HHX 3. år
HHX 3. år
Thomas Kingo og De Fattiges udj Odensee Hospital
Thomas Kingo er født den 15. december 1634 i Slangerup. Han voksede op i et fattigt hjem, hvorfra
han senere rejste, for at studere i København. I 1658 afsluttede Kingo sine studier i teologi, men i
kraft af denne tids præstemangel, fungerede han som huslærer i København, indtil der viste sig et
ledigt præstesogn. I 1661 udnævnedes Kingo til kapellan hos sognepræsten i Kirkehelsinge, hvor
han opholdt sig indtil han i 1668 vendte tilbage til Slangerup, hvor han blev sognepræst. Kingo blev
i 1677 udnævnt til biskop i Odense, hvor han levede indtil sin død den 14. oktober 1703. Inden sin
død, nåede Kingo at indgå 3 ægteskaber, der alle har givet ham inspiration til enkelte af hans digte.
Thomas Kingo er en meget folkekær forfatter, der har skrevet mange værker under kategorierne
salmer og lejlighedsdigtning. Kingo er mest kendt for sine salmer, som også var det han skrev mest
HHX 3. år
usædvanlige digte for barokkens tid, nemlig: ”De fattiges udj Odensee Hospital”, der menes skrevet
i 1682-83.
Odense Hospital (Gråbrødre Kloster) fungerede dengang som samlingssted for både ældre, syge,
sindssyge og fattige. Som biskop i Odense havde Kingo ansvaret for, at hospitalets indskrevne
havde tilfredsstillende forhold, men de midler der var stillet til hospitalets rådighed, var ikke
tilstrækkelig til at skulle forsørge alle indskrevne med mad og forplejning samt vedligeholdelse af
hospitalet. Da kongelige ryttere i Odense, efter kongens ordre, yderligere skulle forsørges af
hospitalets økonomi, henvendte Kingo sig via sit digt ”De fattiges udj Odensee Hospital” til
kongen for at berette om hospitalets virkelige forhold, og derigennem bede om fritagelse fra at
forsørge rytterne, da dette ellers ville betyde, at forholdene på hospitalet ville forværres.
Digtet ”De fattiges udj Odensee Hospital” indeholder en indirekte kritik af kongens og statens
politik, dog indlemmer - og dermed forklæder - Kingo denne kritik som en bøn til kongen om
fritagelse fra førnævnte forsørgelse af de kongelige ryttere, ligesom han ønsker yderligere hjælp til
de indskrevne på hospitalet. For at forstærke kongens indsigt i tilstanden på hospitalet, samt
manglen på økonomisk hjælp, taler digtet i en form for billedligt sprog, hvor man følger Kingo
rundt på hospitalet og ser de indlagtes forskellige sygdomme for sig.
Digtet er som sådan ikke inddelt i strofer, men er mere opstillet som en lang bøn, i form af et
timeglas. Timeglas-formen kunne henlede tankerne på, at tiden rinder ud for både hospitalet og de
indlagte, hvis ikke kongen hører Kingos bøn og tilbyder sin hjælp yderligere.
Afleveres den 18/12-03 Side 2
For at skabe overblik over, hvorledes Kingo har forklædt sin kritik af kongen i digtet ”De fattiges
udi Odensee Hospital”, følger en gennemgang af budskabernes inddeling i digtet. Digtet består af i
alt 80 linier.
Linie 1-12: Kingos bøn til kongen – de indskrevnes tilstande generelt/alment.
Linie 13-48: De indskrevnes tilstande specifik beskrivelse.
Linie 49-60: Kingos appel/bøn til kongen om hjælp til hospitalet.
Linie 61-72: Kingos kritik af kongens politik.
Linie 73-80: Kingos bøn til kongen.
I de første 12 linier af digtet indleder Kingo sin bøn til kongen med at berette, at han er ked af at
være nødsaget til at henvende sig til kongen om hjælp til de indlagte på hospitalet, jf. linie 2:
”Forlad mig at jeg i dit Kongeskiød maa græde”.
Da kongen ikke kender til de egentlige forhold for de indlagte på hospitalet, og derfor beordrer at
økonomien skal række til yderligere forsørgelse af mennesker, der i modsætning til de indlagte ikke
er i nød, føler Kingo, at hans ansvar er at berette om den i forvejen trængte økonomi.
