
4. Vurdering
Ser man på de enkeltstående tiltag fra G20 samarbejdet og EU’s nødpakker, der blev lavet under
krisetiden, og sammenligner dem med nøgletallene fra samme periode, kan man se, at der er meget,
der har virket. I år 2009 faldt landets BNP, forbrug samt eksport og import i forhold til året
forinden. I mellemtiden steg beskæftigelsen i år 2009 sammenlignet med år 2008. I de efterfølgende
år begyndte reformerne, pakkerne, samt reguleringerne at træde i kraft, hvilket gjorde, at man kom
frem til et omvendt resultat end det ovenstående. Nu steg alt det der tidligere havde haft nedgang,
mens alt det der steg, som f.eks. arbejdsløsheden, nu begyndte at falde faldt. Det har dog ikke været
år uden ofre fra tysk side, da de af deres allierede blev undladt en invitation til EU-møder, mens de
af andre samarbejdspartnere blev kaldt for “fedtspillere”. Dette udspillede sig på baggrund af en
fornuft og disciplin fra tysk side, da de ikke fandt det ansvarligt at føre en lempelig finanspolitik i
blinde. De var hverken vilde med at sænke renten, sænke skatterne eller øge importen.
Ser man på, at alternativet til G20 og EU’s nødpakker, ville det være, at de enkelte lande selv skulle
komme ud af krisen, og på den baggrund vurderer vi, at samarbejdspolitikkerne har været den
bedste måde, at komme ud af finanskrisen på. Årsagen til dette er, at udviklingerne i de rigestes
nationers økonomier hænger sammen, og derfor fungerer det også bedst, hvis de løser kriser
sammen, da det giver den største effekt globalt set, og derfor kommer verdensøkonomien også, af
den grund, hurtigst på benene igen. Alternativet ville være en form for protektonisme, hvor
fordelene ville være, at Tyskland ville kunne bestemme og styre alle reformerne selv og i det
tempo, de ville foretrække. På den måde ville der ikke være nogle udefrakommende brokkerier, der
ville kommentere på, hvor lidt eller hvor meget de har lempet på forskellige områder. Problemet
ved denne løsning ville i så fald være, at når man er en af verdens førende økonomier, samtidig med
man er med i et kontinentalt samarbejde, hvor man iøvrigt har en fremtrædende position, så er det
svært ikke, at blive påvirket globale strømninger, også på ens økonomi. Så hvis man valgte en
protektionistisk formel, hvor man ville gå i en anden retning end ens allierede, så ville resultaterne
af denne retning først komme efter lang tids ventning, på et tidspunkt, hvor de andre store
økonomier evt. ville være ude af krisen. Dermed ville det, som skrevet, være mest fordelagtigt at
løse krisen i fællesskab, også selvom det koster nogle kompromisser. Og selvom Merkel måske
ikke var tilfreds med fremgangsmåden hele vejen igennem processen i forhold til den øgede import,