Studiekompasset.dkKlasse: STX 3.g · Fag: Dansk A
En analytisk tilgang til filmen, ”Ska’ vi være kærester?” (1996, instr. Birger Larsen)
I kortfilmen, ”Ska’ vi være kærester”, gør Birger Larsen, det meget simple og forenklede, dog uden
at gå på kompromis med filmens ABC, om man så må sige.
Vi følger drengen Ludvig, der gerne ser sig selv som den bedre halvdel til den lille pige, Alice. Han
må dog først rappe en sang, for derefter at få hendes sølvhjerte, der endegyldigt vil gøre dem til
kærester. Han må dog først igennem en hæsblæsende køretur, latterliggørelse for et måbende
publikum, for til at sidst at spille en alternativ version af Le Coeur d’ Argent. Men det lykkedes
selvfølgelig, og vi får den slutning vi havde håbet på.
Filmens opbygning
Med den korte spillelængde, der kendetegner en kortfilm, er ingenting overladt til tilfældighederne,
og det er denne film et godt eksempel på. Filmens dramaturgi er bygget flot op, så skuespillerne får
lov til at formidle denne søde historie, som det nu engang er. Historien er med andre ord essensen i
filmen, og det får vi som beskuer, også at føle.
For at åbne filmen op, vil jeg lave en kort gennemgang af de 7 faser i den klassiske berettermodel.
Anslag
Vi bliver præsenteret for titlen, hvor bogstaverne er formet således, at det kunne ligne noget et barn
havde tegnet. Derefter kommer en glidende overgang til billeder af natur, fuglekvidder og vi får en
fornemmelse af, at vi befinder os i et roligt og harmonisk miljø.
Præsentation
Ludvig og Alice bliver præsenteret, og vi kommer lidt under huden på, hvilke personer de er, ud fra
deres udklædning, replikker og væremåde.
Uddybning
Historien bliver præsenteret, og vi forstår, at Ludvigs eneste måde at vinde hendes hjerte på, er at
rappe sangen, ”Under den hvide bro”.
Point of no return
Bedst som Ludvig er i gang med at rappe for Alice, bliver han stoppet af sin mor, der fortæller ham,
at han skal optræde, og at han med det samme skal følge med. Han bliver stoppet midt i sin rap, og
vi ved, at han bliver nødt til at rappe sangen færdig, hvis han vil være kærester med Alice.
Konfliktoptrapning
Vi ser og hører, at Ludvig spiller forkert, og får derfor skæld ud af dirigenten, som fortæller ham
direkte, at han ikke har øvet sig nok. Derudover træder Alice ind af døren, som stadig venter på sin
rap, og hun vil gerne have, at det skal være lige nu.
Klimaks
Ludvig har ikke noget valg, og griber mikrofonen midt på scenen, og rapper i takt med
symfoniorkestrets melodi.
Udtoning
De vender tilbage til det vante miljø, hvor de befinder sig i naturens rolige omgivelser, og alt ånder
nu fryd og gammen. Men vigtigst af alt; de er kærester.
Filmiske virkemidler
Lad os se på nogen af de virkemidler, instruktøren har gjort brug af, for at påvirke os, beskueren.
Efter en glidende overgang til naturscenen, er vi vidner til en travelling, hvor træer og blade
passerer forbi os i en vandret linje, og vi begynder langsomt, at ane nogle menneskeskygger inde i
skoven. Travelling må ikke forveksles med tracking, hvor kameraet enten går hen til et sted,
genstand eller en person, eller væk fra det for den sags skyld. Derefter ser vi den første scene, hvor
Ludvig er flot præsenteret i et nærbillede, hvor det gyldne snit desuden kommer til sin fulde ret, idet
han prøver at overbevise Alice om, at han skal have sølvhjertet.
Ludvig tilbyder hende sin kasse med hjemmelavede ting, og derefter sin fodbold trøje. Men ingen af
delene er gode nok, for hun vil stadig have, at han skal synge. Vi ser hvordan materialisme lægges
på afstand, og kun inderligheden og ærligheden tæller, i det her tilfælde en rapsang. Alice har et par
store lyserøde briller på, som mest af alt ligner et par briller, en voksen ville tage på. Det kunne
være en symbolsk handling fra instruktøren om, at hun er i fasen, hvor hun hverken er helt barn,
eller helt voksen. Det kunne også være fordi, at Alice sådan tilstræber sig på, at være en del af
voksenverdenen. Lys og farver, er også værd at bide mærke i her. Vi ser en high-key belysning, der
er kendetegnende ved få skygger og skarpt lys (i dette tilfælde et naturligt lys, da de befinder sig
ude i naturen).
