Spejlbillede af en ung mand i balance af Peter Høeg

”Spejlbillede af en ung mand i balance” af Peter Høeg

Analyse, fortolkning og perspektivering

”Spejlbillede af en ung mand i balance” er en novelle skrevet af Peter Høeg, som er udgivet i år

1990. Peter Høeg blev født den 17. maj 1957 i København, hvor han også er vokset op. I 1984 blev

han færdiguddannede som mag.art. i litteraturvidenskab, og efter en omflakkende periode som bl.a.

idrætslærer og danser, debuterede han i 1988 med ”Forestilling om det tyvende århundrede”.

Allerede ved sin udgivelse tiltrak romanen sig stor opmærksomhed. I 1990 udkom

novellesamlingen, ”Fortællinger om Natten”, som bl.a. indeholdt ”Spejlbillede af en ung man i

balance”. Med denne udgivelse blev Høeg omtalt som et forfattertalent med internationalt

potentiale. Det endelige gennembrud som gjorde ham verdensberømt, kom i 1992: kriminalromanen

”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Høeg rostes til skyerne for sin store fortælleevne, sin

sproglige formåen og solgte nu uhørt mange bøger i forhold til danske standarder. Men med

udgivelsen ”De måske egnede” i 1993 begyndte kritikken af dukke op. Anmeldere anklagede Høegs

STX 1.g

Den Tredje Verden, fik ikke just kritikken til at forstumme. På nær det enkelte og personlige digt,

”Første og sidste kapitel” i antologien ”Trykt - og Godt” (1998), til Høegs forlægger og nære ven,

Merethe Riis, lod forfatteren ikke høre på sig længe. Men på trods af kritikken regnedes Høegs

STX 1.g

Romanen ”Elefantpasserens børn”, som Høeg har arbejdet på siden 2009, er lige netop udkommet i

september i år.

Genre:

”Spejlbillede af en ung man i balance” placerer sig som sagt ind i genren novelle, og kan derfor

defineres som en kortere fiktionsprosatekst. Den handler kun om nogle få personer, den har ét

handlingsforløb som får konsekvenser for hovedpersonens liv, den foregår i et begrænset antal

miljøer og strækker sig over en begrænset tidsperiode.

Resumé:

Novellen handler om en ung mand, som fremstiller spejle. Han lever efter sine ”egne” regler. Han

er ligeglad med andres meninger. Han føler hverken kærlighed, begær, jalousi og ensomhed. Han

vedkender sig kun vrede.

I maj 1927 bliver den unge spejlmager spurgt, om han ville konstruere et spejlteleskop til et nyt

nordisk observatorium, lidt udenfor Göteborg. Han svarer ja, og bygger gennem den følgende vinter

spejlteleskopet. For at få slebet spejlet, rejser han til udlandet for at finde en verdenskendt,

kvindelig glassliber. Han finder hende ikke og rejser tilbage til Göteborg, hvor hun er. Hun sliber

spejlet og sover sammen med ham, for derefter at forlade ham. Han har indtil da rejst fra de kvinder

der har været i hans liv, da han mener at alle skal forlades, og man derfor bliver nødt til at holde

træningen i det ved lige. Men efter glassliberens forsvinden, opstår der en længsel i ham, efter

hende. Han rejser til København, hvor hun udstiller sine tidligere fremstillede spejle. Hun viser ham

et spejl, som viser sandheden, og han bliver skræmt. Han bliver opslugt af tomheden. Det han ser i

spejlet gør ham ren og klar. Han ser livet.

Til sidst i novellen går det op for vores hovedperson, at han faktisk savner glassliberen. Det går

op for ham at han elsker hende. Han bliver skræmt og bange, og det går op for ham hvorfor han kun

føler vrede - han er bange for sin afhængighed af hende

Analyse:

Miljøbeskrivelse: Hovedparten af novellen foregår inde i storbyen. Den foregår henholdsvis i

Sverige, Göteborg (S. 415, linje 2), og i Danmark, København (S. 416, linje 26-27).

Vores hovedperson befinder sig som sagt ikke kun i de to byer igennem hele novellen. To gange

rejser han også ud for at finde glassliberen (S. 414, linje 26. S. 416, linje 16). På sin første rejse ser

han nogle af de spejle hun har slebet. Han er på de frisiske øer, hvor han besøger et skib, hun har

foræret et spejl til. Han beskriver det, som at det er ligesom om at man har hentet fuldmånen ned på

dækket (S. 414, linje 27-34). Han er i Wien, hvor han besøger et orangeri. Her har hun slebet

krumme spejle til de ellipsoide vægge, så det ser ud som om rummet strækker sig ud i det uendelige

(S. 414, linje 35-40).

