jeg.
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
3/18
Efter det første intro-digt, starter vi midt i et nærmest barnligt stade (digt 2, 3, 4, 5), og glider over i
en pludselig forståelse af at jeget har mistet noget og en (tog)rejse (digt 6, 7, 8), hvor Inger
Christensen ”hjælper” jeget på vej. Herefter indtræffer endnu en eksistentiel/ skrivemæssig
(banegårds)krise (digt 9), som dog udvandes ved hjælp af en mødet med en person, en digter som
jeget ser på scene hvor han ”siger hvert ord som et søm” (digt 10). Denne digter er højst sandsynligt
Søren Ulrik Thomsen, da han har udtalt at hvert ord i digtene nærmest skal kunne stå for sig selv,
og da sammenhængen ydermere kan spores ved at PJ tidligere har udtalt sig svimmelfuldt rosende
om Thomsens oplæsningsevner (Hvor).
Jegets forhold til denne person ser ud til at fortsætte lidt (digt 11, 12), hvor forholdet dog udvikler
sig i en uheldig retning, og herefter indtræder en pludselig trang til oprør (digt 13) en frigørelse over
flere digte, en genfødsel (storken i digt 16), og en udvikling (digt 13, 14, 15, 16, 17, 18), hvor jeget
muligvis to gange referer til, hvordan det er kommet væk fra og over Thomsen (hele digt 14 og
ordene ”du fortaber dig/ i lignelser fortalt af/ vorherre måske” i digt 17). I digt 18 kommer jeget så
videre, og snakker om at huske fortiden samtidig med at brylluppet i digtet både kan ses som en ny
begyndelse (ny partner), eller som en gammel ny begyndelse der skal huskes. Alt i alt; man skal
huske at reflektere over sit liv. I hvert fald stopper jeget op i de næste mange digte (helt bogstaveligt
i digt 19), og reflekterer over hvordan, hvorfra og om hvad jeget egentlig lever/skriver, og hvordan
jeget måske kunne/burde gøre i stedet for (digt 19,20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27).
Digt 28 bliver så igen ligesom en begyndelse; eller som om jeget er færdig med at overveje og nu
vil eksperimentere og udføre, men allerede i digt 29 støder det ind i en mat blindgyde, en såkaldt
sagnomspundet skriveblokering. Dette fører over i en søgen tilbage mod en barndom eller en ny
begyndelse (”Alle vil tilbage i støbeformen” digt 30), et sted før alle ordene var blevet ladet med
betydning, associationer og ideer (”Man kommer til at længes/ - efter dengang drenge var drenge …
Hvor ræven hed ræv … og en stor del af os/ sletikke var født endnu” digt 31) (digt 30, 31).
Refleksionen fortsætter så i de næste digte, og tunge emner som skrift og liv, troværdighed,
relevans, mellemfolkelig forståelse og specielt et begreb som objektiv sandhed/forståelse, der
digtsamlingen igennem bliver hånet som ikke eksisterende (”Desuden gjorde han altid/ sådan med
hånden/ Sådan” digt 2 og 49) kommer under kødhammeren (digt 32, 33, 34,35). Om dette har Pia
Juul også udtalt sig således: ””… sagde jeg, siger jeg”, handler om, at sandheden findes bare ikke”.
(Mot, s. 68)
Og nu støder vi så ind i digtsamlingens underligste del, der også er adskilt fra resten af
digtsamlingen ved at digtenes ”overskrift” består af 3 stjerner, hvor resten af digtene kun har fået 1
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
4/18
stjerne. Sektionen består af 4 digte, og PJ har udtalt, at disse digte er dem hun mindst forstår selv,
og nok repræsenterer en ny udvikling i hendes digtning (Mot, s. 67). 3-stjerne-digtene er løsslupne,
eksperimenterende og gotisk uhyggelige, og påtager sig fuldt ud de depressiv-scenarier, der kun i
glimt skinner igennem i løbet af digtsamlingen (specielt i digt 10, hvor denne sektion nærmest
bliver ønsket: ”Den sorteste/ afgrund/ den sku man ha/ at kigge ned i af og til/ og øse af synerne”),
men her er det, i modsætning til 1-stjerne-digtene, jeget der virker til at være i kontrol over de
mørke kræfter, og være ovenpå.
Til sidst i digtsamlingen får vi en nærmest filmisk krydsklipning mellem forskellige temaer og
sindstilstande, hvor jeget først får et chok over en mands død (EJH (som digtet er krediteret til) =
Edward James Hughes = forfatteren Ted Hughes, som PJ har oversat til dansk (Mot, s. 71) og den
sandhed han tog med sig i graven, hvorefter der sker en barnlig tilbagevenden eller genopdagelse af
det at se dybere i tingene, eller få tingene til at åbne sig, i hvert fald noget med at huske en måde at
se verden på man havde som barn.
Herefter sker der en hovedløs saltomortale ind i en nostalgisk opgivelse overfor verden og vinteren,
og et ønske om at falde i søvn (”Morfeus (græsk mytologisk søvngud), min hjertenskær: kom!”) og
et ønske om at blive slukket. Men jeget kommer straks ovenpå igen, og får overblik over sin
situation i ”luftgyngen dèr” (digt 44). Den apokalyptiske følelse vender dog hurtigt tilbage, men
denne gang forfølges den af et ”natur”-forløb, der gennemgår en solnedgang. På den måde opdager
jeget, at rejsen/udviklingen ikke altid slutter i en død, men bliver gentagne solnedgange/solopgange.
Jeget havde regnet med en bombastisk afslutning, men ankommer bare til en ny havn (hele
krydsklipningen: digt 40, 41, 42, 43, 44, 45).
