Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
1
Analyserende artikel om “Smiling in a War Zone”
At udleve sine drømme og udfolde sig selv som det menneske, man nu engang er. Dette står som et helt
centralt mantra i den senmoderne tid, hvor det er individet, frem for fællesskabet, der er i fokus. Det er
svært at finde nogen, som ikke vil bakke dig op i at gøre det, du har allermest lyst til, det du brænder for,
næsten uanset hvad det er: At rejse til øde egne af verden, samle på underlige insekter eller blive
jagerpilot. Og hvis din omverden gør modstand, er det næsten endnu bedre. For så er du en frigører, som
udlever dine drømme på trods. Et billede på dette med at være fri og udfolde sine drømme kan være at
flyve under den åbne himmel. Netop denne metafor gør Simone Aaberg Kærn brug af i sin dokumentarfilm
“Smiling in a War Zone”, hvor hun planlægger at flyve til det krigshærgede Kabul. Hun taler igen og igen om
“at flyve selv” som noget helt særligt og meget forskelligt fra det at være passager. På samme måde er der
stor forskel på, om man flyver selv og tager styring i sig eget liv, eller man lader andre overtage roret og
selv bliver overladt til en rolle som en passager, der passivt følger med strømmen. Der er ingen tvivl om, at
selvudfoldelsen er en positiv ting, og at individuel frigørelse er en gevinst ved vores senmoderne tid.
Omvendt kan selvudfoldelsen kamme over og blive selvcentreret iscenesættelse, sådan som man af og til
ser det på sociale netværk på internettet og i reality-programmer. Her kan fokus meget hurtigt skifte fra
den sunde selvudfoldelse og til et usundt fokus på, at andre skal synes godt om én og synes, at man er en
vældig sej person. I “Smiling in a War Zone” balancerer Simone Kærn netop mellem disse to poler. Hun
udfolder sin drøm om den frie flyvning, på trods af omverdenens advarsler, og samtidig laver hun en film
om dette, som iscenesætter hendes projekt på en ekstremt positiv måde. Er der tale om sund
selvudfoldelse eller egocentreret selviscenesættelse i dokumentaren? Og er drømmen om det særlige
individ, der ”flyver selv”, en illusion?
I dokumentaren, “Smiling in a War Zone”, fungerer Simone Kærn selv som fortæller, og hun beretter om sin
drøm om at flyve, og hvordan hun gerne vil hjælpe en afghansk pige, der har samme drøm. Oprindeligt ville
Simone Kærn gerne være jagerpilot ligesom hendes kvindelige forbilleder, der var jagerpiloter under 2.
verdenskrig. Dette er hun ikke blevet, men hun er dog blevet pilot, og desuden kunstner, og hun har købt
en lille, 40 år gammel flyvemaskine, som hun udlever sine fritflyvende drømme i. Efter ’nine eleven’, hvor
terrorister angreb World Trade Center i New York i flyvemaskiner, oplever Simone Kærn til sin store
ærgrelse, at: ”som en refleks eller som en autoimmun reaktion skulle himlen reguleres” (2:15). Hun mister
sin frihed i luften, fordi flyvning bliver anset som farligt, og al luftfart, selv den private, skal styres. En dag
læser hun en artikel om 16-årige Farjal fra Kabul i Afghanistan, der har en umulig drøm om at blive
jagerpilot. Simone Kærn beslutter sig for at flyve hele vejen ned til Farjal og tilbyde hende en flyvetur i den
lille maskine. Turen er fuld af forhindringer: Der er krig i Afghanistan, flyvemaskinen kan kun klare 450 km
ad gangen, luftrummene er overvågede, Simone Kærn mangler visum og sidst men ikke mindst: Det er
strengt forbudt for en afghansk pige at være pilot, hun må som kvinde ikke engang køre bil eller cykle. På
trods af alt dette letter Simone Kærn i slutningen af dokumentaruddraget med kursen mod Kabul, for, som
hun selv siger, ”at himlen skal have lov at være fri” (3:20).