Historisk tid: Vi får at vide at historien foregår mellem år 1927 og 1929 (S.411, linje 25. S. 413,

linje 18)

Persongalleri: I novellen møder vi en primær hovedperson i form af den unge spejlmager, og en

sekundær hovedperson i form af den kvindelige glassliber. Vi møder også nogle bipersoner, som

ikke spiller den store rolle i historien. Det er bl.a. astronomerne og hovedpersonens far og farfar. Da

de som sagt ikke spiller den store rolle i historien, kalder vi dem for sekunderer bipersoner.

Personkarakteristik: Den primære hovedperson i novellen er som sagt den unge spejlmager. Han

udtænker og fremstiller spejle, ligesom sin far og farfar (S. 411, linje 34-35). Derudover er han også

ingeniør (S. 411, linje 35). Han har ingen kone eller kæreste, og heller ingen børn. Han har et

negativt syn, på de fleste ting. De kvinder som han har haft i sit liv, er han rejst fra - han mener

nemlig, at før eller siden skal alle forlades, og det går ikke at miste træningen i det (S. 413, linje 6-

9). Han er ligeglad med hvad resten af verden mener - han lever selvstændigt, efter sine ”egne”

regler og han er ”fri for følelser”, som han selv beskriver det (S. 411, linje 17-29). Kun vrede,

vedkender han sig (S. 411, linje 30-31).

Den sekundære hovedperson er som sagt den kvindelige glassliber. Hun er omkring en meter og tres

høj, halvt japaner, halvt italiener og hendes hud er hvid som den blanding af bivoks og stearin man

støber alterlys af. Det siges at hende forfædre var nogle af de første der flygtede fra det forbud mod

emigration, som gjaldt Venedigs glasslibere i middelalderen (S. 415, linje 7-14). Hun sliber spejle

overalt i verden.

De sekundære bipersoner for vi stort set ingen information om. Vi får kun at vide hvad deres

profession er. Hovedpersonens far og farfar udtænkte og fremstillede spejle (S. 411, linje 34-35), og

astronomerne… Er astronomer (S. 416, linje 2).

Fortællerforhold: Fortælleren i novellen er en 1. personfortæller - eller en eksplicit fortæller, som

man også kalder det. Vi hører historien ud fra den unge spejlmagers synsvinkel - dvs. det er en indre

synsvinkel der fortælles ud fra. Da vi kun høre hans tanker og meninger er fortælleren upålidelig -

vi hører ikke hvad andre mener om ham eller det der sker omkring ham.

Komposition: Novellen begynder ab ovo, dvs. det er en lukkede indledning. Vi får præsenteret

baggrunden for handlingsforløbet (S. 411-416, linje 25).

Novellens midterdel er delt op i tre dele. Der er en konfliktpræsentation, som er der hvor

glassliberen viser Spejlet til den unge spejlmager (S. 416, linje 26 - S. 417, linje 4). Der er en

konfliktbearbejdning, som er der hvor den unge spejlmager kigger ind i spejlet (S. 417, linje 5 - S.

420, linje 16). Der er en konfliktløsning, som er der hvor den unge spejlmager tænker over hvad det

er han har set (S. 420, linje 17 - 40).

Novellens slutning er en åben slutning. Den unge spejlmager opdager hvad det han så i spejlet

har gjort ved ham, og ved ikke hvad han skal stille op (S. 421, linje 1-24).

Symbolik: Den unge mand vil fremstille et spejl som viser verdenen som den virkelig er (S. 412,

linje 8-9). Da han så møder glassliberen, viser hun ham et ”levende spejl”, som viser virkeligheden

(S. 416-417, linje 30-4). Jeg mener, at spejlet er et symbol på, at glassliberen får vores hovedperson

til at se ind i sig selv. Hun får ham til at se hvem han virkelig er. Han opdager nye sider af sig selv,

som han ikke vidste eksisteret. Hun får ham til at se det, han både har frygtet, men samtidig ledt

efter længe.

Fortolkning:

Hvilke temaer drejer historien sig om?: Historiens temaer er kærlighed og dens evige betingelser og

virkeligheden. Spejlmageren har prøvet at undgå kærligheden, nærmest hele livet faktisk. Han har i

stedet søgt efter virkeligheden, og har derfor aldrig elsket og knyttet sig til nogle før. Da det så går

op for ham at han elsker glassliberen, bliver han bange, fordi han ikke kan styre sine følelser. Han

mærker på sin egen krop hvordan virkeligheden egentlig hænger sammen, og opdager at den slet

ikke er som han havde forventet.