Denne erkendelse af jegets hidsige bane og hele udviklingens og genfødslens natur, fører til at jeg
siger nej tak til flere af de der dramatiske pendulsving mellem to modpoler (”Åhnej, min kære
danselærer Rosenkilde,”/ sagde jeg forpustet/ - jeg kan ikke mere/ Nu mødes vi, nu skilles vi på
gulvet/ een gang for meget har jeg/ leget ..” digt 46), men siger ja tak til et fast holdepunkt at skrive
ud fra, selvom jeget godt ved, at det ligeså godt kunne have valgt et hvilket som helst andet punkt,
da livet ellers er så uoverskueligt (”Det er ikke fordi/ jeg hører hjemme her/ Men hvem/ vil ikke/
danse i blå luft/ med en hvisket sang i øret/ For loftet bag en scene/ kan man næsten ikke se/ Det
svimler for den/ tilbagelagte nakke/ Det svimler for den der/ ikke kan øjne det loft” digt 46)
Her kunne man godt tro at digtsamlingen mere eller mindre ville være afsluttet, men alligevel
kommer der endnu et opgør, denne gang med den ordnede fornuft og med det at følge traditionerne
(digt 47, 48).
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
5/18
Det andensidste digt er nærmest en kopi af digt nummer to, bortset fra at der nu er kommet flere
personer, en hund, og generelt en masse ekstra ord på. Efter hele digtsamlingen er jeget altså tilbage
ved samme sted, og flere ord/associationer og forviklinger for at forklare den samme ting. Det er
bare anekdoter det hele.
I det sidste digt har jeget fundet frem til det grundlæggende, hvorfra rejserne starter, og har altså
fået et større overblik; jeget er noget til et sted hvor tiden står stille, og man selv vælger. ”Kokken
står parat med sin ørefigen” er en reference til bogen Oliver Twist (af Charles Dickens) hvor
hovedpersonen Oliver får en kæmpe ørefigen, fordi han som den første går op og spørger om mere
mad, og altså bryder det forventede. Kokken kan dog ikke give ørefigenen nu, og er fanget som et
oldtidslevn, da jeget slet ikke operer med den slags oprør længere. Her afsluttes digtsamlingen så
(”nu bliver her mørkt”), dog ikke uden at jeget viser at det ikke er slut: ”en/ enkelt lygte viser mig
et/ buskads, torskemund/ blomstrer hér” (torskemund er en ukrudtsblomst, som har honning inden i
sig, hvis man åbner den).
Digtsamlingens udvikling er altså, at jeget går fra et barnligt stade, over i en krise og en deraf
følgende rejse med/vha. Inger Christensen, kommer til en ny krise og kommer igen videre med/vha.
Søren Ulrik Thomsen. Herefter ændrer mønstret sig en lille smule i resten af digtsamlingen, ved at
der efter de to følgende kriser, kommer en smule mere refleksion og oprør, mellem krisen og den ny
rejse, indtil jeget til sidst ikke gider mere, og siger stop for alle de pendulsving fra det ene til det
andet. Jeget tager så det sidste opgør, og derefter kommer afslutningen.
Før digtsamlingen egentlig starter, indleder PJ ”festen” med et citat fra en gammel popsang: ”It’s
my party and I cry if I want to”. Citatet er fra en gammel popsang, sunget af Lesley Gore, men lavet
af nogle andre (Les). Citatet siger direkte to ting: for det første at Pia Juul vil opføre sig fuldstændig
som hun har lyst til i den her sammenhæng; digtsamlingen er hendes fest, og for det andet anslår
referencen til en gammel popsang, den manglende selvhøjtidelighed hos PJ, og den føromtalte
lethed i digtningen. Indirekte kan man måske også sige, at det at PJ vælger at give Lesley Gore æren
for popsangen, viser hendes eget afslappede forhold til det at stjæle fra andre (både idémæssigt og
helt konkret ved at stjæle sætninger), og så at sige ”stå ovenpå på skuldrene af andre” og skrive
derfra, og alt dette passer jo godt i forhold til hvordan digtsamlingen udarter sig.
Formen på selve digtsamlingen er præget af en række indre systemer. Det første system man støder
på når man læser ”sagde jeg, siger jeg”, er et ”associativt system”, der hægter digtene sammen en
efter en. Digt 1 står lidt ud for sig selv som en selvstændig intro, men derefter går det slag i slag;
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
6/18
digt 3 forbinder sig til digt 2’s familie, digt 4 til digt 3’s navne, digt 5 til digt 4’s børn, digt 6 til digt
5’s strand og desuden omhandler begge livets forgængelighed, digt 7 til digt 6’s flod, digt 8 til digt
7’s tog, og så videre.
Udover dette er der også sammenhæng ”fra ende til anden” så at sige, da digt 1 og digt 50 begge
omhandler færger, digt 2 og digt 49 begge onkel Hector, digt 3 og digt 48 begge forskellige navne,
men ved digt 4 og digt 47 brydes systemet, der altså kun varer de tre første/sidste digte.
Tallet tre er et typisk talmagisk eventyrtræk, der går igen flere steder i digtsamlingen, bl.a. i det
sidste digt, hvor der er tre færger at vælge imellem, ligesom eventyrtrækkene også går dukker op
flere steder i digtsamlingen. Generelt hugger/ efterligner PJ både sange og salmer (”Løft engang
hvor jeg er tung” digt 9), og eventyr (En klynge af frøer som en person vil skille ad i digt 14, hele
scenariet i digt 28, etc.), ligesom digtene strør om sig med mere eller mindre direkte referencer til
personer (Stephan Bogart som filmstjernens søn i digt 1 (SB), Bjørnstjerne Bjørnson (der boede i
Aulestad (Gyl1, s.240) i digt 35, etc.), bøger (Charles Dickens ”Oliver Twist” i digt 50, etc.)
filosoffer (”hvad en klog mand/ hár konstateret for/ længst, om en flod” digt 6, hvor den kloge
mand er lig med den førsokratiske filosof Heraklit (Veje, s.403).
Pia Juul skriver digtsamlingen igennem i et legende og meget rytmisk sprog. Hun bryder meget tit
ud i noget der ligner talesprog, og vender også tit tilbage til en mere traditionelt ældre måde at
skrive på (”Vær klog og snild” digt 18). Hun skifter mellem hverdagssituationer og eventyrtræk, og
skriver helt ude på kanten af det mulige, hvor verden og skriften virkelig dirrer. Hun går ind i
tingene, og opløser dem derved, så man kan se alle aspekterne , og hun forholder sig ikke tåbeligt
romantisk til noget som helst. Hun bevæger sig tit uventede steder hen i digtene, både i indholdet og
tiden, uden dog nogle sinde at virke fraværende eller lade digtene miste styrke, og skifter tit mellem
det alvorlige, humoristiske, absurde og desperate i bare et digt (eksempelvis digt 1).