Ludvig begynder nu at rappe sangen, ”Under den hvide bro”, der kan ses som en lille hyldest Lily
Broberg, der som bekendt spiller Kathrine i den danske tv-serie, Matador, og samtidig er personen
bag det daværende hit, ”Under den hvide bro”. Dernæst ses en interrupt, der gør at vi som beskuer
føler, at historien pludselig bliver afbrudt, og vores oprindelige scene (Ludvig rapper), bliver
stoppet. Det sker da det høje horn fra bilen lyder, og Ludvigs mor toner frem, i form af en
fastforward effekt. Det gør at hun fremstår som travl, stresset og lever i en verden, hvor alting går
hurtigt. Det ser vi også da Ludvig træder ind i køretøjet, hvor alt virker ekstremt kaotisk og i meget
højt tempo. Billedkompositionen fremstår som meget disharmonisk, og det resulterer altså i disse
kælkede linjer, da vi skal have en følelse af, at bilen svinger fra højre til venstre. Endnu engang vil
instruktøren vise os, at forældrene lever i en verden, hvor der ikke er tid til så meget af det
familiære. Det ses fx ved, at moderen spørger Ludvig omkring Alice, samtidig med at hun gør ham
ren om munden, alt sammen i et hæsblæsende tempo, hvor han knap nok har overskud til at svare
hende.
Da de træder ind i bygningen, skal Ludvig klædes i tøjet, og det gøres imens, at de bærer ham hen
mod sceneindgangen. Igen er der ikke meget tid, og alt foretages samtidig med noget andet. Vi ser
nu også en low-key belysning, med lange skygger og dystert lys. Vi ved der skal ske noget, for vi
kan fornemme det på belysningen og stemningen. Her er kamerapositionen også et kort øjeblik sat
som frøperspektiv, for at vi skal få en følelse af, at han skal ind til noget stort. Vi forventer, at der
sker noget drastisk nu, for det er der lagt op til. Han bliver pludselig hevet ud af rollen som den lille
dreng, og er nu iført fint tøj, og skal tilmed stå på en scene foran et publikum.
Det er værd at lægge mærke til de børn der står rundt omkring i siderne, da Ludvig bæres hen mod
sceneindgangen. De kunne i dette tilfælde symbolisere de tårnhøje forventninger, som forældrene
har til Ludvig.
De står pænt på række i fint tøj, og holder stolt deres instrument, imens de kigger forventningsfuldt
på Ludvig. Inden han træder ind, kommer en hulkende pige ud, og vi ved nu, at børn ikke altid lever
op til de høje krav, som de ofte får stillet. Da han træder ind på scenen, er beskæringen supernær,
altså er der fokus på hans ansigt, og intet andet. Den beskæring repræsenterer os, beskueren, for vi
sætter os i Ludvigs sted, og vi kan se på hans ansigt at han ser utrolig nervøs ud, hvilket også
resulterer i, at han synker dybt. Vi føler med ham. Det skal dog blive værre for Ludvig, da han har
glemt at lyne sin lynlås til bukserne, hvorefter han i forsøget på at lyne dem, taber sine papirer, der
gør, at han bliver latterliggjort af publikum. Man fristes næsten til at sige, at det mest at alt ligner et
uddrag fra en Ludvig Holberg komedie, eller en meget dårlig start, for den tyske storkomponist,
Ludwig van Beethoven. Men navnet kan have mange referencer.
Han får sig dog sat op til flyglet, og begynder at spille Le Coeur d’ Argent, som på dansk betyder
sølvhjertet. Dirigenten bemærker straks, at Ludvig spiller forkert, og giver ham en opsang.
Musikken er meget dramatisk, og vi får en fornemmelse af, at der er noget på spil her. Musikken er
enorm vigtig for kortfilm, da man har så få minutter til at udtrykke sig, på bedst mulig måde.
Richard Raskins 4 parameter i hans 7 parametre for, hvad en god kortfilm er, lægger da også stor
vægt på dette, og hvor essentielt det egentlig er. I ”Ska’ vi være kærester?” kan vi ligefrem tale om
incidentalmusik, hvor musikkens faktiske personer er portrætteret, og i denne sammenhæng ser vi
det i form af symfoniorkestret.
