Studiekompasset.dkKlasse: HF 2. år · Fag: SSO, Historie B
1
SSO - Slavespørgsmålet i USA
Indholdsfortegnelse
Abstract .................................................................................................................................. 2
Indledning ............................................................................................................................. 3
Slaveriets udvikling og betydning for USA’s politiske og økonomiske
situation ................................................................................................................................. 3
Baggrund for slaveriet i Amerika ........................................................................................... 3
Udvikling af slaveriet i kolonitiden ....................................................................................... 4
Udvikling af slaveriet i den frie verden ................................................................................ 6
Slaveriets betydning for USA’s politiske situation ........................................................... 6
Slaveriets betydning for USA’s økonomiske situation ..................................................10
Samtidens synspunkter om slaveri og slavehandel ............................................ 11
Synspunkter om slaveri og slavehandel i kolonitiden ..................................................11
Synspunkter om slaveri i ligeberettigelsens tidsalder .................................................12
Abolitionister i USA....................................................................................................................13
Frinegre i Nord ............................................................................................................................14
Slaveriet og slavespørgsmålets betydning for den amerikanske identitet og
selvforståelse .................................................................................................................... 14
Ideer, myter og den amerikanske identitet ......................................................................14
Revision af identitet og selvforståelse ................................................................................16
Konklusion ......................................................................................................................... 17
Litteraturliste .................................................................................................................... 19
2
Abstract
This essay focuses on the institution of slavery during the time between the
American declaration of independency in 1776 and the abolition of slavery in 1865.
Based on information regarding the origin and development of slavery in relation to
the political and economical development of the USA it can be concluded, that the
slavery developed to fulfil the increasing labour shortage during an extensive
development in the agricultural industry, which was the foundation of the economical
success of USA. The political and public arguments and the sentiments regarding
slavery and slave trade were largely influenced by the importance of slavery to the
political stability and the economical success of the Union. In spite of the spirit of the
Declaration of independence and the Founding Fathers only a small minority of
politicians and citizens expressed criticism towards the slavery based on ideological
principles in regard to the rights of man. In comparison to the original ideas and
myths regarding to the American identity it is apparent that the myths have been
adjusted or changed, and in some cases the slavery and abolition of the slaves have
proven the myths. The American myths and identity have proven to be adjustable.
3
Slavespørgsmålet i USA
Indledning
Med udgangspunkt i en redegørelse for baggrunden for slaveriet i Amerika
redegøres og diskuteres efterfølgende udviklingen af slavehandel og slaveri i de
følgende godt 200 år set i lyset af slaveriets betydning for USA’s politiske og
økonomiske udvikling i perioden indtil slaveriets frigivelse i 1865. Årsagerne til
udvikling i slaveriet og slavehandlen søges samtidig belyst i relation til betydningen
for USA’s økonomiske udvikling i samme periode.
På baggrund af en gennemgang af forskellige synspunkter til slaveriet og
slavehandlen i den samtidige debat, vurderes synspunkterne i relation til samtidens
ideologier om menneskets frihedsrettigheder, raceteorier og det praktiske og
økonomiske perspektiv til slaveriet.
Derudover vurderes og undersøges betydning af slaveriet og slavespørgsmålet
i forhold til den amerikanske identitet og selvforståelse ved en sammenligning af
oprindelige identitetsmyter og de kendsgerninger og ideer som ligger til grund for det
moderne amerikanske samfund.
Afslutningsvis sammenfattes de ovenfor nævnte redegørelser og vurderinger i
relation til slaveriet i USA i perioden mellem Uafhængighedskrigen og tidspunktet for
slaveriets frigivelse i en kort konklusion.
Slaveriets udvikling og betydning for USA’s politiske og
økonomiske situation
Baggrund for slaveriet i Amerika
Udviklingen af slaveriet skal ses i perspektiv til baggrunden for, at man
oprindeligt begyndte at anvende slaver som arbejdskraft i Amerika. I europæernes
begyndende kolonisering af Amerika i begyndelsen af 1600-tallet var der mangel på
arbejdskraft til tobaksdyrkning, da mange indvandrere døde af malaria, dysenteri og
andre klimasygdomme. Tidlige forsøg på anvendelse af den indfødte indianer som
arbejdskraft viste sig uholdbar, og de blev regnet for upålidelige. Man hvervede
kontraktforpligtede tyende fra Europa, som immigrerede til Den Nye Verden med
4
betalt billet og forpligtelse til at arbejde i en bestemt årerække som betaling for
billetten, kost og logi. I 1619 blev de første afrikanske slaver, en lille gruppe på 20,
bragt til Virginia af et Hollandsk slaveskib. Man ved ikke med sikkerhed, om disse
første grupper af afrikanere blev betragtet som slaver ved ankomsten, men
oplysninger i velbevaret arkivmateriale angiver, at slaverne også havde mulighed for
at arbejde og købe sig fri af slaveriet.
Allerede fra 1550’erne importerede spanierne tusindevis af afrikanske slaver
til de spanske kolonier i Mellem- og Sydamerika. De havde dog indledningsvis
forsøgt at anvende den indfødte befolkning som slaver, men indianerne døde i
tusindetal af de sygdomme, som europæerne bragte med sig. Fra sidst i 1500-tallet
begyndte Portugiserne at anlægge sukkerplantager i den portugisiske koloni,
Brasilien, og i den sammenhæng blev afrikanske slaver også et godt og økonomisk
alternativ
1
. Snart fulgte andre europæiske lande med i opdyrkningen af deres
vestindiske kolonier, og flere europæiske lande tog del i den atlantiske slavehandel.