PJ skriver i ”sagde jeg, siger jeg” forholdsvist korte digte, som gør sig næsten helt uden
punktummer. Hun er dog ikke nærig med tankestregerne og kommaerne, i de korte vers digtene
består af.
Hun har masser af naturfænomener, som blomster, dyr, sol, sne, træer og himmel med i mange af
digtene. Udover dette er kropsvæsker, børn, religiøse genstande, hjælpende/ beundringsværdige
mænd og drømme også relevante og bemærkelsesværdigt gennemgående elementer.
Temaerne i digtsamlingen er, udover et konstant gennemgående eksistentialistisk tema, den
manglende objektive sandhed/ virkelighed, refleksionen/ erindringen, tidens gang, øjeblikket,
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
7/18
litteraturen/ kunsten, og så berøres kærligheden også ganske let, ligesom narcissismen bliver
behandlet med hård hånd nogle gange i løbet af digtsamlingen.
3. Analyse og fortolkning af 2 udvalgte digte
3.1 Digt nr. 1 (*)
Jeg har valgt digt nr. 1, fordi det indeholder en paradoksalitet, humor, eksistentiel interesse, og
sandheds/virkeligheds-undersøgelse, der er toneangivende for mange af de andre digte i
digtsamlingen. Ydermere indeholder digtet helt konkret ord som færge, landgang og taxa, som også
kan betegnes som gengangere igennem digtsamlingen.
Digt nr. 1 består af to strofer, første strofe med 7 vers; anden strofe med 8 vers, og overskriften
består af én stjerne.
* Strofe nr. 1 er umiddelbart direkte o*g ligetil, og sproget lægger ingen hindringer i vejen for
forståelsen. Der er ingen svære ord, og sammenhængen er letforståelig: Der er en færge der krænger
over lige før landgang, og alle (inklusive jeget) går i knæ et øjeblik. Verset slutter af med en
tankestreg og en direkte forfatterkommentar; det er det jeg tænker på. Altså en situation hvor alle
reagerer på samme egentligt irrationelle men alligevel naturlige måde, (dog kun ”et øjeblik”), og et
hint til at det er dette jeget/forfatteren synes er interessant (og muligvis vil gennemgå i
digtsamlingen).
Første strofe starter med ordet ”når”, hvilket er et ord der ikke tidsmæssigt sætter de store
begrænsninger. Det ligger dog i ordet, at det efterfølgende der sker, er noget uundgåeligt der vil ske,
i modsætning til hvis der stod ”hvis” eller ”da”, men tidsmæssigt kan det også være noget der er
sket, noget der sker lige nu, noget der vil ske i fremtiden, eller noget der sker konstant. Altså er der
ikke nogen tidsmæssige begrænsninger, og tidspunktet for digtet er tidløst. Det næste ord ”færge”,
kan dog siges at begrænse tiden til et tidspunkt hvor der var færger, men det ligger vist lige på
randen af en overfortolkning.
Færgen er et transportmiddel, hvilket symboliserer rejsen, udviklingen og livet, hvilket (både
transportmidlerne og temaerne rejsen, udviklingen og livet) går igen senere i digtsamlingen. Altså
er det når ”alle” er i gang med at rejse, at der kan ske en interessant fællesfolkelig udvikling. Som
transportmiddel er færgen et transportmiddel der fører en fra fastland til fastland, over noget vand.
Altså er den her omtalte rejse noget med at man giver slip på noget fast (landjorden som jo er
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
8/18
menneskets element), rejser ud på nogle usikre vande hvor man ikke har kontrol, og når frem til et
andet sted. Rejsen kan måske herved siges at være når man bevæger sig ud på usikkert territorium.
At krænge over er noget med at man, eller i det her tilfælde færgen, vælter lidt til den ene side, og
derved kommer ud af balance, dog ikke så meget at man vælter helt. I dette lægger også den pendul-
bevægelse, som går igen som en naturlig del af en udvikling i hele digtsamlingen, da man efter
naturligt efter at være krænget lidt til den ene side, vil, hvis man ikke vælter helt, krænge lidt til den
anden side. At en færge krænger over lige før den går i land er en fast procedure, og der burde
derfor ikke være noget at frygte her, men mennesket frygter det altså alligevel. Altså reagerer
mennesket fast følelsesmæssigt på nogle ting, der ikke burde være en reaktion på, da man er bevidst
om at de kommer. En nærmest komisk dødsangst lurer her, og dette kan tolkes som at livet har
nogle faste situationer der altid kan bringe menneskenes følelser i kog, selvom de er gentagelser.
”Og’et” i næste vers har en ren videreførende funktion, der tilknytter ”alle sammen” og deres
handling, til det at færgen krænger over. At der står ”vi alle sammen” hentyder både til, at alle er
med i dette, også jeget, og har den funktion at ”alle sammen” både betyder os alle, og at vi alle gør
det her sammen.
Vers 3, ”Alle som een”, er nærmest en gentagelse af vers 2, og det kunne ved første øjesyn godt se
ud som om at dette vers kunne undværes. Verset tilfører dog en talesprogsagtig effekt, der medfører
en følelse af løssluppenhed, og fastslår at det virkelig er alle (!) der er med i dette. Stavemåden
”een” i stedet for ”én” (hvis rytmikken skal bevares), er måske for at henlede opmærksomheden på
en påvirkning fra ældre litteratur, og bekræfte det tidløse i situationen.
I næste vers sker det så det at alle ”går i knæ”, hvilket er en fast vending i det danske sprog, har
den betydning at folk falder lidt sammen, deres ben bukker sig sammen, fordi de kommer i
ubalance. At PJ sådan bruger hverdagssprog, hiver digtet ned på jorden.
