En analytisk tilgang til filmen, ”Ska’ vi være kærester?” (1996, instr. Birger Larsen)

I kortfilmen, ”Ska’ vi være kærester”, gør Birger Larsen, det meget simple og forenklede, dog uden

at gå på kompromis med filmens ABC, om man så må sige.

Vi følger drengen Ludvig, der gerne ser sig selv som den bedre halvdel til den lille pige, Alice. Han

må dog først rappe en sang, for derefter at få hendes sølvhjerte, der endegyldigt vil gøre dem til

kærester. Han må dog først igennem en hæsblæsende køretur, latterliggørelse for et måbende

publikum, for til at sidst at spille en alternativ version af Le Coeur d’ Argent. Men det lykkedes

filmen, og det får vi som beskuer, også at føle.

For at åbne filmen op, vil jeg lave en kort gennemgang af de 7 faser i den klassiske berettermodel.

Anslag

Vi bliver præsenteret for titlen, hvor bogstaverne er formet således, at det kunne ligne noget et barn

havde tegnet. Derefter kommer en glidende overgang til billeder af natur, fuglekvidder og vi får en

fornemmelse af, at vi befinder os i et roligt og harmonisk miljø.

Præsentation

Point of no return

Bedst som Ludvig er i gang med at rappe for Alice, bliver han stoppet af sin mor, der fortæller ham,

at han skal optræde, og at han med det samme skal følge med. Han bliver stoppet midt i sin rap, og

vi ved, at han bliver nødt til at rappe sangen færdig, hvis han vil være kærester med Alice.

Konfliktoptrapning

Vi ser og hører, at Ludvig spiller forkert, og får derfor skæld ud af dirigenten, som fortæller ham

direkte, at han ikke har øvet sig nok. Derudover træder Alice ind af døren, som stadig venter på sin

rap, og hun vil gerne have, at det skal være lige nu.

De vender tilbage til det vante miljø, hvor de befinder sig i naturens rolige omgivelser, og alt ånder

nu fryd og gammen. Men vigtigst af alt; de er kærester.

Filmiske virkemidler

Lad os se på nogen af de virkemidler, instruktøren har gjort brug af, for at påvirke os, beskueren.

Efter en glidende overgang til naturscenen, er vi vidner til en travelling, hvor træer og blade

passerer forbi os i en vandret linje, og vi begynder langsomt, at ane nogle menneskeskygger inde i

skoven. Travelling må ikke forveksles med tracking, hvor kameraet enten går hen til et sted,

genstand eller en person, eller væk fra det for den sags skyld. Derefter ser vi den første scene, hvor

Ludvig er flot præsenteret i et nærbillede, hvor det gyldne snit desuden kommer til sin fulde ret, idet

Ludvig tilbyder hende sin kasse med hjemmelavede ting, og derefter sin fodbold trøje. Men ingen af

delene er gode nok, for hun vil stadig have, at han skal synge. Vi ser hvordan materialisme lægges

være en symbolsk handling fra instruktøren om, at hun er i fasen, hvor hun hverken er helt barn,

eller helt voksen. Det kunne også være fordi, at Alice sådan tilstræber sig på, at være en del af

voksenverdenen. Lys og farver, er også værd at bide mærke i her. Vi ser en high-key belysning, der

er kendetegnende ved få skygger og skarpt lys (i dette tilfælde et naturligt lys, da de befinder sig

ude i naturen).

Broberg, der som bekendt spiller Kathrine i den danske tv-serie, Matador, og samtidig er personen

bag det daværende hit, ”Under den hvide bro”. Dernæst ses en interrupt, der gør at vi som beskuer

føler, at historien pludselig bliver afbrudt, og vores oprindelige scene (Ludvig rapper), bliver

familiære. Det ses fx ved, at moderen spørger Ludvig omkring Alice, samtidig med at hun gør ham

ren om munden, alt sammen i et hæsblæsende tempo, hvor han knap nok har overskud til at svare

hende.

nu også en low-key belysning, med lange skygger og dystert lys. Vi ved der skal ske noget, for vi

kan fornemme det på belysningen og stemningen. Her er kamerapositionen også et kort øjeblik sat

som frøperspektiv, for at vi skal få en følelse af, at han skal ind til noget stort. Vi forventer, at der

sker noget drastisk nu, for det er der lagt op til. Han bliver pludselig hevet ud af rollen som den lille

dreng, og er nu iført fint tøj, og skal tilmed stå på en scene foran et publikum.