Den såkaldte trekantshandel, som blev startet af handelskompagnier i Europa, var en
tre benet strækning fra Europa med varer, som var efterspurgte i Afrika, dernæst fra
Afrika med slaver til Amerika, hvor slaverne blev ombyttet for varer, som var
efterspurgte i Europa, herunder ris, tobak, kaffe, råsukker og bomuld.
2
På baggrund af oplysninger i et velbevaret arkivmateriale fra Virginias
kolonitid kan man konstatere, at de første afrikanske slaver/arbejdere ikke blev
behandlet anderledes end de hvide arbejdere. Der er ikke noget som tyder på, at
afrikanerne blev behandlet anderledes på grund af deres race, og der er ingen
oplysninger om racistiske forskelsbehandlinger. Der er dog oplysninger om slaver,
som er blevet frigjorte efter i en bestemt tidsmæssig periode at have serviceret
handelskompagniet eller kolonien
3
. På baggrund af arkivmaterialet kunne man udlede,
at afrikanerne har været betragtet som kontraktarbejdere, som kunne opnå frihed efter
en årelang arbejdsperiode.
Udvikling af slaveriet i kolonitiden
Slavehandlen over Atlanten var indtil midten af 1600-tallet forholdsvis
begrænset, men som følge af Englands og Frankrigs opdyrkelse af kolonier i
Vestindien, steg behovet for afrikanske slaver, som arbejdede på sukkerplantager på
1
R.G. Grant: Den amerikansk-afrikanske slavehandel, 2002, Holte, Forlaget Flachs, , s. 14-15
2
John Christensen: Sort & Hvid, Slaveriet i Nordamerika, I, 2002, Fårevejle, Forlaget Emil, s. 43-44
3
John Christensen: 1, s. 26-27
5
de caribiske øer. Europas umættelige behov for sukker smittede af på behovet for
slaver. I de amerikanske kolonier modtog man stadig i 1600-tallet en støt strøm af
indvandrere, der i mange tilfælde havde indgået en arbejdskontrakt, men fra sidst i
1600-tallet begyndte de europæiske indvandrere at kræve bedre forhold og bedre
behandling
4
. Den arbejdskontraktbunde immigrant var en billigere investering end en
afrikansk slave, fordi man blot købte arbejdskraften for 5 år, imod tidsubestemt
service fra den afrikanske slave, som var mere bekostelig. En generel høj dødelighed
gjorde de højere fremtidsorienterede investeringer usikre, og derfor foretrak man i en
periode den mindre investering og kortere arbejdskontrakt
5
.
Som følge af faldende interesse fra europæiske indvandrere blev
slavearbejdskraften et nødvendigt alternativ, som dog stadig var for dyr så længe
hollænderne sad på den atlantiske slavehandel. Englænderne overtog slavehandlen
efter hollænderne efter en krig mellem England og Holland midt i 1660’erne. Da
Afrika-Kompagniet senere, i 1698, mistede sit monopol på slavehandlen, blev
slavehandlen givet fri til alle skibe under britisk flag, og der blev større udbud af
slaver, hvilket medførte et kraftigt prisfald, så transporten herefter ikke var forbeholdt
rige købmænd.
Slaver blev herefter hurtigt den vigtigste eksportartikel fra Afrika. I 1600-tallet
blev to millioner slaver sejlet over Atlanten, og i det følgende århundrede var tallet
tredoblet til 6 millioner
6
. Tobakskolonierne i det øvre syden var i løbet af knap 100 år
forvandlet fra samfund med slaver til slavesamfund. Slavelovgivning, som blev
vedtaget sidst i 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet fastsatte regler for
slavernes omgang med hvide, begrænsede slavernes frihed, sikrede slaveejerens
ejendomsret og retten til børn født af slaver. Hvor slavelovene i 1600-tallet var
økonomisk betinget, kom racisme til at præge 1700-tallets slavesamfund.
7
Andelen af slaver sejlet over Atlanten, som blev bragt til Nordamerika var i
perioden 46.396, og den samlede slavebefolkning i Nordamerika ved
slutningen af kolonitiden i 1776 er opgjort til godt en halv million, hvoraf 165.000
levede i Virginia.
8
4
R.G.Grant: s. 17
5
John Christensen: I, s. 28
6
R.G.Grant: s. 18
7
R.G. Grant: s. 37
8
Erling Bjøl: s. 76
6
Udvikling af slaveriet i den frie verden
Forventninger om at slaveriet ville forsvinde som en naturlig følge af faldende
produktion af slaveafgrøde, blev ikke indfriet i begyndelsen af 1800-tallet, som
modstandere af slaveriet optimistisk havde forventet omkring århundredeskiftet.
Faktisk blev det slet ikke muligt eller relevant, at afprøve teorien om at slaveriet ville
mindskes og sidenhed ophøre i takt med faldende behov for slaveri. Årsagen hertil er
den såkaldte bomuldsrevolution, som opstod i starten af 1800-tallet.
På grund af manglende importmuligheder af bomuldsklæde under
Uafhængighedskrigen opfordrede myndighederne i de sydlige stater Virginia,
Maryland og South Carolina plantageejerne til at satse mere på bomuldsdyrkning.