Sætningen ”et øjeblik” har et dobbelt tilhørsforhold, da den både kan ses som at alle går i knæ et
øjeblik, og så kommer landgangen om et minut, og som at, hvis man tager næste vers med, alle går i
knæ, et øjeblik før landgang.
Lige meget hvad, kan alle dog kun nå at gå i knæ ”et øjeblik”, som i og for sig er en ret ukonkret
tidsangivelse, men som man må sige er et kort stykke tid, der må ligge et godt stykke sekunder
under et halvt minut. Altså kommer den ustabile situation med færgen der krænger over og
reaktionen derpå, lige før man når i land og er inde på sikker grund igen.
Ordet ”landgang” i næste vers, betyder selvfølgelig at alle har afsluttet deres rejse og kan komme
ind på sikker grund igen, men det har også den dobbelte betydning, at ordet består af de to ord
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
9/18
”land” og ”gang”, hvorved man også forestiller sig en (gå)gang på noget land, hvilket situationen jo
også uvilkårligt medfører, hvis da ikke personen bliver hentet og bragt af
et transportmiddel, måske en taxa.
Sidste vers i første strofe starter med en tankestreg, hvilket giver en lille pause til eftertænksomhed,
før forfatteren kommer med sit trumfkort; ”det er det jeg tænker på”. ”Jeg” kan godt være PJ, men
kan også lige så godt være en person PJ vælger at skrive ud fra. Ikke desto mindre kan man ikke
nægte det sidste vers dets bombastiske udmelding, og det ligger meget lige for at betragte det som
en udtalelse om resten af digtsamlingen, og ikke kun dette digt, specielt da digt nr. 1 jo har den
lænke om foden, at det er det første digt i digtsamlingen.
I næste strofe har vi så gennemgået et spring, og dobbeltheden og det paradoksale i at foretage
sådan et spring, er ikke forsøgt skjult det mindste. Det er PJs fest, og hun gør hvad hun har lyst til.
Nu befinder vi os pludselig på landjorden, nærmere bestemt i en taxa, og transportmiddel-elementet
og symbolikken fungerer altså nærmest som et (missing) link. Fra at fortælle om en almen, ret
ligetil, tidløs situation i første strofe, får vi her fortalt en ret præcis, humoristisk, og paradoksal
historie, der nok ikke kan gentages præcist igen nogensinde (jvf. digt 6 ”Man kan ikke gense/ noget
som helst”).
I strofe 2 starter vi i en taxa. En taxa er et transportmiddel der kan fragte folk fra et sted på
landjorden til et andet, samtidig med at den kører på landjorden. Derfor kan taxaen, i forhold til
færge-symbolikken i strofe 1, betragtes som en måde at rejse på, hvor man ikke bevæger sig rigtig
ud på usikker grund, og kun rejser rundt i den verden man er i forvejen. I denne taxa møder vi en
filmstjernes søn, der, ligesom taxaen der ikke kunne bevæge sig ud i andre verdener, ikke kan se ud
over sin egen næsetip. Filmstjernesønnen kan lokaliseres til at være Stephen Bogart (SB), som der
er refereret til i takkelisten.
I andet vers får vi så også en jeg person introduceret, som SB ”bedyrer at livet er hårdt”.
Ordet ”bedyrer” virker typisk for PJ at bruge, da det er et dobbelttydigt ord, der både har den helt
enkle funktion at SB siger jeget noget, samtidig med at det også er et atypisk ord, der næsten
fremstiller sin egen bemærkelsesværdige værdi, for tydeligt. Typisk for PJ på den måde at opføre
sig præcist som hun lyster, uden hensyn til om digtene bliver grimme, kitschede eller næsten naivt
simple; fuldstændigt modsatte ting lever i velgående, og uden tøven, side om side i digtene.
Når PJ siger at ”filmstjernens søn ... bedyrer mig at”, lænker hun noget dyrisk sammen med
filmstjernen, og gør hans udtalelse og bagvedliggende holdning til en naturlig og instinktiv reaktion,
i den verden han nu lever i.
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
10/18
Hvilken verden filmstjernens søn lever og har det så hårdt i, får vi allerede at vide i næste vers:
”hvis man er berømt”. Ved at sige ”man”, fralægger SB sig det personlige ansvar, og giver på
narcissistisk vis hele skylden til det at være berømt; sådan er det at være berømt, alle ville have det
sådan hvis de var berømte. En sådan selvhøjtidelighed kan PJ selvfølgelig ikke tolerere, og straks i
næste vers, lader hun da også jeget bryde ud i en punkterende og befriende latter. Jeg, som hun på
engelsk vis har stavet med stort, ikke bare griner, men ”griner og griner”.
I næste vers afbrydes det voldsomme grin jeget har gang I, ved at SB begynder at snakke igen. Der
er altså kun en person der kan grine/snakke ad gangen, og jeget er, selvom hun finder hans første
udtalelse latterligt humoristisk, stadig lydhør over for ham. Ordet ”indtil” virker som en stopklods
for hendes grin, og giver samtidig betydningen af, at hun griner ”ind til” noget andet i ham; han
reagerer fordi hendes grin påvirker ham inden i.
SB reagerer på grinet ved at udtale sig om jeget, som måske her afsløres som PJ, da jeget er en
digter. Udtalelsen er uredigeret, den er endda ikke engang oversat til dansk, og PJ sørger altså for at
hendes egen mulige fejlformidling af det skete holdes udenfor (fejlformidling eller begrebet
sandhed er jo også i digtsamlingen et gennemgående tema). Det at hun lader SB udtale sig på
engelsk, kan også være for at vise hans eget selvoptagethed; ved han ikke at hun er dansk?!
Det ville nok være en god idé at oversætte de tre næste engelske vers, så vi ikke misforstår
hinanden:
”Du har sandelig
en poets ansigtsudtryk/udtryk
- meeget seriøst”
Her har vi igen at gøre med en modsætningsfyldt situation. SB kalder jeget seriøs selvom jeget
griner, og jeget griner af SB selvom han er gravalvorlig. Hvorvidt SB så er ironisk i hans udtale,
kan vi ikke være sikre på, da paradoksale reaktioner jo ikke er sjældne i PJs digte. Alligevel tyder
det talesprogsagtige ”veery” på at der godt kunne være en sarkasme gemt i hans karakterisering af
jeget.
