18
Hos type 2-diabetikere er glukoseoptagelsen i
stedet forstyrret ved, at cellerne ikke længere
reagerer ret godt på kroppens insulin.
Bugspytkirtlen producerer altså stadig insulin,
men insulinet låser ikke så godt op for
glukosekanalerne som normalt. I modsætning
til type 1-diabetes kan sygdommen ikke
behandles med insulin. Kroppen har masser af
insulin – insulinets nøgle passer bare ikke
længere ret godt sammen med
insulinreceptorens lås.
Type 2-diabetes har dog den store fordel i
forhold til type 1-diabetes, at det tager lang
tid, før insulinnøglen begynder at fungere
kritisk dårligt. Sygdommen er typisk flere år
om at udvikle sig. I denne periode siger man,
at patienten har prædiabetes, og prædiabetes
kan modsat fuldt udviklet type 2-diabetes ofte
kureres fuldstændig – hvis man er
opmærksom på sygdommens begyndende
symptomer og sætter ind i tide.
Sødt blod og sultne celler
Hvis man skal genkende de tidlige symptomer
på type 2-diabetes, skal man vide lidt om,
hvordan sygdommen påvirker kroppen. Hvad
sker der, når cellerne gradvist får sværere ved
at låse op for deres glukosekanaler og optage
glukose fra blodet? Overordnet to ting: For
det første får cellerne ikke ret meget at spise.
De får mindre glukose og derfor mindre
energi. En person med begyndende type 2-
diabetes er derfor sandsynligvis mere træt
end tidligere – cellerne kan simpelthen ikke
udføre alle de opgaver, de plejer, når de er på
smalkost.
For det andet kommer der mere glukose i
blodet end normalt: Blodet bliver sødt. Det
skulle man tro var et mindre problem end
cellernes glukosemangel, men over lang tid
har den øgede glukosemængde i blodet en
lang række uheldige følger.
Hele kroppen under pres
Glukosen holder sig ikke kun i blodet, men
siver ud i hele kroppen. Og her er den øgede
glukosemængde rigtigt dårligt nyt for vores
organer. Man begynder f.eks. at tisse mere,
når glukose siver over i urinen og trækker
vand fra resten af kroppen med sig.
Overbelastning af nyrerne er derfor en
langtidsfølge af ubehandlet diabetes. Glukose
i blodet kan også trække vand ud af kroppens
celler og over i blodårerne. Kroppens mindste
blodårer får på den måde et for højt tryk og
kan over lang tid gå i stykker. Afhængig af
hvor i kroppen blodårerne ødelægges, kan der
opstå mange forskellige problemer.
Øjensygdom eller blindhed, kløe, føle- og
bevægeforstyrrelser og dårlig iltforsyning til
ekstremiteterne – især fødder og tæer med
risiko for koldbrand og amputation – er bare
nogle af de mulige komplikationer. Den øgede
mængde glukose i blodet betyder desuden
ikke kun, at der er mindre mad til vores egne
celler – der er samtidig mere mad til andre
celler, som gerne vil vokse på os, hvis de får
muligheden. Svampeinfektioner,
tandkødsbetændelse, stafylokokker (dvs.
bakterievækst i sår og deraf dårlig sårheling)
og huller i tænderne er derfor også lidelser,
der oftere rammer diabetespatienter ift. raske
mennesker.
Og så er der hjerte-kar-sygdommene, som
ifølge Sundhedsstyrelsen er de mest alvorlige
følger af type 2-diabetes. De fleste diabetikere
dør af hjerte-kar-sygdomme. Det skyldes især,
at insulin ikke kun regulerer cellers
glukoseoptagelse, men også påvirker f.eks.
aflejring af kolesterol i blodårerne.