Bomuldsdyrkningen var en arbejdskrævende proces, men efter Eli Whitneys
opfindelse af en rensemaskine, cotton-gin, i 1793 blev det muligt at masseproducere
bomuld til et sulten afsætningsmarked. Produktionen af bomuld eksploderede og
bredte sig til North Carolina, Virginia og Tennessee, og sidenhen videre til Alabama
og Mississippi, og vandringen mod Sydvest fortsatte. Bomuldsdyrkningen var baseret
på slavearbejdskraft, og som følge af bomuldsproduktionens øgede territorium bredte
slaveriet sig ud over de oprindelige Sydstater.
Trods forbuddet mod slaveimport i 1808 voksede USA’s slavebefolkning fra
690.000 i 1790 til 1,2 millioner i 1810 og til knap 4 millioner i 1860. Den naturlige
tilvækst af slaver i perioden fra importforbuddet i 1808 indtil 1860 har ingen anden
slavebefolkning tidligere fremvist. Man skønner, at der i samme periode blev
indsmuglet omkring 250.000 slaver, men det gjorde ikke synderligt forskel.
Efterspørgslen på bomuldsslaver var umættelig op gennem 1850’erne, og på dette
tidspunkt var ca. halvdelen af USA’s slaver beskæftiget med bomuldsdyrkningen
9
.
Slaveriets betydning for USA’s politiske situation
Allerede på tidspunktet for udarbejdelsen af den amerikanske uafhængigheds-
erklæring i 1776 fremstod slaveriet som et af de emner, som potentielt kunne
forhindre enighed og fælleskab mellem de 13 engelske kolonier i Amerika. I Thomas
Jeffersons første udkast til erklæringen, som blandt andet indeholdte en lang række
klager mod den engelske konge om krænkelser af kolonierne, blev kongen også gjort
ansvarlig for, at have påtvunget kolonierne det forargelige negerslaveri bl.a. med
formuleringen ”Han har ført en grusom krig mod selve menneskenaturen og krænket
9
John Christensen: 2, s. 16
7
de helligste rettigheder til liv og frihed hos personer fra et fjernt folk, som aldrig
gjorde ham fortræd”. At denne formulering aldrig blev en del af erklæringen skyldes,
at kolonier som Georgia og South Carolina ikke ønskede at stoppe importen af
afrikanske slaver, og derudover veg også repræsentanter for de nordlige stater tilbage
for denne skrappe formulering
10
.
De politiske uoverensstemmelser om slaveri var altså allerede tilstede, da
USA blev etableret i 1776, og i 1787 blev den såkaldte Nordvestforordning, om
organiseringen af et afgrænset området i de nordvestlige territorier, vedtaget i
Kongressen. Forordningen forbød slaveri i disse territorier, som i de følgende årtier
blev udstykket i staterne Ohio, Michigan, Wisconsin, Illinois og Indiana.
11
Andre
stater i nord havde allerede tidligere forbudt slaveri, herunder Pennsylvania i 1780.
12
I samme år, 1787, besluttede delegerede for de 13 oprindelige stater sig for en
fælles forfatning, som skulle sikre det fremtidige samarbejde mellem staterne, som
efter uafhængighedskrigen havde oplevet mange indbyrdes uoverensstemmelser. Nu
kunne man måske forvente, at spørgsmålet om slaveri ville få en endelig afklaring,
men de modstridende holdninger, særligt mellem de nordlige og de sydlige stater,
forhindrede, at der kunne opnås enighed på spørgsmålet om slaveri. Sydens
afhængighed af slaveri og holdning til slaveriet forhindrede muligheden for, at der
kunne etableres en fælles forfatning med et forbud mod slaveri, og forfatningen kunne
ikke vedtages uden støtte fra Sydstaterne. Det blev således besluttet, at man i
forfatningen ikke tog stilling til slaveriets lovlighed, hvorefter dette blev henlagt til
den enkelte stats lovgivning. Dog blev det vedtaget, at slaver, som flygtede til de
slavefri stater, skulle udleveres til ejeren, når denne anmodede herom. Det blev
samtidig vedtaget at slaveimporten ikke måtte forbydes før år 1808, altså cirka 20 år
efter forfatningens formulering. Forfatningens omtale af slaver er dog skjult af
eufemismer, da de amerikanske grundlovsfædre søgte at undgå stillingtagen til
spørgsmål i relation til slaver, men det er utvivlsomt at forfatningen ikke direkte
forbyder slaveri.
I forbindelse med forhandlinger om forfatningen opstod der mellem de
slavefri stater og slavestater tillige stridigheder om, hvorvidt slaverne skulle tælles
som mennesker eller ejendom. Den indlysende fordel af, at medregne slaver som
mennesker, er den enkelte stats politiske indflydelse i Repræsentanternes Hus, som
10
John Christensen: 1, s. 111
11
John Christensen: 1, s. 119
12
R.G. Grant: s. 44
8
beregnes på baggrund af befolkningstallet. På baggrund af et kompromis, blev reglen
udformet således, at slavere skulle medregnes som 3/5 person både ved
skattefastsættelsen og beregningen af befolkningstallet i forbindelse med pladser i
Repræsentanternes Hus
13
. 3/5 kompromiset er et udtryk for en beregnet, afbalanceret
politisk handel mellem partere, som alene skulle sikre, at Sydstaterne havde en
afbalanceret indflydelse på fremtiden i fællesskabet. Allerede på dette tidspunkt var
der i syden en forholdsvis stor andel af slaver, og selv om man i syden opfattede
slaverne som ejendom, så havde syden i kraft af slaverne en forholdsvis stor andel af
produktionen i de 13 stater, og man fandt det derfor afgørende, at Sydstaternes
fremtidige indflydelse reflekterede sydens økonomiske indflydelse på fællesskabet.