På denne måde udlægger PJ hele sandheds/virkelighedsproblematikken for os, og tvinger os til
selv at afprøve problemstillingen i praksis; og det er på trods af at hun endda giver
sandheden/virkeligheden lang snor, og referer fuldstændig direkte, endda uden at oversætte.
Rytmisk flyder første strofe godt gennem de tre første vers, og versene bliver kortere og kortere
hvilket øger hastigheden ned mod, indholdsmæssigt set, klimakset i vers 4. Vers 4, 5 og 6 bliver
lidt hakkende i det, og hver enkelt af disse vers kommer til at virke mere enkeltstående, forpustede
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
11/18
og hektiske, ligesom menneskene på færgen oplever en lidt hektisk situation, der sker i
enkeltstående ryk. Tankestregen i vers 7 forløser os i en tiltrængt pause, ligesom en kommentaren
er en refleksionspause i handlingsforløbet. Vers 7 er ret urytmisk og nærmest talesprogsagtigt,
hvilket passer godt til, at indholdet er en nærmest sagt kommentar. En af de væsentlige ting, og en
ting der må betragtes som et rytmisk kompromis i forhold til indholdet, er at PJ vælger at skrive
”det er det”, frem for ”det er dét”, i syvende vers. Dette gør at vi i stedet for at få en intensiv men
hektisk afslutning på digtet, får en mere rolig og afklaret afslutning, der gør at vi mere frit kan gå
videre til næste strofe.
Rytmen i anden strofe kører flydende og hurtigt gennem de to første vers, men stoppes så af ordet
”hårdt” i slutningen af andet vers. Rytmen følger her indholdet på den måde, at versene
indholdsmæssigt indtil de sidste tre ord ”livet er hårdt”, er en flydende fortælling, hvorefter der
kommer en ret tung betragtning på banen. Man stopper op, og tredje vers kommer til at virke
nærmest enkeltstående, og tager lang tid at komme væk fra, ligesom SB mener indholdet meget
alvorligt. Det store begyndelsesbogstav i fjerde vers er med til at forøge denne effekt, da man jo er
vant til at der kun er et stort begyndelsesbogstav efter et punktum, og man når at registrere det store
”J”, fordi det rager så højt op. Vers 4 virker derfor som en ny begyndelse, hvilket det jo også er, da
strofen indtil nu har været ret alvorlig mht. til indholdet, men her bliver forløst i grin. Vers 5
hægter sig rytmisk flydende på vers 4, før man kommer ned til det engelske stykke tekst, og vers 5
er jo også, når man ser på indholdet, en tidsmæssig fortsættelse af vers 4s grin.
Det engelske stykke tekst har tre fikspunkter som man betoner lidt kraftigere, og som godt kan få
udtalelsen til at virke lettere aristokratisk, hvad der jo også passer godt til SBs berømmelse og
selvoptagethed. Disse tre er her fremhævet med fed skrift:
“You’ve certainly got the
countenance of a poet”
Til sidst har vi så den pausegivende tankestreg, der må betragtes som en selvhøjtidelig kunstpause
fra den selvoptage SB. Det efterfølgende ”veery serious”, har et lille klimaks omkring de to e’er i
”veery”, som gør at udtalelsen kommer til at virke ironisk og ikke uden øje for (SBs) egen
højagtelse.
I begge strofer starter det sidste vers med en bindestreg.
I første strofe medfører bindestregen en klar udmelding: ”det er det jeg tænker på”. Altså er det det
emne, et fælles handlemønster eller en fælles frygt, som jegets opmærksomhed kredser om.
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
12/18
I anden strofe medfører bindestregen en tvetydig udtalelse: ”veery serious”. Her punkteres det
alvorlige, og humoren, underfundigheden og det upræcise får frit spil.
Digtet er både alvorligt og anti-alvorligt på samme tid, og en interesse for det fælles i os alle
sammen, suppleres af en historie der klart bekræfter hver enkelt persons subjektivitet, og
manglende objektive formåen, i dette paradoksale og konstant pendulsvingende digt. At hive ét
klart budskab ud af digtet ville nok være svært, men dette kan også i sig selv være budskabet; der
ikke er et klart budskab i verden, verden er dobbelttydig, svingende og subjektiv.
3.2 Digt nr. 31 (*)
Jeg har valgt dette digt, fordi det har en nostalgisk tone der går igen i flere af digtene, og som ikke
var der i digt 1, og fordi at temaerne refleksion/ erindring, tidens gang, og øjeblikket alle behandles
eller i hvert fald spøger i digtet, hvilket de ikke gjorde i digt 1, og er temaer der dukker op flere
steder i ”sagde jeg, siger jeg”. Ydermere indeholder digtet elementer som natten, børn, byen, og en
hund, som alle er begreber der går igen og igen i hele digtsamlingen.
Digtet består af 2 strofer; første strofe med 8 vers og anden strofe med 10 vers. Digtet har én
stjerne som overskrift.
Vi starter digtet med at få et sted kastet i hovedet, nemlig ”På gaden”. ”Gaden” er et ret ubestemt
sted, som ingen ejer, og kan derfor tolkes som at jeget (der kommer i vers 2) ikke rigtig har styr på
det sted det er. Bagefter får vi så at vide at vide at det er ”om natten”, hvilket, lidt ligesom gaden, er
magisk, ukontrollerbar og nærmest lovløs, og natten er også tiden for refleksionen, hvor man
vandrer i sine tanker, ligesom man vandrer på gaden.