Papiret er faldet på gulvet, men Ludvig fortsætter ufortrødent. Han er ikke ligesom de andre
musikere, altså de voksne, som er afhængige af papirerne. Han bruger sin barnlige intuition og
naivitet, og sidder, stadig i iført sine fodboldstøvler, og spiller derudaf. Alice træder ind i salen, og
vi ser nu en krydsklipning, hvor de to historier genforenes. Historien mellem Ludvig og Alice, og
den nuværende situation, hvor han skal leve op til de store ambitioner. Dirigenten bemærker at
Ludvig kommunikerer med Alice, men vender blot øjnene. Lige bagefter ses et ultranært billede af
sølvhjertet som Alice bærer, og vi forstår instruktørens mål med beskæringen; det er det
altafgørende moment, vi skal være vidner til nu.
Han er tvunget til at rappe, da Alice ellers vil forlade ham, og han griber straks mikrofonen og
rapper, samtidig med at orkestret spiller videre. Vi ser, hvordan voksenverdenen, og børneverdenen
smelter sammen, ved at nogle professionelle musikere, spiller til et rap nummer som en lille dreng
har sunget, for en pige ude i en skov.
Efter rapsangen er fuldført, ser vi hvordan slowmotion effekten er benyttet, da Ludvig løber hen til
sit flygel. Det er gjort fordi vi som beskuer skal nyde sekvensen, og iagttage hvad der sker. Inden
han sætter sig ned, er der også flot gjort brug af mickey-mousing, da man hører en hvinende lyd af
bildæk der bremser, men hvor det her er Ludvig der standser op for at sætte sig ned. Vi kan også
tale om en kontrapunktisk lyd, hvor humoren er integreret i lydsiden. Kort efter kaster Alice sin
halskæde, og vi ser hvordan slowmotion igen er benyttet. Den filmiske tid er meget længere end den
faktiske, og det er et godt virkemiddel at gøre brug af, hvis man vil skabe suspense, som vi ser det i
dette tilfælde. Alice forlader nu salen, og Ludvig modtager halskæden af dirigenten, som også roser
Ludvig for hans præstation.
Dirigenten har ændret adfærd, og det er der en god grund til. Han er vant til at folk adlyder ham, og
han når han står på en scenen, så er han chefen. Men her kommer en lille dreng, som kæmper for
noget, han kæmper for kærligheden, og han vinder hendes hjerte. Det at gå imod strømmen, og
turde tage chancer, giver ofte bonus, og det bliver dirigenten i det her tilfælde imponeret over. Til
sidst ses Ludvig løbende hen mod beskueren, og der bliver gjort brug af et frossent billede, eller et
stil-billede om man vil, hvor vi ved at nu er historien slut, og det endte lykkeligt for dem begge.
Cyklussen bliver komplet, og både set-up og pay-off får den virkning, det skal have. Vi ser
sølvhjertet i starten, og vi hører også rappen (set-up), og til sidst indgår begge elementer, for at
afrunde historien, og beskueren får en følelse af genkendelighed (pay-off). Præmissen i filmen må
siges, at være ungdommelig kærlighed, og hvordan livet er fuld af, til tider, kaotiske momenter og
folk, der gerne vil ”ødelægge” det for en. Ludvigs forældre er tæt på at sabotere hans plan, men det
lykkedes dem ikke. Tankerne leder os strakt hen på eventyr genren, og her er kontraktmodellen
værd at belyse.
Kontrakt
Ludvig sidder sammen Alice i sin båd, ude i naturen. Alt er fredeligt (hjemme).
Kontraktbrud
Hevet ud af den rolige hverdag, og hevet ind de voksnes hektiske hverdag (ude)
Genetablering af kontrakt
Han vinder sølvhjertet, og dermed Alices kærlighed, og det hele er nu godt igen (hjemme).
Holder vi os indenfor eventyr genren, kan det med rette siges at Ludvig er protagonisten, forældrene
er antagonisten, og belønningen består af sølvhjertet/Alice. Måske er navnet Alice også valgt
bevidst, da det kan være en reference til ”Alice i eventyrland”. Det er hendes eventyr, og hendes
prins hedder Ludvig.