
Side 7 af 16
8 Barriere) Skulle kræftsvulsten vise sig at indeholde en kræftcelle der er muteret nok til at
den kan sprede sig, vil kræftsvulsten, der er dannet af denne kræftcelles kloner, kunne
sprede sig, og ikke have nogen naturlig barriere.
Metastasering:
Efter at kræftsvulsten har brudt de naturlige barrierer, vil den primære svulst metastasere, og på
denne måde vil kolonierne, der er spredt ud i hele kroppen, være dødelige.
Metastaseringsprocessen skal starte med en løsrivelse fra den oprindelige kræftsvulst, hvilket vil
sige, at en metastaserende kræftcelle først skal frigøre sig fra sin nabocelle, så den derefter kan
flytte sig. De fleste kræfttilfælde opstår i epitelceller, der er celler der ligger som en hinde om
organerne. Denne epitelcelle kan ændre sig fra at være en epitelcelle til at blive en mobil celle, ved
at ændre morfologien. Det er derfor muligt for en kræftcelle at flytte sig til det omliggende væv og
forme en metastase.
Det er kun muligt for en kræftcelle at danne fjernmetastaser ved at den trænger ud i blod- eller
lymfebanen. Dette gøres ved at komme gennem karvæggen, som indeholder forskellige
kollagener, der består af proteiner der ligger som kæder i vævet. Måden hvorpå en kræftcelle kan
komme igennem karvæggen er, at benytte sig af proteiner der nedbryder andre proteiner.
Proteaser er betegnelsen for de proteiner der nedbyder andre proteiner. Kollagenaser er derfor
proteaser der nedbryder kollagen, og da karvæggen, der omgiver blodkarrene, blandt andet består
af kollagener, vil kræftcellen kunne komme ud til blodbanen.
Omgivelserne i blodbanen vil hurtigt lede til kræftcellens selvmord, med mindre kræftcellen både
er i stand til at undgå immunsystemet, og undgå selvmord. Først der vil cellen kunne finde et sted
at slå sig ned. Dette sker ved at kræftcellen ender ude i de tynde blodkar, kaldet kapillærerne, da
den er for stor til at passere. Først når cellen er i kapillærerne i eksempelvis leveren eller lungerne,
vil cellen kunne slå sig ned og dele sig.
En anden teori er, at kræftcellen i blodbanen kan genkende bestemte receptorer på indersiden af
eksempelvis blodkarret, hvorefter den slår sig ned. Dette gøres ved hjælp af
overfladeproteingruppen integriner, der både kan forhindre cellen i at begå selvmord, nedbryde
det omgivende væv og dermed baner vej for cellen. Integriner kan derudover også sende vigtige
signaler til cellekernen, så cellen ikke begår selvmord og være med til at aktivere metastaseringen.
Foghsgaard, Hulgaard, m.fl. Bogen om kræft, s. 76