Da det ikke har været velset at bede om mere, end man i forvejen fik stillet til rådighed samt bede
om fritagelse fra at forsørge mennesker, som kongen har pålagt en at forsørge, er ”De fattiges udj
Odensee Hospital” opbygget med henblik på at appellere til kongens samvittighed i kraft af det
anvendte billedsprog, der understreger dårligdommen på hospitalet.
I de indledende 12 linier gør Kingo det klart, at økonomien i forvejen ikke slår til, og hvis den skal
række yderligere vil det gå ud over de indlagte i og med, at der ikke længere vil være råd til samme
forplejning som hidtil. Dette fremgår af linie 3-6: ”…Og øse der een Strøm af Vand og Siele-Vee
Som vælder udaf Nøds usoolet Iis og Snee, Som har brudt ind udj de arme Lemmers Senge Udj vort
Hospital og vil dem snarlig trænge Fra deres Leye ud…” Af disse linier kan der yderligere udledes,
at Kingo føler et dybt, socialt og personligt engagement for de indlagte på hospitalet – han begræder
deres forhold overfor kongen, det er ikke de indlagtes sorg der berettes om i dette digt, det er
Kingos oplevelse af tilstanden og dermed hans sorg, belyst gennem de indlagtes forskellige
situationer.
Et eksempel på appellen til kongens samvittighed fremgår af linie 8-12: ” Optøer det Iisebierg saa
gaaer de deres Vey. Hvad Vey? Gud trøste det! Hvad Vey vil de vel tage Til nogen Verdens Hielp?
Som mange Aar og Dage Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti Mens langs ad Korsens dynd
sig daglig ælter i”. Hvis der ikke længere er penge til at sørge for de indlagtes ve og vel med hensyn
til forplejning, vil de være nødsaget til at forlade hospitalet og skaffe føden andetsteds. Dog vil
Afleveres den 18/12-03 Side 3
udsigterne være dårlige, idet de indlagte ikke har kendt andet end hospitalets veje, og derfor ikke
ved hvordan de skal klare sig selv ude i virkeligheden, hvor der ikke vil blive sørget for dem. De
ved ikke hvilken vej de skal gå, for det eneste sted de kan få den fornødne hjælp er på hospitalet.
Herefter fortsætter Kingo sin bøn med en dybere beskrivelse af de indlagtes tilstande. Det er i dette
afsnit, at kongen virkelig får indsigt i hverdagen på hospitalet. Af linierne 13-48 fremgår det, at
Kingo ikke ligger skjul på, at dette dårligdommens hus har brug for en stabil økonomi for at det
gale ikke skal tage overhånd, omsorgen overfor de handikappede ikke forsvinde og sygeplejen til de
syge ikke vige bort til fordel for de raske rytteres forsørgelse.
Af disse linier kan blandt andet fremhæves linie 13-16: ”Her ligger een som sig i Sengen aldrig
vender Om hand ei løftes af en andens hielpsom Hænder Om Huuset gik i Brand, saa maa hand
brænde med Saa har den lange Værk ham bundet til sit Stæd”.
Disse linier skal bevise overfor kongen, at bliver hjælpen til de indlagte meget ringere har de ikke
en chance mere i livet.
Kingo belyser som allerede nævnt i dette afsnit de indlagtes forskellige tilstande, dog inddrager han
yderligere tilstande for at forstærke kongens samvittighed overfor hospitalet.
Linierne 21-24 henleder tankerne på kongens egen tilstand sat i forhold til de indlagtes, hvilket
fremgår af følgende citat fra førnævnte linier: ”Her seer mand Een og fleer, der bær paa Ryg og
Lænder De Læs af mange Aar, hvis Øye food og Tænder Er dem til ingen Hielp og har alt levet ud
Hvær Ven, O Konge! Dig foruden og saa Gud”. Her tegnes et billede af et hårdt arbejdende folk,
der nu er mærket af livet så de ikke længere kan klare dem selv. Deres liv og nuværende tilstand
sættes overfor kongens ditto. Kongen fremstår som en person, der aldrig har udrettet noget hårdt
fysisk, og derfor ikke er mærket af det – ligeledes sætter Kingo kongen i lighedstegn med Gud. De
er de eneste, der er gået fri for at leve det virkelige liv, og derfor har kongen endnu ikke været
nødsaget til at se kendsgerningerne vedrørende hospitalet og dets indlagte i øjnene.