Det er værd at lægge mærke til de børn der står rundt omkring i siderne, da Ludvig bæres hen mod

sceneindgangen. De kunne i dette tilfælde symbolisere de tårnhøje forventninger, som forældrene

har til Ludvig.

De står pænt på række i fint tøj, og holder stolt deres instrument, imens de kigger forventningsfuldt

på Ludvig. Inden han træder ind, kommer en hulkende pige ud, og vi ved nu, at børn ikke altid lever

sætter os i Ludvigs sted, og vi kan se på hans ansigt at han ser utrolig nervøs ud, hvilket også

resulterer i, at han synker dybt. Vi føler med ham. Det skal dog blive værre for Ludvig, da han har

glemt at lyne sin lynlås til bukserne, hvorefter han i forsøget på at lyne dem, taber sine papirer, der

gør, at han bliver latterliggjort af publikum. Man fristes næsten til at sige, at det mest at alt ligner et

Ludwig van Beethoven. Men navnet kan have mange referencer.

Han får sig dog sat op til flyglet, og begynder at spille Le Coeur d’ Argent, som på dansk betyder

det i form af symfoniorkestret.

Papiret er faldet på gulvet, men Ludvig fortsætter ufortrødent. Han er ikke ligesom de andre

musikere, altså de voksne, som er afhængige af papirerne. Han bruger sin barnlige intuition og

naivitet, og sidder, stadig i iført sine fodboldstøvler, og spiller derudaf. Alice træder ind i salen, og

vi ser nu en krydsklipning, hvor de to historier genforenes. Historien mellem Ludvig og Alice, og

den nuværende situation, hvor han skal leve op til de store ambitioner. Dirigenten bemærker at

Ludvig kommunikerer med Alice, men vender blot øjnene. Lige bagefter ses et ultranært billede af

sølvhjertet som Alice bærer, og vi forstår instruktørens mål med beskæringen; det er det

altafgørende moment, vi skal være vidner til nu.

Han er tvunget til at rappe, da Alice ellers vil forlade ham, og han griber straks mikrofonen og

rapper, samtidig med at orkestret spiller videre. Vi ser, hvordan voksenverdenen, og børneverdenen

Efter rapsangen er fuldført, ser vi hvordan slowmotion effekten er benyttet, da Ludvig løber hen til

sit flygel. Det er gjort fordi vi som beskuer skal nyde sekvensen, og iagttage hvad der sker. Inden

han sætter sig ned, er der også flot gjort brug af mickey-mousing, da man hører en hvinende lyd af

bildæk der bremser, men hvor det her er Ludvig der standser op for at sætte sig ned. Vi kan også

tale om en kontrapunktisk lyd, hvor humoren er integreret i lydsiden. Kort efter kaster Alice sin

halskæde, og vi ser hvordan slowmotion igen er benyttet. Den filmiske tid er meget længere end den

dette tilfælde. Alice forlader nu salen, og Ludvig modtager halskæden af dirigenten, som også roser

Ludvig for hans præstation.

Cyklussen bliver komplet, og både set-up og pay-off får den virkning, det skal have. Vi ser

sølvhjertet i starten, og vi hører også rappen (set-up), og til sidst indgår begge elementer, for at

afrunde historien, og beskueren får en følelse af genkendelighed (pay-off). Præmissen i filmen må

værd at belyse.

Kontrakt

Ludvig sidder sammen Alice i sin båd, ude i naturen. Alt er fredeligt (hjemme).

Kontraktbrud

Hevet ud af den rolige hverdag, og hevet ind de voksnes hektiske hverdag (ude)

Genetablering af kontrakt

Han vinder sølvhjertet, og dermed Alices kærlighed, og det hele er nu godt igen (hjemme).

Holder vi os indenfor eventyr genren, kan det med rette siges at Ludvig er protagonisten, forældrene

er antagonisten, og belønningen består af sølvhjertet/Alice. Måske er navnet Alice også valgt

bevidst, da det kan være en reference til ”Alice i eventyrland”. Det er hendes eventyr, og hendes