1
Jakob Ejersbo, ”Revolution”
”Slangen Vej”
Inden forfatteren Jakob Ejersbos død i 2008, nåede han at færdiggøre sin nu anerkendte
trilogi om det forladte Afrika. ”Revolution”, som jeg har valgt at centrere denne opgave
om, er anden del af trilogien. Til forskel fra de andre skrevne værker i samme trilogi, er
”Revolution” den eneste novellesamling - både ”Eksil”, den første del, og ”Liberty”, den
sidste del, er romaner. Dog, til trods for trilogiens forskellige opbygninger, bærer alle tre
bøger præg af genkendelige træk: bøgernes fortællinger har alle forskellige fortællere,
men en stor del af personerne går igen igennem hele trilogien. Ligeså omhandler alle tre
bøger i trilogien børn og unge der alle som én har én eller anden form for tilknytning til
den byen Moshi i Tanzania.
Novellesamlingen ”Revolution” er bygget op af 9 forskellige noveller. Efter at have læst
hele novellesamlingen, besluttede jeg at lægge fokus på den 5. i rækken – ”Slangens Vej”.
Grunden til, at ”Slangens Vej” forekom som det optimale valg til denne opgave var, at
den især beskæftiger sig med tematikker som fattigdom, ubalancen imellem de rige og
fattige og sidst men ikke mindst også hvilke midler et menneske vil være villig til at gribe
til for at slippe ud af fattigdommens barske klør.
”Slangens Vej” er uden tvivl den mest barske og brutale fortælling ud af alle 9 noveller og
sprang mig allerede i øjnene ved første glimt – dog ikke på grund af hvordan teksten var
fortalt, men på grund af novellens navn.
Fortællingen ”Slangens Vej” skildrer den sociale ulighed i den fattige fattige arbejderby
Zaire i Tanzania. Læseren følger jeg-fortælleren Moses, en erfaren minegraver med et
lettere bittert sind, som arbejder i tanzanitminerne i Zaire. Igennem hans øjne opleves der
på nært hold en tilværelse, hvor ulykker konstant koster hans kollegaer livet.
Først efter at have læst novellen fra enden til anden, finder man ud af, hvorfor
fortællingen netop er navngivet som den er. En slange er, i denne sammenhæng, en
2
mindre dreng der kan kravle ind i de smalleste sprækker i minerne og bringe frisk vand til
arbejderne. Moses selv er vokset op i minerne og var selv en slange engang, før han blev
en erfaren minearbejder med store drømme om at bryde ud af fattigdommens klør.
Novellen starter in medias res, hvor læseren hurtigt, kort og kontant bliver introduceret til
det barske miljø som Moses færdes i. Moses arbejder i en tanzanitmine uden stige i 20
meters dybte under jordens overflade. Hans arbejde består i at hakke efter tanzanitsten -
en meget værdifuld, blåskinnende sten som skal sælges videre til store firmaer i Amerika.
At ramme ”åren” i klippen, hvor de store, flotteste sten er, er hans drøm – det er hans
eneste mulighed for at komme ud af den ekstreme fattigdom han lever i, uden at bekymre
sig om, hvis liv han kommer til at ofre, bare det ikke er hans eget.
”Hamza lyser sin lygte direkte ind i min røv som en syg læge og bevæger sig hen
mod mig. ”Du skal ikke røre mig,” siger jeg. ”Så tag den selv ud,” siger Hamza.
”Jeg har ikke nogen sten i min røv,” siger jeg. Hamza står tæt bag mig – jeg
kigger over mod mzee Akrabi, som står med pistolen i hånden og rømmer sig. ”Jeg
kan ikke lade dig slippe med en sten – pengene skal gå til minen, så alle kan spise,
indtil vi rammer den store,” siger mzee. Han vil have alt fra mig – også min ret til
at være menneske.”
- Side 187, linje 5 - 13.
Moses undertrykte eksistens spiller meget ind i hans bitre væremåde – cheferne for
minerne lader ingen sten gå til spilde og lader arbejderne undersøge alle tænkelige steder
inden de får lov til at komme op ad ”hullet”, som Moses omtaler den mine, han arbejder i.