Kompromiset gav Syden mere indflydelse i Unionen i kraft af antallet af slaver, men
det betød dog ikke at man havde tænkt sig at give slaverne stemmeret.
Uoverensstemmelser om slaveriet var anledning til stadig flere konflikter
mellem de slavefrie stater og slavestaterne, særligt i forbindelse med USA’s
territoriale ekspansion mod sydvest. Missouri, der var en del af Louisianaterritoriet,
som Frankrig havde overladt til USA i 1803, søgte i 1819 om optagelse som stat i
USA med en forfatning, som tillod slaveri. På det tidspunkt omfattende unionen 11
slavestater og 11 fristater, og på baggrund af befolkningen i Missouri, ville Syden få
overvægt i Senatet og bevare sit traditionelle greb om magten i Washington. Den
alvorlige krise mellem Nord og Syd blev løst ved et kompromis, som bl.a. sikrede en
geografisk nordlig grænse for slaveriets videre udbredelse og oprettelse af staten
Maine. Ved dette kompromis sikrede man, at balancen mellem Nord og Syd var
uberørt for så vidt angår den politiske indflydelse i såvel Repræsentanternes Hus og i
Kongressen. Man kunne få en stærk mistanke om, at politisk indflydelse og
magtbalancen mellem Nord og Syd var vigtigere end ideologiske holdninger for eller
imod slaveriet.
Texas blev i 1836 udråbt som en selvejende republik, efter bosatte
amerikanere havde gjort oprør mod Mexico by. Det var planen, at Texas skulle
indlemmes i USA, hvilket slavemodstandere i Nord protesterede højlydt imod, da de
frygtede at Texas ville blive opdelt i yderligere 5 separate slavestater. Derved ville
den politiske magtbalance vippe definitivt til fordel for slaveejerne. Trods protesterne
blev Texas annekteret som amerikansk stat i 1845. I 1848 annekterede USA tillige
land erobret fra Mexico, og det erobrede land blev udstykket i staterne Californien,
13
John Christensen: 1, s. 119
9
Arizona, New Mexico, Utah, Nevada, Colorado og Wyoming. Debatten mellem Nord
og Syd blev mere indædt, og slaveriet dominerede den politiske dagsorden
14
.
I løbet af 1850’erne blev uoverensstemmelserne mellem tilhængere og
modstanderne af slaveriet til stadighed større, og konflikterne mellem staterne i nord
og staterne i syd dominerede den politiske debat. Da Abraham Lincoln i 1860 blev
valgt til USA’s 16. Præsident forventede Sydstaterne, at deres slaver øjeblikkeligt
ville blive frigivet, idet man under valgkampen havde hidset sig selv op til at tro, at
dette ville være konsekvensen af Lincolns sejr. Det var dog ikke i overensstemmelse
med Lincolns hensigter, han var slaverimodstander men ikke abolitionist. Han
ønskede ikke at afskaffe slaveriet, men forhindre at det bredte sig til nye stater. Han
forestillede sig en gradvis afvikling af slaveriet ved erstatning til slaveejerne efter
engelsk forbillede. Så snart valgresultatet forelå, erklærede staten South Carolina sig
løsrevet fra USA, og de øvrige bomuldsstater fulgte efter
15
. I februar 1862 oprettede
disse 7 stater en ny nation, Amerikas Forbundne Stater, CSA. Senere sluttede også
Arkansas, North Carolina, Tennessee og Virginia sig til CSA. Borgerkrigen mellem
nord og syd blev en realitet, da Præsident Davis gav ordre til at bombardere Fort
Sumter i Charlestons havn.
Borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne var således en konsekvens af, at
Sydstaterne trak sig ud af unionen. Nordstaterne betragtede ikke krigen som et
korstog mod slaveriet, men en kamp for et samlet USA. Under borgerkrigen skrev
Præsident Lincoln i 1862:
”Hvis jeg kunne redde Unionen uden at give nogen slave fri, ville jeg gøre det.
Og hvis jeg kunne gøre det ved at frigive alle slaver, ville jeg gøre det. Og
hvis jeg kunne gøre det ved at frigøre nogle og ikke andre, ville jeg gøre
det.”
16
Udenrigspolitiske hensyn blev afgørende for, at borgerkrigen i slutningen af 1862
blev en kamp mellem for og imod slaveriet, da Lincoln offentliggjorde en foreløbig
erklæring om slavernes frigivelse. I Nord vakte frigivelsen ikke udelt begejstring, og i
Syd udløste den raseri fra slaveejerne, som havde to milliarder dollars bundet i denne
14
John Christensen: 2, s. 15
15
Erling Bjøl: s. 211
16
R.G. Grant: s.52-53
10
arbejdskraft. Erklæringen blev opfattet som et overgreb på den ukrænkelige
ejendomsret.