I næste vers får vi så, efter at have fået leveret tid og sted i første vers, den ting der udløser digtet at
vide: ”ser jeg en herreløs hund”. Her bliver jeget altså introduceret, og samtidig med det en herreløs
hund, som kun kommer med fordi den er med i jegets subjektive virkelighed. En hund ville kunne
betragtes som repræsentant for instinkterne og det vilde, hvis det ikke lige var fordi at alle hunde i
dag er tilpassede, opdragede og holdt i snor, men da denne hund er herreløs, kan den netop betragtes
som en vild ting, og værre endnu; en tidligere vild og fri, nu normalt tilpasset og kontrolleret ting,
der nu er ukontrolleret igen. Altså står jeget overfor en helt ny og anderledes situation. Hele denne
situation kan også tolkes som at jeget i sin tankevandring, har mødt noget jeget var vant til at have
under kontrol, men som nu er sluppet fri, måske et instinkt eller en lyst hun ikke kan benægte.
Jeget reagerer på denne situation ved at løbe, og prøver altså at slippe væk fra mødet med dette nye
og måske farlige.
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
13/18
I næste vers får vi så en nærmest barnligt retfærdiggørende udtalelse om at jeget løber ”fordi jeg er
bange for hunde”. Denne udtalelse har en eftersmag af selvbedrag, og hvis det er det, fører det jo
fortolkningen fra før godt videre; jeget kan nu ikke sige at det ikke prøver at ignorere det nye det er
stødt ind i, da det lige er løbet fra det, og udtaler derfor at det ikke er fordi det er noget nyt, men at
jeget generelt ”er bange for hunde”. Det er dog svært at være helt sikker på dette, selvom det ikke
ville være atypisk PJ at lægge sådan en dobbelthed ind i et digt.
På trods af jegets frygt er der dog alligevel en nysgerrighed at spore, da jeget kigger sig selv ”Over
skulderen”. Ydermere er der en refleksion over hvad jeget egentlig oplever, og denne refleksion må
betragtes som en god ting, da den senere i strofen udløser at frygten i jeget forsvinder. At sætningen
starter med stort begyndelsesbogstav, skal ses i sammenhæng med det store ”O” i syvende vers i
den første strofe, da de disse to store o’er til sammen danner et par øjne, der ligesom spiller med på
at hele det her digt kommer fra et jeg der ser. Dette bekræftes også i slutningen af vers 5, hvor
ordsammensætningen ”ser jeg” fra starten af vers 2 gentages, hvilket ligesom understreger og
minder os om det subjektives store betydning.
Jeget ser så ”at det er en ræv”, hvilket jo fuldstændig ændrer situationen. Ræven er et dyr som
aldrig er blevet et ”menneskedyr”, men som ikke desto mindre har vænnet sig til gaden og byen, og
har tilpasset sig uden at miste sin frie og vilde natur. Hvis vi så igen skal hoppe ind i jegets hoved
og hive digtet symbolsk med, må ræven dér være de ukontrollerbare tanker/drifter/instinkter, som
dog ikke er så skræmmende, fordi de altid har været der og aldrig har været kontrollerbare.
I andensidste vers i strofe 1 reflekterer jeget så over ræven: ”Og ræven er vild”, og det at ræven
generelt er vild, har altså den betydning, at det så ikke gør noget at den også er det nu, i modsætning
til hunden, da jeget i sidste vers fastslår; ”men dén skræmmer mig ikke”. Rævens faste tryghed
vises også ved at ræven her refereres til med det bestemte ord ”dén”, mens hunden i sjette vers
refereres til med det ubestemte ”det”.
Jeget løber fordi hunden ikke bare er en hund, men inde i hovedet er sat i ramme og systemer;
jeget løber fordi hunden ikke passer ind i disse rammer, og er derved altså ikke åben for hunden og
det nye/anderledes, som jeget villet have været som barn. Ræven har jo hele tiden været en ræv, det
er bare hendes (voksen-)filter og manglende åbenhed der gør den til en hund.
Og her kommer vi så til strofe 2, der kan betragtes som en tankerække sat i gang af den følelse
jeget modtog i situationen i strofe 1.
Strofe to starter med en proklamation: ”Man kommer til at længes”. Ved at der står man i starten af
vers 1 fortsætter jeget sin barnlige reaktion på situationen i strofe 1, og fraskyder eller vil i hvert
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
14/18
fald stå usikker som den eneste med reaktionen og ansvaret for den. At ”man kommer til at længes”
fortsætter denne tendens, da de efterfølgende tanker med denne formulering kommer til at virke
som en pludselig ting, som jeget ikke tænker med vilje. Dette er også tilfældet, da det er en helt
naturlig ting at reagere på denne måde, men alligevel er jeget ude med et forsvar; det naturlige er
ikke altid accepteret. En typisk PJsk dobbelthed.
I de næste vers kommer der så hvad jeget længes efter – men først efter en tankestreg, der
bekræfter det naturlige i reaktionen, da følelsen kommer før tanken, hvorfor jeget lige må tænke
over hvad det er det længes efter, selvom det godt kan mærke at det længes efter noget. Jeget
længes så i første omgang ”efter dengang drenge var/ drenge; da rigtige piger også/ var drenge/ og
Puk ikke mere en skovtrold”. ** Dengang er en ret upræcis tidsangivelse, der dog fortæller os at vi
har med fortiden at gøre**. Formuleringen får en uden videre til at tænke på det typiske danske
udtryk ”dengang en bøsse var noget man skød med”, og PJ fremstår altså her atter igen som en
folkelig digter. Det jeget længes efter kan i hvert fald tolkes på to måder, som på typisk PJsk maner
ikke behøver at udelukke hinanden, og ydermere; forskellen på disse to måder fremstiller også
problemstillingen omkring hvordan ens subjektive påvirkninger og rammer, skaber ens egen
subjektive forståelse af virkeligheden.
Den første måde jeg tolker digtet på er mere frit fra en traditionel litterær bevidsthed, og da
litteratur generelt prøver at sætte ord på livet, kan det betragtes som en frihed fra at blive traditionelt
rettet ind i livet, da vi har med litteratur at gøre her. Jeg tolker det som at længes tilbage mod sin tid
som barn, og drengene repræsenterer her det vilde, oprørsfulde og udforskende (jf. digt 5), og
bemærkningen med at ”rigtige piger/ også var drenge”, betyder både at pigerne havde disse
egenskaber, samtidig med at det henviser til tiden før seksualitet virkelig træder ind i de forskellige
køns bevidsthed, altså, ifølge Freuds teorier, før den genitale fase. I denne sammenhæng får Puk så
betydning af at være ”et lille overnaturligt væsen der driver gæk med mennesker; nisse” (Gyl8,
s.34). Altså er Puk så symbol på en vildhed i forhold til og en frihed fra menneskene og deres
systemer, da hun jo driver gæk med menneskene. Hun er ikke er mere en skovtrold, fordi hun, lig
med selvstændigheden og det drillende i forhold til de voksne, i barnets nu selvstændige men endnu
ikke seksuelle fase er sluppet fri fra barnets indre.