Ligeledes anvender Kingo i sit digt sammenligninger med det kristne og Bibelen. Han nævner
blandt andet på linierne 29-30: ”Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder Som Job og
Lazarus…” samt 35-36: ”Det Ansigt som vor Gud mod Himlen haver vendt Saa hart er Seenerne i
Korsens Kiæde spendt”. Det er et kendetegn for denne periode, barokken, at man anvender
kristeligt billedsprog, og specielt historien om Job og Lazarus medtages i eksempelvis digte som
dette, for at understrege forholdet mellem rig og fattig. I den bibelske historie var Lazarus en fattig
mand forfulgt af sygdom – I bibelen beskrives han liggende udenfor en rig mands hus. Denne
historie viser de store forskelle på rig og fattig, rask og syg – i dette tilfælde skal tankerne ledes hen
Afleveres den 18/12-03 Side 4
på, at kongen er den rige mand, Lazarus er de indlagte på hospitalet, imens Kingo fremstår som Job,
idet Job i bibelen repræsenterer næstekærligheden, ligesom Kingo nu appellerer til kongen om at
udvise næstekærlighed overfor de indlagte. Kingo forsøger at sætte lighedstegn mellem bibelske
personer og de indlagte på hospitalet, og forsøger at gøre det kongen klart, at alle disse mennesker
er resultatet af Guds vilje, og siger indirekte, at Guds vilje vedrørende kongen kan ændres, hvis han
ikke udviser næstekærlighed overfor de, der behøver hans hjælp. Igen er historien om Lazarus et
eksempel på Guds vilje, idet den rige mand, der ikke ønsker at hjælpe den fattige og syge Lazarus
med pleje og føde, ender i helvede på grund af sin uvilje mod Lazarus, hvor han i stedet kunne have
udvist næstekærlighed og bidraget med sin hjælp, hvilket havde berettiget ham til at komme i
himmelen.
Citatet fra linie 35-36 er en sammenkædning mellem hospitalets syge og Jesus hængende på korset.
Da det kristne budskab på denne tid var mere betydningsfuldt end i dag, havde de bibelske
sprogbilleder i Kingos digt til hensigt at give kongen interesse i at hjælpe med hospitalets økonomi
– Kingo henvender sig til kongens religiøse overbevisning, idet de indlagte dengang ansås for
værende et kristent ansvar. Dette skulle få kongen til at hjælpe, da Kingo ved at berette om de
indlagtes tilstande ved hjælp af kristendommens billeder, forstærker kongens mulighed for at leve
sig ind i den alvorlige situation.
Linierne 49-60 anvender Kingo til at lade kongen forstå, at de indlagte på hospitalet værdsætter
kongens hjælp, og Kingo appellerer til, at kongen ikke fratager dem den lykke det for dem er, at
modtage denne hjælp. Dette fremgår af følgende citat fra førnævnte linieafsnit, linie 49-54: ”Dog er
det deres Trøst i deres mange Smerter At Gud har selv luckt op de milde Kongehierter De har med
Huus og Ly, med Senger Øll og Mad Dem rigeligt forseet, og giort i Kaarset Glad. Ja! Det som
deres Siæl end meere Lyst kand giøre De Gudsords-Prædicken faaer dagligen at høre…”. Her
fortæller Kingo, at han og de indlagte er meget taknemmelige for kongens økonomiske bidrag, samt
at det er et lys i deres hverdag at de dagligt kan høre en prædiken. Ingen kan klage over hjælpen,
men hvis den skal række yderligere – til rytterne – slår pengene ikke længere til.
Det er endvidere også i dette afsnit, at Kingos egentlige appel til kongen fremstår, idet han på linie
57-60 skriver: ”Ach! Skal det komme end, det skal dog aldrig komme, Jeg veed det aldrig skeer,
Kong Christian den Fromme Og Femte aldrig seer, dend Dag skal Opgang faae At Christi-
Ledemoed skal Huusevilde gaae”. Kingo beretter her, at både han og de indlagte kender kongens
hjælpsomhed i kraft af den hjælp de hidtil har modtaget, og derfor også nu ved at kongen er så god,
at han endnu engang vil bistå med sin hjælp.