Slaveriets betydning for USA’s økonomiske situation
I koloniperioden havde slaveriet en forholdsvis begrænset betydning for
koloniernes økonomi. Indtil midten af 1600-tallet var det stadig muligt og mere
økonomisk rentabelt at ansætte kontraktligt forpligtet tyende fra Europa. Det var mere
kostbart at købe en afrikansk slave, og der var nogen usikkerhed forbundet med
investeringen, idet lovgivningen endnu ikke præciserede ejendomsretten. Derudover
udgjorde stor dødelighed blandt importerede slaver en stor risiko ved investeringen. I
slutningen af 1600-tallet blev det dog mere rentabelt at købe slaver, da prisen for
slaver var faldet drastisk som følge af øget Atlanterhavstransport. At slaveriet blev
øget i omfang, kan derfor henføres til den økonomiske fordel ved slaveriet fremfor
ansat og lønnet arbejdskraft. Ved afslutningen af kolonitiden var priserne på tobak så
lave, at slaveejere overvejede om det kunne betale sig at holde slaver mere. Slaverne
var i perioden forud herfor benyttet hovedsagligt til tobaksdyrkningen, risdyrkning,
indigodyrkning og den endnu ubetydelige bomuldsdyrkning, som krævede manuel
arbejdskraft. I slutningen af 1700-tallet sker der en eksplosiv udvikling i
bomuldsdyrkningen, og behovet for slaver var umætteligt
17
.
Bomulden blev en afgørende faktor for den territoriale ekspansion af USA, og
den lagde grund til den økonomiske vækst, som forvandlede Nordstaterne til et
moderne industrisamfund og den skabte store individuelle formuer i Sydstaterne. Da
bomuldsdyrkningen var slavearbejde, betød ekspansionen af bomuldsdyrkningen også
en ekspansion af slavestater. Derudover betød den øgede produktion også vækst i
antallet af slaver. Optrapningen af slaveriet i Sydstaterne var sket i takt med at
bomulden blev Sydens altdominerende salgsafgrøde. Optrapningen af slaveriet havde
også positiv økonomisk effekt for de slaveejere, som ikke dyrkede bomuld, idet prisen
på slaver steg dramatisk i takt med efterspørgslen fra bomuldsproducenter.
Nordstaterne opnåede også en stor andel af den blomstrende økonomi, der fulgte med
bomuldsdyrkningen. I Nordstaterne fik man fra starten tilkæmpet sig en vigtig rolle i
bomuldsøkonomien, idet man producerede færdigvarer af Sydens bomuld, og bagefter
solgte disse færdigvarer til Syden. Derudover eksporterede man mange andre varer til
Syden, idet Syden satsede meget ensidigt på bomuldsdyrkningen.
17
Erling Bjøl: s. 76
11
I årene op til Borgerkrigen oversteg værdien af Sydens bomuldseksport
værdien af alle USA’s andre eksportprodukter tilsammen. Sydstaterne dækkede tre
fjerdedele af verdens samlede efterspørgsel efter råbomuld, og Sydens
bomuldsproducenter så sig selv som magtfulde uundværlige aktører på den globale
scene. Mange amerikanere havde betragtet slaveri som forkasteligt og en forældet
arbejdsform i tiden omkring Uafhængighedskrigen, men holdningen ændredes fra det
øjeblik bomuldsdyrkningen blev rentabel. Al snak om slavernes gradvise frigivelse
forstummede i de bomuldsproducerende Sydstater. Selv plantageejere, som ikke
dyrkede bomuld, tjente store gevinster på bomuldsproduktionens behov for slaver, da
værdien af slaver steg eksplosivt, så stilheden på dette punkt bredte sig i Syden.
18
Samtidens synspunkter om slaveri og slavehandel
Synspunkter om slaveri og slavehandel i kolonitiden
Før 1700-tallet byggede opfattelsen af de sorte afrikanere hovedsagligt på
fordomme, der kunne tjene som påskud for at behandle afrikanerne som en
laverestående menneskeart uden disse dog giver en forklaring på slaveriet. Flere
historikere har påpeget, at de blev gjort til slaver, fordi det viste sig at være rentabelt
og den eneste realistiske løsning på plantageejernes mangel på arbejdskraft.
Racistiske argumenter for slaveriet udvikledes først i 1700-tallet.
19
Racismen kom til at spille en stor rolle i 1700-tallets slavesamfund. I
indledningen til South Carolinas slavelov fra 1712 hed det sig, at de sorte var:
”barbariske, vilde, brutale naturer og (…) helt uskikkede til at blive regeret af denne
provins’ love, sædvane og praksis”.
20
Forskelsbehandlingen fik et klart raceideologisk
præg, hvorefter sorte var slaver, og sorte slaver befandt sig på et primitivt, nærmest
dyrisk stade. At slaverne alle blev karakteriseret som vilde og primitive af lovgiverne
medførte en holdningsændring til slaverne blandt de hvide, som ikke blot vakte
foragt, men også frygt. Frygten for slaverne, og eventuelle slaveoprør medvirkede til
systematisk voldsanvendelse i såvel lovgivning som praksis.
18
John Christensen: 2, s. 16-17
19
John Christensen: 1, s. 30-31
20
Ibid, s. 33
12
Synspunkter om slaveri i ligeberettigelsens tidsalder
Den 4. juli1776 erklærede Amerikas Forenede Stater sig uafhængige af britisk
overherredømme i Uafhængighedserklæringen, der på flere punkter var inspireret af
Oplysningstidens store tænkere. Overbevist af Thomas Paine, som i januar 1776
havde udgivet det politiske skrift Sund fornuft (Common Sense), erklærede de 13
engelske kolonier sig uafhængige af England. Det gennemgående tema i oprøret mod
det britiske overherredømme var menneskets naturlige frihedsrettigheder, retten til liv,
frihed og søgen efter lykke. Som tidligere anført var der blandt de frihedskæmpede
politikere uoverensstemmelse i opfattelsen af, hvorvidt slaveriet kunne bestå som
institution i et samfund, som byggede på principper om lighed og frihed. Der var
derimod ingen tvivl om, at Oplysningstidens store tænkere fandt slaveriet økonomisk
og moralsk angribeligt og det store moralske dilemma var åbenbart
21
.