Hvad fortæller historien os?: Historien fortæller os, at det man søger og leder efter, ikke altid er

som forventet. Man skal ikke være snæversynet, og tro tingene kun er på en måde, for man bliver

overrasket når man så endelig finder det man har ledt efter. Den fortæller os, at kærlighed kan

vende op og ned på alt man tror på, og på det som man troede man var.

Den fortæller os, at når man kigger ind ad, kigger på sig selv sådan rigtig, kan man blive skræmt,

overrasket og måske endda bange. Man opdager ting om sig selv, man har gået og skjult. Både for

sig selv og omverdenen. Og måske er det ting som man faktisk ikke havde lyst til at finde ud af.

Man skal altså ikke kun tro at de ting som man selv tror på er rigtigt, og at der kun er en rigtig

virkelighed. For før eller siden opdager man, at verdenen hænger anderledes sammen.

Hvad kan vi bruge historien til?: Vi kan bruge historien til at tænke lidt over hvor hurtigt ting kan

ændre sig. Man skal ikke altid være på jagt efter det perfekte og rigtige. For en enkelt person kan på

et øjeblik, ændrer alt hvad man egentlig troede man vidste om sig selv, og derfor skal man ikke altid

kun tro på sine egne meninger og det som man selv synes er rigtigt. For når man så opdager noget

andet kan man blive forvirret og bange, og ikke vide hvordan man skal tackle det.

Perspektivering:

Perspektivering til ”Hosekræmmeren”: ”Spejlbillede af en ung mand i balance” og

”Hosekræmmeren” handler begge om kærligheden og dens betingelser. I ”Hosekræmmeren”, er det

hosekræmmerens unge datter der ikke må få sin elskede, og til sidst ender med at blive sindssyg og

slå ham ihjel. I ”Spejlbillede af en ung mand i balance”, er det den unge spejlmager som på den ene

side gerne vil have sin elskede, og så alligevel ikke. Han ved ikke hvad han skal stille op med den

følelse glassliberen giver ham har indeni.

Perspektivering til samfundet: Der er en del kritik af samfundet i novellen. Den unge spejlmager

mener f.eks. at verdenen har alt for travlt, og bare køre derudaf (S. 411, linje 1-3). Der er ikke nogle

der finder tid til at stoppe op et øjeblik, og lige puste ud.

Han mener ikke der er nogle der rigtig forstår ham. Han har svært ved at kommunikere med folk

(S. 411, linje 19). De få som har påstået at forstå ham, var på vej væk, enten til himlen eller til

helvede (S. 411, linje 20-23).

Hvilke træk låner novellen fra andre genrer?: Novellen låner bl.a. træk fra eventyret. Spejlet, som

viser spejlmageren virkeligheden, er overnaturligt, i og med det viser en masse ting som ingen

andre end den der kigger ind i spejlet kan se (S. 417, linje 10 - S. 420, linje 16). Det beskrives som

levende (S. 417, linje 1-4). I teksten bliver der også henvist til spejlet i ”Snehvide” (S. 412, linje 29-

30).

Hvad minder novellen mig om?: Novellen minder mig om, at folk nogle gange kan have lidt for

travlt med at finde ”det rigtige”, ”det perfekte”, virkeligheden. Når folk siger ”Nu må vi lige

komme tilbage og fokuserer på virkeligheden”, tænker jeg altid ”Hvad for en virkelighed…?” For

jeg mener ikke at der kun er en rigtig virkelighed. Det kommer helt an på hvilket menneske man er,

og hvordan man ser på livet. Det er også det den unge spejlmager siger i novellen; ”Alt efter vores

sindstilstand ser vi os selv som misforståede og forladte, eller som den hvem universet elsker, eller

som dyr under et tyndt lag menneskelighed. Men aldrig ser vi os selv som vi virkelig må være” (S.

412, linje 22-26). Jeg synes bare at den unge spejlmager fremstiller det negativt, hvilket jeg bestemt

ikke synes det er. Jeg synes at det er godt at vi ser forskelligt på tingene, for på den måde kan vi

diskutere hvorfor vi ser på tingene som vi gør, og hvorfor vi måske ikke mener det den anden synes

er det bedste. Og på den måde bliver vi klogere på os selv, på andre og på livet.