Afleveres den 18/12-03 Side 5
Herefter indledes afsnittet – linie 61-72 - der gør netop dette digt til noget ganske usædvanligt for
barokken og Kingos øvrige værker, nemlig den indirekte kritik af kongens og statens politik.
Kingo forsøger i dette afsnit at forklare hvad kongens politik vedrørende hospitalet – det at de nu
yderligere skal forsørge mennesker der tilmed er raske – kommer til at betyde, hvilket fremgår af
følgende citat fra linie 61-64: ”Den ubarmhiertige Soldat hand haver suet Endog af deris Blod, indtil
han haver kuet Saa mangen fra sin Sted og Stavn for Skyld og Skat Saa Christi Arme de maa miste
deres plat”. Med disse linier mener Kingo, at rytterne der skal forsørges af hospitalets midler er
ubarmhjertige, idet de ikke lider nogen nød ligesom de indlagte, men fratager dem deres fornødne
hjælp.
”Suet af deris Blod, indtil han haver kuet Saa mangen fra sin Sted og Stavn…” betyder at rytterne
vil leve over evne på bekostning af folk der virkelig behøver hjælpen, så disse ” Christi Arme” må
fortrække og finde andre måder at opnå den fornødne pleje på.
Ovenstående er kritikken af kongen, idet han vælger at lade rytterne forsørge frem for de, der
virkelig trænger – dog efterfølger Kingo dette med en forudsigelse fra hans side, der viser kongen at
de tror på hans gode hjerte og hans hjælp. Dette fremgår af linie 65-66: ”Her ligger een paa Dør for
øden Gaard og Arme Det Gud i Himmelen og Kongen sig forbarme”. Her prøver Kingo at skabe et
billede af en fattig, der har været nødt til at videregive sin hjælp til rytterne og derfor nu må tigge
sig til mad og pleje, men hvor der er det lyspunkt for de indlagte, at de ved dette ikke vil ske, idet
kongen trækker sin befaling tilbage. Dette er igen en appel til samvittigheden.
Kingo fortsætter sit digt med at forklare hvad kongens politik med stor sandsynlighed har medført
for nogle, og som nu også vil komme til at berøre hospitalet. På linie 69-72: ”…Hand søger noget
der, hvor intet er at finde Ja Koe hos Kreløs Mand, og maa han byrden binde Paa deres Gods, som
end et støcke Brød formaar, Far vel da Hospital, gaaer ud, i Arme, gaaer”, oplyser Kingo sin
mening om kongens politik med hensyn til folkets betaling til kongen – pakket ind i bønnen om
hospitalet – så dette ikke blive ilde modtaget. At kongen kræver penge fra folk, der intet har (i dette
tilfælde skal hospitalets indlagte fremstå som disse) vil betyde undergang for alle i sidste ende.
Kingo fremlægger denne mening gennem billedet, at kongen ønsker at få en ko fra en mand, der
ingen kvæg har, og overfører dette til situationen med hospitalet, idet kongen kræver rytterne
forsørget ud af hospitalets i forvejen ikke tilstrækkelige økonomi – dette vil medføre hospitalets
undergang.
Kingo afslutter sin bøn ved at berette sin mening om kongen, samt klargøre, at hvis kongen hjælper
de indlagte på hospitalet, vil disse mennesker for altid være ham taknemmelig og tænke om ham
Afleveres den 18/12-03 Side 6
som de gør om Kristus. Dette fremgår af linierne 75-76: ”…Hans Naade er saa stor saa mild hans
Hierterood, Hand haver lovet Hielp, hand er saa Eyegoed”, ligeledes linie 79-80: ” Hielp, Hielp de
Arme, og betænk, hvad Hielp de faar At det er Plaster af din Haand til Jesu Saar”. I dette sidste
afsnit sættes de indlagte endnu engang overfor Kristus, og de syges lidelser overføres til Jesu
lidelser, som en sidste indirekte måde at få kongens samvittighed til at råde.