I Sydstaterne havde liberale politikere støttet idegrundlaget om, at slaveriet
tilhørte i en mindre oplyst epoke, og at den ville dø i ligeberettigelsens tidsalder.
Påvirket af friheds- og lighedstankens blodige bagside afsløret af den franske
Revolution skete der et skift i holdningerne i Syden. Da bomuldsrevolutionen på
samme tid påviste behovet for slavearbejdskraft, endte slaveriet med at blive betragtet
som fundamentet for Sydens konservative samfundsorden. Med anvendelse af
eufemismer, såsom Sydens ”særlige institution” fik debatten en mere saglig tone, når
man argumenterede for slaveriet som forudsætningen for Sydens bomuldsproduktion,
og dermed hele USA’s økonomiske vækst. Den moralske berettigelse af slaveriet blev
ikke længere diskuteret. Enhver diskussion om slaveriet var fuld af henvisninger til
den sorte races ringe intellektuelle formåen og slet udviklede moralbegreber. Slaveriet
var ifølge disse teorier negerens normale og naturlige tilstand, og naturforskere
fremlagde ”beviser” for racens biologiske underlegenhed. Man sammenlignede med
tidligere civilisationers grundlag i slaveriet som institution
22
.
Modstandere af slaveriet henviste til den ideologi og de principper, som netop
lå til grund for USA’s egen frihedskamp, og konkludere, at slaveriet stred mod
fundamentet af nationen. Tilhængere af slaveriet argumenterede for, at slaver ikke
havde menneskerettigheder, idet de sorte afrikanere ikke tilhørte den samme race som
hvide mennesker. Teologi blev også anvendt i argumenter for eller imod slaveriet, og
21
John Christensen: 1, s. 113
22
John Christensen, 2, s. 31-32
13
biblens ord blev fortolket i den retning, som bedst kunne understøtte holdning man
havde interesser for.
Abolitionister i USA
Allerede i 1775 blev verdens første Anti-slavery Society (anti-slave selskab)
oprettet i Philadelphia, og i 1821 begyndte selskabets fremstående bannerfører i de
slavefri Nordstater, Benjamin Lundby, at udgive en slaverifjendtlig avis. Med
moderate synspunkter argumenterede han for slavernes gradvise frigivelse med
erstatning til ejerne. I 1830’erne blev en tidligere journalistelev hos Lundby, William
Lloyd Garrison, frontfigur for bevægelsen, og slavedebatten fik en ny drejning, idet
abolitionisterne ville fremtvinge en revolution med øjeblikkeligt ophør af slaveri og
anerkendelse af negrene som ligeberettigede medborgere. Garrison var med til at
oprette The American Anti-slavery Society i 1833, og i 1838 havde selskabet flere
underafdelinger, og omkring 250.000 medlemmer ifølge egne oplysninger.
Abolitionisterne fik en hård medfart i Nordstaterne. Kun et fåtal i Nord lod sig
rive med Garrison, og på de fleste virkede budskaberne provokerende. De fattige
hvide frygtede konkurrence fra frigivne slaver, forretningsfolk frygtede afslutning på
den lukrative forbindelse til Syden, og konservative politikere betragtede
abolitionismen som en alvorlig trussel mod selve Unionen
23
.
I 1836 argumenterede en sydstatspolitiker for den umulige økonomiske
situation en frigivelse af slaver med erstatning til slaveejere var. En frigivelse over en
periode på 100 år med delvis erstatning til slaveejerne ville koste statskassen et beløb
svarende til Forbundsregeringens samlede årlige indtægter. På dette tidspunkt
udgjorde Sydens slaver en sjettedel af befolkningen, og man forestillede sig krig og
kaos, hvis slaverne skulle frigives. Så længe Sydstatsfolk og slaveejere sad på
samfundets topposter var der heller ikke optræk til en frigivelse. Realistiske
Nordstatsfolk delte slaveejernes syn på slaveriet; de fandt det ikke praktisk muligt at
rokke ved Sydens ”særlige institution”. De forestillede sig, at slaveriet gradvis ville
forsvinde, men mente ikke at handling tjente noget formål; der stod simpelthen for
meget på spil rent økonomisk
24
. Indtil midt i 1800-tallet var abolitionisterne et
højtråbende mindretal uden reel politisk indflydelse, men da de i 1950’erne nedtonede
krav om borgerrettigheder til frigivne slaver, opnåede de en større indflydelse i Nord.
23
John Christensen: 2, s. 56
24
Ibid s. 73
14
Frinegre i Nord
I de slavefri stater i Nord blev negre mødt med ringeagt, og de blev ikke
betragtet som ligeværdige borgere, idet racefordomme i Nord var næsten lige så
indgroede som i Syd. De sorte var fri, men de var absolut ikke lige. I de fleste stater
havde frinegre ikke stemmerettighed, deres retsstilling var begrænset, og
jobmuligheder var begrænset af racediskrimination. I flere stater søgte man at
begrænse indvandring af frie slaver, da man forudså en tilvandring af ældre
uarbejdsdygtige tidligere slaver fra Syden. At der i Nordstaterne var en væsentlig
mindre andel sorte, var formentligt medvirkende årsag til, at sorte overhovedet blev
tolereret. I 1790 blev antallet af frinegre i Nordstaterne opgjort til 27.000, og i 1860
udgjorde tallet 225.000 mod Sydens godt 4 millioner slaver
25
.