Den anden måde man kan tolke vers 2 til 5 i anden strofe på, ledes man ind på gennem personen
Puk. Puk er udover at være det ovennævnte ”især kendt fra Shakespeares En
Skærsommernatsdrøm” (Gyl8, s.34). Når man har fanget dette spor, giver vers 2, 3, og 4 pludselig
en helt anden mening, da pigerne der også er drenge, på den måde får mig til at associere til, at
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
15/18
dengang Shakespeare levede og skrev sine stykker, var alle skuespillerne drenge; også dem der
spillede piger. Når dette sættes ind i sammenhæng med første vers, kan man sige at jeget ønsker sig
tilbage til en tid, hvis drengene stadig symboliserer det vilde og ukontrolleret, hvor alt var vildt og
ukontrolleret; hvor alle hundene så at sige var ræve, eller i hvert fald ikke kontrollerede på samme
måde som i dag, og hvis man overfører det symbolsk; alle tankerne/instinkterne/drifterne/følelserne
ikke var rettet til og kontrollerede som i dag, men kunne få frit løb. Men her lader PJ os selvfølgelig
ikke slippe så let, og dobbeltheden ligger og lurer lige om hjørnet; selv dengang hvor Shakespeare
levede var hundene ”ejet” af menneskene, og det med det fuldstændig frie løb for
tankerne/instinkterne/drifterne/følelserne kan man altså godt skrotte. Romantiseringen skal man
passe på, selvom det kan være svært, da det er et selvbedrag. Jeget er ikke desto mindre godt og
grundigt snasket ind i et sådant, og spørgsmålet der blafrer i luften er, om mon ikke vi alle er det i
kraft af vores ”følelser-før-tanker”-mekanisme, som blev illustreret så smukt tidligere oppe i digtet,
og vores generelle subjektivitet?
Mht. til Shakespeare tolkningen og det at Puk ikke mere er en skovtrold i vers 5, skal vi ned og
rode i historien fra ”En Skørsommernatsdrøm” før det giver mening, uden at jeg skal gå for meget i
detaljer. I historien er Puk en skovtrold der hjælper nogle mennesker med at udleve deres lyster, ved
at hun hjælper forskellige af dem med at få de andre til at ”forelske sig” (Puk) i hinanden. Puk kan
altså tolkes som en befriende kraft, der giver frit løb for menneskets inderste kræfter, og falder på
den måde godt ind i sammenhængen.
I vers 6,7 og 8 kommer så en opremsning af hvordan det var dengang hvor jeget længes tilbage til:
”Hvor ræven hed ræv/ og hunden var hund/ og byen en by”. Jeget veksler her mellem bestemte og
ubestemte ord, og længes hele tiden mod de ubestemte (ræv, hund, by); jeget ønsker løsere eller helt
åbne rammer for hvad tingene er, ligesom man har som barn/spæd. Ydermere længes jeget tilbage
til dengang hvor ræven kun ”hed ræv”, i modsætningen til hunden der ”var hund”, og altså stadig
var noget fjernt og uundersøgt, ligesom alle byer var spændende og bare var ”en by”, og det ikke
kun var ”byen” der var spændende (her spøger mange unges Københavnslyst i baggrunden).
De sidste to vers lyder: ”og en stor del af os/ sletikke var født endnu”. Dette kan både forstås som
at noget inden i os ikke var født endnu, hvis man følger det barndomslystige spor, eller som at
mange af os slet ikke var født endnu, hvis man følger Shakespeare sporet.
Rytmisk starter første strofe dejligt messende gennem første vers, hvilket passer til indholdet, da
jeget på dette tidspunkt går i sin egen verden. Vers 2 virker som en stopklods, hvad det jo også er
for jegets indadvendthed indholdsmæssigt, da jeget ser hunden her. Vers 2 og 4 er ret urytmiske
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
16/18
talesprogsagtige konstellationer, og begge versene omhandler da også et konstaterende stop
indholdsmæssigt. Vers 3 læser man hurtigt, og det når nærmest kun lige at springe ind i mellem vers
2 og 4, hvilket passer meget godt til ordene i det; ”og løber”. Der er et ophold efter fjerde vers, både
pga. dets konstaterende indhold, og fordi man har øjnet det store begyndelsesbogstav i næste vers.
Vers 5, 6, og 7 er hakkende og virker nærmest overraskede over hinanden, hvilket jo passer som
hånd i handske til indholdet, før lettelsen både rytmisk og indholdsmæssigt udløses i vers 8.
Første vers i anden strofe har den samme rolige, messende rytme som første vers i første strofe
havde, og vi har jo også her at gøre med en indadvendt fokusering. Bindestregen i begyndelsen af
andet vers giver en dejlig pause, der ligesom forlænger andægtigheden fra første vers, indtil man
begynder at læse videre og faktisk først stopper helt nede i tredje vers ved semikolonet. Dette
kommer nærmest bag på en, og man skal jo også passe på med al den romantisering af fortiden.
Efter dette læser man videre igennem vers 3 og helt ned til slutningen af vers fjerde På den måde
bliver vers 2 til 4 nærmest som en rytmisk spiralbevægelse, og forstærker følelsen af at vi er ved at
bevæge os ind i et eller andet. Vers 5 er egentlig flydende nok i sig selv, men kommer ind nærmest
lidt overraskende, og stopper den glidende spiralbevægelse fra de foregående vers.