Citatet ovenfor skildre forholdet mellem cheferne (mzee Akarabi og hans håndlanger,
Hamza) ganske præcist – at blive gennemsøgt overalt på kroppen er ganske normalt. De
bliver behandlet som dyr; selv døde arbejdere, der er kollapset i minerne grundet
iltmangel eller sammenstyrtning af minen bliver gennemsøgt i penishoved og bagdel – det
kunne jo godt være, at en anden arbejder havde skjult noget i liget, som arbejderen skulle
slæbe op til overfladen. Dog lykkedes det i starten af novellen Moses at smugle en lille
3
tanzaitsten ud af minen - hans gamle ven dør i en uheldig udgravning og Moses, der
efterhånden er blevet erfaren efter så mange år i minerne, smugler en lille tanzanitsten ud
i sin døde vens manglende øje. Pengene han får for stenen i den smudsede storby
Mererani Township, bliver brugt til mad, stoffer, sprut og kvindligt selskab – derved kan
han i et splitsekund glemme sin elendige tilværelse, indtil han bliver tvunget tilbage i
mørket.
”Slangens Vej” er skrevet i et meget barskt sprog, præget af slang og skældsord og er især
vulgært når det omhandler sex. Dog synes sex-scenerne i novellen at beskrive hvorledes
Moses i virkeligheden længes efter noget fast og normalt – han længes efter den
menneskelighed, der bliver frarøvet ham i minerne. For eksempel (se citat nedenfor) da
det var lykkedes Moses at smugle en lille tanzanitsten forbi cheferne, benytter han sig af
en prostitueret kvinde – en kvinde, der næsten kan give ham en følelse af varme og
velbehag.
”Kvinden er ung – ikke dygtig i sataniske tricks, som en Arusha-malaya. Når jeg
er i hende, er det næsten som en følelse af varme og velbehag.”
- Side 193, linje 1 – 3.
Sex spiller en stor rolle i denne novelle, hvilket også er grunden til, at den forekommer
barsk og en anelse ubehagelig. Ved en anden sekvens i novellen, oplever læseren hvordan
Moses og hans ven Shirazi giver ung dreng stoffer, hvorefter de begge to voldtager ham.
Moses refererer til drengen som ”den” - altså intetkøn (”I tykt mørke kunne den lige så
godt være en pige” – side 219, linje 21), hvorefter han bilder sig selv ind, at drengen er
en pige (” Jeg pumper hende hårdt – jeg er en stor maskine i hendes stramme papaja” –
219, linje 23 - 24)
Ejersbos hudløse skriverier danner et barsk og realistisk billed af, hvordan det dyriske
kommer op i mennesker og med sproglige virkemidler som vulgært sprog og vendinger,
lykkedes det ham at få bragt historien til live og gjort den, om muligt, endnu mere dyrisk,
rå og ubehagelig.
4
Dog, hen mod slutningen af novellen, forekommer den mest vulgære og makabre
sekvens, som både iscenesætter Moses som karakter, men også beskriver hvilke midler en
undertrykt, fattig sjæl vil gøre for at slippe ud af fattigdommens barske klør.
””Hun er bevidstløs”, siger jeg, ”men hun kan mærke min kærlighed.” Jeg
begynder at pumpe ind i hende, spytter hende i ansigtet, slår hende med flad hånd.
Hun stønner, en spasme ryster gennem hendes krop. ”Ja,” siger jeg, mens jeg
pumper hurtigt. ”Moses giver dig tilfredsstillelse.””
- Side 222, linje 22 – 26
Citatet ovenfor er taget fra slutningen af novellen. Moses nye kvindelige chef, mama
Bomani, er amerikaner og beskrevet som værende smældfed og meget ubehagelig.
Arbejderne har netop ramt den længe ventede ”åre” i minen og i sin iver for at se efter,
falder Bomani ned af stigen og slår sig bevidstløs.
”Kan de ikke se, at vi har... gjort ting ved hende?” spørger han. ”Hvem kan se
det?” spørger den magre fyr. ”Politiet,” siger slangen. ”Politiet kommer ikke
her,” siger den magre. ”Hvem skal hun brokke sig til i helvede?” spørger jeg.
”Satan?” ”Men Gud kan se os,” siger slangen. ”Guds øje når ikke til Zaire,”
siger jeg. Jeg vender mig fra soen, dukker ind i minegangen, Shirazi lige bag mig.
Jeg har pistolen i hånden. Jeg skal høste.”
- side 223, linje 23 – 31.
Grunden til, at netop disse to sekvenser af fortællingen er uhyre interessante er, at de både
iscenesætter Moses som karakter, men også kan bruges til at foreklare hvorfor Moses
tackler situationen som han gør - dette er hans måde at tage hævn for alle de undertrykte
år som minearbejder, dette er hans måde at tage kontrol på.