Kingo underskriver bønnen som: ”Christi og Kongens allerunderdanigste og de fattiges skyldige
Tiener”, hvilket er et budskab om, at han ved han er Kongen underdanig, men vover alligevel at
bede om hjælp idet han også er de fattiges eneste udvej.
Digtet ”De fattiges udj Odensee Hospital” argumenterer ikke rationelt overfor kongen, idet Kingo
ikke kommer med direkte, gode argumenter for kongen at træffe sin beslutning på baggrund af, men
i stedet anvender han bibelske billeder og henviser til kristendommen, som en måde at få kongen til
at føle skyld og genoverveje sin befaling og samtidig eventuelt sin hele politik.
Som allerede nævnt forfattede Kingo salmer og lejlighedsdigte. Han er ophavsmanden bag mange
kendte salmer samt salmebøger, hvilket er den primære grund til, at han i dag stadig er en anerkendt
digter. Dog skrev han også lejlighedsdigtedigte, der var tilpasset efter specielle lejligheder, som for
eksempel ”De fattiges udj Odensee Hospital”. De tre forskellige former for digte, Kingo
eksperimenterede med, er som følger:
Verdslige lejlighedsdigte
Religiøse lejlighedsdigte
”Private kærlighedsdigte”
Foruden disse tre typer af digte skrev Kingo også enkelte operaer som for eksempel ”Kong Dan”.
De religiøse lejlighedsdigte skal forstås som værende salmer, idet disse omhandler det kristelige
budskab. Lejligheden til at forfatte disse salmer/religiøse digte har været at prise Gud og Jesus.
De private kærlighedsdigte er uhyre sjældne fra Kingo, dog findes der enkelte af hvilke blandt andre
kan nævnes ”Chrysillis”, der menes at være skrevet til Kingos første hustru Sille Worm.
Endvidere skrev han også de verdslige digte, der fra Kingos side også er sjældne. Et eksempel på et
verdsligt lejlighedsdigt er ”De fattiges udj Odensee Hospital”, der nok er et af de meste kendte
Kingo digte, da dette er det eneste digt fra barokken, der vover at gøre oprør med kongens politik og
dermed kritisere den statslige administration.
Det, der karakteriserer barokken og den verdslige lejlighedsdigtning er, at man i digtene fra denne
periode ikke skriver om nederlag, men vender dårligdommen om til sejr, hvilket også er det Kingo
gør i ”De fattiges udj Odensee Hospital”, i og med at han henvender sig til kongen og fortæller om
Afleveres den 18/12-03 Side 7
dårligdommen og hvad denne kan medføre, men at de ikke frygter, idet de stoler på kongens
barmhjertighed.
Ligeledes forfattes sådanne digte i situationer, hvor digteren gerne vil opnå noget specielt gennem
sit digt. Dette være sig anerkendelse som digter, eller som i dette tilfælde med ”De fattiges udj
Odensee Hospital” hjælp til de fattige og syge.
Det specielle ved Kingo er, at udover at være en stor digter, der tør kritisere kongen og staten, var
han også blandt de første, der skrev på modersmålet, dansk. Ligeledes forstod Kingo at opretholde
en spændvidde hvad angik hans forfatterskab, idet han, som allerede nævnt, bevægede sig rundt
indenfor lejlighedsdigtningen og ikke kun skrev hyldestdigte – panegyrik - men også salmer.
Dette var også en faktor, der gjorde Kingo til en berømt og respekteret digter indenfor barokken,
idet mange øvrig digtere, der udelukkende skrev hyldestdigte til kongen, i 1682 blev forbudt at
skrive flere digte af denne art, der ikke var bestilte, idet kongen fandt det påtrængende. Kingo
derimod kunne fortsat skrive salmer, og blev af kongen bestilt til at udgive en ny salmebog.
