
alene, ligesåvel som at trommerytmen vil lyde ukomplet hvis ikke lilletrommen og stortrommen
kombineres.
Verset er minimalistisk, kun akkompagneret af trommer (der spiller et standard rock beat), bas samt
guitar der pumper grundtonen i ottendedele (der forekommer dog også lidt hammond orgel i sidste
halvdel af andet vers), kreerende et meget råt lydbillede. Bridgen skaber stor kontrast dertil, med et
hammond orgel der laver flydeakkorder, og det klare glockenspiel der sammen med klaveret spiller
en arpeggiofigur, mens trommerne trækker nummeret lidt tilbage (mht. Fremdrift), med lilletromme
markering på ”og3” og 4, med en stortromme på 1, 2 og ”og4” slaget. Alle disse elementer skaber
et meget romantisk lydbillede, givende en fin kontrast til råheden af verset, inden vi returnerer til
riffet/temaet fra introen, i et mellemspil, hvor det romantiske og råheden atter mødes.
I første vers beretter vores fortæller os om at han kører gaderæs ”...we sweat it out on the streets of
a runaway American dream”
17
, ”... ride through mansions of glory in suicide machines”
18
. Her får vi
redegjort for vores fortællers job/hobby, samtidigt med at vi også informeres om at fortælleren ser
The American Dream som noget der ligger langt borte, nærmest uopnåeligt, da de ”sveder” (racer) i
gaderne, som af en vildfaren amerikansk drøm, altså de racer som gale, som om at alt er ligemeget,
som om der ikke er nogen drøm at hente. Når der siges ”suicide machines”, berettes det, at livet
med gaderæs, er et liv på kanten, altså, at det er farligt. Det adresseres i øvrigt også meget godt
musisk, da det forekommer i verset (som er etableret som værende råt)
Når vi når til c-stykket kommer der en clean elguitar på der spiller med en wah/phaser effekt. i dette
stykke har vi desuden skiftet toneart til D-dur, hvor der i enden af c-stykket spilles en C akkord,
ledende os over D-stykket, som er i F dur, og har et ret kaotisk, men dog, struktureret lydbillede,
med en saxofon der spiller tonerne, Bb, A, F, mens guitaren spiller noget solo i det dybere register,
meget sløset i 8-dele, hvor der moduleres op til F# dur, inden vi går over i en kromatisk nedgang (på
saxofonen) fra tonen h, til tonen h, oktaven under. Den kromatiske nedgang er også ekstremt
kaotisk, da der ikke er en fast rytmik der i, krævende et godt sammenspil mellem musikerne, men
også dedikation, diciplin. Nedgangen kan derved ses som en musikalsk anerkendelse på, at få at nå
drømmen, skal man arbejde for den.
17
http://brucespringsteen.net/albums/born-to-run#lyrics
18
http://brucespringsteen.net/albums/born-to-run#lyrics