Igennem hele novellen fremstilles Moses som en kold og kynisk jeg-fortæller, der er
fuldstændig følelsesmæssigt ude af balance. Han har et bittert og hævngerrigt sind og vil
vitterligt gøre alt hvad han kan for at slippe ud af det mørke, han afskyer så inderligt.
5
Derfor gjorde den sidste korte sætning i fortællingen (”Jeg skal høste”) især et indtryk på
mig som læser. Når konteksten læses, er det ingen hemmelighed, at ”at skulle høste” skal
tolkes som at han skal ind og have fat i så mange store, flotte Tanzanitsten så muligt,
uanset hvor mange af sine kollegaer og kammerater, han skal slå ihjel.
Novellen er en episk fortælling skrevet i prosaform. Som nævnt tidligere, starter novellen
in medias res og foregår kronisk uden flashbacks. Fortællinen er hele vejen igennem
skrevet i nutid, hvilket, kombineret med den eksplicitte fortælleteknink, danner en form
for struktureret kaos. Ved brug af denne eksplicitte fortælleteknik oplever vi kun historien
igennem én persons øjne, hvilket vil sige at den begrænsede synsvinkel er personbundet.
Der er en tydelig stream of consciousness gennem hele novellen, da denne fortælleform
tillader karaktererne at udtrykke begivenheder, følelser og overvejelser i samspil med
hinanden – en sproglig egenskab, der blot fremhæver det realistiske og, i denne novelle,
de dyriske egenskaber, et menneske besidder.
Jeg-fortælleren er den eneste ”runde” person i hele fortællingen – Moses er langt mere
nyanceret beskrevet end andre nævnte karaktere, da vi har klart indblik til hans tanker,
følelser og holdninger til alting. Alle andre personer i fortællingen er ”flade” personer,
som vi ikke får indblik i. Disse personer har alle en egenskab og bruges som redskab i
teksten for at skubbe handlingen fremad.
Tekstens struktur er rodet og føles meget stresset – noget, jeg er sikker på ikke er et
tilfælde fra Ejersbos side. Ved at dele teksten op i så mange kommaer, skaber det en
følelse af travlhed og realisme – man ér der virkelig, man indlever sig i jeg-fortællerens
oplevelser. (”Jeg drikker vand, maven som en ballon, pisser som en elefant, sover i skuet,
drikker videre” – side 218, linje 8 – 9.)
For at perspektivere til 90’er noveller, kan der lægges fokus på det dyriske, på kroppen og
på fortælleteknikken. 90’er noveller er oftest karakteriseret ved at være fortalt i i
førsteperson ental og med historier, der ofte udspiller sig i kroppens rum. Det siges at
”kroppen bliver brugt som scene”. Det menneskelige forfald bruges til at afspejle en
situation i samfundet – der forekommer antydninger om, at der i fortiden er foregået
nogle ting, som har en indflydelse på personernes opførsel - som Erik Skyum Nielsen
siger: ”Sammenbruddene i teksten miner et sammenbrud i civilisationen og tanken, uden
6
dog direkte at afbilde det.” (”Novellen Lige Nu (Om 90’er Novellen”)
Typisk for 90’er-noveller er, at der hersker en stor optagethed af samfundet, hvor det især
er relationer imellem mennesker, der lægges fokus på. Der skives om, hvad der gør disse
mennesker ødelagte, fremmedgjorte eller ensome – hvoraf mange personerne ender med
at blive sindssyge eller udfører utænkelige perversioner.
Til trods for at disse observationer passer glimrende på netop ”Slangens Vej”, er der også
betydelige foreskelle mellem netop denne fortælling og de typiske 90’er-noveller.
Typisk for 90’er-noveller er, at de er skevet ganske minimalistisk. Der er ikke lange
beskrivelser af, hvad personerne tænker og føler, ej heller reflektioner af situationerne -
der er skåret helt ind til benet i indholdet og som læser får man kun de vigtigste
oplysninger. Dette er en endnu klar ulighed mellem ”Slangens Vej” og de typiske 90’er-
noveller.
Med alle disse observationer og den dybtegående analyse af novellen kan det
konkluderes at, til trods for at være skrevet i årstallet 2009, bærer ”Slangens Vej” præg af
den typiske 90’er-novelle skrivestil – men adskiller sig ligeså fuldstændig fra den.