Lejlighedsdigtningen fortsatte gennem hele 1600-tallet og 1700-tallet, dog ændredes den egentlige
mening med digtningen i starten af 1700-tallet, hvor man i stedet for, som en lejlighed for
samfundet, at hylde kongen og de øvrige højerestående magthavere, begyndte at beskrive tingene
udfra et personligt og subjektivt synspunkt. Dette skete på baggrund af kritikken af
lejlighedsdigtenes påtrængenhed. Digterens personlige holdninger vedrørende tingenes egentlige
tilstand begyndte også at få betydning for digtenes indhold, og de begyndte at skrive om realiteter
på samme måde som Kingo gav sin egentlige mening angående Odense hospital til kende i digtet
”De fattiges udj Odensee Hospital”.
Barokken i Danmark varer fra starten af 1600-tallet til omkring 1700. I barokken herskede
enevældet - kongen og kirken – hvilket er den primære grund til, at digtene fra denne periode var
skrevet med det eneste formål at forherlige og hylde kongen og Gud. Kongen blev hyldet af
digterne fordi han havde magten til at bestemme, og de gennem digtene ville gøre opmærksomme
på sig selv, hvorimod Gud hyldedes for at opnå det privilegium at komme i himmelen.
Barok kan i overført betydning forstås som noget overdrevet, hvilket ligesom foranstående
anledning til hyldest, kendetegner barokkens digte. Endnu et kendetegn fra barokkens skrivestil er,
at digterne skrev allegorisk, hvilket vil sige at de byggede deres digte og salmer op omkring
symboler og billedsprog, som i for eksempel ”De fattiges udj Odensee Hospital”, hvor Kingo
gentagne gange anvender kristendommen som symbol for bedre forståelse, samt anvender
billedsprog i afsnittet hvor der berettes om de syges tilstande.
Afleveres den 18/12-03 Side 8
Barokkens digtere ønskede en fornyelse af det danske sprog, og de så sig selv som kunstnere, der
forfattede bedre og mere moderne digte end forfatterne fra forudgående perioder, som for eksempel
romantikken. Derfor anses barokken også for værende grundlaget for den moderne litteratur vi
kender i dag.
Som allerede nævnt anses Thomas Kingo for værende en af barokkens største forfattere. Hans digte
og salmer indeholdt, som alle øvrige barok-digteres værker, alle de karakteristiske kendetegn for
barok-perioden. Dog udskillede han sig på et punkt, nemlig at han turde skrive et digt som ”De
fattiges udj Odensee Hospital”, idet han med dette digt, til en vis grad, går imod den traditionelle
barok-digtning.
I dette digt forherliger Kingo ikke kongen, som det ellers er meningen med barokkens digte, men
priser ham uden at overdrive. Samtidig kritiserer han kongens måde at føre politik på. Kingo
udtrykker altså i digtet sin ærlige mening om kongen, dog gemt væk i en bøn på vegne af hospitalet.
Ligeledes ophøjer Kingo ikke Gud og Jesus, men anvender i stedet kristendommen som en måde at
få kongen til selv at indse, at hans befaling vedrørende rytternes forsørgelse ikke indeholder
næstekærlighed overfor de indlagte på hospitalet, hvilket ville være imod kristendommens
principper.
Ved at anvende Gud og Jesus i digtet, samt skrive at Kingo og de indlagte har tiltro til kongens
hjælp, idet han endnu aldrig har svigtet, forbliver ”De fattiges udj Odensee Hospital” udadtil et
ægte barokdigt. Kingo har her altså forfattet et digt, hvor han inddrager alle de karakteristiske træk
fra barokken, men hvor han opvejer de to største magthavere mod hinanden - Gud mod kongen - og
på denne måde stiller han kongen overfor et skjult budskab om enten at hjælpe de fattige på
hospitalet og som følge af dette komme i himmelen. Eller fastholde sin befaling om forsørgelse af
rytterne og dermed gå imod kristendommens bud om næstekærlighed, hvilket ville kunne stille
kongen i dårligt lys overfor både Gud, og de fattige på Odense hospital.
Appellen i Kingos digt ”De fattiges udj Odensee Hospital” blev på trods af barokkens
karakteristiske inddragelser overhørt af kongen, men kan meget vel have inspireret barokkens
øvrige lejlighedsdigtere til, som før nævnt, at ændre digtenes indhold i starten af 1700-tallet.
”De fattiges udj Odensee Hospital” er alt i alt et typisk barokdigt, med et knap så typisk indhold,
hvilket gør det helt unikt, og dermed interessant at fortolke.