Diskrimineringen af frinegre gennemsyrede hele kolonisamfundet Frinegre
havde ikke mulighed for at opnå status som respekterede borgere på lige fod med
europæiske indvandrere, og i realiteten havde de sværere ved at vinde anerkendelse
end slaver, som udførte et godt stykke arbejde for deres ejere
26
.
Slaveriet og slavespørgsmålets betydning for den
amerikanske identitet og selvforståelse
Ideer, myter og den amerikanske identitet
Da John Winthrop i 1630 holdt en prædiken for sine puritanske tilhængere fra
England om bord på skibet Arbella, umiddelbart før ankomsten til Amerika, hvor de
dannede grundlag for den første puritanske koloni i Amerika, sagde han: ” Consider
that wee shall be as a Citty upon a Hill, the eies of all people are uppon us”
27
Han
mente, at de skulle etablere et nyt samfund på toppen af en bakke med verdens øjne
på dem. Han anvendte et begreb, som Jesus ifølge Det Nye Testamente, har anvendt
til at pege på en særlig gruppe af mennesker udvalgt af Gud. Han lagde grunden til et
af de centrale elementer i amerikanernes selvforståelse; Amerika er særligt udvalgt,
ganske som amerikanerne er et særligt udvalgt folk, og de skulle vise vejen for andre
samfund og senere generationer. Da USA blev grundlagt i forbindelse med
Uafhængighedserklæringen var det da også et opgør med europæiske traditioner,
25
John Christensen: 2, s. 74
26
John Christensen: 1, s. 106
27
https://www.mtholyoke.edu/acad/intrel/winthrop.htm,
15
såsom aristokrati og feudalsamfundet. Man skabte en ny verden, som byggede på
demokrati og menneskets medfødte frihedsrettigheder helt i overensstemmelse med
Oplysningstidens store tænkeres teorier om det perfekte samfund. De amerikanske
forfatningsfædre, fremstår til stadighed som halvguder, og deres intentioner er fortsat
et centralt element i politiske diskussioner
28
.
The American Dream, den amerikanske drøm om vejen til rigdom og lykke er
endnu en myte, som har haft stor betydning for den amerikanske identitet. Ifølge
myten har enhver mulighed for at finde lykke og rigdom i Amerika, hvis blot man
arbejder ihærdigt nok, fordi USA er så stort og så rigt, og der er lighed for alle. Myten
er formentlig opstået i en tid, hvor mange europæere immigrerede til USA som følge
af stor arbejdsløshed og fødevaremangel i hjemlandet og med lovning på arbejde i den
nye verden. Med udgangspunkt i at alle har lige rettigheder og landet er stort og rigt,
skulle lykken og rigdom derfor være en mulighed for alle.
Et fælles idegrundlag har siden nationens fødsel været tillagt stor betydning,
og ideen om, at amerikaner var noget man valgte at være, har fremmet behovet for at
definere et sæt ”amerikanske værdier”
29
. Amerikaneren var ifølge myten en helt ny
menneskerace, et nyt supermenneske, som skulle fremkomme ved en
sammensmeltning af alle de forskellige immigranter, som bosatte sig i USA. Den
såkaldte ”Meltingpot” myte udelukkede dog flere forskellige menneskeracer, hvoraf
de mest påfaldende er afrikanerne og de oprindelige amerikanere, indianerne.
Ifølge myter om ekspansionen af USA, den såkaldte Frontier myte, blev USA
grundlagt af modige og hårdt arbejdende patriotiske nybyggere i ”Det Vilde Vesten”.
Denne romantiserede myte om begivenhedernes gang har et andet perspektiv til
USA’s ekspansion end perspektivet, som uvilkårligt følger en redegørelse for slaveriet
i USA på samme tidspunkt. Hvis man valgte at perspektivere til de indfødte
indianeres kamp for overlevelse i forbindelse med civilisationens indtog, ville myten
også være knap så romantisk. Sagt med andre ord, så tager myter, historie og
selvforståelse udgangspunkt i den magthavende befolknings forståelse af
begivenhederne. I den forbindelse er det relevant at huske, at myter tager
udgangspunkt i den historie man ønsker at fortælle, og oplysninger som er irrelevante
eller måske endda modsigende for den ønskede pointe udlades.
28
Niels Bjerre- Poulsen: USA Historie og Identitet, Århus, Systime, 2010
29
Ibid: s. 14
16
Revision af identitet og selvforståelse
At den amerikanske identitet og selvforståelse har været genstand for revision
og nyfortolkning, særligt i de sidste 50-60 år, skyldes hovedsagligt at tidligere
marginaliserede minoritetsgrupper har opnået indflydelse, som har påvirket
samfundet. Som anført af Frances Fitzgerald i bogen Amerika i revideret udgave
(1979):
”Rent ideologisk var 1950’ernes historiebøger kompromisløse, glatte. Inden
for deres omslag var Amerika fejlfrit: den mest storslåede nation i verden og
indbegrebet af demokrati, frihed og teknologisk fremskridt. (…) Men nu har
fremstillingerne forandret sig, og med dem det land, som amerikanske børn
vokser op i. Det samfund som engang var ensartet, er nu et patchwork af rige
og fattige, gamle og unge, mænd og kvinder, sorte, hvide, latinamerikanere, og
indianere. Det system, som kørte så glat ved hjælp af Forfatningen og under
ledelse af næstekærlige præsidenter, er nu en slidt sag.”