Vers 6 til 9 fungerer som en lang optrapning indtil klimakset indtræffer i vers 10, hvor slet ikke er
blevet slået sammen til ”sletikke”. Dette giver en barnligt begejstret næsten forpustet udtale, før
man stopper op og finder det jeget begejstres over i slutningen af verset, og i en rolig nærmest
stillestående rytme, der giver det et lidt andægtigt skær.
En konklusion på digtet kunne være, at man på bedste buddhistiske vis skal huske at være i
øjeblikket, og ikke lade sig fange i faste rutiner og traditioner, der får en til at glemme dette. Et
andet budskab i digtet, som også har forbindelse til det at være i nuet, er at man skal passe på ikke
at længes for meget efter fortiden, da man har en tendens til at romantisere denne.
4. Perspektivering til 1990’ernes danske lyrik
1990’ernes danske lyrik er helt overvejende postmodernistisk (Veje, s. 403). Det postmodernistiske
er karakteriseret ved at der ikke er en samlet dominerende litterær bevægelse, men at digterne er
selvstændige og boltrer sig rundt ligesom de har lyst til uden grænser. Alligevel er der nogle
karakteristiske fællestræk, som digt 1 og digt 35 fra ”sagde jeg, siger jeg” rammer ind i.
Indholdet I de to behandlede digte, er begge gennemsyret af en interesse for at undersøge de
eksistentialistiske betingelser mennesket lever under, og forholdet mellem livet og virkeligheden,
og dette er også emner man ser behandlet i den danske 1990’er lyrik (Veje, s.417).
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
17/18
Måden de to digte fra ”sagde jeg, siger jeg” formidler deres stof afspejler også flere tendenser i
den danske 1990’er lyrik.
Digtene er fragmenterede, brækker over på midten, og ingen af dem er entydige i deres udtryk eller
har ét overordnet budskab, og alt dette er karakteristisk for den danske 1990’er lyrik (Litt, s.75,
Run, s.282 og 286, Post s. 17, 18, 20 og 21).
De nye danske 1990’er lyrikere har også taget et opgør med det højtidelige og ophøjede (Veje, s.
410, 412 og 417, Litt, s.75), og har i stedet bragt noget glæde, løssluppenhed og humor tilbage i
digtningen, ligesom flere digtere nu heller ikke går af vejen for at vrøvle lidt (Veje, s. 410 og 417,
Litt, s. 75 og 76). Denne tendens går også igen i de to udvalgte digte, og Lars Bukdahl, der er en af
de fremmeste eksponenter for den nye danske lyrik, udtaler da også at han betragter Pia Juul som en
litterær kusine (Veje, s. 410).
At stjæle med arme og ben fra den klassiske tradition, salmer, eventyr, osv., er også blevet et
gennemgående træk I 1990’er lyrikken (Veje, s.403, 410 og 412, Litt s. 75, Post, s.19-20), og dette
gør PJ også klart i digt 35, hvor et digt om bl.a. at være i nuet, indeholder ræve, herreløse hunde, og
Shakespearske skovtrolde, ud over en række barnesprogsagtige formuleringer.
Der er dog også nogle tendenser som disse to digte ikke følger, som bl.a. påvirkningen fra og
interessen for medierne, computere, internet, etc. (Veje, s. 410, Litt s.77), og så bliver PJ heller
aldrig helt lige så kaotisk fragmenteret, eksperimenterende eller rablende i disse digte, som en
Simon Grotrian og Lars Bukdahl kan finde på at være (RoR, s. 21-24, Por s. 15). PJ er altså, i hvert
fald i disse to digte, mere klassisk orienteret, men dette er også nærmest en stilretning i sig selv
indenfor den danske 90’er lyrik (Veje s. 412), og falder derfor aldrig helt udenfor i det 1990’er
lyriske selskab.
5. Konklusion
Pia Juul er en dyb og avanceret digter, der forstår at bruge sine virkemidler, rytmen, indholdet og
formen til fulde, og det virker som om man aldrig kan blive færdig med at finde nye sammenhænge
i de enkelte digte, og digtsamlingen ”sagde jeg, siger jeg” som helhed. Ud fra de to digte jeg har
analyseret, passer PJ fremragende ind i tiden, til trods for at hun debuterede allerede i 1985 med
levende og lukket, hvor digtene var meget mere nøjeregnende og kontrollerede; hun har udviklet
sig, og gør det stadigvæk - også med denne digtsamling.
3a Større skriftlig opgave 1990’er lyrikken
19/12 2002
18/18
Litteraturliste
Primær litteratur
Juul, Pia: ”sagde jeg, siger jeg”. Tiderne skifter, 1999. (Pia)
Sekundær litteratur
Bøger:
Stjernfelt, Agnete: Hvordan jeg blev forfatter. 1997. (Hvor)
Kristensen, Kamilla Löfström: Motorvej til Babylon. Dansklærerforeningen, 2002. (Mot)
Ølholm, Marianne: Postmoderne lyrik. Dansklærerforeningen, 2001. (Post)
Bryld, Carl Johan et al: Dansk litteratur fra runer til graffiti – revideret udgave. Systime,
1996. (Run)
Ravn, Ole: Litteraturhistorisk oversigt – 4. udgave. Systime, 2001. (Litt)
Fibiger, Johannes: Litteraturens veje. Gads forlag, 2000. (Veje)
Bang, Jørgen et al: Gyldendals leksikon – første bind. Gyldendal, 1978. (Gyl1)
Bang, Jørgen et al: Gyldendals leksikon – ottende bind .Gyldendal, 1978. (Gyl8)
Bukdahl, Lars: Rimses den Ene og Remses den Anden. Borgen, 1997. (RoR)
Grotrian, Simon: Porcelænsbreve. Borgen, 1999. (Por)
Internet: (fra hver af disse internet adresser har jeg taget det væsentlige ud, og vedlagt det
som bilag)
http://www.samlaget.no/gjennomspraket/cloveid.html (Løv)
http://www.groennegaard.dk/show3_handling.asp (Puk)
http://www.accessatlanta.com/ajc/living/homeandgarden/1102/04celebs.html (SB)
http://www.frank-kessler.de/oldies-lyrics/index_1.html?gore_lesley-it's_my_party.html&3
(Les)