At flyve selv…
I dokumentaren iscenesættes Simone Kærn og hendes projekt både ved hjælp af fortællingen, som vi hører
undervejs, og de filmiske virkemidler. Rent filmisk er dokumentaren meget varieret, hvilket holder seernes
interesse fanget. Der veksles mellem rolige billeder af landlig idyl, håndholdt filmning fra cockpittet og
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
2
smukke overbliksbilleder af flyet i aktion på himlen. Billedbeskæringen skifter i takt med motiverne, alt
efter om det er nærbilleder af cockpittet, Simone Kærns notater eller en detalje på et kort, der er vigtigt,
eller om der er fokus på flyets rejse hen over himlen, hvor der i stedet benyttes total eller supertotal. Der
klippes også mellem sekvenser fra nutiden, hvor vi følger Simone Kærn, både på café og i flyværkstedet, og
så historiske sekvenser, hvor vi ser klip fra 2. verdenskrig og ’nine eleven’. På den måde sikres dynamikken i
filmen af kameraføringen, billedbeskæringen og de varierede motiver. Dette underbygges ydermere af
lydsiden, som veksler mellem lystig underlægningsmusik, flyvemaskinelyd og smuk violinmusik. Det mere
dybtgående fokus og den tematiske sammenhæng sikres derimod af en rolig klipning og af filmens voice-
over. Simone Kærn holder en klar rød tråd i sin historie, om hvordan hun har udlevet sin drøm om at blive
pilot og flyve under den frie himmel, og hvordan hun ønsker at give afghanske Farjal en chance for at
udleve den samme drøm.
Filmen begynder i landlige og idylliske omgivelser, hvor Simone Kærn kommer trækkende med sin
flyvemaskine. Vi hører hanegal, og underlægningsmusikken er af en hyggelig cirkusagtig art. Der vises
nærbilleder af modent korn, en næsepiercet tyr og den lille hvide flyvemaskine, idet den letter. Derved
giver hun et første indtryk af sig selv som en naturlig og stærk pige, der er rodbundet og har sunde værdier:
En rask og handlekraftig pige, der kun har gode intentioner. Desuden sidestilles flyvemaskinen visuelt med
korn og dyr fra landet, og flyet letter på en åben mark. Som seere tænker vi ikke på asfalterede lufthavne
og benzinslugende maskiner, men derimod bliver vi tilbøjelige til at tænke på flyets som noget frit og
naturligt, som nærmest hører hjemme på landet. Dette passer godt til Simone Kærns slagord om, at
”himlen skal have lov at være fri” (3:20). Derfor dømmer vi ikke Simone Kærns interesse i flyvning som en
dyr og klimaforurenende hobby, men får et helt andet billede af flyvningen som noget frisættende og
glædesspredende.
Til billedet af en storsmilende Simone Kærn i cockpittet hører vi hendes behagelige og lyse stemme: ”At
flyve selv. Det er noget helt andet end at sidde i et rutefly” (0:40). Videre klippes der til, at vi ser
flyvemaskinen i aktion fra forskellige perspektiver, mens Simone Kærn fortsætter: ”Før jeg blev pilot, var
jeg en flyvemaskine. Som barn fløj jeg over byens tage. Min drøm: at blive jagerpilot (0:50)”. Her slutter
introduktionen med, at vi inde fra cockpittet ser flyet svæve hen over skyerne, mens
underlægningsmusikken nu er skiftet til syngende violiner. Hun iscenesætter altså fra dokumentarens
begyndelse sig selv som en fri fugl og et legebarn, der lykkes med at udleve sine drømme og har fundet
lykken ved det. Hun fremstiller også hele filmen igennem sig selv som én, der bryder grænser og går forrest.
Hun går imod forestillingen om, at kvinder ikke kan være piloter, og som hun siger: ”Min kæreste, Magnus,
forstår ikke min idé, men det er der heller ikke andre, der gør” (4:40). Men Simone Kærn tager afsted
alligevel, og det virker til, at omverdenens hovedrysten kun er en ekstra motivation for hende. Som kvinde
vil hun gå forrest og vise, at kvinder kan selv, og hun er fast besluttet på at hjælpe Farjal et lille stykke
videre med den umulige drøm om at blive en kvindelig pilot i det ekstremt kvindeundertrykkende
Afghanistan. Dokumentaruddraget slutter, før vi hører, om projektet lykkes. Men filmen er præget af en
nærmest ukuelig optimisme, som ses i de mange nærbilleder af en lykkelig Simone i cockpittet og høres i
hendes glade fortællerstemme: ”At flyve selv, det er som at have en smilende sol i maven” (2:05). Som seer
kan man næsten ikke forestille sig, at projektet skal mislykkes for hende, fordi hun lykkes med at
iscenesætte sig selv som en optimistisk, livsglad og handlekraftig person.