30
Det amerikanske samfund tæller i dag efterkommere af immigranter fra det meste af
verden, efterkommere af indfødte indianere og efterkommere af de ufrivillige
immigranter, de afrikanske slaver, og det er vanskeligt at identificerede amerikaneren
i de mange forskellige racer og kulturer, som repræsenteres i USA. Myten om
amerikanerne som en ny menneskerace med fælles etnisk homogenitet, kultur og
identitet holder ikke i et samfund, hvor indbyggerne også identificerer sig med deres
etniske herkomst og kulturelle baggrund. Når vi kigger på efterkommere af de
afrikanske slavers betydning for det amerikanske samfund, så kan vi konstatere, at de
i høj grad har påvirket den amerikanske identitet og selvforståelse.
Efter godt hundrede års frihed uden lighed, opnåede de afrikanske-
amerikanere i 1965 endeligt de samme civile rettigheder som hvide efter
borgerrettighederne blev skærpet ved Civil Right Act, som forbød racediskrimination i
skoler og offentlige steder. Det betød tillige, at de såkaldte Jim Crow-love i
sydstaterne, som sikrede separation mellem hvide og sorte og i øvrigt begrænsede de
sortes muligheder, blev ophævet. De sorte var tidligere omfattet af restriktioner
udelukkende på grund af deres race og hudfarve, og på mange punkter havde
30
Niels Bjerre-Poulsen: s. 25
17
restriktionerne undertrykt dem til en tilværelse med dårligere uddannelse, dårligere
betalt beskæftigelse og dermed var de dømt til et liv i fattigdom og ringere vilkår end
hvide amerikanere. For at kompensere for den tidligere undertrykkelse af sortes vilkår
i det amerikanske samfund indførte man allerede i begyndelsen af 1960’erne en
”Positiv diskrimination” politik, som skulle sikre de sortes adgang til
videreuddannelse og dermed bedre fremtidsprospekter. Den positive diskrimination
sikrer blandt andre de afrikansk-amerikanere mod racistisk motiverede forhindringer
ved uddannelses- og jobsøgning m.v.. Bestemmelserne om civile rettigheder uanset
race, farve og køn og iværksættelsen af foranstaltningerne med positiv diskrimination
modsiger den tidligere gældende myte om, at enhver kan søge lykken i USA.
Omvendt så sikrer lovgivningen og aktive tiltag, at myten nu kan efterleves for de
befolkningsgrupper, som tidligere var forhindret i at få del i samfundets tilbud og
muligheder.
At USA skulle fremstå som et perfekt eksempel overfor verdens øjne er nok
på flere områder en flosset myte. Særligt i forbindelsen med
Borgerrettighedsbevægelsen kamp i 1960’erne, fik USA på godt og ondt hele den
vestlige verdens opmærksomhed. Den teknologiske udvikling sikrede, at mange
vesteuropæiske fulgte med i begivenhederne i USA på tidspunktet, og de sortes vilkår
i USA fremstod som en plet på det amerikanske samfund. At begivenhederne havde
mediernes opmærksomhed har formentligt været en stor støtte til bevægelsen. I dag
står Martin Luther Kings tale ”I have a Dream” som en vigtig del af den amerikanske
identitet, og Kings drøm om den dag, hvor hudfarven ikke længere er afgørende,
repræsenterer de lighedsprincipper, som var en vigtig del af USA’s fundament og til
stadighed er en del af den amerikanske drøm.
Konklusion
På baggrund af omstående redegørelser, diskussioner og vurderinger kan det
konkluderes, at omfanget af slaveri og slavehandel tilsyneladende var afgjort på
baggrund af den økonomiske rentabilitet og plantageejerenes behov for slaver til
dyrkning af afgrøder. Slaveriet havde stor positiv betydning for den økonomiske
vækst i USA, særligt i perioden hvor bomuldsproduktionen blomstrede og nye stater
var annekteret. Væksten i slavebefolkningen og antallet af slavestater var anledning til
store politiske uoverensstemmelser, som kulminerede i Sydstaternes frigørelse fra
Unionen og den efterfølgende Borgerkrig mellem Nord og Syd. Disse
18
uoverensstemmelser synes at kunne tilskrives kampen om magtbalancen mellem
slavestater og slavefri stater i højere grad end moralske og humanistiske ideologier.
På samme måde var samtidens debat overvejende præget af politiske og økonomiske
hensyn, og det var kun fåtallet som var motiveret af ideologier og humanistiske
hensyn. Slaveriet og slavehandlen har i høj grad påvirket den amerikanske identitet,
og mange identitetsmyter er blevet tilpasset, og på nogle områder er vilkårene eller
historien blevet tilpasset myterne.
19
Litteraturliste
Bøger:
Niels Bjerre-Poulsen: USA – Historie og identitet, Århus, Systime, 2010
Erling Bjøl: Gyldendals USA-historie, Copenhagen, Nordisk Forlag A/S, 2002
John Christensen: Sort & Hvid, Slaveriet i Nordamerika, 1, Fårevejle, Forlaget Emil,
2002
John Christensen: Sort & Hvid, Slaveriet i Nordamerika, 2, Fårevejle, Forlaget Emil,
2002
R.G. Grant: Den Amerikansk-afrikanske slavehandel, Holte, Forlaget Flach, 2002
Website:
https://www.mtholyoke.edu/acad/intrel/winthrop.htm, den