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
3
En personlig dokumentar
Simone Kærns dokumentarfilm virker meget drømmende med dens romantiske violinmusik og dens mange
billeder af solskin, smil og åben himmel. Og det er da også det at udleve sine personlige drømme og sine
inderste ønsker, på trods af alverdens forhindringer, der er filmens tema. Den meget personlige vinkel gør,
at ”Smiling in a War Zone” virker anderledes end mere traditionelle dokumentarfilm. Danske nyklassikere,
som fx ”Gasolin” af Anders Østergaard og Mads Kamp Thulstrup og Carstens Søsteds ”… og det var
Danmark”, forsøger at give os et nøgternt og sandfærdigt billede af et emne af almen interesse, i dette
tilfælde et rockband i 1970’erne og dansk landsholdsfodbold i 80’erne og 90’erne. I den klassiske
dokumentarfilm ses emnet udefra, og man forsøger at finde frem til en form for objektiv sandhed. Dette er
slet ikke tilfældet i Simone Kærns dokumentarfilm, som vi kan kalde en performativ dokumentar. Her ses
emnet indefra. Simone Kærn leder ikke efter nogen sandhed, ud over det som er sandt for hende. Det er
hendes rent personlige projekt, som beskrives i filmen, og det er hendes motivation og gejst, der driver
værket. Spørgsmålet er da, om dokumentaren ”Smiling in a War Zone” overhovedet er relevant for andre
end Simone Kærn selv? Er filmen ikke andet end hendes ’flyvske’ drømme og trang til at iscenesætte sig
selv som et interessant og selvopofrende individ? Har dokumentaren overhovedet nogen almen interesse,
eller bør den i virkeligheden arkiveres i Simone Kærns personlige filmarkiv?
Der er ingen tvivl om, at Simone Kærn iscenesætter sig selv og sit projekt i dokumentaren, og hun gør det
dygtigt. Alligevel virker selviscenesættelse ikke som det centrale i filmen. Selvom hun fremstiller sig selv
meget positivt, som et naturens barn, der modigt bryder alle snærende bånd, ligger hendes fokus mere på
emnet, end på at vise omverdenen hvor fantastisk et menneske hun er. Filmen berører nogle interessante
og alment relevante emner som kvinders muligheder og det at have modet – og mulighederne – til at
udfolde sig selv som individ og udleve sine drømme. Simone Kærn åbner sit personlige projekt om ”at flyve
selv” ved at perspektivere til 2. verdenskrigs kvindelige jagerpiloter og ved at gøre noget andet end sig selv
til mål for hele dokumentaren, nemlig Farjals drøm om at blive pilot. På den måde tematiserer
dokumentaren også den problemstilling, at mange mennesker rundtom i verden, og især kvinder, slet ikke
har mulighederne for at udfolde sig frit. For dem bliver det alt for ofte ved drømmene, og en pige som
Farjal ender højst sandsynligt som en ung hustru og mor til mange børn, og med stor sikkerhed ikke som
jagerpilot. ”Smiling in a War Zone” viser, hvor ekstremt langt der er mellem en frigjort og selvbevidst
vesterlænding som Simone og en afghansk pige som Farjal. Afstanden mellem dem symboliseres ved den
flyvetur, som Simone Kærn må ud på, og som byder på et hav af forhindringer: Krig, bjerge, politiske
forviklinger og en alt for lille flyvemaskine i en alt for stor verden. Men alligevel er der noget befriende ved
dette billede. For netop det, at Simone Kærn flyver gennem den åbne himmel, kan også forstås som et
billede på, at hun ’bypasser’ alle forhindringer og forviklinger på jorden og bruger himlen og drømmene til
at nå Farjal. Drømmene om at flyve har Simone og Farjal til fælles, og dér kan de måske nå hinanden.
Selvom Simone Kærns dokumentarfilm, ”Smiling in a War Zone”, er meget subjektiv og ikke afdækker
nogen objektive sandheder om verden, er den i høj grad værd at se. Den ’sandhed’ om at udfolde sig selv
og sine drømme, som kommer frem i filmen, tager udgangspunkt i Simone Kærns person, men bredes ud til
at være alment relevant. Det gælder både for os danskere, som nogle gange bliver så optagede af
hverdagens trummerum, at vi glemmer, hvilke unikke muligheder vi har, og for mennesker, som er mindre
heldigt stillede end os. I filmen formår Simone Kærn at sætte fokus på selvudfoldelse som tema uden at
det bliver til overdreven selviscenesættelse, fordi hun holder fokus på emnet og dets vigtighed for andre
end hende selv. ”Det at flyve selv” bliver en flot metafor for at udfolde sig selv, sætte sig fri og udleve sine
Dansk A STX – Skriftlig eksamen – 12. august 2015
4
drømme og ønsker. Og selvom ikke alle har mulighederne for at gøre dette, insisterer filmen på, at
drømmen lever i den frie himmel, som tilhører os allesammen.
Hjemmesider, der har været anvendt under opgaveskrivningen:
http://www.ekkofilm.dk/blogs/kim-pedersen/danske-dokumentarfilm-i-dette-artusinde/
besøgt d. 19/4 2016